Jeg ejer kun irrationelle mekanismer af
savn det former sig som en hylen fra
mit vindue. Kunne jeg i al min ensomhed forklare kulden der
løber som sløret lys, kunne jeg sætte
min destination på standby. Forsinke dets
tid, den fælles flugt. Negative ladninger udligner
også min halvvisne kaktus.
Jeg befinder mig i en tålmodighed. I et rum der
for længst blev skiftet. Mit immunforsvars prioriteter
er uden kontakt med virkeligheden. Det holder mig fra
forkølelser, men holder mig i tavshed. Jeg er
ingen løgndetektor. Du er kun sand.
Vi er sømil adskilt, jeg har
aldrig været tættere.
Åbner jeg for foråret, åbner jeg for intet. Vi skal ikke
splejse om din enestående smerte, det
er din alene. Jeg ønsker blot en aktindsigt, min
egen provisoriske eksistens.