"Luk nu op Bettina" siger jeg og banker forsigtigt på døren. Jeg kan høre hende hulke derinde. Jeg hader når det er min skyld at hun græder. "Luk nu op" siger jeg igen. "Men du gider jo alligevel ikke at være sammen med mig" siger hun skingert. "Jeg har jo aflyst. Det bliver bare os to i aften" siger jeg til døren. Jeg bliver stående lidt. Jeg kan stadig høre hende snøfte inde fra badeværelset. Jeg læner ryggen mod vægen overfor og lader mig langsomt glide ned til jeg rammer gulvet med et blødt bump. Min fingere finder hurtigt den løse tråd i gulvtæppet som jeg altid piller ved når jeg sidder her. "Det var også dumt af mig at lave en aftale i aften" tænker jeg. Jeg piller lidt ved tråden igen. Der går altid lidt tid før hun bliver god igen. "Det er også utroligt at jeg ikke lærer af mine fejl" tænker jeg. "Jeg er virkelig et røvhul". Låsen klikker, og Bettina kommer ud. Hun ser ikke på mig, det gør hun faktisk sjældent når hun kommer ud derinde fra. Jeg rejser mig op og følger efter hende.

Hun skræver over skårene fra den knuste vase. Sætter sig i sofaen, trækker benene op ved siden af sig og tager computeren på skødet. Jeg ser lidt på hende. Så går jeg ud i køkkenet og henter en fejebakke. "Det var ærgerligt med den vase" tænker jeg. "Den havde ellers været dyr". Klirrende fejer jeg skårene sammen. "Jeg kunne også bare give mig mere umage for ikke at gøre hende så ked af det. Jeg må altså virkelig snart til at lære det". Mens jeg henter støvsugeren hører jeg hende råbe noget inde fra stuen. "Skal vi ikke snart spise". Jeg kommer slæbene med støvsugeren. Den ikke helt oprullede ledning slæber hen ad gulvet. "Jo" siger jeg. "Kartoflerne skal bare lige være færdige". Jeg stiller støvsugeren, går ud i køkkenet igen og stikker i en af kartoflerne med en kniv. Den er stadig helt hård i midten. Jeg skruer op for blusset, og går tilbage til stuen.

"Nina siger at de skal i byen i aften" råber Bettina ovre fra sofaen, hun har vidst ikke set at jeg er kommet tilbage fra køkkenet. Hun rejser sig. Småløber ud af stuen, er ved at ramme mig da hun løber forbi. Låsen ind til badeværelset klikke igen. Jeg støvsuger. Da jeg stiller støvsugeren tilbage i skabet, kan jeg høre hende synge. Jeg går ud i køkkenet igen, stikker til den samme kartoffel. Det er nemt at genkende den, den har et mærke, der hvor jeg stak den med kniven sidst. Kartoflen er stadig helt hård. Jeg tager to tallerkner, to knive og to gafler og går ind i stuen igen. Nu hører jeg badeværelsesdøren gå op. Bettina stikker hovedet ind i stuen. Hun har krøllet sit hår og taget glitrende øjenskygge på. "Jeg smutter nu" siger hun, og sender mig et luftkys. Hoveddøren smækker. Så er hun væk. "Dejligt hun er glad igen" tænker jeg, mens jeg samler tallerknerne og bestiket sammen igen. Jeg går tilbage til køkkenet. Stikker igen til kartoflen. Den er stadig helt hård indeni, men fuld af smalle huller fra kniven. Jeg sætter mig ned til køkkenbordet. "Hvor er hun bare fantastisk" tænker jeg. "Jeg må virkelig til at tage mig sammen. Jeg fortjener hende ikke".