Der var engang. Sådan skal et rigtigt eventyr begynde. Men er det nu et rigtigt eventyr, der her skal fortælles. Er alle de gode historier ikke fortalte, er der ikke mange andre, der er kommet før mig. så det nu er en håbløs opgave, jeg har sat mig selv på.
Sidder her og tænker på, om der mon ikke skulle være lagret et eller andet genialt oppe i det snirklede organ, nogen har fundet på at kalde hjernen. Den, der er så knudret, og med så mange mørke kroge og hvor al verdens ting kan ligge og gemme sig, uden at man selv er klar over det. Hvordan mon man får fat i det, og får det frem i lyset, et eller andet må da have efterladt sig et spor. Et uhåndgribeligt lys der kan få sat mig i gang med at skrive noget, som andre vil syntes er fantastisk, så jeg kan få min part af berømmelsen og glansen.
Hvad nu hvis jeg lukker øjnene, og det bliver sort omkring mig, lige meget hvor jeg vender mig hen. Det må da give ro til den valnøddelignende tingest, så den kan begynde at sortere i lageret, finde et eller andet, så jeg kan komme i gang med mit eventyr. Nej, det lykkes vist ikke, den mærkelige indretning følger bestemt ikke mine ønsker, den lever helt sit eget liv, uafhængig af mig.
Den tænker straks på, hvad jeg må huske at købe nede i det lokale supermarked. Det eneste jeg ser, mens jeg sidder her med mine øjne tæt klemt sammen, er de lange lige gange, med varer i alverdens udformninger og farver. Især farver, dem har de ikke sparret på, og min hjerne lokker mig da også straks til at gå nærmere, den kan slet ikke stå for det flotte farverige skue.
Her er ingen gode dufte, kun dårlig musik der svækker min dømmekraft. Man forledes uvilkårligt til at tage tre for en tier, og uden at tænke videre over det, ligger de i kurven. Hvad skal jeg med tre af en slags. Ved udmærket godt at mindst en, nok nærmere to bliver kasseret. Min stenalderhjerne er ikke bygget til al den overflod, den tror at alle disse tilbud, er tilbudet om evig lykke. Den tror, det er det, der giver livet mening.
Jeg åbner mine øjne igen, man kan da ikke skrive et eventyr om et supermarked. Måske ville et lille glas vin hjælpe, jeg kender mange historier om store forfattere, der har tyet til alkoholen, når musen ikke rigtig ville indfinde sig. Måske kunne det give lidt føde til fantasien. Sipper lidt af den røde væske. Uvilkårligt glider øjnene i igen, er det fordi smagen tiltaler mig? Griber igen efter glasset i mørket, er det mon spansk, italiensk eller kan det være fransk. Den store vinkender bliver jeg aldrig.
Mine næsebor vibrerer, boudoir duft, let kvalmende syntes jeg. Klemmer øjnene fast i, hvor er det min hjerne, uden at spørge, nu har ført mig hen. Altid er den ude på nye eventyr. Den har tilsyneladende glemt alt om den opgave, vi er i gang med.
Der står de stribede på rad og række, det er jo Matas. Ser mig lidt omkring, store flotte fotos af billedsmukke kvinder, pryder de lyseblå vægge. Griber ud efter en cremefarvet krukke med guld på låget. Hjernen tager ikke hensyn til min alder, den er ligeglad med om jeg er ung eller gammel, og om jeg har ung hud om øjnene. Den er helt sikker på, at de ord, der står på krukken, er sande. Sund hud har ingen alder.
Jeg stiller krukken på disken og kikker på den unge dame, der står overfor mig på den anden side. Hendes læber står klart tegnede i en mørk rubinrød farve, min hjerne skubber til mig, hvisker sådan kan du også komme til at se ud, den tænker ikke på, at min gamle mund aldrig vil komme til at stå så skarpt optegnet. Den røde farve vil hurtigt løbe ud i alle de små rynker.
Det her går da slet ikke, hvad skulle jeg i Matas. Min hjerne den forfængelige rad, tænker overhovedet ikke på sin alder. Måske er det fordi, spejlet ikke sladrer om den, det er kun mig spejlet viser, mig med de ridser i lakken, som livet nu engang har givet mig.
Det ser ikke ud til, at vinen giver noget resultat, men dejligt smager den. Suger de sidste dråber i mig, der skulle nødigt gå noget til spilde. Har meget lyst til at hælde lidt mere i glasset, men ved af bitter erfaring, at så vil min hjerne blive overstadig, og gøre ting som ihverttilfælde jeg vil fortryde. Den tror stadigvæk, den har ungdommens vitalitet. Meen.... et glas mere kan vel ikke skade. Er det hjernen der prøver at overtale mig? den er, som altid drevet af lysten, den bliver hurtigt ramt af atmosfæren. Den har talegaverne i orden, men det er mig, der ved, hvor ulideligt det kan være at miste hukommelsen, selv om det kun er for en stund.
Jeg kan mærke, den er ved at vinde over mine principper om kun at drikke et glas, den lokker med, at måske finder jeg ind til poesiens rum. Siger, at man ikke kan åbne døren, hvis man ikke kan finde nøglen, og hvem ved, det kan være, nøglen ligger på bunden af vinglasset. Det er da utroligt, den prøver alt. Jeg kan mærke, at overgivelsen ligger lige om hjørnet. Var ikke forberedt på dette, har ikke argumenterne parat. Ser på mit glas, fyldt igen. Er det virkelig mig selv, der har haft fat i flasken. Det må det jo være, der er jo ikke andre i lokalet. Hjernen er min overmand, altid får den det sidste ord. Når det skal være sådan, må den også se at ryste op med nogle af sine hemmeligheder. Noget for noget.
Griber lidt begærligt om glasset, håber vi har fået en aftale. En ordentlig tår ryger ned i halsen, glemmer helt at nyde smagen. Ser mig lidt omkring i stuen, mens jeg venter på at hjernen får taget sig sammen, så jeg kan komme i gang med det her eventyr. Mit blik fanger et af mine egne malerier. Bløde og naturlige farveharmonier rammer mit øje. Fløjlsbløde farver der reflekterer lyset, og leger med beskuerens fantasi. Vinen har vist nået hjernens vindinger, har ramt det overstadige punkt, hvisker om mine store evner og min altid fine sans for detaljen. Jeg må ryste på hovedet, men alligevel sidder der en lille snert tilbage, er jeg mon ikke ret genial. Det må bestemt komme mit eventyr til gode, men foreløbelig har jeg kun overskriften: Der var engang. Denne start kan jo dække over mange ting, meget er sket siden, der var engang, men hvad ville være mest spændende at skrive om.
Hjernen rører på sig, siger noget om nogle af mine inderste hemmeligheder. Som altid er den sensationslysten, hvem siger, jeg har lyst til at udbasunerer nogle af de ting, der er lagt et forsvarligt låg over. Ryster på hovedet, og uden videre får jeg tømt glasset. Jeg holder lidt om det, syntes det er lidt svært at slippe det igen. Tænker at vinens smukke røde farve klæder glasset. Det ser lidt sølle ud, uden det fine røde skørt. Nu pirker hjernen igen: synes du ikke det er synd for det fine glas, at det skal stå der helt nøgent. For en gang skyld må jeg give min hjerne ret, den er nu alligevel ikke så dum. Hurtigt får jeg fyldt glasset igen. Skynder mig at tage en tår, det er nu vist alligevel en god ide at lytte til de behov, som hjernen sørger for at jeg får. Det er en forfører med vid og bid.
Nu er det vist ikke kun min hjerne der er overstadig, syntes faktisk det hele ser lidt festligt ud. Glemmer lidt mit forehavende. Mon ikke der skal lidt musik til at bryde den stilhed, der omgiver mig. Hvad mon passer til lejligheden, smager på vinen, nu er glasset allerede tomt igen, det kan vi da ikke have. Hurtigt fylder jeg det helt op til kanten, så noget flyder ud på mit hvide bord. Pyt, tænker jeg, har helt glemt at den røde farve vil trænge ned i bordet, og stå der som et evigt minde om: Der var engang.
Får med lidt besvær rejst mig op, er noget usikker på benene, det er også alderen, tænker jeg. Hjernen griner, den ved bedre. Jeg må støtte mig til stolene hele vejen hen til musikanlægget. Syntes lige pludselig, at der er dobbelt så mange plader, som der plejer at være. Godt at jeg har fået balanceret glasset med herhen. Begærligt drikker jeg næsten halvdelen. Nå, hvad skal jeg nu vælge, der er jo så meget. Noget der passer til stemningen hvisker hjernen. Ja, ja det kan du sagtens sige, hvad er det for en stemning, du har ført mig ind i. Prøver at skubbe brillerne op på plads, de glider hele tiden ned på næsen. Det er svært at rode rundt i de små plader med glasset i hånden, bliver nødt til at sætte det fra mig. Det var nu nemmere, den gang pladerne var større, det var også lidt festligere billeder, der prydede dem dengang.
Her er vist en, der passer til mit gode humør. Chuck Berrys stemme lyder ud i stuen, Johny B. Goode. Den er da lige til at blive glad af. Prøver at tage et par dansetrin, passer på ikke at miste noget af vinen. Det er vist længe siden, han har ligget på min pladespiller. Prøv en anden, hjernen skubber hårdt til mig, den kan aldrig holde sig til en ting af gangen. Får med besvær lagt little Richard på. Good Golly Miss Molly. Man kan høre fingrene løber med en fantastisk fart hen over tangenterne. Nu har jeg sørme fået tømt glasset igen, men der langt hen til bordet. Hjernen lokker: jeg støtter dig. Har fået øje på Fats Domino, hans bløde stemme fylder mit sind, Bluebery hill får gamle minder op til overfladen.
Hvad var det nu lige, jeg var ved, jeg skulle jo skrive et eventyr, skulle jeg mon benytte mig af de minder, der lige pludselig byder sig til. Hjernen prøver af al kraft at skubbe mig tilbage til flasken. Herfra hvor jeg står, kan jeg se, at den er tom. Fats Dominos stemme dør ud, og sammen med ham forsvinder de gamle minder.
Nu er jeg så træt, så jeg helt overhører hjernens lokken, jeg vil sove, når lige at tænke, før jeg slipper fri af hjernens favntag: hvad mon det var, der var engang?