Da han vågnede, varede det lidt tid, før han vidste hvor han var, men så huskede han alt. Han tænkte straks på sin familie, mon de var i sikkerhed? Snart trængte andre spørgsmål sig også på, hvem var disse folk, og hvilke planer havde de med ham. Han besluttede sig for at kontakte Løjtnant Sheffer med det samme. Da han rejste sig fra sengen så han, at der var stille et vandfad frem og ved siden af lå en sort klædedragt, magen til den Sly havde haft på, da de mødtes i parken. Samuel bemærkede i samme nu den stank, der hang ved hans eget tøj, efter turen gennem kloakken dagen før. Han skyndte sig at vaske sig, hvorefter han tog tøjet på, det passede perfekt. Så forlod han sit værelse, og gik hen mod Sheffers kontor. Da han kom til døren, bankede han på og gik ind, han befandt sig atter i det røgfyldte lokale. Sheffer sad samme sted som dagen før, og Samuel kunne ikke lade være med at tænke på, om han overhovedet havde forladt kontoret.
   Sheffer kiggede op fra de papirer han, sad og studerede, overfor sad en ung kvinde, Samuel ikke havde set før. Da han trådte nærmere, sagde Sheffer henvendt til kvinden, "vi kigger på det igen senere, for at gennemgå de sidste detaljer," kvinden nikkede, pakkede papirerne sammen og rejste sig op, så forlod hun lokalet, uden at værdige Samuel et blik, først da hun nåede døren sendte hun et stjålent blik over skulderen. Han blev overrasket over at se, hvor ung kvinden var, ikke meget over 18, døren smækkede bag hende og Samuel tog plads i stolen overfor Sheffer.
   Sheffer rømmede sig og kiggede direkte ind i øjnene på ham, "du vil sikkert gerne høre hvordan din familie har det," Samuel nikkede. "Vi kontaktede dem i går aftes, kort tid efter jeg havde talt med dig, de har det godt og vi har sørget for, at de har fået noget mad. Vi fortalte dem en dæk historie om, at du var blevet bedt om at hjælpe til på hospitalet med at tilse de sårede, og ville være nødt til at blive der en stund, da der var meget at se til, med de mange sårede soldater. Til gengæld vil regeringen, som tak for din indsats, sørge for at din familie får mad på bordet. Vi ved godt, at det ikke er en langtidsholdbar historie, men vi var nødt til at finde på noget hurtigt, denne historie giver os den tid vi har brug for."
   "Ok men hvad hvis regeringen finder ud af noget om jer og kan kæde det sammen med min familie, så har de ikke en chance," Samuel følte sig ikke sikker på denne plan, og hvad var det for noget, med den tid de skulle bruge, hvad mente han?
   "Det er en chance, vi er nødt til at løbe, vi har ikke noget valg, vi kan ikke lade dig gå, og din familie har brug for mad og drikkevand. Hvis vi får mistanke om at regeringen ved noget om din forbindelse til os, vil vi bringe din familie hertil, men lige nu er de bedst tjent med at blive hvor de er, det er det sikreste," tilføjede han.
   "Men før vi diskuterer emnet yderligere, synes jeg du skal høre om vores baggrund, hvorfor vi kæmper imod føderationen og dens allierede, jeg tror, den historie vil give svar på nogle af dine spørgsmål." Sheffer lænede sig tilbage bappede lidt på cigaren, rømmede sig og fortsatte.
   "Sidste år den 13. april, fik menneskeligheden svar på et spørgsmål, som de længe har været optaget af, er der liv derude?"
   "Efter årtiers søgen, kom de altså til jer, det vil nok komme bag på dig, når jeg fortæller dig, at de har været på jorden i mere end 100 år, undersøgt mennesket og udforsket jeres natur, styrker og svagheder, med det ene formål at tilintetgøre jer." Samuel rokkede sig uroligt i stolen, men sagde intet. "De er kommet her for at tage jeres planet og udrydde jer alle som én, men først når de har udnyttet jer som arbejdskraft og mad, ja du hørte rigtigt, de ser jer ikke som andet end et stort spisekammer. For at give dig en forklaring på, hvorfra jeg ved alt dette, må vi springe langt tilbage i tiden, dengang menneskene stadig ikke var spredt over hele kloden, men stadig kun befandt sig i Afrika, dengang eksisterede der to forskellige racer på jorden, os som er Homo sapiens og Neandertalerne. Du kender sikkert allerede historien om, hvordan vi udviklede os, men historien om Neandertalerne er forblevet en gåde, hvorfor forsvandt de, uddøde de, eller avlede vi dem blot ud. I er kommet med forskellige gæt, men sandheden er, at de med deres overlegne intelligens, i stedet for at udbrede sig over hele kontinenter, valgte at blive og udvikle sig, forske og opfinde. De forblev få, da de ikke fik ret mange børn, men de fik hjælp til deres arbejde af de Homo sapiens der boede i området, og de var mere talstærke, men udviklingsmæssigt var de Neandertalerne underlegne. Ca. 75.000 år før jeres tidsregning, forlod Neandertalerne jorden, deres udvikling var allerede dengang, langt forud for det niveau I har i dag. De slettede deres spor så godt som muligt, de eneste Homo sapiens de tog med, var dem som havde hjulpet dem gennem generationer."
   Samuel sad måbende i stolen overfor og kunne ikke lade være med at tænke på, om manden på den anden side af skrivebordet var rigtig rask, ikke desto mindre virkede han temmelig overbevisende, tænkte Samuel, ved sig selv, og historien var da også temmelig spændende, så han valgte ikke at afbryde.
   Sheffer tog nogle lange sug på cigaren, rejste sig fra stolen og gik over til et lille skab i hjørnet, tog en flaske frem, skænkede to glas, af en ubestemmelig gylden væske, som Samuel besluttede sig til, måtte være en spiritus af en slags. Sheffer satte det ene glas foran Samuel, satte sig i stolen, nikkede mod glasset og tog selv en tår, hvor efter han rømmede sig, og fortsatte historien.
   "Siden da har Neandertalerne levet deres liv i rummet, udforsket og tilpasset sig, som det nu engang er deres natur, men det har ikke altid været let at leve i rummet. De har fundet adskillige verdner, som de nu har erobret og beboet, ligesom de fundet planeter, der allerede var beboet, og nogle af dem har vist sig at være fjendtlige.
   En sådan planetkoloni fandt de for ca. 1000 år siden, racen der boede her, var højt udviklede og mindede en del om os selv, du kender dem allerede, da det er den samme race, som nu har besat denne planet, Crakerne kalder vi dem. Det viste sig, at planeten kun var en af deres kolonier og at de havde et enormt empire i ryggen. De første år forsøgte vi, at trække os tilbage og undgå konfrontationer, det viste sig dog uundgåeligt. Da neandertalerne aldrig har været særlig talstærke, bestod den hær vi dannede fortrinsvis af os, altså homo sapiens. Da vi forstod vores fjenders styrke, startede vi en enorm oprustning, og neandertalerne lagde alle deres kræfter i at opfinde krigsskibe og våben. Det lykkedes på ganske få år, for neandertalere og homo sapiens i fællesskab, at opruste til en enorm hær. Så forsøgte vi med et mod angreb."

Sheffer tog endnu en stor slurk af glasset, så fortsatte han.
   "Det var en katastrofe, vi led et nederlag, som den dag i dag, smerter enhver af den menneskelige race at omtale. På ganske få dage var vores hær knust, ¾ af alle neandertalere døde og halvdelen af de homo sapiens der levede i rummet, var ligeledes døde, men det værste var, at vores kejser og leder var død. Efterfølgende valgte en stor del af de overlevende neandertalere at flygte til en ukendt del af rummet, heraf de overlevende af ældsterådet. Homo sapiens og nogle få neandertalere blev tilbage i den kendte del af rummet, efterladt til en overlegen fjende." En bitterhed gled over hans stemme, idet han sluttede sætningen, "efterladt til en overlegen fjende og til den sikre død."

"Det lykkedes os dog at forskanse os på nogle få planeter, hvor vi har holdt stand de sidste 900 år, kun en enkelt er overgået til vores fjender. Desværre fandt vores fjender på den erobrede planet, optegnelser over hvor Jorden ligger i universet, og siden har de luret på at udslette den, af to grunde: Den ene er lige til, ved at knuse jorden vil de udslette en stor del af potentielle fjender, mens den anden er en del mere kompliceret og er et afsnit helt for sig selv, det er den del af historien jeg vil fortælle dig om nu, da det er her, du og jeg kommer ind i billedet."
   "For at du forstår vores mission her på jorden, er det vigtigt, at du forstår noget af den historie der går forud. Nu kender du til adskillelsen af de to menneske racer, men efter det store fald, blev nogle få 100 neandertalere og kæmpede side om side med os, vi kalder dem lysets folk, da det kun er jer her på jorden, der kalder dem neandertalere. I mange år havde de levet under strenge regler for deres disciplinerede samfund, det havde bragt dem fremgang og pragt, men den tid var nu forbi. De fleste homo sapiens nagede nu mistro til de tilbageværende, selvom de kæmpede på vores side. Nogle valgte derfor et liv i eksil her på Jorden, hvor de blandede sig med jer, der boede her. Andre blev en del af det tilbageværende samfund, nogle levede som almindelige mennesker, mens andre fik ledende poster i samfundet, og i ældsterådet. En af dem var Ratgarth, han forelskede sig i et af de andre råds medlemmer Mira, som var homo sapiens. Det var uhørt, at en af lysets folk fandt sammen med et almindeligt menneske, men nu hvor der ikke længere var nogen til at dømme dem, vidste folk ikke hvad de skulle sige. Forholdet mellem de to blev stærkere og til sidst var det åbenlyst for alle, de forsøgte ikke længere at skjule det, de levede sammen i mange år. Sammen fik de en søn Mikos, han blev senere hærleder, han ledte os i det første store slag siden faldet. Han ledte os til sejr og gav os tro på, at sejren var mulig. Senere kronede vi ham som kejser, og han sikrede os mange sejre i årende efter. Hans kampkunst var uovertruffen, han forstod at forene det bedste fra de to menneskeracer, han var et supermenneske. Desværre varede det ikke ved, en nat blev han myrdet i sin egen seng, men inden han døde, nåede han at udsige en profeti, og det er den profeti, som gør, at vi er her på Jorden, for at gøre et sidste desperat forsøg på at vinde over vores fjender, det er det sidste spinkle håb vi klamrer os til."
   Sheffer fik en krusning om munden, som lignede et sørgmodigt smil, "der er nu gået flere hundrede år siden profetien blev udsagt og nu er tiden kommet hvor vi skal se, om de ord Mikos fremmumlede på sit dødsleje er en sand profeti." Samuel kiggede forvirret på Sheffer på den anden side af skrivebordet, alt det om rumrejser, krige i rummet og profetier, det var næsten for meget på en gang. Han forsøgte at samle tankerne." Hvad var det for en profeti?" spurgte han endelig, hvad har den med Jordens skæbne at gøre?"
   Der gled et drømmende blik over Sheffers ansigt, idet han fremsagde profetien, som en der frem siger et salmevers:

Jeg har ledt jer således, som min far har fortalt mig, at jeg skal.
   Nu skal jeg dø, men frygt ikke mine børn, for jeg er ikke den frelser i søger.
   På dommens dag, når den sidste mand er faldet, når alt er sagt og gjort.
   Da vil den sande frelser træde frem fra skyggernes port, jeres fjender skal falde.
   En af lysets folk vil føre jer til ham, hun vil med sin kærlighed vise jer vejen.
   Hun er nøglen og vil fødes på jorden, netop på det sted, hvor tiden måles fra.
   Da han havde sagt det, tilføjede han, "jeg forstår, hvis du ikke forstår meget af alt det her, det har heller aldrig sagt mig det store, jeg ved ikke engang, om jeg tror på den slags, men da det er vores sidste udvej, er jeg villig til at gøre hvad som helst blot for at bevare håbet."
   "Årsagen til, at vi befinder os netop her er, at vi for kort tid siden fandt ud af, at statsbiblioteket her har et hemmeligt rum, for folk som kender den sande historie om vores to racers adskillelse. Blandt disse dokumenter er der optegnelser over de af lysets folk, som har søgt tilflugt her på Jorden. For os er det et middel til, at finde frem til hende der senere skal vise os vejen, men i de forkerte hænder er alt håb ude. Forstår du nu, hvorfor vores mission er så vigtig. Indtil nu er der ikke noget der tyder på, at Crakerne kender til den hemmelige afdeling, men der vil nok ikke gå lang tid, inden de finder ud af det, til den tid skulle vi gerne have fået fat i dokumenterne."
   Samuel lænede sig tilbage i stolen, "hvad er planen? Statsbiblioteket er en topsikret bygning, de lader ikke hvem som helst vade ind og lede efter hemmelige rum," Sheffer skulede en anelse, da han fortsatte, "det er her, du kommer ind i billedet. Indtil i går havde vi en plan om at skyde os vej ind, men to ting ændrede sig i går."
   "Den ene var, at Sly havde succes med sin mission og dermed skaffede os grundplanen over biblioteket, den anden ting der ændrede sig var, at du kom. Først så jeg dig som en hindring, men jeg tror du kan blive til stor hjælp."
   "Hvad tænker du på?" Samuel havde nu rynket panden, han brød sig ikke om at være en del af en plan, han ikke selv havde haft nogen indflydelse på. Sheffer bemærkede hans mistænksomhed og skyndte sig at tilføje, "det er selvfølgelig helt op til dig, om du vil hjælpe os."
   Sheffer fortsatte, "kan du huske, for ca. et halvt år siden da alle blev vaccineret mod den dødelige virus, som terrorister givetvis ville slippe løs over jer." Samuel nikkede, endnu en trussel som havde hylet folk helt ud af den, indtil regeringen få dage efter havde meddelt, at de havde fundet et antistof og lavet en vaccine, jo det stod helt tydeligt i hans hukommelse.
   "Dette var blot endnu et stunt, for at registrere alle med en lille chip og derved kunne finde frem til enhver, der måtte finde på at overtræde loven. Regeringen registrerer nu alle, der går ind i en statslig bygning, hvis ikke du har denne chip, vil du blive kaldt til side af sikkerhedstjenesten og fjernet, da du ellers udgør en trussel for sikkerheden og kan være potentiel terrorist. Ingen af os er af gode grunde registreret, men du er og kan derfor få adgang til bygningen, har jeg ret?"
   Sheffer så spørgende på Samuel, han nikkede eftertænksomt, han havde ret, og medhensyn til det med chippen, så var der snart ikke noget, der kunne komme bag på ham længere.
   Sheffer fortsatte, "jeg forstår, hvis du har brug for tid til at overveje situationen og bearbejde alle de informationer, jeg netop har givet dig. Det må være noget af et chok sådan at finde ud af, at hele den verden, man troede man kendte, blot er en illusion."
   Samuel sad en stund ubevægelig. Ingen af dem sagde noget. Det bankede på døren, han blev straks revet ud af sine tanker, det var Sly der trådte ind. Han gjorde honnør for Løjtnant Sheffer. Da Sheffer havde sagt rør, kiggede han på Samuel, og gav ham et anerkendende nik. Samuel lagde mærke til, at Sly så en anelse hærget ud, som en der ikke havde sovet i lang tid, hans mørke korte hår var ufriseret og han var stadig iført det samme snavsede tøj fra dagen før.
   Han gik helt hen til stolen hvor Samuel sad og strakte hånden frem, "jeg skylder dig en tak for din modige auktion i går, ja mere end det, jeg skylder dig mit liv, noget jeg sent vil glemme, tak." Samuel blev lidt forlegen over de pæne ord, men det lykkedes ham alligevel at fremstamme "ingen årsag." Sly smilede, hvorefter han vendte sig til Sheffer, "mændene afventer ordre, vi er klar og beredte." Sheffer nikkede, "lad det forblive sådan, de vil få deres ordre inden for 24 timer fra nu." Sly gjorde honnør og forlod atter lokalet. Samuel gjorde sig også klar til at gå tilbage til sit værelse. Sheffer fulgte ham med blikket, "lad mig vide, så snart du har besluttet, om du vil hjælpe os med missionen. Som du nok forstår, er der ikke meget tid tilbage, inden jeg må træffe mit valg."
   Samuel var ikke helt sikker på, at han forstod, men nikkede alligevel og forlod kontoret. Det var rart atter at være tilbage i den kølige gang, røgen i lokalet bag ham havde næsten føltes kvælende.
   Da han igen lå på sengen, i sit lille værelse, cirklede hans tanker ustandseligt om alle de informationer, Sheffer havde givet ham. Det var en stor risiko som Sheffer løb, ved at involvere en ny og uprøvet mand i deres plan, og det gik op for ham, at missionens succes i høj grad afhang af, om han indvilligede i at medvirke, ellers ville Sheffer aldrig have taget så stor en chance, end ikke have overvejet at tage ham med.
   Men hvad ville det betyde for hans familie, de ville givetvis være nødt til at flygte, ellers ville de være prisgivet, idet regeringen ville være klar over, at det var ham, der gik ind i bygningen, og derfor uden besvær ville kunne kæde hele auktionen sammen med ham.
   Hvis han indvilligede, måtte han altså sørge for, at sikre sig, at hans familie var i sikkerhed, ellers var han nødt til at afslå. Snart efter kredsede hans tanker, omkring det Sheffer havde fortalt om rummet. Onde Crakerer og lysets folk, til sidst løb det hele sammen i en utydelig tåge og han faldt i en urolig søvn.