Han havde ligget ubevægelig og kigget ud af tagvinduet i over en time, mens de røde skyer drev forbi hans blik. For hans indre blik gled tankerne forbi i flygtige glimt, hvor de til tider forsøgte at samle sig om de hændelser, som i den seneste tid havde forandret hans og mange andres liv. Tankerne drev tilbage til værelset, skyerne var nu ved at antage deres naturlige gråhvide farve, hvilket betød at solen nu stod højere på himlen. Ofte sagde man, at de røde skyer varslede forandringer i verden, et skævt smil strejfede hans læber i en næsten usynlig krusning, hvilke forandringer ville de mon varsle, i hvert fald kunne det dårligt blive værre.
Hans tanker gled ufrivilligt tilbage på de dage for snart et år siden, da det hele var startet, en tidlig morgen den 11. november...
Endnu en terrorbølge havde ramt regeringsparlamenter rundt om i Europa og som følge deraf, havde føderationen erklæret undtagelsestilstand i alle lande. Det var første gang i nyere tid, at denne landet havde set sig nødsaget til at erklære undtagelsestilstand. Angrebene var ikke stoppet, og først for sent havde man opdaget hvor stort et netværk af terrorister man stod overfor og flere af føderationens stater lå under for opløsning og kaos, mens en mystisk pest hastigt bredte sig. Det var på den måde at den 3. verdenskrig var startet. Denne gang handlede den ikke om nationalitet eller magt, som de to foregående, men i stedet om religion og race.
I kølvandet på krig og pest fulgte en voldsom og altødelæggende hungersnød, som hurtigt fik bugt med over halvdelen af Europas befolkning. Da alt håb synes ude, havde man imidlertid fået hjælp fra en højst uventet kant.
En kold dag i april, var disse mystiske fremmede pludselig kommet ud af det blå, i bogstaveligste forstand, idet de var kommet ned fra himlen i massevis af små rumskibe. Dagen stod total klart i hans hukommelse. Det havde regnet i flere dage, men da han cyklede hjem fra sit arbejde, havde regnen stoppet lige så brat, som den var begyndt. Hen over himlen sås tusindvis af ild-spor, og mens de små rumskibe hamrede i jorden, standsede verden omkring ham alle stirrede op i himlen. Lidt efter lidt var folk kommet sig over chokket, som i stedet blev afløst af panik. Selv havde han skyndt sig hjem til sin familie, hans kone Maria og deres lille pige Isabel på knap et år. Da han trådte ind af døren, så han Maria stå midt i stuen med Isabel knuget ind til sig. Tv’et var tændt og journalisten, bad folk om at gå inden døre og forholde sig i ro.
De næste dage var gået i uvished om de fremmedes hensigter, men endelig en morgen kom forløsningen, de fremmede var venligsindede, og de havde til hensigt at hjælpe os.
Efter et par måneder var de fremmede blevet en del af det daglige bybillede, de havde ikke haft problemer med at tilpasse sig miljø eller klima, da de af natur og anatomi var meget lig vores, dog var de generelt en anelse højere, med smalle ansigter, skrå kulsorte øjne og en askegrå hud. Deres stemmer hæse og raspende, men de var underligt nok i stand til at gøre sig forståelig på de mest anvendte sprog, såsom engelsk, fransk og spansk.
Kort tid efter de fremmedes ankomst var angrebene stoppet og terrornetværket under optrævling. Der var i en periode næsten dagligt arrestationer af mulige terrorister, mange som man aldrig havde drømt om kunne være terrorister, var blevet taget og ført bort for aldrig af dukke op igen. Folk spurgte sig selv om det dog kunne være rigtigt at terrornetværket kunne være så omfattende, eller om føderationen så spøgelser alle steder, men ingen turde stille spørgsmål, ved deres fremgangsmåde.
Med tiden, da folk havde fået hændelserne lidt på afstand, var spørgsmålene begyndt at dukke op, hvad vil de fremmede her? Hvad er deres hensigter og mål? Og hvad har vores regeringer lovet dem til gengæld for deres ydelser i form af beskyttelse og forsyninger?
Ingen synes at have et endegyldigt svar, men der var flere teorier i omløb. Nogen mente, at de selv var på flugt fra en mægtig fjende og nu søgte ly her på jorden, mens andre mente, at de var i færd med at kolonisere os, og stille og roligt gøre os til en del af deres store rige. Ingen vidste det helt bestemt, de fleste var bare taknemlige for, at de havde hjulpet os med at bringe kaoset til ende.
Det forlød dog, at ikke alle var lige tilfredse med deres nye allierede, og flere embedsmænd og fremtrædende politikere var da også gået under jorden eller rettere sporløst forsvundet. Det rygtes fra flere kanter, at en ny terrororganisation var under opbygning, men endnu var der ingen tegn på, at disse rygter var sande.
Det sarkastiske smil vendte tilbage på hans læber, ville det i virkeligheden ikke kunne kaldes frihedskæmpere, en tanke som flere tænkte, men som ingen turde sige højt, af skræk for at blive fjernet. De sidste måneder havde føderationen tvunget flere restriktioner igennem, og der var stadig ingen tegn på, at undtagelsestilstanden ville bilve ophævet, det hele virkede meget mystisk og fordækt.
Langsomt rejste Samuel sig fra sengen, Maria lå stadig og sov. Han gled lydløst i tøjet og ud af døren, uden at vække sin lille familie. Det var nu tid til at forsøge at skaffe lidt mad, inden den lille vågnede.