Få minutter efter befandt han sig ude på den øde vej, de fleste holdt sig inden døre, men stadig flere var begyndt at trodse udgangsforbudet, i mangel på vand og mad. Militæret delte godt nok mad og vand ud hver søndag, hvor der var udgangs tilladelse, men det rakte langt fra til en hel uge. Hvor kom maden i øvrigt fra, folk var begyndt at stille så mange spørgsmål og med god grund tænkte Samuel.
   Vejret var over skyet og koldt, en typisk november morgen. Hans ånde dannede små skyer af iskrystaller. Samuel trak kraven godt op om ørerne, sneg sig lydløst langs muren hen til det nærmeste gadehjørne. Her standsede han op for at se, om der var fri bane inden han krydsede vejen. Sikkert ovre på den anden side, nu galt det bare om at krydse parken, og nå frem til hospitalet, der lå på den anden side. Her var han sikker på, at der blev lavet mad til de sårede soldater, som dagligt var offer for terrorangreb.
   Parken lå stadig indsvøbt i morgendisen, forsigtigt sneg Samuel sig fra busk til busk. I det fjerne hørtes hundeglammen, han standsede brat, var det hans ører der spillede ham et pus, eller havde han hørt tunge skridt nær ved hans højre side. Endnu nogle sekunder stod han som naglet til jorden, nu hørtes kun hundenes glammen, tættere på end før, det virkede som de bevægede sig lige imod ham. Samuel rystede tanken af sig, men sneg sig alligevel ind under det nærmeste buskads. Han lå helt stille og lyttede, udover hundene hørtes kun hans eget åndedræt, eller måske...
   Hans anstrengte sin hørelse til det yderste, jo nu var han næsten sikker på, at han hørte et andet menneskes åndedræt, tungt og en smule raspende, som efter et voldsomt og hurtigt løb. Hundene kom stadig nærmere, og det gik op for Samuel, at den person som han delte buskadset med måtte være den, som hundene var på jagt efter. Tanken om de konsekvenser det ville få for ham, og ikke mindst for hans familie, hvis han blev taget i at trodse udgangsforbudet, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han kravlede langsom ud af buskadset, for at snige sig tilbage ad samme vej som han var kommet, men for sent, vejen var allerede spærret af soldater, der langsomt kom gående på en lang række. De finkæmmede hvert et græsstrå, panikken begyndte langsomt at få tag i ham. Han krøb tilbage under buskene, mens han desperat tænkte sine muligheder igennem.
   Han kunne melde sig til soldaterne og fortælle, at ham de søgte lå under buskene her, i håb om at det ville nedsætte hans straf, men omvendt nærede han også en dyb afsky for regeringen og dens metoder. Den måde de svigtede folk på, og den mistro de havde plantet mellem menneskene. Hans sympati lå altså hos den stakkel som han i øjeblikket delte skæbne og gemmested med, han måtte vide hvem han var.
   Hurtigt kravlede han frem gennem det tætte krat, uden at tage hensyn til om han knækkede kviste. Et stykke længere fremme så Samuel nu tydeligt en skikkelse vende sig hurtigt rundt, og stirre direkte på sig, hans øjne var blå og blodskudte, og lyste op i et ellers helt camouflagefarvet ansigt. Hans tøj var sort, og det var tydeligt at denne mand ikke var noget almindeligt civilt menneske. Måske en terrorist, eller måske bare en gemen tyv som han selv, tænkte han ironisk. Der var under ingen omstændigheder tid til at finde ud af det nu, han var i samme båd som den fremmede. "Hvem er du hviskede den fremmede"? Samuel hviskede tilbage, "en der er i samme båd som du selv, og vi har brug for en flugtplan hurtigt." Den fremmede sagde ikke noget med det samme, men spejdede i stedet i den retning hvor hundenes glammen kom fra, så vendte han sig hurtigt rundt igen og sagde forbløffende roligt, "ok godt, jeg er vel nødt til at stole på dig, jeg har en flugtrute som går gennem tilløbet til den lille sø i midten af parken, det skulle være tæt på, men jeg kan ikke finde det, eller også eksisterer det ikke længere." Samuel tænkte sig om et øjeblik før han svarede, "jo det er her stadig, ca. 20 meter længere til venstre, men er det ikke for smalt til at, vi kan krybe igennem det?," Samuel vidste, at det var et meget smalt drænrør, der førte regnvand ned til søen. Den fremmede svarede lidt spidst, "jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve."
   De krøb nu begge, hurtigt på alle fire, frem mod det lille betonrør som lå nedgravet men med mundstykket stikkende lidt frem i bunden af en lille grøft.
   Hurtigt og meget smidigt rullede den fremmede sig ned i grøften. Uden at tøve begyndte han at mave sig ind i røret, det var akkurat lige stort nok til, at en mand kunne krybe igennem det med armene langs siden som en anden orm. Da han var inde, fulgte Samuel hurtigt efter. Hundene var nu så tæt på, at men kunne høre deres fører råbe opmuntringer til dem, "kom så, find det lille terrorist svin", "jeg tror vi er tæt på nu", kunne Samuel høre soldaten, som førte hundene, råbe til sine venner. De to flygtninge mavede sig hurtigt længere og længere ind i røret, nu havde hundene fundet frem til rørets munding, men de stod blot udenfor og gøede. Soldaterne råbte ophidset til hinanden, og lidt efter blev der skudt ind i røret, men Samuel og den fremmede var allerede så langt inde, at kuglerne ikke kunne nå dem, idet røret snoede sig op og ned.
   De mavede sig fremad endnu en stund, hvor lang tid vidste Samuel ikke, men det føltes som en evighed, endelig standsede de. De stønnede begge kraftigt efter deres anstrengelser, og Samuel kunne mærke at han havde hudafskrabninger på albuer og knæ, hans nakke smertede, og benene var følelsesløse, efter de hårde strabadser. En høj skrigende lyd af metal der glider mod metal, gennemtrængte det smalle rør, og en lille stribe af lys trængte ind i det tætte mørke. Langsomt skubbede den fremmede jerndækslet helt til side, og de befandt sig nu i en større tunnel, hvor de begge kunne stå oprejst. Oven over dem kunne Samuel se en kloakrist, de var altså i en gammel kloak. Samuel vendte sig rundt mod den fremmede, "hvad nu"?
   "Ja hvad nu?" Gentog den fremmede tonløst, som om han grublede over noget, "det er så langt fra ovre endnu, det ville gå hurtigere hvis jeg ikke skulle følges med dig, problemet er bare, at jeg ikke kan efterlade dig her, det er simpelthen for farligt." Det var som om den fremmede tænkte højt frem for at tale til Samuel. "I hvert fald ikke hvis du er i live," Samuel fik nu øje på en lille pistol i den fremmedes hånd og forstod nu, at han stod i et dilemma, om han skulle tage ham med, og dermed sænke sin egen flugt, eller blot skyde ham ned med koldt blod. De stod begge ubevægelige et stykke tid, men til sidst stak den fremmede pistolen ind under jakken og sagde, "du bliver nødt til at følge med, jeg kan ikke efter lade dig her, hvis soldaterne får fat i dig, ved du allerede for meget." Samuel skulle til at komme med indvendinger, men blev klar over, at det nok ikke ville hjælpe det store lige nu, måske ville den fremmede så i stedet ombestemme sig og skyde ham.
   Den fremmede begyndte at løbe frem gennem kloakken, Samuel fulgte efter, så godt han kunne, selvom hans ben smertede ham, han var klar over, at den fremmede ikke ville tøve med at skyde ham, hvis han sænkede ham for meget. Samuel kunne ikke lade være med at tænke på, hvilken mand der kunne være så vigtig, at regeringen ville sætte så mange soldater ind på at finde ham. Endelig standsede den fremmede, det føltes som om, de havde løbet en evighed. Det sidste stykke tid havde de drejet ad små sideafløb flere gange, og flere gange var den fremmede standset for at se nærmere på muren, det var tydeligt, at han ledte efter nogle mærker, som kunne lede dem på rette vej, men Samuel kunne ikke få øje på noget bemærkelsesværdigt, når han kiggede. Nu var de altså standset, det var atter blevet helt mørkt omkring dem, den fremmede skramlede lidt rundt i røret og fandt lidt efter hvad han ledte efter, en fakkel. Da faklen var tændt, kunne Samuel se, at de befandt sig i et lille rum. I rummets midte befandt sig et lille dæksel. Den fremmede bøjede sig ned, slog en lille serie slag på dækslet, ventede lidt, og gentog signalet, og lidt efter blev dækslet åbnet inde fra og skubbet til side. En stor skaldet mand med stride sorte skægstubbe kom til syne i åbningen, "Sly godt at se dig hvor er Mitzko," den fremmede som altså hed Sly sænkede stemmen til en næsten uhørlig hvisken, han er død. Den skaldede mand slog bedrøvet øjnene ned, men fik så øje på Samuel, "hvem er det, du har med dig? det er jo imod reglerne," sagde den store mand, hans sorg var nu afløst af forbløffelse. "En mand som hjalp mig med at flygte," svarede Sly uden tøven. "Du ved godt at, Obersten ikke vil bifalde det," sagde den store mand stadig med stor forbløffelse i stemmen, "det ligner dig ikke at bryde reglerne..."
   "Luk os nu bare ind Ox," Samuel kunne nu spore en anelse irritation i Slys stemme. Ox tøvede et kort sekund, trådte så til side for at lade dem passere, men han kiggede undrende på Samuel, da han gik forbi for at følge Sly ind i bunkeren.
   De befandt sig nu i en bred gang som var oplyst af fakler, for enden kunne man skimte en stor massiv trædør. På begge sider af gangen passerede de flere små nicher med små trædøre, Sly havde ikke sagt noget, mens de gik ned af gangen, men da de stod foran den store dør, vendte han sig og sagde: "det er nok bedst at du venter her mens jeg aflægger rapport til obersten, han er ikke meget for overraskelser, og slet ikke for fremmede," Samuel blev stående. Sly klemte sig hurtigt gennem døren uden at åbne den så meget, at Samuel kunne se ind, gled ind i rummet og lukkede døren efter sig.
   Minutterne gik, Samuel kunne høre ophidsede stemmer fra den anden side af døren. Hans vidste, at det var ham diskussionen handlede om, at den formentlig gjaldt hans liv. På trods af dette faktum forholdt han sig helt roligt, noget sagde ham, at disse mennesker var gode nok og derfor ville træffe den rigtige beslutning.
   Da der var gået endnu en rum tid stoppede stemmerne fra den anden side af døren. Nogle sekunder senere gled døren op, og Samuel som havde forventet at se Sly komme til syne, blev forbløffet da han i stedet så en ung kvinde, midt i tyverne, stå i døren. Hun var klædt i en hvid kjortel uden ærmer, holdt sammen af et simpelt sort læderbælte om livet. Hendes lyse hår og det smalle ansigt, fik hende til at minde om et fremmed væsen, men dog alligevel så menneskelig og smuk.
   Samuel rejste sig hurtigt op, stod et øjeblik og stirrede på kvinden, først nu bemærkede han, hvor beskidt og ildelugtende han selv var. Ikke så mærkeligt, efter at have tilbragt det meste af dagen i en kloak, tænkte han ved sig selv. Kvinden åbnede nu døren helt og viste ham med en lille håndbevægelse, at han skulle træde indenfor. Da Samuel kom ind, så han et lille sparsomt møbleret kontor, eller måske nærmere en lille kommandocentral. I den fjerneste ende stod et lille skrivebord, og bag skrivebordet, indhyllet i tæt cigarrøg sad en barsk udsendende mand. Et afmålt nik tilkendegjorde at Samuel skulle tage plads i stolen overfor. Han gik frem mod sin anviste plads, der gik et lille sæt gennem ham, da han kunne se mandens ansigt tydeligt. Han var tydeligt hærget af et stort grimt ar tværs over ansigtet og som følge af denne skade, havde han klap for det ene øje. Samuel tog plads i stolen overfor, mens han stadig iagttog ham nøje for at se, om han kunne regne mandens hensigter ud, men hans stenansigt afslørede intet. Der gik yderligere nogle minutter uden nogen af dem sagde noget, så brød manden tavsheden, "jeg er kaptajn Scheffer løjtnant i den kejserlige brigade, hvilket med stor sandsynlighed ikke siger dig noget som helst." Samuel rystede på hovedet som svar. Sheffer fortsatte, "du har reddet en af mine bedste mænd i dag, hvilket jeg er dig taknemlig for, når det er sagt, må jeg indrømme, at du bringer mig i et dilemma." Der blev en lille pause før han fortsatte, " normalt lukker vi ingen ind i vores skjulested, men Sly valgte altså at tage dig med af forskellige grunde, om det var en fejl, er nu op til mig at finde ud af." Et lettere irriteret udtryk gled over Sheffers ansigt, men forsvandt hurtigt igen. "Jeg bliver nødt til at spørge dig, hvorfor du valgte at hjælpe Sly, og ikke bare prøve at redde dig selv, ved at melde ham til soldaterne. Hvorfor løbe denne risiko"?
   Efter en lille pause svarede Samuel, "det virkede forkert i situationen, andet kan jeg ikke sige."
   "Du lod altså din intuition bestemme," Sheffer virkede en smule forvirret over svaret, det var tydeligt at det ikke var det svar, han havde ventet.
   Det varede dog ikke længe, før han fortsatte forhøret, "hvorfor var du i parken"?
   "Min familie sulter, og den eneste mulighed var at trodse udgangsforbudet. Desuden ved jeg snart ikke, hvad jeg skal tro om vores regering og disse fremmede." Sheffer smilede skævt, det var første gang at Samuel så antydningen af varme i Sheffers blik, men det var så kort, at Samuel blev i tvivl om det overhovedet var et smil, han havde set. Sheffer lænede sig tilbage i stolen, tog en lighter op af lommen og tændte en stor cigar, hvorefter han atter lænede sig ind over skrivebordet, inhalerede tungt og pustede røgen ud af mundvigen i et langt pust, "din intuition er ikke så ringe endda, men jeg må vide mere om dig, før jeg ved, om jeg kan stole på dig og du må affinde dig med, at blive her indtil videre." Samuel ville til at gøre indsigelser, men Sheffer vinkede ham af, og fortsatte, "vi vil selvfølgelig sørge for, at bringe din familie mad, men vi må finde på en dæk historie, for de må ikke vide hvor du er, det er for farligt for alle parter." Samuel forstod, at det ikke nyttede at protestere da det ikke ville ændre noget, han var altså fanget her. Spørgsmålet var bare, om han kunne stole på disse mennesker. Indtil nu virkede de reelle nok, men hvorfor al denne mistro og sikkerhed, spørgsmålene brændte sig på i hans indre, men det samme gjorde trætheden og sulten.
   Pludselig stod den lyshårede kvinde ved siden af Samuels stol, det gav et lille sæt i ham, da han ikke havde hørt hende komme.
   Hun smilede venligt til ham, "hvis du er færdig her, vil du måske være så venlig at følge med, så skal jeg vise dig et værelse, hvor du kan få lidt mad og komme til kræfter, det må have været en hård dag." Samuel nikkede, rejste sig fra stolen og fulgte efter kvinden hen mod døren. Idet de nåede døren sagde Sheffer," når du føler for det, kan du melde dig her igen, så vil jeg svare på nogle af de spørgsmål du måtte have," Samuel nikkede, gik ud i gangen og lukkede den efter sig. Kvinden gik et stykke hen ad gangen og standsede ud for en af de små nicher, "bag denne dør vil du finde de fornødenheder du har brug for, sov godt." Inden han nåede at sige tak, var hun atter på vej væk.
   Samuel åbnede døren og trådte indenfor, luften i rummet var behagelig kølig, dog uden at være kold. Rummet var sparsomt indrettet, med en seng ved den ene væg og en lille skrivepult ved den anden. Der var ingen elektricitet, men nogle flagermuslygter som hang med fra loftet, gav en dunkel men behagelig belysning. På skrivepulten stod en skål med mad, nogle eksotiske frugter, som han ikke før havde set, og en gryderet med et ubestemmeligt indhold. Samuel satte sig hen til skrivepulten og huggede grådigt maden i sig. Da han var færdig, lagde han sig på sengen, og døsede straks hen. Lige inden han faldt i en dyb søvn, tænkte han på sin lille familie, hvad havde han dog rodet dem ind i, så sov han.