En forfatter, en studerende, en søvnløs og en vampyr sidder på et værelse. Det lyder som starten på en underlig joke. Ligesom dem med "tre mennesker går ind på en bar..." men det er faktisk ikke nogen joke, men en fortælling. Underlig er den måske.
   Forfatteren sidder ved skrivebordet og banker en kuglepen i bordet af frustration.
   "Hvad så?" griner vampyren. "Er du ikke inspireret?"
   "På ingen måde," svarer forfatteren irriteret. "Jeg skal skrive denne her ugebladsnovelle som skal være færdig og klar i morgen klokken tolv middag."
   "Det lyder da ikke så slemt," siger vampyren. "Klokken er da kun lidt over ni. Hvad giver det? Femten timer, eller sådan noget, det kan du da sagtens nå."
   Forfatteren fnyser. "Ja, sagtens. Det er så nemt at sige."
   "Hvor meget har du da?"
   Forfatteren drejer rundt på sin stol og holder et stykke hvidt papir op. Ubeskrevet og rent.
   "Hvorfor bruger du ikke computeren?" spørger den studerende og kigger op fra sin egen bærbare. Han ligger på sengen og har indtil nu tastet flittigt og ikke ladet sin opmærksomhed vandre fra den opgave han er ved at skrive.
   "Jeg bruger ikke computeren," begynder forfatteren, "fordi den er alt for forstyrrende. Det er ikke til at koncentrere sig om det, man rent faktisk skal lave, når der er alle mulige distraktioner. Hvis man nu bare lige skal tjekke en eller anden oplysning til sin historie, så ender man altid med at sidde på Facebook eller Tv Tropes i flere timer. Jeg har droppet computeren."
   "Du har droppet computeren til fordel for pen og papir?" spørger den studerende. "Det virker da ret gammeldags. Hvorfor bruger du ikke bare en skrivemaskine i stedet for?"
   Forfatteren fnyser. "Ja, helt sikkert. Har du ikke også en opgave, du skal skrive?"
   "Jo. Det har jeg faktisk, nu du siger det," svarer den studerende og vender hovedet tilbage til sin bærbare. "Og lige nu er du den eneste distraktion."
   Forfatteren laver et surt ansigt, men lader være med at forstyrre mere. Når nu den studerende faktisk er godt i gang er der jo ingen grund til at ødelægge det for ham, bare fordi han ikke selv kan finde på noget at skrive.
   "Har I nogen sinde tænkt på," begynder den søvnløse med langsom, sløv stemme fra den øverste køjeseng. "Hvorfor armbåndsure og vægure og den slags ure altid går den samme vej. Altså, med uret, siger man jo, men hvorfor går de overhovedet den vej?"
   "Hvor lang tid har du ligget der og tænkt på det?" spørger vampyren nysgerrigt.
   Den søvnløse fortsætter med at kigge op i loftet. "Meget lang tid," svarer han så. "Men er det ikke lidt underligt? Det må I da give mig ret i."
   "Hvorfor synes du det er underligt?" spørger forfatteren. Måske er der noget inspiration at hente.
   "Det er det da. Hvem var det der i sin tid bestemte at alle ure skulle gå samme vej? De går jo alle sammen i en cirkelbevægelse til højre."
   "Ikke altid til højre," indvender vampyren.
   "Hvad mener du?"
   "Jeg mener, at alle ure ikke altid går til højre. For eksempel når klokken er seks, så går urene til venstre."
   "Ja, det ved jeg godt, men hvis man nu følger urets bevægelse med hovedet mens det går, så den lille viser for seksempel altid er øverst, der hvor tolv normalt er, så ville det gå til højre hele tiden."
   "Hvad så med den store viser?" spørger vampyren.
   Den søvnløse ligger stille i ret lang tid, men ingen tænker på, om han er faldet i søvn, for de ved alle sammen, at det ikke vil ske i den nærmeste fremtid. Der er en grund til at han hedder, hvad han hedder. Han ligger og tænker. "Det er ikke alle ure, der har en stor viser."
   "Men hvad så med dem, der har?" bliver vampyren ved.
   "Det er selvfølgelig rigtigt nok."
   "Kan du så ikke godt se, at det er praktisk nok, at kunne sige at noget går med eller mod urets retning."
   "Jo, og jeg har heller ikke sagt andet. Det har jeg ikke noget imod, jeg spørger bare, hvorfor de alle sammen skal gå samme retning."
   "Fordi hvis de ikke gik samme vej kunne folk ikke bruge "urets retning" til noget. Hvad betyder det så, hvis man siger at noget går med uret, hvis alle ure går forskelligt?"
   "Alle ure går i forvejen forskelligt," siger den søvnløse med sin utroligt søvndyssende stemme.
   "Hvad?" spørger vampyren forvirret.
   "I Australien går urene anderledes end her."
   Vampyren sukker. "Altså, i virkeligheden går de jo ikke anderledes. De går samme retning og med samme hastighed. Klokken er bare noget andet. Det er ikke det samme som at urene går forskelligt. De viser noget forskelligt. Ikke det samme."
   "Det var da utroligt med jer to!" afbryder den studerende så. "Kan I ikke tage og holde jeres kæft! Jeg prøver at lave noget her! Det er jo ikke til at koncentrere sig, når I sidder og snakker hele tiden. Kan det ikke være fuldstændigt lige meget, hvilken retning urene går, eller hvad klokken er?"
   "Så blev du alligevel også forstyrret, hvad?" spørger forfatteren drillende.
   "Hold din mund," siger den studerende surt.
   "Åhr, lad nu være," siger forfatteren. "Du ved jo godt, at vi bare driller. Det er bare sjov det hele. Desuden tager du fejl. Det betyder noget, al den snak om klokken."
   "Nu begynder du ikke også på det..."
   "Det betyder noget, fordi du har en deadline på din opgave, og jeg har en deadline på min novelle. Hvad er din deadline egentlig, det tror jeg aldrig jeg fik fat i?"
   "Klokken tolv."
   "Tolv som i om få timer, eller tolv som i om lidt flere timer."
   "Lidt flere timer. Og vil du nu venligst holde din kæft, så jeg kan få skrevet noget."
   "Hvor meget har du skrevet?"
   "Fire sider."
   "Og hvor meget skal du skrive?"
   "Ti sider."
   "Det må jeg nok sige. Tror du godt, du kan nå det?"
   "Ja, måske. Hvis du holder din store kæft lukket!"
   "Nå, nå, nå. Der er ingen grund til at blive grov. Den slags sprog bryder vi os ikke om. Er vi ikke gentlemen her?"
   "Altså, har du ikke også en deadline på den novelle?"
   "Jo, men jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive om, det er det, der er problemet."
   "Uh, uh, skriv om mig," bryder vampyren ind.
   Forfatteren kigger skeptisk på ham. "Skal jeg skrive om dig?"
   "Ja. Det er da oplagt. Hvis jeg ikke er godt stof, så ved jeg ikke, hvad er. Jeg suger blod, jeg kan forvandle mig til en flagermus, jeg har ikke noget spejlbillede. Det er jo perfekt. Vis mig et menneske der ikke er fascineret af sådan en som mig, og jeg skal vise dig en løgner."
   "Ikke for at stikke huller i din hypotese, men jeg tror sagtens jeg kunne finde folk, der ikke interesserer sig for vampyrer."
   "Hvad? Hvem?"
   "Dem, der læser dameblade, for eksempel. Du kan måske interessere teenagepiger, men det er nok også det."
   "Hey, jeg er en rigtig vampyr, ikke en af de der prentenders, som glimter i solskin. Jeg bryder i flammer, når jeg går ud i solskin. Ligesom rigtige vampyrer. Bortset fra Dracula, men han var også hardcore. Det er altså ikke for sjov, at jeg kun er vågen om natten!"
   "Nej, det ved jeg godt."
   "Men hvorfor tror du ikke, at folk, der læser dameblade interesserer sig for sådan nogle som mig?"
   "Fordi de gerne vil have en hovedperson at identificere sig med. Det betyder en midaldrende, sympatisk kvinde, der elsker sin mand og familie og tager alle de rigtige valg og får en lykkelig slutning efter at have gennemgået nogle prøvelser og den slags."
   "Det lyder da dødkedeligt! Hvorfor skriver du den slags? Skriv da om mig i stedet for!" Vampyren rejser sig og går hen til køleskabet og tager en flaske ud. Hælder et glas blod op."
   "Det er også noget jeg havde tænkt mig at spørge dig om," siger forfatteren. "Hvor har du egentlig fået fat på det blod?"
   "Det her?" Vampyren holder glasset op, så det skinner i loftslampens falske lys. Forfatteren nikker, og vampyren tager en god tår og tømmer halvdelen af glasset. "Det er nok bedst, hvis du ikke ved det."
   "Det er bedst, hvis jeg ikke ved det? spørger forfatteren.
   "Ja."
   "Nå."
   Der hersker relativ stilhed i lang tid. Den studerende taster løs for at nå sin deadline. Forfatteren bider i sin kuglepen for at tygge inspirationen ud. Vampyren står med glasset i hånden og kigger næsten forelsket på blodet, mens den søvnløse ligger søvnløs i den øverste køjeseng.
   "Kan du forvandle mig til en vampyr?" spørger den søvnløse så.
   Vampyren kigger op. "Mener du det?"
   "Ja," svarer den søvnløse. "Så kunne jeg i det mindste være aktiv om natten i stedet for at ligge her og prøve på at falde i søvn, men aldrig gøre det. Er du klar over, hvor frustrende det er, ikke at kunne falde i søvn?"
   "Næ. Jeg falder stort set altid i søvn lige med det samme," svarede vampyren uden bekymringer.
   "Se, det er det, jeg taler om. Du sover om dagen og så om natten kan du flyve rundt i kvarteret og bide folk og klatre op af vægge og den slags megaseje ting."
   "Det lyder faktisk ret sejt, når du siger det på den måde," svarer vampyren. "Ja, du har ret. Det er faktisk et fantastisk liv."
   "Ja. Kan du så ikke..." Den søvnløse når ikke at færdiggøre sin sætning, før vampyren forvandler sig til en flagermus, flyver ud af vinduet, ud i natten, med et skingert skrig."Øv," mumlede den søvnløse. "Nu troede jeg lige han ville gøre det."
   Den studerende stopper med at taste på sin bærbare og kigeer ud fra den nederste køjeseng. "Troede du virkelig? Han har gjort det samme hver nat i jeg ved ikke hvor lang tid, og du troede stadig, at han ville gøre det?"
   "Det ved jeg ikke. Det kunne da godt være. Man ved aldrig."