Jeg ved ikke helt, hvor jeg befinder mig lige nu, jeg ved bare at det er et sted, jeg aldrig har været før. Det er som et omrejsende tivoli af en art, alle boderne og husene har hjul under sig, så de er parat til at rejse videre, når de har lyst. Jeg kigger mig omkring, men der er ingen mennesker, jeg kender nogen steder, det er som om, jeg er blevet teleporteret et eller andet fjernt, fjernt sted hen. Det er som i en ørken i midten af USA langt ude i Nevada eller Mexicos ødeland. Sådan et sted. Jorden er tør og solbrændt og flere steder slår den revner i protest mod solens stråler. Der er nu ikke meget at gøre, for solen synes altid at vinde: den får jorden til at slå revner, sætter ild til træerne og udtørrer mennesker.
   Jeg har ikke lyst til at være her mere. Jeg ved godt, at der er masser af mennesker omkring mig, men jeg kan ikke få tanken om, at solen på en eller anden måde omringer mig, ud af hovedet. Jeg kigger op på den. En perfekt rund hvid skive der hænger ensomt på en mat himmel og fortæller mig, at det kun er få timer siden den stod op. Jeg ærgrer mig lidt over, at der ikke er nogen skyer på himlen, ikke så meget fordi de ville kunne skygge for solen, men fordi jeg har lyst til at se på dem og forestille mig, hvad de ligner. Ligesom dengang man var lille og lå på en bakketop et sjældent sted, hvor bilerne ikke farede forbi hvert andet sekund, og pegede op på skyerne.
   "Se, der er en kanin."
   "Orv, prøv at se den der, ligner det ikke en kongekrone?"
   "Og se den lige ved siden af, en giraf. Se, halsen går lige der."
   Og alt det der. Der savner jeg lige nu. Men der er ingen skyer, så det kan i og for sig være lige meget. Ingen grund til at spilde sin tid med den slags trivielle minder, når de ikke har noget at gøre i nutiden. Noget, der til gengæld er relevant er: Hvor er jeg?
   Jeg går lidt videre, hen til et skydetelt, hvor en mand står med en luftbøsse og prøver at ramme nogle dåser, der står stablet i en vakkelvorn pyramide et par meter inde i teltet. Ham, der skyder læner sig forover ind over disken og tilter sit hoved, så han kan se lige ned langs med løbet. Det ser ud som om, hans cowboyhat burde komme i vejen, men han er tilsyneladende ligeglad, for han tager den hverken af eller retter på den. Tilskuerne småsnakker lidt og manden holder stadig igen. Hans hat støder mod bøssen og sætter sig på skrå.
   "Jeg sætter min hat som jeg vil," er der en, der synger i det fjerne, og derefter: "Min hat, der har tre buler, tre buler har min hat..."
   Jeg vender mig om, for at se, hvem det er og i det samme lyder et enormt brag. Jeg vender mig tids nok til at se rekylen sende ham væk fra disken. Der er en, der skriger af smerte et sted, men det er vist kun mig der hører noget.
   "Desværre" siger manden, der styrer skydeteltet. "Du ramte ingenting." Dåserne står stadig i deres pyramideform, og det ser ud som om, de kan vælte hvert øjeblik det skal være.
   Manden med cowboyhatten fnyser og lægger bøssen på disken. Så vender han sig om mod mig. Det første jeg lægger mærke til, er hans overskæg, det næste er den revolver, han har siddende i bæltet. "Du skal ikke give ham der noget" rasper han og peger over mod manden i teltet. "Det er snyd og bedrag det hele" Så vender han sig om og går og jeg undrer mig endnu en gang over, hvor jeg er henne. Jeg kigger op mod solen, der nu hænger direkte over mit hoved. Middag. Det er som om, al farve forsvinder fra himlen, når man kigger op i solen, den himmel der normalt er blå, bliver grå og trøstesløs.
   Jeg beslutter mig for at følge manden med cowboyhattens råd og ikke bruge nogen penge i skydeteltet. Jeg har heller aldrig været nogen stor skytte, så det er nok for det bedste. Og desuden er jeg heller ikke sikker på, at jeg overhovedet har nogen penge på mig. Måske et par småmønter, som jeg mener at have fået tilbage sidst jeg var ude og handle.
   Der står en udbrændt karrusel midt på pladsen, og jeg går derhen. Udbrændt og udbrændt, det er måske så meget sagt, den kører da rundt, men så heller ikke så meget mere. Der kommer ingen glade tivolilyde derfra, kun et par spinkle klavertoner og mekanismens oliehungrende knirken. Der er fem træheste, der kører rundt i en evig cirkel, der er nogen af dem, der har været malet glade farver engang, men nu er det meste skallet af. En af dem har dog stadig et næsten sort hoved og en anden har et par skallede røde striber ned over kroppen. Der sidder en mand på en taburet ved siden af og styrer et håndtag, men han ser mig ikke, koncentrerer sig bare om sin cigaret. Suger ind, puster ud, suger ind, puster ud. Jeg undrer mig over, hvorfor der ikke er nogen børn på nogen af hestene, det virker som et forfærdeligt spild bare at lade hestene køre rundt og rundt uden nogen ryttere, men hvad ved jeg om den slags.
   Jeg kunne selvfølgelig spørge ham med cigaretten, men han ser ud til at nyde sin smøg alt for meget til, at jeg vil forstyrre ham. Det er næsten som om, han er i en anden verden. Han sidder tilbagelænet og ser utrolig magelig ud på trods af, at han ikke har noget ryglæn at støtte sig til. Han har lukkede øjne og hver gang han puster ud kommer der sådan en ro over hans ansigt, som om han drømmer sig væk til en anden verden. Røgen, der glider fra hans læber synes at udstråle en aura fra en anden og meget, meget sær verden. Jeg går endnu tættere på, så tæt at jeg kan indånde røgen fra cigaretten, men han ser mig stadig ikke. Røgen dufter så dejligt, at det er helt hypnotiserende. Det er, som at gå ude i en fyrreskov, og jeg er lige ved at spørge om jeg må få et hiv, på trods af, at jeg ikke ryger, men lader så være. I stedet vender jeg hovedet mod karrusellen. Hesten med det sorte hoved er på den modsatte side og jeg venter på, at den skal ride over til mig, så jeg kan stige på. Da den endelig når herover, sætter jeg foden i stigbøjlen og svinger mig så op på dens ryg. Jeg kan godt mærke at de her heste er lavet til børn og ikke voksne. De er ret små.
   Men jeg nyder det alligevel. Mens jeg holder fast i den sortes man (eller manke, jeg kan aldrig huske, hvad der er hvad) kigger jeg fremad. Først kan jeg se alle boderne og teltene, men verden drejer langsomt, indtil der ikke er andet af se, end farveløs ørken. Sorte sprækker i jorden. Er det en kaktus, der rejser sig derude, meget, meget langt væk? Det er svært at se, hvor horisonten er, varmen får luften til at flimre og allerlængst ude, der hvor ørkenbunden møder den farveløse himmel er alt sløret.
   Det er dejligt på en eller anden måde. Ikke at kunne skelne mellem det ene og det andet. Mellem jord og luft, mellem elementer. Mon det betyder noget?
   Nu viser markedspladsen sig igen. Karrusellen har drejet en omgang og jeg er tilbage, hvor jeg startede. Der står nogle mennesker i en flok og prøver at kaste hestesko omkring en pind. En mand prøver at reklamere for sin bod, men varmen forhindrer mig i at høre, hvad han siger. Varmen og solen, der igen sniger sig ind i min bevidsthed. Jeg kigger op og ser, at den igen har bevæget sig, men fordi jeg også kører rundt i ring, har jeg svært ved at bedømme hvor meget. Det er vel hen af eftermiddag.
   Så stopper karrusellen og det samme gør musikken. Jeg stirrer lige frem og ud i ørkenen. Sidder et øjeblik stille på hesten med det sorte hoved og kigger. Manden med cigaretten går langsomt hen imod mig, og nu lægger jeg mærke til at han har metalsporer i sine cowboystøvler. Han tager den nu nedbrændte cigaretstump ud af munden, knipser den ned på den sprøde jord og dræber den sidste glød med sin støvlehæl.
   "Det er ikke gratis, det her, at du ved det," siger han. Jeg kigger mig nervøst omkring. Solen knitrer. Jeg tager fingeren op til mine læber og mærker dem sprække. Solen hænger stadig på himlen. Den har bevæget sig endnu et stykke hen over himlen.
   "Hørte du hvad jeg sagde?" Solen har stjålet al farve fra himlen. Jeg stikker hånden i lommen og fisker et par mønter op, men jeg når ikke længere end til det. De falder gennem mine fingre og ned på ørkenbunden, hvor de forsvinder i en sprække. Nu er de væk for altid, tænker jeg, men hvad betyder det?
   Manden siger noget mere, som jeg ikke rigtig hører, og jeg går videre. De fleste mennesker er forsvundet fra pladsen i midten og det er som om, der er blevet lagt et slør over al snakken. Ingen farve, ingen lyd, men jeg ved ikke hvorfor. Der står en mand i et hvidt jakkesæt midt på pladsen og kigger på mig. Jeg løfter en hånd til hovedet, og han tipper hatten til mig. Hatten er også hvid, men skyggen den kaster på hans ansigt er af kul og får hans ansigt til at fremstå uden detaljer.
   Solen har bevæget sig endnu et stykke. Nu går alt hurtigt. Tiden flimrer. I stedet for at hænge stille og farveløs over mig begynder solen nu at falde. Længere ned mod horisonten. Mørket kommer alt for hurtigt.
   Manden i det hvide jakkesæt bevæger sig alt for hurtigt, han går til siden hen til en af boderne og veksler et par ord med bestyreren, går så lidt hen mod mig, letter på hatten igen og vender sig så væk og går. Rundt om mig begynder boderne at pakke sammen og teltene bliver revet ned. Jeg husker, at der er hjul under alle boderne og bliver bange.
   Ude i horisonten er solen næsten forsvundet og mørket er næsten totalt. Jeg kan fornemme at en solformørkelse er på vej et andet sted på kloden. Jeg ser de sidste hvide stråler over ørkenbunden og så er det nat. Teltene er pakket sammen og de små boder med hjul under kører allerede rundt omkring mig. En af dem stryger lige ved siden af mig og jeg vender mig.
   "Vent," råber jeg, men der er ingen, der venter. Solen er gået ned og de er alle forsvundet.
   Så står jeg alene.