"Jeg smed min sidste last i vasketøjskurven. Du har ikke vasket endnu, vel?"
   "Jo," svarer min mor irriteret ude fra bryggerset. "Jeg har lige smidt den ind. Hvad sagde du, at du havde tabt?"
   "Min last," råber jeg tilbage og tænker, er du døv?
   Jeg kan høre hende mumle et eller andet. Så tramper hun ind i stuen. "Lad være med at råbe gennem hele huset, hvis du vil sige noget," skælder hun.
   "Du råbte da også gennem hele huset," invender jeg.
   "Måske, men det var ikke mig, der ville sige noget. Hvad er det, du har tabt?"
   "Min sidste last, hører du ikke efter?"
   "Din last?"
   "Ja," siger og sukker højlydt, som om det er åbenlyst for enhver, hvad jeg mener. "Du ved nok, det med at jeg altid bider negle. Nu tabte jeg den i vasketøjskurven."
   "Jamen det er der da ikke noget i vejen med," siger hun og afslører dermed sin medfødte idioti.
   "Selvfølgelig er der noget i vejen med det!" siger jeg. "Nu har jeg ikke flere laster!"
   "Man kalder det laster af en grund," mumler min far henne fra sofaen. Tour de France er på. Han har stenet det hele sommeren.
   "Hold din kæft, far," siger jeg hurtigt og vender opmærksomheden tilbage til mor, som står og nikker med hovedet som en åndssvag.
   "Han har altså ret," siger hun. "Man kalder dem laster af en grund."
   "Okay. Hvad er så den grund, hvad? Hvorfor kaldes de laster? Har det et eller andet med flybaggage at gøre, eller hvad? Eller noget med lastbiler? Lastvognschauffører, måske?" Jeg har det som om, jeg kan blive ved med det her hele dagen, men hun kender mig for godt, og standser mig med det irriterende pædagogiske ansigtsudtryk.
   Hun hæver en pegefinger på en måde som normale mennesker kun gør når de parodierer hendes type. "Nej, de kaldes laster fordi, de er en tung, tung byrde som mennesker bærer rundt med sig overalt, hvor de går. Det er kun godt, at du ikke kan finde din mere."
   "Men det var min sidste!" indvender jeg med let klynkende stemme. "Jeg ryger ikke mere, den tog du fra mig, jeg køber ikke dyr makeup, den smed far ud, da jeg var ude af huset, jeg står tidligt op, også i weekenderne, den ved jeg ikke hvor blev af. Helt ærligt. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at beholde bare en?" Nu klager jeg bare, det er jeg godt klar over, men jeg har det sgu bare så skidt med at have smidt det med at bide negle ud i vasketøjskurven, at jeg har lyst til at klage til nogen. Så er det ligemeget, om det hjælper noget som helst, for det ved jeg jo at det ikke gør. Det er jo ikke hendes skyld, at jeg ikke kan finde ud af at passe på mine laster. Eller mine andre ejendele for den sags skyld.
   "Jeg forstår ikke, hvorfor du laver sådan et postyr over, at du har mistet den," siger min mor. "Jeg ville da være lykkelig, hvis jeg ikke længere havde sådan en trang til fredagsslik om onsdagen. Eller hvis jeg kunne holde op med at snakke, mens andre ser film. Du skal da bare være glad."
   "Men jeg er ikke glad. Det er ikke særlig fedt. Du har i det mindste noget. Det har far også, så vil jeg altså også have noget. Jeg gider ikke være så perfekt hele tiden. Det er megakedeligt. Jeg går ud og leder efter den." Jeg marcherer ud gennem køkkenet og ud i bryggerset med mor lige i hælene på mig, højt protesterende. Jeg er ligeglad, jeg har hørt alle hendes anker og jeg er træt af dem.
   Jeg stopper vaskemaskinen og hiver alt tøjet ud i en vasketøjskurv og begynder at rode det igennem.
   "Nej, stop nu det der, lille skat," beder min mor bag mig, men det gør jeg ikke. Jeg roder bare videre. Rode, rode, rode. Og der, mellem et par krøllede og våde bukser finder jeg den. Min sidste last. Neglebidningen.
   "Se!" siger jeg og holder den op, så mor kan se den. Jeg smiler. Hun sukker.
   "Jeg ville altså ønske, at du bare kunne skille dig af med den," siger hun.
   "Nå, men det kan jeg altså ikke. Det må du bare finde dig i!" Så går jeg ovenpå. Glad.