Han lå bare i græsset og havde ingen lyst til at bevæge sig. Lå bare og puttede sammen med græsstrå, der egentlig overhovedet ikke var behagelige at ligge op af, men han var for træt til at tage sig af det. Han knækkede et af stråene af og stak det i munden, grinede så lidt af sig selv, fordi situationen mindede ham om alle mulige gamle film eller bøger eller tegneserier. Den om Huckleberry Finn for eksempel. Drengen tænkte på, hvor dejligt det ville være bare at ligge på en tømmerflåde og drive af sted med strømmen i Mississipi-floden. Måske møde en hjuldamper på vejen. Måske møde en undsluppet straffefange. Måske møde alle mulige farverige mennesker og komme ud for alle mulige fantastiske eventyr.
   Men nej. Nej, nej og atter nej. Han befandt sig ikke i noget farverigt eventyr fra midt-halvtredserne lige så lidt som han befandt sig på en tømmerflåde. Han befandt sig i klitterne og drømte sig væk. Han håbede at det ville lykkes ham at gemme sig indtil det blev mørkt, så han ikke behøvede hjælpe sine forældre med det garagesalg, de havde planlagt.
   Det famøse garagesalg. Daniel kunne ikke engang udtrykke i nogen som helst grad af sarkasme hvor fuldstændigt fabelagtigt fantastisk han havde det med garagesalget.
   "Lad os arrangere et udsalg af alt vores skrammel!" havde hans far begejstret foreslået og smilet i hele ansigtet.
   "Jubii" tænkte Daniel og så for sig selv, hvordan hans sjæl langsomt forfaldt ned i kedsomhedens grufulde helvede. Det værste af det hele var næsten at han syntes at være den eneste person, der havde det på den måde, den eneste, der kunne se det fuldkommen tåbelige i forældrenes forehavende.
   Og så var der jo ikke andet at gøre end at gemme sig i sivene eller græsset eller halmen, eller hvad det nu var. Han havde aldrig rigtig hørt efter når nogen havde prøvet på at fortælle ham noget sagligt om klitterne herude. Om heden og sandet og erosionen og vandet. Han gad slet ikke høre efter, han nægtede at høre efter. Så snart al mulig gudsforladeligt skoleviden fandt vej ind i hans hoved, så var han ude af stand til at nyde det på den samme måde. Han nægtede at lytte, når lærerne underviste om lokalmiljøet, selvom hans foretrukne fritidsinteresse bestod i at gå lange ture ude i klitterne, gemme sig nede i græsset og enten sove eller kigge op i solen eller lytte til fuglenes skrig. Han elskede at lytte til fuglene. Nogle gange fløj en mågeflok hen over hans skjulested og på de tidspunkter var han altid glad for at have valgt lige netop den rede at lægge sig i.
   "Daniel!" Han kunne høre sin far råbe et eller andet sted langt væk. I det mindste håbede han at det var langt væk. Troede det også. Han puttede sig lidt længere ned i græsset og lavede en lille rede til sig selv, så han ordentligt kunne gemme sig. Han gravede lidt sand op og smed det ud til siden så han bedre kunne være der. Han gravede reden lidt dybere og forestillede sig, hvordan mågerne havde det, når de gravede reder til deres æg. For en sikkerheds skyld løftede han lige kroppen og kiggede under sig for at være sikker på at han ikke havde lagt sig oven i nogen ufødte små fugleunger.
   Det havde han ikke. Det havde han selvfølgelig heller ikke forventet, han havde hverken hørt noget knase eller følt noget vådt og klamt og klæbrigt da han lagde sig. Ingen fugleunger, men derimod en menneskefar, der kom tættere på, kunne han høre. Daniel krøb sammen. Han ville ikke findes, ville ikke, ville ikke.
   "Daniel, jeg ved, at du er herude et sted, så du kan lige så godt komme frem nu med det samme."
   Ja ja, tænkte Daniel. Det kan godt være at du ved, at jeg er herude, men "herude" er et forholdsvist stort område og hvis jeg ikke hjælper dig, så tvivler jeg på, at du finder mig lige med det samme. Han sagde ingenting og skubbede sig endnu længere ned i sandet. Hans far gik videre og fortsatte søgningen et andet sted og så var der fred for endnu en tid.
   Daniel tillod sig at lægge sig en smule mere mageligt, strakte benene og lagde armene bag hovedet. Kiggede op i himlen og så en ensom måge flyve forbi med et skrål. Han kom til at lukke øjnene et øjeblik og havde svært ved at åbne dem igen. Alt syntes så perfekt derude. Solen varmede hans ansigt og græsset var blødt og dejligt at ligge på og han havde ikke lyst til at bekymre sig om noget som helst. Han strakte sig igen og nød fornemmelsen det gav i kroppen. Så lukkede han øjnene.
   "Du ved, vi har brugt så lang tid på at få det her arrangeret, Daniel, og du lovede mor, at du ville hjælpe til i sidste uge."
   Daniel glippede med øjnene, da farens stemme vækkede ham og sukkede så, da betydningen af dem forplantede sig. Hvorfor skulle han lyde så forarget? Måske var han i gang med det gamle trick "far er ikke vred, far er skuffet." Desuden kunne han heller ikke huske, at have lovet sin mor noget som helst i den retning. Så vidt han kunne huske havde han ikke ytret ret meget mere end et grynt eller to, der havde at gøre med det udsalg. Men sådan kunne forældre overfortolke så meget. Høre, hvad de ønskede at høre. Men det var nu også lige meget, så længe han bare blev i græsset. Han kunne ruge et par æg ud, nu han alligevel var der. Ruge et par ikke-eksistrende æg ud, indeholdende hvad? Det var lige meget. Forældrene havde deres garagesalg at bekymre sig om, og han havde sine æg. Hvis de passede sig selv, ville han også passe sig selv og så kunne det hele fungere fint på den måde. Så kunne han ruge et nyt liv ud til sig selv, et liv hvor han ikke behøvede at bekymre sig om irriterende pligter og forældre, der bestemte, hvad han skulle bruge sin tid på.
   Han begyndte at spekulere på, hvornår faren ville give op og bare gå ind og selv tage sig af det udsalg. Han var jo trods alt en af ideindehaverne til det garagesalg, så han måtte da også selv tage en smule ansvar. Han kunne selv sørge for at sælge sine brugte havemøbler og ubrugelige nipsgenstande og gamle cykelhjul til sine naboer og så få en hyggelig sludder med i købet. Det måtte han hjertens gerne. Hellere end gerne. Så behøvede Daniel heller ikke at gemme sig ude mellem tusind-millionvis af græsstrå hele dagen. Han kunne for eksempel gå ned til vandet og se på bølgerne eller samle skaller eller noget i den retning. Se, om han kunne finde nogen hulsten. De var altid skægge. Hjemme på sin væg havde han en hel snor fyldt med hulsten, som han alle sammen havde fundet hernede på stranden. Han tænkte et øjeblik på, om hans mor kunne finde på at sælge den stensnor, mens han var ude af huset og overvejede næsten at gå ind på sit værelse for at beskytte den. Det var lige sådan noget hun kunne finde på, rode i hans sager og sælge eller smide alt ud, som hun ikke brød sig om.
   Det var lige præcis den slags hun mente, at hun havde ret til, mens han "skippede sin pligter" og gemte sig i græsset. Men det var den slags risici man måtte tage en gang imellem. Sådan er livet, tænkte han. Man må stå fast på sine principper. Hvis man ikke vil hjælpe sine forældre med et dødssygt garagesalg, så gør man det heller ikke. Og man bringer heller ikke sig selv i en position, hvor man kunne risikere at blive tvunget til det med trusler om inddragelse af lommepenge eller den slags. Nej, ikke tale om. Aldrig i livet. Nu havde han taget en beslutning, og stå stod han også ved den. Basta!
   Han prøvede igen at drømme sig så langt væk, som han kunne, prøvede at forestille sig, hvad der ellers kunne have tvunget ham til at søge tilflugt mellem sand og græs og måger. Han lagde sig om på maven og forestillede sig at han lå med en kikkert om halsen og holdt øje med en bande smuglere, der forsøgte at få et eller andet ulovligt ind i Danmark. Våben, måske. Atomvåben, endnu bedre. Han var faktisk ansvarlig for hele landets og befolkningens og dronningens sikkerhed ved at sørge for at de våben ikke kom i land. Men hvordan skulle han forhindre de lumske smuglere i, at udføre deres plan, som de havde tænkt sig. Han var jo selv ubevæbnet.
   Den tænkte han lidt over. Øv, altså. Det var lige sådan en god fantasi, og så skulle han absolut løbe sur i den med så ligegyldig en forhindring. Ubevæbnet, tsk. Han havde faktisk slet ikke brug for våben, han sneg sig bare om bag ved den første af smuglerne, og nedlagde ham med et sygt kampsportstrick og tog så den anden med et cirkelspark lige i hovedet. Sådan skulle den klares og så manglede han bare at få atomvåbnene anbragt et sikker sted, så var den i vinkel. Intet problem overhovedet.
   En måge fløj over hans hoved. Han lyttede nærmere efter, men kunne ikke høre nogen. Forsigtigt rejste han sig netop så meget at han lige kunne se hen over græskanten. Han kiggede i alle retninger, men der var intet at se. Ingen far, ingen mor, ingen forpligtelser og ingen irriterende hverdag. Bare ren natur. Græs og måger og bølgeskvulp og sand. Et par huse her og der.
   Han lagde sig ned alligevel. Han tænkte at han lige så godt kunne blive liggende. Han lå lige så godt her i græsset. Det blæste også mere nede ved vandet, og han havde ikke taget sin jakke med. Nede ved jorden blæste det ikke og solen var stadig fremme. Ingen grund til at bevæge sig, ingen overhovedet. Han hvilede igen hovedet ned på sandet og kiggede igen, igen op mod solen. Det var egentlig et dejligt liv. Bare ligge og lave ingenting. Han grinede lidt for sig selv. Bare ligge og ikke behøve at stå og smile til åndssvage naboer, man hverken kendte eller kunne lide. Bare ligge og ikke behøve at fortælle om glæderne ved et stykke malet træ, som var perfekt til at hænge op over pejsen. Hvor meget havde de mon egentlig i deres garage, som de kunne sælge ud af? Det var faktisk første gang han havde tænkt på det. Ret meget, kom han frem til, forudsat selvfølgelig at der var nogen der gad at købe alt det, hans forældre havde samlet sammen gennem årene. Men det skulle der sikkert nok være. Der var altid købere til åndssvage ting, lige meget hvor åndssvage de var. Sådan var mennesket åbenbart bygget op. Der var altid nogen, der lige havde brug for netop den obskure genstand. Ja, ja, dem om det. Hvis de er tilfredse med sådan et liv, så lad dem endelig leve det som de vil, tænkte Daniel for sig selv. Det kunne jo endda være at de nød det, det kunne han jo ikke vide. Det kunne være at de rent faktisk kunne lide at snakke med deres naboer om ligegyldige ting og sager, det kunne være at de rent faktisk kunne lide at rydde op i deres garage og så stille det frem for folk at byde et par kroner på, bare for at komme af med det. Det lød utroligt, det kunne han godt selv høre, men det kunne jo være. Han var jo ikke hans forældre, det måtte han indrømme, og det kunne være at de sådant set var tilfredse nok. Godt for dem, tænkte han. Godt for dem. Så skal de bare lade være med at drage mig ind i det hele tiden, for jeg har det egentlig godt nok med bare at ligge i græsset og slappe af.