Månelyset ramte hendes ansigt og hun havde lukkede øjne. Jeg så rundt i lokalet. Jeg viste ikke hvor jeg var. Da jeg så ned på hende igen, var hendes øjne åbne.
   Hun åbnede munden for at sige noget og en blodstribe løb ned over hendes hage.

Jeg følte en intens smerte bag min pande og drejede instinktivt ansigtet bort for at tøjle smerten, men det gjorde den kun værre.
   Hun rakte en dirrende hånd frem og greb fat i mit revers og min kæde med et emblem hængende i, kom til syne.

Hun greb fat om det og hendes øjne forsøgte at fokusere på det.
   "De sort vinger," hørte jeg hende hviske, "så eksisterer I altså..."
   Hun hostede. Blod farvede hendes mund.
   "Største delen af mit liv... har jeg forsket i... i shinai. De blev min... min besættelse..."

En smerte jog igennem hendes krop og hun krummede sig sammen.
   "Jeg har intet ondt at ønske klanen... Kun et dybt ønske om at blive en del af den..."
   Hun forsøgte at le, men det blev kun til en pinefuld hosten.
   "Hvorfor har de gjort dette... imod mig?"
   Med et smerteligt udtryk pressede hun en hånd mod mellemgulvet. Men som om hun pludselig havde ombestemt sig løftede hun hånden og greb fat i emblemet igen.
   Hendes blod farvede kæden.

Hun smilte svagt. "Nu er mit blod dit mærke." Endnu smertejag. Den intense smerte bag min pande steg i styrke.
   "Fortæl dem... at jeg ved... at jeg kender sandheden om slægten..." hun hostede blod op igen. Jeg kunne høre blodet i hendes lunger.

Hendes vejrtrækning begyndte at blive langsommere til hun til sidst faldt hen i mine arme og hendes ansigt langsomt faldt ud til siden. Smerten eksploderede i mit hoved.
   Forblindet af smerten slap jeg hende og hendes krop ramte gulvet med et hult bump.
   Jeg slog hænderne for ansigtet og forsøgte at udholde smerten i mit hoved.

Stemmer. Jeg hørte stemmer. En stemme skilte sig ud og overdøvede de andre.
   "Gud har givet os et tegn!"
   Mit ansigt ramte gulvet med et brag, så jeg næsten mistede bevidstheden. Mine lemmer slog hid og did.

Stof mellem mine fingre. Metal isende kold mod min hud. Et flammende begær efter - efter hvad?
   Der var nogen som kæmpede imod mig og jeg mærkede min styrke tvinge dette væsen i knæ.
   Der var noget som rørte ved mig. Ved min sjæl.

I kaosset af smerter opdagede jeg at væsnet forsøgte at overtage min krop og af alle kræfter skubbede jeg væsnet væk.
   Jeg hørte fjernt en ru stemme med foragt beordre: "Drik! – drik det!"

Da jeg kom til mig selv, lå jeg på gulvet. Mit tøj var gennemblødt af sved.
   Jeg løftede ansigtet og så kvinden på gulvet, for et sekund er erindrede jeg ikke hvem hun var indtil min omtågede hjerne frembragte et svagt minde om at hun døde i mine arme.

Hendes øjne stirrede direkte på mig. Dirrende rakte jeg en hånd ud og lukkede hendes øjne.
   Blodpletter. Gulvet var oversået med små blodpletter. Det gik op for mig at hun var bleg. Alt for bleg.

Jeg så ned af mig selv og på mine hænder. Der var intet blod. Der måtte være en mening med at dette væsen lod mig overleve og ikke hende.
   Jeg forsøgte at rejse mig, mine ben dirrede under mig. Hvad var det for en magtkamp der for ganske øjeblik siden havde fundet sted?

I et kort glimt dukkede en erindring op, men lige så hurtigt forsvandt den igen.
   Jeg kom pludselig i tanke om en myte jeg have hørt på mine vandringer. Hvis man drænede en krop for blod, som eks. en vampyr, så ville man kunne absorbere sjælen og dens hemmeligheder.

Tanken forekom mig absurd at der skulle være tale om en vampyr. Men jeg havde jo selv følte væsnets nærvær. Ingen tvivl. Men hvorfor var jeg så ikke død?
   Jeg så igen på kvinden. Hvem var hun?

Hvordan var jeg egentligt kommet her hen? Det var som om at der var nogen som havde kaldet på mig. Hvisket et navn som lå dybt i min sjæl og som ikke havde været udtalt i flere århundrede.

Jeg fandt et id kort i hendes brystlomme. Laura Khaylar Zimons, stod der på kortet.
   Jeg læste videre; Professor og forsker i paranormale aktiviteter.
   Jeg vendte kortet. En magnetstribe. Intet andet. Jeg befandt mig altså i et laboratorium.
   Jeg fandt en lille sort bog i lommen i hendes kittel.

Jeg åbnede den og mærkede en kuldegysning løbe ned ad min ryg. Et skrig. Var det kvinden der skreg? Jeg vendte mig forskrækket om, men hun lå stadigvæk livløs på gulvet.

Jeg knugede bogen ind til mig. Forsøgte at holde fast i frygten jeg for et kort øjeblik siden følte, men den var forsvundet.
   Håndskrevne notater og opslåede bøger lå foran computeren. Jeg åbnede forsigtigt bogen og læste det første par linjer:

Året 2128, 725. månedag fra Uranus.
   Gennemlæsning af gamle ruller og tekster viser det stik modsatte af Slægtens adfærd som hidtil oplyst.
   Føler de sig truet på livet eller bliver deres eksistens afsløret kan dette medføre en eller anden form for forbandelse eller en voldelig død.
   Kunne det være tænkeligt at menneskeslægten begik en ubeskrivelig synd mod de sortvingede?
   Så ubeskrivelig grusom at det vil lede menneskeslægten og deres eksistens til deres undergang?
   Som henv...
   Teksten sluttede brat, som om hun var blevet forstyrret midt i sin skrivning.
   Jeg lagde bogen fra mig. Computerskærmen var tændt og jeg læste:

Året 2128, 746. månedag fra Uranus.
   Mine resultater viser at de ikke viser voldelig adfærd. De sover ikke og indtager ikke fast føde. De vandrer på jorden i århundreder hvilket betyder at deres sjæle aldrig forlader kroppen.
   Vi stiller spørgsmål ved deres tilblivelse og deres levevis. Mange myter og fortællinger er blevet knyttet hertil.

En myte skulle forlyde på at rejsende styrtede ned på Europa i zone 57, sektor delta og man forsøgte at opnå kontakt med skibet, men man opnåede aldrig kontakt og besætningen blev formodet døde.
   En anden teori lyder på at de overlevede styrtet og de muterede med omgivelserne på Europas golde sletter.

Levede som vilddyr, hvor de fik hugtænder for at kunne spise kød og vinger for at kunne overleve faren på sletterne i skikkelser af kødædere og ulve.
   Vi kender så intet til de sorte vingers oprindelse i denne del af processen.

Andre tilknytter dem kalken, og en ridderorden fra det 13. Århundrede, en legende fra det det 20. Århundrede.
   Legenden lød på at kalken ville give evigt liv til den der drak af den. Men andre myter lyder på at kalken indeholdte blod; Satans Blod, som forvandlede korsridderne til levende døde.
   De levede ikke i dagslyset og spiste ikke. Som vampyrer.

Her er altså tale om en usandsynlighed om en form for mutation af menneske og vampyr. De sorte vinger skulle være en tilgift fra Satans fyrste, i gammel tale, Djævelen.
   Djævelen ville overbefolke kirken og overtage jorden, begrave dem i synd og evig lidelse og fortvivlelse.

Det fortælles i gamle sagn fra 1500 århundrede at Menneskene ikke accepterede de sortvingede og det startede en krig mellem racerne som kendes som århundredernes blodskrig for der var stort tab for både de sortvingede og menneskerne.

Der skulle ifølge de gamle forskrifter bringes ofre til Fyrsten, Djævelen, for at beholde deres gunst, dvs. deres sorte vinger og deres udødelighed, i form af blodet.
   Altså billedligt talt en vampyrkrig.

Fordømt af kirken og deres samfund sank tilbederne langsomt ind i sindssygen og deres adfærd blev katastrofal for deres omgangskreds. Fortællinger lyder på at en hel landsby blev slagtet grundet af dette.

Er dette blevet en kamp mellem Gud og Djævelen?
   Var dette en eller anden form for hemmelighed som ingen andre måtte få indblik i og derfor blev kvinden dræbt?
   En melankolsk stemme brød ind i mine tanker og kaldte på mig. Det fremmede men dog så genkendelig navn.

Jeg fulgte stemmen ned på gaden gennem mørke gyder indtil den til sidst forstummede. Jeg forsøgte at spore stemmen igen, forsøgte at få personen som havde kaldt på mig til at afsløre sig selv for mig.

Men jeg fik intet svar.

Jeg satte mig med ryggen op ad væggen med emblemet mellem mine hænder. Der var indtørret blod på. Jeg tænkte tilbage på minderne som hjemsøgte mig siden de var blevet vækket til live.
   Jeg forsøgte at finde mening i de følelser og de billeder som de blev kædet sammen, men de gav ingen mening.

Jeg var så opslugt i mine tanker jeg ikke hørte skridtene da de kom nærmere. Jeg så op og en mand klædt i pjalter med poser i begge hænder og fedtet skæg så ned på mig med rædselen malet i ansigtet.
   Jeg forstod ikke hans frygt. Jeg så ned på emblemet. Det glædede imellem mine hænder.
   Men det var ikke dette han var bange for.

"Vingerne!" hviskede han panisk og begyndte at vakle baglæns væk fra mig. Jeg mærkede en pludselig sult. Et nødvendigt behov for at kunne genopbygge min krop efter de mange århundredes dvale.
   Jeg rejste mig ganske langsomt og gik frem mod vagabonden. Mine hænder rakte ud og fik fat i hans tøj. Han lugtede fælt, men min sult var stærkere end min afsky.

Jeg hev ham ind til mig og huggede tænderne i hans hals. Jeg hørte hvordan nakken knækkede da jeg hev ham ind til mig, men hans vægt bekymrede mig ikke. Imod min styrke var den intet.

En latter. En melodisk latter fyldte natten og jeg slap forskrækket mit offer. Frem fra skyggen trådte en ung dreng frem. Hans hår var mørkt og hans øjne var lilla. Han så på mig med et grin på læben.

Jeg smed den døde vagabond fra mig og så forvirret på drengen. Jeg følte mig forulempet ved at han havde set mig spise. Et sultent og arrigt snerrede rovdyr rejste sig inde i mig.
   Jeg mærkede sulten efter blodet rase og galskaben begyndte at overtage mit sind.

Han så på mig uden at sige et ord, og jeg stirrede tilbage på ham. Vi stod der i mørket og stirrede på hinanden uden fornemmelse for tid. Hans øjne distraherede mig og det irriterede mig grænseløst.
   Latteren igen.

"Huske du mig ikke? - Valentin?"

Bæstet i mig brølede rasende og mit sind forsøgte at få kontrol over kroppen igen.
   "Hvem er du!" snerrede jeg. Jeg vidste at denne dreng var en fare for mig og jeg vidste uden tvivl at han ville kunne afslutte mit liv uden en tøven.

"Nej? Så lad mig opfriske din hukommelse. Trods alt, så var jeg jo bare dit eksperiment. En lille forladt dreng som du kunne forme som du ville, og så smide mig fra dig som en brugt stykke legetøj!"

Han trådte ud af mørket og kom hen i mod mig, jeg veg et skridt tilbage. - Hvem var han? Hvorfra kendte han til mit dødelige navn?

"Er han et menneske? Nej ikke et menneske..." tænkte jeg forvirret.

Han havde et skær omkring sig - Et skær som ingen dødelige besad.

"Ja, et menneske. Jeg var et menneske. Dybt inde ved du hvem jeg er og hvorfor jeg er her. For at stoppe det udyr som er dybt inde i din sjæl set som blodet gav dig!"
   Jeg kunne mærke magien pulsere omkring ham. En ren og stærk energi, men indvendig var

Han ond og grusom. Var det en ondskab som jeg havde opfostret?

"Jeg kan se på dit blik at du forsøger at huske. Det er godt. Men lad mig opfriske din hukommelse."
   Til min forvirring begyndte han at knappe sin skjorte op, og hans overkrop var arret af en masse ar.
   En kæde hang om hans hals magen til den der hang om min hals, og den glødede, men det virkede ikke som om at den brændte ham.

"Den kan genkende sin skaber. Men det er ikke den som fanger din interesse vel?" sagde han hadefuldt.
   Han løftede en finger og pegede anklagende på mig. "Disse ar er sat af dig!"
   Hans blik var nu bittert og hadefuldt. Jeg fornemmede tydeligt hans foragt for mig.

"Husker du ikke selv hvordan du ætsede dem ind der? Du aner ikke hvor mange århundreder jeg har ventet på hævn! Du gav mig udødelighed, husker du nok."

Hans øjne glødede som ild og da han kom tættere på så jeg vingerne. Sorte vinger der prydede hans ryg.

"Du kaldte dette en kærlighedsgave, jeg kalder dem døden!"

Emblemet glødede stærkere om hans hals, og jeg kunne mærke ham påkalde magien omkring sig.

"Du smede emblemerne til din hellige orden som en gestus til Kalken og dens magt. Du bandt os til dig som en flok trælle til deres Herremand!"

Hvis dette var et minde, så huskede jeg det ikke. Mit dødelige liv og synder stod ikke mål med hans anklager.

"Du - du var kun et eksperiment!" snerrede jeg, "kun en simpel tjener. Ikke en af brødrene -"

Selvom jeg ikke havde nogen erindring om dette, kunne jeg ubesværet påkalde mig disse minder. Jeg hørte ham snerre som jeg selv og hørte hans hjerte hamre voldsomt i hans bryst.

"Det viser kun at de sortvingede hærgede og voldtog uden tanke for den fælles sjæl vi alle var forbundet med! Vi er alle ens. Vi har en sjæl, og det er den som du kan mærke rase i din krop. Den kæmper for at komme ud og gøre bod!"

Han sagde disse ord med en ro, som jeg ikke huskede ham i stand til. Hans aura blev nu farvet rød og med et slag blev jeg fejet tilbage og fløj hen ad jorden.

"Ser du, det var ikke kun fordi du førte den gloende kniv og ætsede disse ar i min krop for at se dem hele og forvinde igen. Nej... det er mere end det... langt mere!"

Jeg ville rejse mig men jeg blev naglet til jorden af en usynlig kraft der borede sig igennem mine håndflader og fødder.
   Jeg forsøgte at komme fri da bæstet i mig var tæt på at få taget overhånd og jeg ville for en hver en pris ikke miste kontrollen i hans påsyn. Tusinde mennesker havde lidt under det.

Han kom hen til mig og satte sig på knæ ved siden af mig. Han var yderst bevidst om hvor tæt jeg var på at give slip og lade bæstet tage over.

"Du kan måske ikke huske det. Men du var en af dem. Kalkens brødre."

Jeg var fanget af et monster. Et sadistisk monster som hverken kendte til følelser eller tilgivelse. En djævel uden sjæl.

Latteren igen.

"Jeg har lige så meget sjæl som du min kære Valentin. Og jeg er lige så meget morder som du. For du lærte mig ikke at føle eller at tilgive. Du lærte mig at dræbe og foragte - Du nærede et monster ved dit bryst!"

Hans kolde øjne faldt på emblemet på mit bryst og han greb fat i kæden og flåede den af halsen på mig. Jeg hørte metallet knage da kæden gav efter.

Han følte foragt. Det stod tydeligt at læse i hans ansigt.

"Hvor mange kæder? Hvor mange eder svor vi ikke ved din trone? Hvor mange lovede dig deres liv? Hvor mange af dine synder betalte vi for?"

Mit sind var tomt og jeg erindrede intet om hans anklager mod mig. Jeg ville påstå at jeg ikke vidste hvad han talte om, men det ville være en løgn. Jeg vidste det kun alt for god t.

"Hvis du ikke husker, så lad mig hjælpe dig til at huske det!" snerrede han og rakte en hånd frem og lagde den på min pande.
   Jeg ønskede ikke at denne dæmon skulle røre ved mig, så jeg forsøgte at dreje ansigtet ud til siden, men han lagde ubesværet sin hånd på min pande.

I fornyet styrke vendte smerten atter tilbage og mit hoved eksploderede i tusinde farver og billeder.
   Igennem flere århundreder svævede min ånd tilbage i tiden og et scenarie udspillede sig for mit indre blik;

Jeg hørte vandet, ekkoet i grotten mens vi gik. Spændte og kåde med fakler til at lyse vores vej op. Vi havde vandret i flere måneder. Det havde føltes som år og alle ønsker og bønner havde mistet deres magt. Gud havde forladt os og forvist til helvede.
   Foran os i en niche stod den, et bæger prydet med juveler og ædelstene.
   Blikke vandrede mellem os og hænder dirrede ved hoften. Sværdskæftet føltes koldt mod vores håndflader.

Vi kunne mærke angsten, spændingen og mistroen mellem os. Før var det vores tro der var vores gud, men nu var det grådigheden der var gud.
   Jeg hævede hånden og påkaldte mig retten til at favne kalken og drikke af dens kilde. Jeg faldt på knæ med kalken mellem mine hænder.

"Giv os et tegn, nådige Herre!" jeg hørte mine svende bede, hørte deres bønner slå mod grottens vægge.

Pludselig hørte jeg en røst. Dog en sammenblanding af flere stemmer, men jeg vidste at det var Guds stemme.

Jeg hævede kalken over mit hoved. "Gud havde givet os sin velsignelse!" råbte jeg triumferende. Jeg førte med dirrende hænder kalken ned til munden.

"Vent!" en ru stemme afbrød min handling.
   Kashmir havde et greb i min arm. Kashmir, min betroede befalingsmand, stærk i troen og villig til at ofret alt for at tjene sin gud og konge.

"Vent Herre! Tænk hvis kalken er forgiftet? Hvorfor tror du den er blevet gemt væk? Herre vi - vi har hørt myterne om kalken - lad en anden drikke - lad mig drikke..."
   Jeg slog ud efter ham.

"Tag mig ikke for et fjols Kashmir! Håner du din skabers værk?" Han trak sig forfærdet tilbage og faldt på knæ.
   "Eder se nåede i mig! Jeg mente blot at vi skulle lade en anden drikke hvis kalken er forgiftet." Min kære Kashmir. Han havde et godt hjerte.
   Jeg lagde en hånd beroligende på hans skulder for at vise min tillid.

"Min tro følgesvend, rejs dig. Du fortjener i sandhed min gunst, og jeg vil derfor vælge at lytte til dit råd. Så udpeg mig da det saglige offer til min gunst."
   Hans øjne for forvildet ind over gruppen, desperat for at undgå at drikke af kalken selv, og til sidst trådte han ind i mængden og hev en ung dreng ud.
   Jeg så misfornøje på ham. Havde forstanden svigtet ham netop i denne stund?

"En page? Skal en understående tjener nyde min gunst?" Kashmir faldt på knæ igen og tvang drengen ned med sig.
   "Eder jeg beder dem. De skal vende hjem og fortælle om kalken og vores togt i Guds milde åsyn og hans velsignelse i billedet af kalken - Lyt til deres rådgiver Eder..."

Jeg vidste ikke om jeg skulle lade min forstand råde eller stole blinde på ham.

"Nuvel, min kære Kashmir. Må Gud stå dig nådig hvis jeg har forkastet Guds nåde til denne simple tjene!"

Kashmir skubbede drenge frem som bøjede sig ydmygt ved mine fødder. Han så derefter op på mig, rystende og med rædselsslagen malet i ansigtet.
   Angsten stod at læse i hans øjne, for han ville ikke. Jeg gav ham en ørefigen og greb fat i hans hår og hev ham ind mod mig.

"Hvor vover du at afstå fra din Eders befaling og Guds velsignelse!" jeg tvang hans hoved bagover og pressede kalken mod hans læber.

"Drik, dreng," siger jeg!

Han kæmpede imod. Forsøgte at skubbe kalken væk, men Kashmir greb fat i hans arme og holdte dem fast. Men drengen kæmpede fortsat imod.
   Flere mænd fra mængden trådte frem og holdt drengen fast. Han var nu ubarmhjertigt fanget i deres greb mens jeg tvang hans læber fra hinanden og så hvordan den sorte væske løb ned i hans mund.
   Han forsøgte at skrige og derved var væsken var ved at kvæle ham.
   Jeg hælede kalken til der ikke var mere væske tilbage i den og beordrede dem at slippe drengen.
   Han faldt sammen på jorden, hostede og hev efter vejret. Først troede vi at væsken var harmløs, men pludselig begyndt han at vride sig i smerter.
   Ridderne samlede sig om drengen der lå på jorden. Jeg tvang dem væk og gik frem -

Det brænder. Som Flammer. Det var det drengen havde skreget mens han lå og vred sig på jorden.
   Det gik op for mig i min døsen af tåger at JEG var omgivet af flammer og jeg kunne ikke røre mig. Som jeg havde stået og stirret tavst ned på drengen i grotten, stod han nu tavst og stirrede ned på mig.

Smerten eksploderede i hele min krop og jeg kunne høre mit blod koge.
   Gid dette helvede snart måtte være forbi. Jeg, Valentin Den Store, leder og konge drog i Herrens år - åh, så mange århundreder siden. Mit sind kan ikke huske for jeg har glemt min eksistens og min sjæl.

Er jeg menneske eller er jeg... et monster som drengen der, som jeg for flere århundrede under tvang fik til at drikke af kalken?
   En løgn. Det var en løgn alt sammen. En illusion. Kalken var mere end det.

Den var i folkemunde Guds evige liv, men det viste sig at være Djævlens blod.
   Endnu en af Satans løgne.
   Var min sjæl forbandet til at ligge her i flammerne og brænde til en bunke aske for evigt?
   Jeg er... nej, jeg var endegyldig.
   Drengen trak sig ind i skyggen mens han så kroppen brænde tik aske. En følelse af destruktivt had voksede inde i ham.
   Den dreng han havde været for... århundrede år siden var ikke mere. Der var noget mørkt og
   grusomt som havde taget over, det følte han lige så tydeligt inde i.

Den kold aftenvind sled i hans tøj og han så asken feje hen over jorden og blive et med natten.

Han så op mod lejligheden. Han havde et arbejde han skulle havde gjort færdigt. Ubesværet nåede han op til altanen, og trådte ind i lejligheden.
   Kvinden lå stadigvæk på gulvet. Det havde været ham en smal sag at tvinge hende i knæ med sin telekinesiske kraft. Han kunne have brækket nakken på hende hvis han ville.

Eller havde taget hende i live.

Men før han havde nået at besinde sig i sin tortur var hun faldet livløs om på gulvet. Hans smilte vagt. Hendes blod havde smagt ham. Sødt og saltet på en gang.

Sødt som hendes kvindelighed og saltet som hendes tårer.
   Det havde smagt bedre da hun kom ud af sin lammelse og havde kæmpet imod. Hendes negle havde ikke skadet ham, tvært imod, men havde gjort ham vred.

Han slyngede sin kraft i mod hendes spinkle væsen af al sin styrke og hun faldt om med et smerteligt skrig.
   Hun måtte være død. Den mængde af energi havde han aldrig brugt mod et menneske før.

Det chokerede ham at han pludselig genkendte ham. I flere århundreder havde han forsøgt at glemme den ydmygende handling de havde udsat ham for. De mange eksperimenter og pinsler på grund af kalkens forbandelse.

Alle nætterne i lænker og udstillet som et dyr, der blev eksperimenteret med og skåret i for at se den healende effekt som fremtrådte få sekunder efter. Studerer de sorte vinger der prydede hans ryg. De påråbte det kalken, men det var ondskaben.


Han forsøgte at glemme og leve. Leve som et menneske, men de sorte vinger forfulgte ham og han blev hadet og hånet. Satans yngel, Djævelens straf over synderne var hvad folk sagde dengang.

Førhen spyttede folk på ham, jagtede ham og slog ham til han mistede bevidstheden. Han vågnede i den silende regn og så blodet løbe ned i afløbet. Selv ikke himmelen ville kendes ved ham og til sidst fandt han trøst i sindssygen.

Den var der, og var hans betroede følgesvend. Kun blodtørsten kunne han ikke hamle op med.

Han gik hen til skærmen. Han fingre gled hen over tastaturet. "Primitivt," tænkte han. Hvorfor denne nostalgi? Hvorfor ikke anvende telekinetiske tastaturer som han havde set anvendt i denne tidsalder, som menneskene kalde "Xondernes tidsalder"?

Xondernes tidsalder, hvor alt skal blomstre igen og alt skal være som det engang var.
   Han følte et jag af smerte. "Som det engang var". Dengang hvor han - nej, han ville ikke tænke på det! Han foragtede deres naivitet på det gode. Disse blinde tilhængere!

Tiden ville aldrig komme igen. Den gang de havde tvunget ham til at drikke af Kalken, der sørgede de for at den aldrig ville komme igen.
   De dræbte selve menneskets eksistens og verden blev underlagt mørke og blodsbegær. Solen skulle aldrig skinne mere.

Kun Mars røde stråler skulle bade jorden i blod.

Han aflæste lynhurtigt computeren og hans fingrede tastede med en rasende fart koder og kommandoer ind i computeren.
   Komprimer dokumenter, overfør data til dvale, DNA genkendelse og stemmekodning.

Computerens automatiske stemmepanel bekræftede hans handling.

-Godkend dvaletilstand. Stemmekodning aktiver-

Han holdte tast C nede og gav stemmekommandoen dvaletilstand.
   Hans fingre svævede for en stund over tastaturet. Hvor mange gange havde han ikke læst rapporterne? Siddet i netop dette værelse og observeret hende gøre den ene chokerende opdagelse efter den anden?

Hun havde uden hun selv havde været klar over det, hjulpet ham med at løse mysteriet om hans egen fortid. Alle løgnene og myterne. Måske var det sandt - måske var menneskene tid forbi.

"Dvaletilstand: aktiver" beordrede han og computeren summede, aktiverede og slettede en enorm mængde materiale og skrevne dokumenter. Arbejdede på højtryk med at slette og formatere harddisken.

Han vendte sig om mod den åbne altan og så ud i natten. Tanker og følelser som han troede han havde glemt rørte på sig. Han havde glemt at føle og at tilgive.

Der var mange, og med sin trænede hørelse kunne han opspore de andre. De vidste besked. De ville få advarselen tids nok til at angre.

Tavst hviskede han;
   "Jeg er Den yngste, Pagen der drak af kalken, og jeg er den yngste der bringer døden over slægten!"

Da forbandelsen var udtalt, satte han af og forsvandt ud i natten mens computeren fortsatte sin summende formatering.