Lyset trængte langsomt ind i cellen til ham og sneg sig ind under øjenlågene og tvang ham til at give livstegn fra sig. Hans krop værkede og han hørte kæderne skrabe hen over gulvet, når han rørte på sig.
   Han havde bedt endnu en bøn om døden ville hente ham endnu i nat, men himmelen havde atter vendt det døve øre til.
   Gulvet var farvet rødt af blodet fra de mænd som de havde bragt ham for at se ham drikke med en brutalitet når tørsten først havde fået taget overhånd.
   Sindssygen havde taget overhånd for længe siden og hans menneskelige adfærd havde ændret sig. Til sidst befandt han sig selv kravlende rundt på alle fire som en ulv, mens han snerrede af hvem der end kom hans celle nær.
   Det havde drevet hans fangevogtere bort i frygt og i flere dage var han ladt til sig selv. Sultende og i sjælelige smerter over sine ofres brutale død, og når han hørte deres tiggende bønner og skrig slå mod væggene drev det ham længere ind i sindssygen.
   De var for evigt forenet som et ekko i hans bevidsthed og han kunne ikke længere mane dem til tavshed.
   En sen nattetime havde de tvunget en pige ind i cellen til ham. Det var grufuldt. Han huskede stadigvæk hendes bankende hjerte under sin håndflade og hendes opspilede øjne.
   Han ønskede at fortælle hende at hun ikke behøvede at frygte ham, men sulten rasede i ham.
   Bagefter krøb han sammen og græd som det lille barn med hendes blod brusende i sine årer. Hun var 14 år. - kun et år yngre end ham selv...
   Og nu, flere århundreder efter, bliver han stadigvæk vækket af hendes skrig, og sværger at han kan mærke hendes bankende hjerte under sin håndflade.
   Han forsøgte at holde minderne på afstand og drev sig selv til det yderste i de sene nattetimer, til han sidst faldet om af udmattelse og først vågnede da mørket havde omsluttet ham og solens velsigende stråler var borte.
   Selv ikke himmelen ville ynke ham og unde ham glæden i form af lyset, nej den forvist ham til mørket som det ynkelige væsen han var.
   En hosten et sted i mørket. Han løftede ansigtet og så en skygge bevæge sig hen mod ham. Han pressede sig ind mod væggen og forsøgte at gøre sig usynlig, men det var et mislykket forsøg.
   Han hørte det hæse åndedræt da den sorte skygge stak sit ansigt ned til hans.
   "Har du nogen penge?" skyggen lugtede som et askebæger og han var ved at kaste op.
   "Hej, har du nogen penge? " fortsatte skyggen med at spørge, som en fjollet papegøje i bur med en lænke om benet, tiggende om en sukkerknald hos sin herre.
   Han rystede på hovedet, og tænkte ikke over at skyggen ikke kunne se i mørket som ham selv og ville åbne munden og bede ham om at lade ham være, men skyggen greb fat i kraven på ham og hev ham nu op og stå.
   "Hører du ikke hvad jeg siger knægt? Din skide narkoman! Har du nogen penge eller hvad!"
   Penge? Det havde han ikke tænkt over i århundreder. Kun blodet havde værdi for ham.
   Manden stak nu ansigtet helt tæt ind til hans og brølede: "Bliver det til noget eller hvad?!"
   En flamme tændtes inde i ham. Hvor vovede denne dødelige usling at lægge hånd på ham? Han skubbede manden fra sig med et enkelt slag og han fløj tilbage og landede på jorden med et bump et sted i mørket.
   Han hørte mandens nu tydeligvis forvirrede stemme "Hvad helvede -?!" Han kom ganske ubevidst til at grine ved hans udtryk.
   Helvede? Nej, det der var værre...
   Manden rejste sig fortumlet op bakkede baglæns væk fra ham. Skridt i mørket.
   "Hej kammerat, det var kun for sjovt. Tag det roligt makker, jeg fordufter bare igen. "Han blev ved med at gå baglæns ind til han vendte om på hælen og løb. Skridt som forstummede i flugt.
   Han kunne give ham en lærestreg. Fange ham inden han nåede ud på hovedgaden og sætte tænderne i hans hals og glædes ved at høre ham ralle. - og tænke på at han aldrig nogensinde ville komme til at ligge sine klamme hænder på ham igen eller at skulle mærke hans askebæger ånde i sit ansigt igen.
   Selvom blodet susede i hans ører og musklerne spændets og slappes for at vente på ordre til reaktion, så blev han siddende.
   "Han dør før eller senere. Der er ingen grund til at drikke hans forgiftede blod af mjød og vin"
   Han rystede på hovedet. Nej, ikke af mjød eller bitter vin, men af denne gyldne drink som de kalder "øl" så bitter og gæret end i forhold til den sødet honningdrink som han kendte til.
   Men alligevel blev han siddende. Hans krop ville ikke adlyde. Hans tanker var gået tilbage til hans ungdom, dengang han tjente under Ordenen;

Når de havde en ny by i sigte steg stemningen hos dem. Nu skulle der festet og sange skulle synges. Der skulle være tændte bål på pladsen med stegt kreatur og berusende vine. Alle var frie til dans og sang.
   Han huskede så tydeligt hvordan han sad der med et bæger i hånden, mæt af det berusede syn af kvindernes opsvulmede barme bag det indsnøret kjoleliv og det velsmagende råvildt.
   Han var kun en knøs og han kendte ikke til livets mange glæder. Der blev lagt en hånd på hans skulder. Det var Valentin. En kæmpe blå diamant ring prydede hans behandskede fingre.
   "Nyder du livet min dreng? se dig om; alle disse mennesker gør dette for os. Uden betaling, men kun for et par velsignelser så de kan lægge deres fortabte sjæle til ro i nat. Se hvad et skriftemål kan skænke dig!"
   Han lo og slog med håret.
   Hvis man ikke vidste det, skulle man tro at han havde stået model til alle helgernes ansigter som var malet i freskoerne omkring i kirkerne; hans gyldne hår stod som en glorie omkring ham. Hans lyse øjne, der til tider var blå og andre gang grå alt efter hvordan solens stråler faldt. Hans ansigt strålede af viden om et helt liv og indgød respekt blandt brødrene.
   Han var høj og rank, og han bar den nyeste mode når han kunne. Han var vild med at gå til skrædderen og købe kåber eller hoser af silke. Jeg kendte ham kun som retfærdig og mild. Han reddede mig fra et liv i fattigdom og elendighed. Jeg skyldte ham mit liv.
   Han fik opkastningsfornemmelser. Forbandet være den æresfølelse som mænd påråber sig!
   Det svimlede for ham og han måtte sætte sig med hovedet mellem knæene og trække vejret dybt ind, men billederne fortsatte med at strømme ind over ham;

Han sad på knæ og kastede op. Han kunne ikke tåle større mængder af den gærede vin. Valentin lagde med en latter en hånd på hans ryg.
   "Smager vinen dig for gæret broder? Det vender du dig til efterhånden. Et bæger ved morgentide og ved aftenstide så er du robust over for den effekt. Når du først bliver en rigtig mand, så skal du aldrig forlade bordet igen i dette erinde. Det har du mit ord på."
   I det øjeblik vidste jeg at jeg var lykkelig. Jeg havde en familie i mine brødre, en tro at leve for og en kærlig broder som troede på mig, som en kærlig fader burde.
   "Når du først har oplevet Guds vidundere så ved du at du lever!" sagde han med en mild latter i stemmen. Jeg forsøgte at få styr på kvalmen som kom i bølger.
   "Kom" sagde han og greb fat i min arm og hev mig op " lad mig gøre dig til en mand nu i nat. Lad mig vejlede dig som en kyndig broder!"
   Mine ben vaklede under mig og jeg fulgte troskyldig med som en dum hund følger det forgiftede kød.
   Her burde jeg have trukket armen til mig; for jeg kendte ikke til den ondskab som han besad. Jeg var forblindet af hans hengivenhed og hans fanatiske tro.
   Vi gik ind i kroen, hvor han slæbte mig igennem mængden af fulde mennesker. Nogle lå sanseløst beruset og væltede rund på gulvet, mens andre var faldet i søvn og folk gik tankeløst og trampede oven på hinanden.
   Slagsmål var også opstået men ingen så ud til at ville gide skænke dem en tanke og standse dem. I mit sløve sind begyndte det langsomt at gå op for mig at dette var et galehus og vi var durk styrtet i helvede alle sammen.
   Mit hoved smertede og larmen overdøvede mit bankende hjerte. Kvalmen steg atter i bølger.
   Valentin sparkede en dør ind og smed mig hen ad gulvet. Stengulvet føltes koldt mod mit gloende ansigt og med bankende hovedpine tvang jeg mit ansigt op, og så mig omkring og opdagede at vi var i kroens køkken.
   En ung pige stod presset op ad køkkenbordet mens hun knugede et bæger ind til sig. Valentin nikkede til manden som stod ved siden af hende med en kande i hånden. Han havde tydeligt vis lokket hende til at drikke med ham, og det ville dømme hende til piske slag for ikke at passe sine pligter og bedrive hor. Manden flåede bægeret ud af hånden på hende, smed det i kaminen og tvang pigen hen til et bord i hjørnet og pressede hende ned.
   Jeg forsøgte at rejse mig, men lokalet drejede rundt omkring mig. Jeg kom på benene og faldt frem og i refleks rakte jeg hænderne frem og tog fra.
   Jeg mærkede at mine hænder hamrede ned i bordpladen og jeg klyngede mig til den, forsøgte at holde mig oprejst. Noget varmt strejfede min hånd og jeg så sløvt op.
   Kvinden ansigt var presset ned mod bordet og hun stirrede direkte på mig. Jeg slap forskrækket bordpladen og faldt bagover så jeg satte mig på enden, og hørte Valentin sætte en latter op. Igennem larmen og krogæsternes sang, hujede og skrålen i lokalerne ved siden af, hørte jeg hans klingende latter.
   Valentin kom hen og hev mig op ved kraven " op og stå ridder" sagde han" det er nu du skal komme den skønne mø til hjælp. Som en rigtig ridder bør, husker du vel nok" Jeg stod og svajede mens Valentin hold mig oprejst med et fast tag i min krave.
   Jeg hørte hende bede for sit liv igennem larmen. "Ved den evige fader i himmelen red mig" messede hun angstfuld.
   Valentin lo. "Her er det ikke Gud som bestemmer. Her er det mig, mit kære barn" jeg forsøgte at fokusere på hans ansigt. Jeg rystede på hovedet og trak vejret dybt ind.
   Da jeg så op på hans ansigt igen var hans øjne var blevet mørke. Min mave trak sig sammen i frygt. Jeg burde have set det komme.
   "Herre frels mig!" bønfalde hun nu i angst.
   "Frygt ikke du fagre ungmø. Din frelser er kommet for at undsætte dig fra den frygtelige drage som har sat sine klør i dit blege legeme - er du klar til at modtage ham med åbne arme?"
   Han kastede mig hen mod bordet og pressede mig ned. Jeg mærkede hendes krop under mig og ville trække mig bort, men Valentin pressede mig ned.
   "Se, her er han! - er det sådanne du takker din frelsende ridder?" Valentin lød pludselig skuffet. "Skal du ikke skænke ham dit første kys som tak for hans heltedåd?"
   Valentin pressede mit hoved længere ned, så min kind pressede mod hendes bryst. Jeg kunne mærke det hæve og sænke sig. Jeg kunne høre hendes hjerte hamre som en fanget kanins i hendes bryst.
   "Jamen dog, ridderen vil ikke tage imod kysset fra sin ungmø! Sikke en skam. Må hans ydmyge tjener bede om denne kunst?
   Hans åndedræt havde ændret sig; det var blevet tungt og sløvt og jeg vidste at dette ikke kunne være vinens værk.
   Han hev mig op igen. Jeg kunne ikke tænke klart og mine læber ville ikke bevæge mig. Vinen havde berøvet mig mine tunge.
   Jeg ville sige nej og bede dem om at lade hende gå. Hun var kun en tjenestepige som opholdte sig i køkkenet og ikke havde påkaldt sig deres opmærksomhed.
   Jeg mærkede hendes negle kradse mig i ansigtet og Jeg drejede hovedet ud til siden for at undgå hendes negle. Hun lugtede af jord og sved. Hun forsøgte at skubbe mig væk, mens Valentin fortsatte med at presse mig ned.
   Ufrivilligt begyndte min krop at reagere på hendes modstand og jeg afskyede mig selv for det.
   Mit sind begyndte at danne billede af hende; frivillig og åben rakte hun ud, og åbnede sin favn for mig.
   Mit hjerte begyndt at slå hurtigt og min krop blev kraftesløs, som om hjernen havde slået fra og kørte på autopilot. Den vidste hvordan den skulle få sin sult stillet, og helt uden min indblanden.
   Bølger løb gennem min krop og mellemgulvet trak sig sammen i en forfærdelig, pinagtig, smerte.
   Jeg hørte mig selv klynke og min krop gennemrystes af utallige kramper som jeg var blevet forgiftet.
   Jeg gispede efter vejret og forsøgte igen at rejse mig op men min krop var svækket. Et tage i min kofte og jeg blev trukket væk, smidt hen over gulvet og slog panden mod den hårde sten mur.
   Jeg klaskede sammen på gulvet mens kramperne gennemrystede min krop. "Herre!" bønfaldt jeg " jeg dør, hjælp mig!"
   Jeg så Valentins silhuet igennem mit slørede syn og rakte ud efter ham, men jeg hørte kun hans fløjlsbløde latter skurre i mine ører.
   Jeg havde en forfærdelig hovedpine og jeg mærkede noget varmt løbe ned over min pande. "Herre! Giv mig din velsignelse, lad mig indtræde i Paradis ukendt af skærsilden!"
   En varm hånd greb om min nakke og løftede mit ansigt op og jeg mærkede et tungt åndedrag mod mit øre.
   "Ansgar" hviskede stemmen "Du har min velsignelse, men din gerning på denne jord er ikke forbi endnu. Sov, du guds lam, jeg vogter dig som Hyrden vogter sine får..."
   Han satte sig op med et sæt. En knugende smerte i brystet. Sveden har gennemblødt hans tøj og hjertet hamrer så ukontrolleret i brystet. Angsten klemmer luftrøret sammen, et angstfuld skrig sidder fast i halsen og kan ikke komme ud.
   En tåre rammer den sammenknugede håndflade. Det er blod på da han har bidt sig selv i læben under den urolige søvn. Da han igen hører det tunge åndedrag ved sit øre, presser han hænderne mod ørerne og brøler i angst: "GÅ VÆK FRA MIG!"
   Han gisper efter vejret da skriget stopper og forsøger at påminde sig selv om at det kun er illusioner, fortabte minder, som han forkastede for flere tusinde år siden, men alligevel vil de ikke slippe deres tag i ham.
   Anfaldene fortsætter indtil hans forrevne sind lader ham synke ind i et smertefuldt mørke og kroppen giver efter.
   Der ser han optoget tone frem af mørket, samlet i flok med tændte fakler og bærende på deres skuldre en hvid kiste, hvor et sort gotisk kors pryder kistens låg.
   Han hører mumlen og ser dem sætte kisten ned på noget som minder om et kæmpe bål, ser dem alle holde fakler mod bålet, og ser træet fænge og begynde at brænde.
   Han ved at det er hans lig som ligger i kisten.
   Men i stedet for at ligge der bleg og hvid og vente på at brænde op til aske og forsvinde med vinden, hjem til sine brødre og søstre, kradser hans negle desperat mod kistelåget og sætter dybe og blodige spor på indersiden, hvor hans skrig bliver overdøvet af flammernes knitren og den sørgmodige messesang.
   Han skriger og skriger men alligevel bliver han ikke hørt. Han er dømt til at være yderst bevidst om ilden som æder sig igennem hans kød og fortærer hans knogler, og det eneste han kan gøre er at ligge og afvente den smertefulde død...
   Hvor var dette minde fra? Det er som om at der er et kæmpe hul hans hukommelse, indtil han smager husker den bitre gift på tungen.
   De havde altså forsøgt at forgifte ham. Bagefter havde de ryddet deres hemmelighed af vejen ved at publicere det som et giftmord.
   Han måtte have været sluppet ud. På en eller anden måde.
   Han hørte mængdens skrig da han sprængte kistens låg og kravlede ud. Tørstende efter blod.
   I 3dage havde de lukket ham inde i kisten. Hamret låget til med nagler for at forhindre ham i at komme ud.
   Rasende og på kanten af sindssygen havde han ligget i kisten og lugtet blodet fra de dødelige som stod tæt ved og vogtede over hans kiste. Kun ventede på at han gav efter for sulten, hans skrig forstummede og han døde.
   Han lugtede endda Valentins duft. Den var overnaturlig som hans egen. Han læste i hans sind at det var ham som havde beordret denne skammelige proces. På ham, Ansgar, hans yngling.
   Ham som han havde opdraget ham som sin egen søn. Den søn som han lærte at elske, og hade livet.