Et snapshot.
Et flig af en tid.
Et øjeblik af livet bliver fanget i kameraets linse for evigt, så man en dag kan finde det nederst i en skuffe og mindes. Men det er ikke et portræt af et menneske eller et sted; det er et billede af et ellers for længst glemt øjeblik, hvor ingen har stillet sig op til ære for kameraet.
Et billede, der kan tages af alle.
Hvorfor er det så ikke netop disse, man sætter i ramme og hænger op på væggen? Hvorfor vælger vi et intetsigende portræt med udtryksløse øjne, frem for indfangningen af et smukt øjeblik i vores liv?
I mine bedsteforældres hus på Præstegårdsvænget er der heller ingen snapshots på væggene; over fjernsynet i dagligstuen hænger der fire fotografier, fire portrætbilleder. Et af min mor, min moster, mig og lille Andreas i den nævnte rækkefølge. Kun billedet af min kusine, Kathrine, er ikke nået at komme op.
Det billede kommer aldrig op på denne væg.
Jeg tager de fire fotografier ned og pakker dem ind i aviser. Så kommer de nederst i kassen.
Inde i spisestuen, den pæne stue til særlige anledninger, findes familiens billeder fra højtiderne. Mine oldeforældres bryllupsbilleder. Mormor og morfar. Børnenes og børnebørnenes dåbsbilleder. Betydningsfulde øjeblikke, men alle fra opstillede scenarier.
Herinde findes også de to gulnede fotografier af min mor og moster fra barndommens glade dage, de to døtre af huset. Ligheden dengang var slående.
Hvor er billedet af min morfar og jeg, der smører vores madpakker og henter cyklerne frem for at køre en tur rundt om Sunds Sø? Hvor er billedet af den lille pige med de tykke kinder, der husker morfars øl?
Hvor er billedet af den lille pige, der for første gang skal køre cykel uden støttehjul, mens morfar halser bagefter med raslende nøgler i de løse bukselommer? Hvorfor har ingen fanget det øjeblik og især mor og mormor, der står nede ved indkørslen og ler og hepper på mig?
Hvor er alle billederne af de stunder, som vi burde gøre alt for at huske? Hvordan kan vi byde os selv at skulle glemme alt dette?
Især et billede savner jeg. Lige nu findes det i mit sind, men en dag vil det blive glemt, og så vil jeg ikke blot kunne tage det frem og mindes. Så vil det være borte, som om det aldrig har eksisteret...
Vi står ved indgangen til Herning Sygehus, min morfar og jeg, og vinker til mormor, der låser sin cykel op og kører hjemad. Det er sen eftermiddag og luften er kølig, men vi bliver troligt stående, indtil hun forsvinder ud af vores synsfelt.
"Er hun ikke bare dejlig?" siger morfar og ser efter mormor med mange års kærlighed bag blikket.
"Jo," svarer jeg.
"Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende."
Jeg har intet svar til ham, men han forventer det vist heller ikke. Han er for optaget af egne tanker og minder...
Jeg tager billederne et ad gangen, dækker dem med beskyttende lag af aviser og lægger dem ned i kassen sammen med de andre. Kun bedsteforældrenes bryllupsbillede dvæler jeg ved for en tid.
De har ikke altid haft det let, mormor og morfar. Jeg kender historierne fra før min fødsel og har selv været en del af dem efter. Engang, har min mor fortalt mig, mente døtrene af huset, at det ville være bedst, hvis forældrene blev skilt. Der var for mange skænderier, for megen uro. Men de blev ikke skilt. Familien holdt sammen.
Da jeg var barn, kørte morfar taxa og senere turistbusser for et lokalt firma. Oftest gik rejserne til Tyskland, men han kom også til Polen, Schweiz og Frankrig. Sikkert også flere steder, end jeg kender til. Og nogle gange tog hele familien eller bare nogle af os med ham. Vi var i Polen, hvor jeg fik en stor, plysset bamse, der i siddende stilling gik mig til skuldrene. Og jeg var alene med til Frankrig, hvor vi på afstand så Bjarne Riis komme i mål med hænderne løftet i sejr. Alle danskerne fra vores bus kunne lugte den gule trøje, selv efter den blev taget fra os igen.
Engang gjorde jeg mig ikke mange tanker om, hvilken indflydelse dette liv havde på mine bedsteforældre. Ikke før morfar pludselig en dag forsvandt...Og måske forstod jeg det endda først rigtigt, da han nogle uger efter atter kom hjem, for der kunne jeg med egne øjne se, hvad stress havde gjort ved ham. Hvordan livet var ved at knuse ham...
Men det er længe siden.
Jeg begraver minderne under avispapir og fortsætter med at pakke mine bedsteforældres liv, på mange måder mit eget liv, ned i en lille kasse. Og undrer mig over, hvor lidt et liv i portrætbilleder egentlig fylder.
..Vi går ikke tilbage til stuen. I stedet sidder vi på hver sin umagelige stol ved et lille bord. Bag os er der en steril, hvid væg. Foran os er dørene til de to elevatorer.
For det meste siger vi ingenting, holder bare øje med sygeplejerskerne, der gør klar til at servere aftensmad på de enkelte stuer. Jeg følger dem med blikket, da to begynder at køre ned ad gangen med en tung vogn. En ældre mand går lige i deres hæle for at se, hvad aftenens menu står på; et af valgene er tarteletter.
Jeg tænker, at maden måske alligevel er bedre, end alle synes at mene efter endt indlæggelse på et sygehus.
Vi snakker lidt, mest for at få tiden til at gå. Og for at føle, at jeg har en grund til at blive. Men vi snakker om ingenting, og jeg har ikke lyst til at blive. Jeg har mere lyst til at tage hjem og lave andre ting, som umiddelbart ikke virker spor ligegyldige. Derfor begynder jeg at ævle om, at morfar hellere må gå tilbage til sin stue, inden madvognen kommer derned.
Jeg fisker efter en undskyldning.
Morfar ved det og hader det. Han har fået et mildt irriteret udtryk i ansigtet, fordi han bliver behandlet som en syg mand. Fordi jeg kan flygte fra hospitalet og han ikke kan. Den samme irritation, der har mærket ham, lige siden han mistede stemmen på grund af undersøgelserne, så der nu kun er en hæs kvækken tilbage at udtrykke sig med.
Han hader at være syg og uvirksom.
Han hader, at jeg sidder og fisker efter undskyldninger...
Mit dåbsbillede...Min mor med mig på skødet i den hæklede dåbskjole. Min moster sidder ved siden af. To unge piger med et barn. Yngre end jeg er nu...
Min mor blev gravid med mig, da hun var sytten år gammel. Jeg blev født efter hendes atten års fødselsdag, men jeg tror ikke, hun nogensinde seriøst overvejede en abort. Min far, der ikke var meget ældre, ville nok have foretrukket det sidste. Ud over nogle mulige gener, har jeg ingen arv fra ham.
I de første år boede vi hos mine bedsteforældre, mens min mor gjorde sin uddannelse færdig. Engang var der endda uenighed om, hvem der skulle opfostre mig, og i flere år hævdede mor, at mine bedsteforældre ville tage mig fra hende. På en måde satte dette en mur imellem os. Men mure kan rives ned, og måske gik det på et tidspunkt op for mor, at hendes forældre ikke var fjenderne. De ville kun os begge godt.
Men jeg tror aldrig, det gik op for mor, at hun var sin egen største fjende. Jeg tror ikke, hun endnu har erfaret dette...
Engang var der problemer med en af mors kærester, den berygtede Johnny. En drikfældig krøbling med benprotese og et svingende forbrug af antibus. Og et mindst lige så svingende temperament.
Årene hos ham var mit livs værste, og mor har undskyldt for dem mange gange. Men det hele endte, da politiet kom, og vi flygtede hjem til mormor og morfar.
Derefter blev alting for en stund meget bedre.
Når jeg kom hjem fra skole, ventede mormor på mig med hjemmebagt brød og et glas mælk. På kolde dage lavede hun rigtig, varm kakao helt fra bunden, og ofte gav hun mig et snapseglas med friskpresset appelsinsaft. Mens jeg sad og spiste, ville hun sætte sig ved siden af med en kop kaffe og en af bøgerne om De Fem, som hun læste højt for mig.
Dengang var morfar ofte ude og køre, men når han var hjemme, spiste vi alle fire sammen om aftenen og prøvede at overgå hinanden med roser om mormors madlavning. Eller vi forsøgte at overbevise hinanden om, hvem der var mest mæt og havde mindst plads til det sidste stykke kød – en kamp morfar ofte tabte.
Når vejret var til det, hjalp jeg mine bedsteforældre i haven i weekenderne. Jeg havde min helt egen række med jordbær, som jeg sikkert ville have druknet utallige gange, hvis mormor ikke havde sagt stop i tide. Og mens vi lugede bedene, slog morfar græsplæne eller klippede hæk, mens han sang små viser for at få mig til at le. Lille, fregnede Louise husker jeg stadig kun med hans stemme.
Hvor er det dog længe siden!
Nu synger han ikke for mig længere.
..Jeg sidder nede i køkkenet i mit nye hjem på Fyn, Kurts hjem. Kurt vil senere blive mors mand, men på dette tidspunkt har de kun været sammen i omtrent tre måneder. Det er dog ikke nyt for min mor hovedkulds at flytte sammen med en mand. Selv er jeg der kun på midlertidigt ophold efter en ret brat slutning på en arbejdsplads i Jylland. Det er december, mit nittende år, og min mave trækker sig sammen, da telefonen ringer. Telefonen ringer ofte i dette hus, uden at jeg reagerer på det, men denne gang føles det anderledes.
Denne gang er det anderledes.
Hvis vi vil sige farvel til morfar, bør vi køre til Herning straks. Mormor er hos ham nu, alle hans brødre og livslange bekendtskaber har været der. Der mangler kun afskeden med os..
Der er kun to rum tilbage, hvor der findes nogle få fotografier. Jeg tager soveværelset først. Det er lettest, både hvad gælder afstand og følelser.
Morfar gik til undersøgelser i et år og mistede endda stemmen på grund af dem, før jeg fik at vide, at han var syg.
Det var et knytnæveslag i ansigtet.
Morfar havde lungekræft, fremskreden og ondsindet som bare pokker og han skulle dø. Om han selv fik sat en dato på, ved jeg ikke, men alvoren gik op for mig, da han blev indlagt for tredje gang. Han kunne ikke længere selv komme op af sengen, havde endda brækket kravebenet i forsøget, fordi knoglerne var blevet skøre af sygdommen. Kræften åd ham op indefra, og vi kunne kun stå som tilskuere til massakren.
..Morfar er kommet på en enestue. Da vi kommer derop, føler jeg, at alle ser på os med medlidenhed og luften er kvælende. Jeg har altid forbundet et sygehus med frygt og smerte, og for hvert besøg bliver de følelser kun forstærket.
Jeg vil ikke se ham, og alligevel er jeg nødt til det.
Han ligger i sengen som en udtæret krøbling, ikke andet end skin, ben og tanker. Og jeg kan ikke kende ham, fra da jeg var i Jylland to uger tidligere. Det, der er tilbage af min morfar, er en levende død, som ikke kan holde fast på stangen over sit hoved, som ikke kan sætte sig op eller holde øjnene åbne længe nok til at fokusere på os.
Alle hvisker, sætter sig omkring sengen og venter sammen med den syge.
Jeg bliver kvalt, stranguleret af Døden.
Jeg må ud herfra! Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme bort fra den døendes sygeleje. Ingen skal prøve at bilde mig ind, at min morfar stadig lever, for der er intet tilbage af ham...
Det sidste rum er et værelse, som har haft mange funktioner. Det har tre gange været mit værelse. I de senere år har det været morfars kontor. Nu lugter her lidt af støv fra bøgerne i skabet, lidt indelukket og af Heat Lotion fra Forever Living Products, hvilket min morfar var storforhandler af.
Der er to fotografier og nogle indrammede avisklip på væggene. Jeg tager dem alle ned og lægger dem i kassen som de sidste.
Artiklerne er om morfar og hans praksis nede i Sunds Hovedgade. I den første omtales han som "heksedoktor", hvilket han altid afskyede. Men for det meste bliver han rost for sit arbejde som akupressør, som er en blanding af akupunktur og massage, helt uden brug af nåle. Gennem hans karriere kan jeg stolt nævne kunder som for eksempel flere dygtige håndbold- og ishockeyspillere, cykelstjernerne fra Herning og andre kendte og mindre kendte sportsfolk.
Men alt blev ikke pludselig rosenrødt, selv om morfar fandt sin rette hylde som alternativ behandler og sælger af naturprodukter. Han tjente en formue. Han spenderede mere.
Når alle disse fotografier er blevet pakket ned, er det min opgave at få styr på papirerne i dette rum, tuberne og flaskerne med aloe vera, reklamesedlerne og alt det andet rod. Og jeg har bange anelser om, hvad jeg vil finde, for der er en grund til, at mormor ikke ønsker at gennemgå disse papirer selv. Blandt dem findes der gældsbreve, rykkere og ubetalte regninger, som vi alle helst vil være foruden.
I mit hjerte er morfar et godt menneske, og i virkeligheden ønskede han også at være det, men facaderne viser ikke altid sandheden.
Nogle gange holder facaden et helt liv, andre gange slår den revner.
Selv når vi er borte, står nogle af vores gerninger tilbage som ridser i lakken. Både de gode og dårlige...
..Jeg finder et rum ved siden af sygehusets kiosk. Det er egentlig ikke et rigtigt rum, blot to skillevægge mellem mig og verden udenfor, men det er det bedste, jeg kan finde. I hvertfald uden at skulle forlade sygehuset helt.
Udenfor er der utallige små borde, hvor det er tilladt at ryge, og derfor er der samlet mange mennesker på dette sted. De sidder og snakker i munden på hinanden, punser løs på deres cigaretter og hælder den ene kop kaffe i sig efter den anden.
Herinde sidder jeg og vender vrangen ud på min sjæl, mens jeg forsøger at komme over det første chok. Jeg sidder der en time, måske to, indtil min moster og hendes samlever kommer forbi ude på gangen. Først da vågner jeg op og vender tilbage til livet...Først da min moster giver mig et knus og trøster mig, går det op for mig, hvor lidt tid jeg har tilbage sammen med morfar. For det er ham, der ligger deroppe. Det er ham, som endnu lever.
Det er min morfar, som snart skal dø.
Jeg er nødt til at tage ordentligt afsked...
En kasse. Så meget fylder et helt liv i billeder, i portrætter. Men hvor mange kasser kan man fylde, hvis man tager et snapshot af alle de øjeblikke, der er værd at bevare?
..Der er gået to dage. Vi har alle forsøgt at fortsætte vores hverdag, men i virkeligheden går vi kun og venter.
Vi skal ikke vente længe.
Telefonen ringer. Igen denne følelse af noget...endeligt. Af at noget er sket. Følelsen af at miste noget vigtigt, som man aldrig igen kan få tilbage.
Det er slut. Der er ikke flere smerter, ikke mere venten på det uundgåelige.
Morfar er sovet ind...
Det kræver kun et enkelt tryk på knappen at indfange et øjeblik af vores liv for evigt. Det tager kun brøkdelen af et sekund, og du vil have et billede; du vil aldrig behøve at være bange for at glemme.
Et øjeblik af livet bliver fanget i kameraets linse for evigt, så man en dag kan finde det nederst i en skuffe og mindes. Men det er ikke et portræt af et menneske eller et sted; det er et billede af et ellers for længst glemt øjeblik, hvor ingen har stillet sig op til ære for kameraet.
Et billede, der kan tages af alle.
Et flig af en tid.
Et snapshot.