Den lyse side
   Det trak op til storm, så folk havde travlt med at købe de sidste forsyninger. Den grå kappehætte skjulte Selenes ansigt. Hun vandrede igennem landets største by. Folk stirrede med frygt i blikket på hende. Det var ikke ligefrem alle og en hver, som turde bære kappe gennem byen.
   "Selene" sagde en stemme bag ved hende. Hun genkendte straks stemmen.
   "Celistatos, lige den person som jeg leder efter..." mumlede hun ironisk, uden at standse op.
   "Er du ikke i humør til at slås?" spurgte han med en provokerende tone. Selene stoppede op. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik, og vendte sig så om og så på ham.
   "Du forrådte os. Du forrådte mig." hun ville have sagt mere, men kunne ikke. En enkelt tåre trillede ned af hendes kind.
   "Du forrådte landet. Du forrådte din familie. Du forrådte dig selv." deres blik mødtes. Han havde ikke forandret sig meget i det år, hvor at de ikke havde mødtes. Hans brune hår, grå øjne, og bløde ansigtstræk så ud som altid. Hun ville ønske at hun kunne svare tilbage, at hun ikke havde forrådt nogen. Men hvad han sagde var mere end sandt.
   "Det gjorde du også. Men bagefter valgte du så både at forråde de andre vogtere, Permiyon og mig." hvæste hun.
   "Jeg prøvede bare at rette mine fejl. Du burde gøre det samme."
   "Rette dine fejl? Var vores venskab en fejl?"
   "Selene... I hvor mange år har vi kendt hinanden?"
   "Enogtyve år, som du åbenbart hellere end gerne vil glemme."
   "Jeg vil ikke glemme min fortid, men lære af mine fejl. Vores venskab var ikke en fejl, men at tage i mod Permiyons tilbud var! Vil du opgive hele dit liv, for at beskytte noget, som ingen værdi har for dig, mig eller alle disse mennesker på gaden?" først da han sagde det, blev hun mindet om at de stod midt på gaden og diskuterede. Folk skulede til dem, når at de gik forbi. Men det så ud som at de fleste havde deres egne problemer at kæmpe med.
   "Släckerne har betydning for os alle. Dig, mig, og alle andre mennesker."
   "Alle andre mennesker? Mener du ikke dæmoner? Selene altså, du bør se lyset, det hjælper intet at benægte sandheden: du spilder dit liv!"
   "Så er det jo godt at jeg har evigt liv. Hvis en dag at jeg kan lide verden nok til at forråde Permiyon, så kan jeg jo bare gøre det."
   "Det nytter ikke noget at du venter på at verden forandrer sig. Det nytter ikke noget at vente. Hvis verden skal forandre sig til noget bedre, bliver du, jeg og alle andre nødt til at hjælpe."
   "Celistatos den godtroende, nu forstår jeg endelig hvorfor at Arhcaif gav dig det øgenavn. Fordi at du ikke er klog nok til at vide, at det onde altid vinder. Uanset hvor og hvornår, vil det onde altid vinde. Uanset hvem der er modstanderen, vil det onde altid vinde."
   "Jeg er da stadig i live. Du har ikke engang accepteret min anmodning om en slåskamp!"
   "Nej, og det vil jeg ikke. For jeg ved at du har en släcker på dig, og jeg ved at du ved hvordan at man bruger dem. Så nej, jeg accepterer ikke anmodning." replicerede hun. Han rystede på hovedet.
   "Selene den vise, det var Arhcaif såkaldte øgenavn til dig. Men lige nu er du ikke særlig vis. Gør dig selv en tjeneste, og lad mig vise dig noget." modvilligt nikkede hun. Hun havde ikke lyst, men hun kunne ikke modstå chancen.

Efter at de havde trasket igennem byen i et par timer, stoppede Celistatos op foran et gammelt faldefærdigt hus.
   "Jeg håber ikke det her er spild af tid..." mumlede Selene, og løftede det ene øjenbryn, mens at hun stirrede mistroende på det gamle hus.
   "Du er udødelig. Hvad kan dog være spild af tid?" svarede han, med et lille smil. Der var ingen tvivl om at han havde savnet deres venskab.
   "God pointe" mumlede hun så lavt, at man knapt nok kunne høre det. Celistatos trådte tættere på døren, og bankede så seks gange på den. Efter tredive sekunder blev døren åbnet. En lille pige åbnede døren, og lod dem komme ind.
   "Så vi har vandret i to timer for at se på børn?" hviskede Selene irriteret, da hun så at rummet var fyldt med børn. Kun få af dem, skønnede hun til at være mere end fire eller fem år. Celistatos smilede let.
   "De er ikke bare børn, med forældreløse. Du og dine vogter venner har dræbt deres forældre." hviskede han tilbage.
   "Så du har taget mig med hertil, for at prøve at give mig dårlig samvittighed? Fin idé, men indtil videre virker den ikke ligefrem." svarede hun og så rundt i rummet. Ved døren ind til et andet rum stod der en mand, det så ud som om at han holdte øje med børnene.
   "Hvad er det her for et sted?" mumlede Selene spørgende.
   "Et børnehjem. Mennesker arbejder frivilligt her, for at hjælpe de her børn, til at få et godt liv." svarede han.
   "Jeg forstår stadig ikke pointen med det her besøg..." bekendtgjorde hun, og skævede utålmodigt rundt i rummet igen. Noget fangede hendes opmærksomhed. I det sydligste hjørne kunne hun skimte en godt skjult lem. Højest sandsynligt magisk forseglet og skjult. Det kunne være en fælde, men det mente hun nu ikke. Hun blev nødt til at finde ud af hvad der gemte sig under lemmen. Men med Celistatos i hælene ville det være ret så svært at gøre ubemærket.
   "Jeg skal finde et sted at sove i nat, så jeg håber ikke, at du har noget imod det men jeg mener at jeg har set nok seværdigheder for i dag," sagde Selene, og marcherede ud af huset. Celistatos fulgte efter hende.
   "Selene... Er der slet ikke en smule menneskelige følelser tilbage i dig?" spurgte han frustreret.
   "...Nej." svarede hun koldt, selvom at svaret egentligt burde være ja. Hun havde stadig følelser tilbage, men hun valgte at ignorere dem. Ligesom at enhver anden loyal dæmon tjener ville gøre. Celistatos stod efterladt og frustreret tilbage, og så Selene bevæge sig væk. Han havde i det mindste forsøgt.

Vemodigt gik Celistatos tilbage indenfor. Manden som før havde holdt øjne med børnene kom hen til ham.
   "Celi, hvorfor fanden bragte du hende med her hen?" spurgte manden, og skævede ud igennem en sprække i døren.
   "Du bekymrer dig for meget Gregorion..." mumlede Celistatos, og klappede ham på skulderen.
   "Er du sikkert på at hun ikke opdagede noget?"
   "Stensikker."

Vinden havde taget til, det samme havde mørket. Kun små striber af lys kunne stadig skimtes mellem skyerne. Tiden var ikke helt inde endnu, men næsten. Stemmerne inde i huset havde dæmpet sig, og da lyset var helt forsvundet på himlen, var stemmerne også forsvundet. Lydløst listede Selene hen til det nærmeste vindue. Hun kikkede ind igennem en sprække i skodderne. Intet lys var at se på stueetagen. I et kort øjeblik lukkede hun øjnene for at påkalde sig lysets kræft. Hun åbnede øjnene og stirrede på vinduets hængsler. Efter blot et par sekunder faldt skodderne ned. Hun greb dem, og lagde dem på stille jorden, og hoppede så ind ad vinduet. Lydløst landede hun på gulvet. Ingen lyde var at høre i hele rummet. Listende gik hun hen i mod lemmen. Lemmen var forsvundet igen. Personen der havde forseglet den, havde sikkert haft et svagt øjeblik, da hun var der.
   "Lux de chetan" hviskede Selene. Straks kom lemmen igen til syne. Hun lagde øret mod lemmen, ingen lyde kom derfra. Hun tog fat i håndtaget, og åbnede lemmen. Fakler var hængt op på gangens vægge. - Lys, lige hvad jeg kan bruge. - Tænkte hun, og hoppede ned i hullet. Hun landede på stengulvet uden at lave en eneste lyd. Gangen startede ved hullet, så til at starte med var det ikke svært at finde vej. Det var først da gangen delte sig i to, at hendes tålmodighed var opbrugt.
   "Det er det som der er problemet. Valgene. Ikke sandt?" spurgte Celistatos, som pludselig stod bag ved hende.
   "Jeg er vist ikke den eneste som har dæmon 'venner'. Så hvilken dæmon har du solgt din sjæl til?" mumlede Selene spørgende.
   "Ingen. En släcker er virkelig et fantastisk stykke værktøj." svarede han højlydt. Hun vendte sig om og studerede ham. Hans venstre hånd holdte fast om noget, hvad kunne hun ikke se.
   "Giv mig den anden släcker som befinder sig her på grunden, så kan vi kæmpe en ligestillet kamp."
   "Og hvad får vinderen så?"
   "Hvis du vinder, forråder jeg Permiyon, og leger frøken evig god. Hvis jeg vinder, får jeg begge släckere, dræber dig, og ikke mindst - afleverer släckerne tilbage til Permiyon."
   "Aftale."

Daggry nærmede sig. Snart ville solen give Selene meget mere styrke.
   "Du kan stadig nå at bakke ud af aftalen," påmindede Celistatos.
   "Og du kan stadig nå at løbe grædende hjem til din mor," svarede hun. Han nikkede.
   "Før at vi begynder er der en ting som du bør vide," mumlede han, og stirrede ud i luften. Tåge hang stadig over byen. Hun så på ham.
   "Jeg elskede dig." hviskede han.
   "Løgner." erklærede hun, og rejste sig op. Celistatos blev siddende op af muren. Selene lukkede øjnene. Solen var nu over horisonten.
   "Tiden er inde," sagde hun og åbnede øjnene. Celistatos stod foran hende. Han så ind i hendes grå øjne. Den ujævne grusvej som de stod på, ville klart give Celistatos en fordel, en slem en. - Men er han mon klog nok? - Tænkte Selene. Han fumlede med sin taske, og hev en guldfarvet sten op af den. Han kastede stenen over til Selene. Hun greb den. Stenen lyste op i ti sekunder, og forsvandt derefter.
   "Bered dig på at blive tævet af en pige." sagde Selene sikkert med et smil. Hun kunne umuligt tabe.
   "Du glemmer noget... ´Det gode vinder altid," svarede han og stirrede på hende. Hun sendte en ildkugle af sted mod ham, kampen var begyndt. Han tog et skridt til side for at undvige. Vinden blev stærkere, og flåede nærmest i Selenes lange hår.
   "Prøver du på at puste mig væk?" lo hun hånligt. - Hvis han vil have en kamp, så skal han da få det. - Tænkte hun. Hele gaden lyste op. Det var umuligt at se hvad der skete, med mindre at man var Selene. Hun lod en ildkugle flyve direkte mod Celistatos. Eftersom at han intet kunne se, blev han ramt lige i maven. Han faldt til jorden. Med selvsikre skridt gik hun over mod ham. Vinden blev stærkere og stærkere, men det betød intet når han ikke kunne se hende. Hun holdte hænderne over ham, og skulle lige til at lade en stråle af ild gennembore ham.
   "Du løj i går. Du har stadig følelser, ellers ville du ikke tøve." sagde han og teleporterede sig væk.
   "Nej. Jeg tøvede, fordi at jeg ikke ved, hvor at du har gjort af den släcker som du har på dig. Eftersom at du har gjort den usynlig mens at vi kæmper, har jeg ikke store chancer for at finde den hvis jeg dræber dig." svarede hun og lod det blændede lys forsvinde.
   "Godt tænkt," sagde han og åbnede øjnene langsomt. "Så du vil kæmpe retfærdigt?"
   "Nej, jeg gider bare ikke spilde kræfter på at blænde dig."
   "Så du vil ikke spilde dine evige kræfter på mig? Smigrende."
   "Evige?"
   "Og jeg som troede at du rent faktisk havde styr på det. Dine kræfter er evige så længe at du har släckerne. Det er umuligt at dræbe nogen som bærer en släcker. Derfor vil vores kamp vare for evigt. Selvfølgelig vil vi før eller siden have brug for en smule søvn, men du kan ikke dræbe mig, og jeg kan ikke dræbe dig, så længe at vi begge har en släcker."
   "Hvorfor gav du mig så den ene? Du kunne nemt vinde hvis du havde begge to."
   "Fordi de er onde. Og fordi at jeg stadig tror på at der er noget godt inde i dig. Jeg tror stadig på at du har et hjerte. Jeg tror faktisk stadig på at jeg betyder noget for dig."
   "Du tror forkert." konkluderede Selene og forsvandt.

Mørket omsluttede hende. Ved bordet foran hende, sad de andre vogtere.
   "Vi har et problem. Et stort et," mumlede hun.
   "Større problem end at du spilder min tid?" råbte Arhcaif spørgende og rejste sig op.
   "Med mindre at du allerede har fundet fire släckere, så er det ikke spild af tid." svarede hun. Arhcaif fnyste.
   "Hvad er det så problemet er?" spurgte Somied.
   "Vi kan umuligt få den sjette släcker..." svarede hun.
   "Forræderens?" tilspurgte han. Hun nikkede.
   "Kan det ikke være lige meget? Permiyon kan få dem vi finder, resten må han undvære..." konstaterede Arhcaif. De andre stirrede på ham.
   "Det lyder som om at du glæder dig til at blive flået levende." sagde Sonaeko hånligt. Somied rømmede sig.
   "Kan vi ikke prøve at lade være med at skændes, vi skal bruge en løsning. Men først, er der nogen af jer som har skaffet en släcker?" brummede han.
   "Jeg har tilbageskaffet lysets släcker, den som broderskabets medlemmer i Aradus besad." svarede Selene. De andre forblev stille i flere minutter.
   "Godt..." mumlede Somied. Arhcaif satte sig ned igen. Somied var nu den eneste som stod, eftersom at det ville være svært at finde stole som en kentaur kunne sidde i.
   "Men hvorfor er det at vi ikke kan få fat i forræderens släcker?" spurgte han eftertænksomt.
   "Fordi med den er han fuldstændig udødelig, rettere sagt: usårlig." svarede Selene.
   "Og hvorfor tror du så det?" spurgte Arhcaif. Han lænede sig tilbage i stolen, og lagde fødderne op på bordet.
   "Hvor mange personer, som ikke er dæmoner, kan få en ildkugle i maven, uden at få en eneste skramme? Hans tøj blev ikke engang brændt." svarede Selene irriteret over hans disrespekt.
   "Selene dog, du er jo blevet svag." lo Arhcaif.
   "Okay, så kan du få lov at kæmpe mod Celistatos. Så gennemsøger jeg Itzaland. Hvis altså du tør at kæmpe mod ham?"
   "God idé." svarede Arhcaif. Somied rystede på hovedet.
   "Det duer ikke. Selene vil ikke kunne få ret mange informationer i Itzaland, så længe at hun er et menneske." fastslog han.
   "Måske skulle vi alle sammen lede sammen? Det ville tage længere tid, men så ville der være større chance for succes." foreslog Elgea.
   "Det duer heller ikke." skyndte Sonaeko sig at sige. "Vi må fortsætte sådan her. Selene, prøv at få forræderens släcker igen. Arhcaif se så at let din røv, find den släcker som befinder sig i Itzaland. Somied, släckeren som befinder sig på din ø, er i Stategion. Elgea der er ikke nogen släcker i elver landene, så se at smut op til Narayan og find den anden släcker i menneskelandene." fortsatte han.
   "Hvorfra ved du hvor at alle de andre släckere er?" spurgte Selene forvirret.
   "Jeg spurgte bare en ven..." svarede han.
   "En dæmon mener du. Hvilken?" tilspurgte hun.
   "Hvorfor spørger du?" mumlede han spørgende.
   "Fordi at jeg gerne vil vide, hvilken dæmon som du har kontaktet. Vi er trods på samme side? Ikke sandt?"

Mørket var forsvundet. Selene var tilbage i virkeligheden. Hun satte sig op i sengen. - Gør jeg nogensinde det rigtige? Eller er jeg blot et naivt fæhoved som tjener en magtsyg dæmon? - spurgte hun sig selv. Hun vidste udmærket godt svaret. Et lyn lyste himmelen udenfor op. Hun måtte gøre noget.