Da vi var børn plejede vi at lege på slottet, Mikkel og jeg. I hvert fald indtil Mikkel troede at han så et spøgelse, siden da var han aldrig sig selv. Han var ikke længere ballademageren som alle de andre voksne end vores forældre hadede, han blev den stille dreng, som sjældent sagde noget. Da han fyldte atten valgte han at blive boende, jeg har altid troet at han ville flytte væk når han kunne. Vores forældre havde virkelig også gjort alt de kunne for at få ham til at flytte, de ville gerne have slottet for sig selv, men Mikkel mente at han hørte til der, hvilket jeg aldrig har været enig i. Det var lige som om at han så noget vi ikke så, og at han hørte noget vi ikke hørte. Siden han så spøgelset havde han været rædselsslagen for at være alene i mørket, men nu når at vores forældre er døde er han komplet alene der ude. Han havde været lidt af en enspænder siden det med spøgelset. Jeg er egentlig næsten hans modsætning; storbybeboeren. Jeg elsker bylivet, og alt der følger med, stressen, osen, menneskerne, nærheden og trafikken. Det er egentlig befriende at være omgivet af mennesker. Det er bare befriende at være væk fra slottet, væk fra landet. Jeg har slet ikke været på slottet siden jeg flyttede for syv år siden, end ikke da vores forældre døde. Og nu, af alle tidspunkter er jeg på vej hjem. Hjem, det har jeg ikke kaldt det siden jeg var otte år gammel. Mikkel sagde bare at det var vigtigt at jeg kom, så det må det vel være, eftersom at han nægtede at snakke om det i telefonen. Selvom jeg er den yngste, har jeg altid været den mest modne. Mikkel har altid haft problemer med alt; skole, alkohol, familie og ja, faktisk også livet. Vores forældre forventede at Mikkel skulle blive storby advokat, netop som jeg er blevet, det er lidt ligesom jeg har gjort alt som at de ønskede at han skulle. Men det var i den grad ikke for at behage dem at jeg valgte at være advokat, jeg vil bare hjælpe retfærdigheden på den rette vej. Nogle dage er det som et helvede, mine klienter lyver altid, som regel er de sexforbrydere eller mordere, som ingen skam i livet har. Men alligevel nyder jeg jobbet.
   "Flyet gør klar til landing" Lyder det i højtalerne. Ud af vinduet kan jeg skimte København, byen over dem alle. Desværre ligger slottet langt væk fra København, i hvert fald fire timers kørsel. Men af en eller anden grund har jeg bare ikke lyst til at tage hjem til slottet. Det er så afsidesliggende og ensomt, så stort og skummelt, så gammelt… Jeg ved ikke om jeg frygter det, eller om jeg bare ikke har lyst., men… Jeg rejser mig op fra sædet og går over mod døren. Robotagtigt går jeg frem da døren åbner, det hele foregår helt automatisk. Da jeg ser ham, kan jeg knapt nok kende ham. Han ligner en der har været taget til fange, eller noget lignende Robinson Crusoe. Han ligner en der for længst har rundet de halvtreds, selvom han knapt er tredive år gammel. I det at han siger "Velkommer hjem" har jeg lyst til at løbe skrigende bort. Men min samvittighed tvinger mig til at blive. Hvis jeg bare boede på slottet, ville han ikke være så ensom. Jeg er stadig lamslået da han nærmest trækker mig ud til bilen på parkeringspladsen. Skyldfølelsen er næsten ubærlig. Ingen af os har sagt et ord siden vi satte os ind i bilen. Og ingen af os har noget at sige. Vi misforstår hinanden, selvom vi er søskende virker han som en fremmed. Lige nu føles det som om at jeg har mere tilfælles med alle andre i hele verden. "Hvordan var rejsen?" siger Mikkel, og bryder endelig stilheden. Hans stemme er knastør, det lyder næsten som om den vil knække over, man kan tydeligt høre at han sjældent snakker. "Den var okay." Nærmest hvisker jeg. Det hele virker så fjernt. Alt det som jeg forlod hjemsøger mig i mine tanker, min bror og vores forældre. Det var din skyld, siger en stemme i mit hoved. Jeg genkender hurtigt stemmen, det er min mors. Du forlod os. Stemmen lyder grædefærdig. Jeg vil ikke høre den mere, så jeg overdøver stemmen med et spørgsmål.
   "Hvorfor var det at jeg skulle komme?" Mikkel stopper bilen. Han begraver øjnene i hænderne, og begynder stille at græde.
   "Jeg gjorde det." Jeg ser chokeret på ham.
   "Hvad gjorde du?" Mine tanker er et rod, værre end mit barndoms værelse. Hvad gjorde han? Jeg prøver at berolige mig selv, måske har han bare stjålet noget. Men jeg har svært ved at tro på at det ikke er alvorligt, jeg har aldrig set ham græde før. Det er skræmmende. Han kikker mig i øjnene, hans øjne er iskolde og følelses løse, der er intet tegn på at han har grædt.
   "Og jeg gør det igen." Hans stemme er nu fyldt med selvsikkerhed. Jeg begynder at ryste. Og stammer da jeg spørger om hvad at det er han gør igen. Han smiler lumsk.
   "Far og mor begik ikke selvmord." Jeg er igen lamslået, og kan ikke sige noget. Jeg føler mig utryg, og vender mig om for at åbne døren. Den er låst.
   "Jeg skal brække mig, kan jeg få lov at komme ud?" Fik jeg fremstammet, jeg ryster endnu mere. Han roder efter noget i tasken, men jeg vil bare ud af bilen. Han tager en kniv frem. "Mikkel? Hvad laver du?" Skriger jeg. Han tysser på mig. Han tager min arm, jeg kan mærke at han er langt stærkere end mig, men jeg prøver på at vride mig ud af hans greb. Han myrdede os! Råber en stemme i mit hoved. Denne gang er det ikke min mors, men derimod min fars.
   "Farvel min kære søster," hvisker Mikkel, og jeg ved hvad der vil ske. Han tager kniven tættere på min hals. Jeg ved det er forbi. Jeg mærker blodet rende ned af min hals, og jeg tænker: Ensomheden kan være en forbandelse.