Han løb igennem skoven. Han vidste ikke hvor lang tid, at han havde løbet, og heller ikke hvor langt. Meter blev til kilometer, en blev til to. Han stoppede på et kort øjeblik, bare for at få vejret. Men fortsatte så. Han løb fra livet, kærligheden og sorgen. Han flygtede fra sig selv og sin samvittighed. Hans eneste datter var død kort forinden. Det samme spørgsmål gentog sig i hans tanker. Var det hans skyld? Ja, det måtte det jo være. Han kørte bilen, selvom at han ikke burde. Var det for meget snaps der var synderen? Sandsynligvis. Han havde aldrig kørt galt før. Han fortrød, at han ikke havde ladet sin datter overtale ham, til at bestille en taxi. Nu var hun død, og det var hans skyld. Hvad ville hans kone sige? Hun havde været så beruset, at hun valgte at sove hos værten af påskefrokosten. Sikkert kun derfor var hun stadig i live. Smerten i hans arm tvang ham til at stoppe. Flængen blødte stadig, og han kunne smage blod i munden. Han var bange for sin samvittighed, og begyndte atter at løbe. Livet kunne ikke gå videre uden hans datter, hun havde været hans øjesten i toogtyve år. Konen ville aldrig tilgive ham. Smerten tillod ham at glemme det. Hans fødder tog kontrollen. Skoven endte. Hvad nu? Hvor skulle han gå hen? Hjem? Konen ville hade ham, resten af hans usle liv. Han plejede at være en typisk forretningsmand, der som så mange andre satte arbejdet foran familien. Overarbejde hver dag. Han plejede at glemme familie ferier og arrangementer. Han var verdens dårligste far. Han ville ikke længere kunne se sig selv i øjnene. Han havde dræbt sin datter.