Hendes blik afslørede det hele. Facaden var for længst brudt sammen. Hun orkede ikke længere at smile. Faktisk havde hun ingen grund til at smile. Ingen glæde i livet. Hvad er et liv uden glæden? Intet andet end et mareridt. Et evigt mareridt. Hendes hullede jeans og mudrede T-shirt var alt hun havde tilbage. Håbet var langt borte, fjernet fra hendes hukommelse. Fjernet fra hendes liv. Hvis man da kunne kalde det et liv. Men et liv bliver det vel kaldt, så længe at hun trækker vejret. At være død indeni tæller ikke. Hun lænede sig op af murstensmuren, og gled så langsomt ned på den snedækkede jord. Kulden var hun ligeglad med, den betød intet. Hun trak knæene ind til sig, og lagde armene om dem. Hendes kortærmede T-shirt beskyttede ikke fra ret meget kulde, men betød det noget? For første gang siden hun ankom til gyden så hun sig omkring. Hun kunne skimte en rotte i mørket nær hende. Sikkert ikke mere end et par meter væk. Hun tog den nærmeste rustne dåse, og kastede den efter rotten. Den løb straks ind i en væltet skraldespand. En sammenkrøllet avis som lå nær hende, havde på forsiden et kæmpe billede af en politiker, som hun ikke genkendte.
"Forbandede..." mumlede hun, men en smerte i halsen afholdt hende fra at ende sætningen. "Forbandede politikere", ville hun have sagt. De havde så mange gange lovet nattely til de hjemløse, aldrig holdt de løfterne. Hendes far plejede at være politiker, før at kræften krævede hans liv. Hjemløse var tydeligvis ikke de eneste der blev forsømt. Hun var jo trods alt ‘heldig’ nok til stadig at have livet i behold.
Vi tager et bad for derefter at tørre, drikker for at blive tørstige igen, og arbejder for at få penge, som vi alligevel mister igen. Så hvad er meningen? Vi lever for at dø. - Tænkte hun. Meningen med livet er at prøve at sejre, for derefter at finde ud af at det er umuligt.
Natten blev konstant koldere. Stjernerne stirrede hånligt ned på hende, men betød det noget? I morgen ville hun højest sandsynligt ligge død i sneen. I overmorgen ville hendes døde krop sandsynligvis blive fundet. Højest en uge senere ville hendes jordiske rester ligge i den frosne jord. Dagen efter ville hun være glemt. Betød hendes liv noget?