Jagten begynder
   Selenes grå kappe blafrede i vinden, idet at hun satte i løb over græsmarken. Dæmonens portal havde sendt hende til det sydlige Aradus, ikke så langt fra Jian floden. Et fint sted at starte eftersøgningen af släckerne. Eftersom at de fleste mennesker i den østlige del af landet, var villige til at tale for en forholdsvis lav pris. - Ærlige mennesker er egentlig en sjældenhed i denne verden, - tænkte Selene for sig selv. Om det var godt eller dårligt kunne hun ikke beslutte sig for. Hun stoppede op i et kort øjeblik. Noget bevægede sig bag en busk længere fremme. Egentlig vidste hun allerede hvad der gemte sig i busken, men hun var nødt til at være på den sikre side. Hun lod øjnene falde i, for at påkalde sig lysets kræft. Hun åbnede øjnene igen og så over på busken. Efter et par sekunder begyndte bladene at gløde. På kun ti sekunder var det eneste der var tilbage en smule gråligt aske. Kaninen var løbet væk. Hun lukkede igen øjnene for at frakalde sig kræfterne. Derefter løb hun videre. Hvis hun var hurtig nok, kunne hun nå en by inden den sidste dagssol havde passeret menneskelandene.

Samtidig, længere syd på, var Midorion stadig mærket af de foregående måneders kulde. Træerne manglede stadig blade og frugter. Landet virkede nærmest ugæstfrit. Elgea satte sig på knæ og lagde en hånd på den græsdækkede jord. Ingen i nærheden. Det var problemet med dæmonens portaler, de var upræcise. Det kunne teleportere en til nord, syd, øst eller vest - vel og mærke inde i destinations landet. I dette tilfælde var han landet i syd Midorion. Længere mod syd kunne han skimte goldt jord og bjerge; grænsen ind til Dubhland. Det ene af de to lande som tilhørte darkeverne. Elgea rejste sig op og lukkede øjnene. Grøn magi også kaldet græs magi var nyttigt til at finde vej, dog kun så længe der var planter i nærheden. I sine tanker ledte han efter det højeste træ i nærheden. Indenfor et par minutter havde han med sine tanker fundet træet. Træet lod ham vide at den nærmeste by blot var tredive kilometer væk. Elgea takkede træet og åbnede øjnene. Ved hjælp af grøn magi kunne han bede hvilken som helst plante, om at gøre præcis hvad han ønskede. Det kunne f.eks. være at lave frugter, vise vej, eller endda vælte. Planter var simpelthen slavebundet af grøn magi. Raskt traskede Elgea af sted. Magi kunne ikke hjælpe ham, men egentlig nød han også at være tilbage i naturen. Ørkenen er ikke et sted for elvere.

Længere sydøst på, i Itzaland, spejdede Arhcaif ud over landskabet fra en bjergtop af. Han nød synet af det stenede landskab. Det betød at ingen gad at rende rundt og lege feriegæster, ligesom en del gjorde i de andre lande. Kun darkevere kunne bryde sig om dette landskab. Arhcaif kunne skimte havet mod øst, så han ville blive nødt til at søge længere mod vest. Det havde han bestemt ikke noget imod, darkevere hader havet, i modsætningen til oseverne. Men selvom at racerne var så forskellige, så vil alt som bare er en smule menneskeligt, altid have mere og mere magt. Således startede den første krig. Og således ville den næste krig starte. Snart. I hvert fald hvis det stod til Arhcaif. Så snart han og de andre vogtere havde fundet alle släckerne, havde han en overraskelse. En overraskelse som de aldrig nogensinde ville kunne glemme. Ingen ville nogensinde kunne glemme den. Men først skulle han jo finde släckerne. Med dystre tanker, vandrede han ned af bjerget mod vest. - Min plan vil snart sejre, - tænkte han.

Med en grussti som vejleder, travede Somied af sted, meget længere mod nordøst end de andre, nemlig i landet Wyfron på øen Eponon. I horisonten kunne han allerede skimte en landsby. Den så ikke ret stor ud, men information var der vel altid at hente. Han stoppede op for at tage kappen af, eftersom at de ikke ansås for at være særlig høfligt at bære kappe. Rejsende som ham kunne slet ikke tillade sig at bære kappe, så ville han bare få en mindre hær på nakken. Endnu var der ingen grund til at gøre sig ekstra bemærket. Han lagde kappen ned i tasken som han havde med sig. Hans røde pels glitrede som flammer i den varme eftermiddags sol. Med et lille spring over en grøft, ankom han til byen. Travle kentaurer red rundt omkring i byen. Ved markedspladsen var der flere små boder. Der var boder med kentaur tøj, frugt og endda kentaur slaver. Han var vist kommet til det rigtige sted. Han skridtede hen imod slaveboden. En høj kentaur stod og kikkede ned i nogle papirer. Ved siden af ham var der en lille indhegning med jerngitter. Inde i indhegningen var der fem unge kentaurer, sikkert ikke mere end fem eller seks år gamle. De havde endnu ikke fået deres røde pels, hvilket som regel blev betragtet som et skridt mod de voksnes verden. Dog skulle en kentaur bestå adskillige prøver for at blive godkendt som en voksen kentaur.
   "Undskyld mig," brummede Somied. Slavehandleren så op, og sendte ham så et elevatorblik.
   "Hvad kan jeg gøre for dem Hr.?" spurgte slavehandleren så.
   "Hvad er prisen for en?" adspurgte Somied. Slavehandleren stirrede lidt på Somied, før at han bestemte sig for prisen.
   "Tyve sølvmønter" svarede han så.
   "Tyve sølvmønter?!" udbrød Somied "for den pris burde jeg jo få dem alle sammen!" slavehandleren sukkede.
   "Fem sølvmønter" slog han fast. Somied overvejede tilbuddet.
   "Du kan få ti sølvmønter, hvis du fortæller mig hvad du ved om broderskabet..." sagde han forsigtigt, han ville helst undgå at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Broderskabet var jo trods alt ret populære i denne del af landet. Langsomt rakte Somied hånden ned i tasken, frem tog han først en håndfuld sølvmønter frem, men lod så alle på nær ti falde ned i tasken igen. Slavehandleren så forbløffet til. Sjældent var det at rejsende havde så mange penge på sig. - Er han da slet ikke bange for at blive berøvet? - Tænkte han for sig selv.
   "Aftale" mumlede han så, og gjorde tegn til at Somied skulle følge efter ham. Uden tøven fulgte han efter ham. Han fulgte efter ham om bag et skur. Her kunne de tale i fred.
   "Rygterne siger at de holder til i bjergene, i den sydlige del af Atasicon. Men de skulle vist også have en base i de snedækkede bjerge, ikke så langt væk herfra." sagde slavehandleren sagte, som om at han var bange for at nogen uvedkommende skulle høre hvad han sagde.
   "Hvem er din informationskilde?" spurgte Somied, og rakte hånden ned i tasken efter flere sølvmønter. Næsten tryllebundet af mønterne stirrede slavehandleren afventende på Somieds hånd.
   "Aurelia Aureolus, hun er medlem af broderskabet. Hun bor i en landsby i nærheden af denne. Højest en halv dagsrejse mod nord herfra." mumlede han så lavt, at Somied måtte anstrenge sig for at høre hans ord.
   "Tak," sagde han, og sammen travede de tilbage til boden. Somied lagde tyve sølvmønter på bordet. "Bare giv mig den højeste af slaverne." sagde han så, og så over mod indhegningen. Slavehandleren hentede straks slaven til ham. Egentlig var det ikke fordi at han skulle bruge slaven til noget, men han ville gøre sig noget bemærket hvis at han ikke købte slaven, når nu at han havde snakket med slavehandleren i så lang tid.

Ved Raviras’ sydøst kyst stod Sonaeko klar til at springe ned i havet, hans hjem. Han så op mod solen en sidste gang, smed så kappen, og sprang så i vandet. Den dejlige følelse af vandet mod hans hud, gav ham et stik af glæde, men han ignorerede det. Det var lang tid siden at han havde følt rigtig glæde, eller for den sags skyld kærlighed. Kærlighed var en fornøjelse som der ikke var plads til i hans liv. Han svømmede lige frem, med hurtigere hastighed end hvad der var muligt for andre osevere. Snart skiftede undervandslandskabet. Den golde sandbund blev erstattet af en frodig bund med snesevis at forskellige planter. Han havde sikkert allerede svømmet et par hundrede kilometer på mindre end ti minutter. Han satte farten ned, det var ikke klogt for ham at tiltrække opmærksomhed. Faktisk var han allerede eftersøgt for drab i alle tre osever lande. Men det var lige meget nu, han havde en mission der skulle fuldføres. Uanset om missionen krævede hans liv, skulle den fuldføres. Uanset hvad, var chancen for at han blev tilfangetaget jo minimal. Der var massere af kriminelle på fri fod, hvorfor skulle de koncentrere sig om ham? Et lille smil kom til syne på hans læber, han elskede tanken om at være glemt. At være ingen. Intet. Han stoppede helt med at svømme, og sank så ned til bunden. En sti af sten var lavet. Den skulle gerne føre ind til en by. Fisk svømmede forbi ham, uden af vise det mindste tegn på skræk. De nærlevende fisk havde for længst vendt sig til osevere. De havde jo levet side og side et at par titusind år. Det så han gerne en ende på. Havet tilhørte kun osevere, ingen andre. Hvis det stod til ham, skulle fisk jages væk til ufrugtbare steder, og så skulle oseverne erobre resten af verdenshavet. Ingen vidste dog hvor stort at begrebet ’verdenshavet’ var, eftersom at det aldrig havde faldt nogen ind at de kunne få mere jord. Og med mere jord, førte der flere rigdomme. Hvis det stod til ham, skulle osevere også reagere alle landene på overfladen! En fisk stoppede op og stirrede på hans ondskabsfulde smil. Han blinkede hurtigt med øjnene, og fisken faldt på få sekunder død om.
   "Hvil i fred" mumlede han ironisk. Det ragede ikke ham hvor at fisken endte. Han var komplet ligeglad. Det varede ikke længere før at en by kom til syne, han havde sikkert ikke gået på havbunden mere end en times tid. Han genkendte straks byen da han ankom, Myrddia, hans barndomsby. Men så længe at han var ingen, havde han ikke nogen barndomsby. Han nægtede i hvert fald at vedkende sig følelsen kaldet savn. I hans hjerne var savn et synonym for svaghed. Alle følelser var et synonym for svaghed, og et antonym for sejr. Ligegyldigt marcherede han igennem den høje jernbyport. Byporten var ikke lavet for at holde folk ude, men for at holde vandet ude. En kæmpe luftboble strakte sig fra den ene side af muren til den anden. Sonaeko hostede en smule da hans lunger atter trak ren ilt ind, men det varede ikke længere end et par sekunder før at lungerne allerede havde vendt sig til det. Byen lignede egentlig ret meget byerne på overfladen. Travle osevere, små boder, huse og ja, endda lidt dyr hist og her. Men alligevel var der noget der gjorde byen unik. Stemningen og de høje huses arkitektur. De andre huse kunne lige så godt have ligget på Narayan. Men de høje huse havde massere tårne, ligesom et træs grene. Disse tårne var snurret rundt som sneglehuse, og så mødtes de oppe foroven, og dannede højhusenes øverste etage. Et smukt syn var det i hvert fald. Men stemningen var også unik. Der var kun få sure osevere. Lyden af havet kunne høres hele tiden, også selvom at de fleste osevere havde gang i samtaler. Alt dette var grunden til at de valgte at leve på havets bund, langt væk fra solen. Men lysende organismer var blevet fanget ind, og hang nu i en vandboble over byen, og fungerede som en lille sol. Ingen ville nogensinde kunne forstå Sonaeko, ej heller hans motiver. Ingen ville kunne forstå hvorfor at han dræbte kogens datter, og ingen ville kunne forstå hvorfor at han forlod havet. Ingen ville kunne forstå hvordan han kunne forråde sit eget land. Ingen andre end ham selv kunne forstå ham. Og det havde han det egentlig fint med. Han stoppede op et kort øjeblik, da han fik øje på nogle mennesker. De skilte sig ud i mængden med deres sandfarvede hud og brune hår. Han undrede sig et kort øjeblik over hvorfor at kongen havde ladet dem besøge byen, men fortsatte så. Alle osevere kunne let genkendes blandt mennesker. Deres blågrå hud, mørkeblå hår, og krystalklare blå øjne med stor pupil fik dem til at ligne vanskabninger, mente mange mennesker. Elvere var derimod fuldt ud accepteret blandt mennesker. Men de lignede jo også mennesker en del mere, bortset fra deres spidse ører og grønne øjne. Darkevere var derimod lige så lidt accepteret som osevere. Han fortsatte derudaf. Han skulle finde Surburus hurtigst muligt. Helst før at nogen andre genkendte ham. Men det var mere end fem år siden at han sidst havde været i byen, så chancen for at blive genkendt var vel ikke enormt stor. Alligevel synes han at velkendte ansigter dukkede op rundt omkring, ansigter som ikke længere havde nogen mening. Men heldigvis genkendte ingen af dem ham. Han fik øje på en gyde hvor at lyset ikke nåede ind. Vagtsomt så han sig omkring, ingen bemærkede ham, så han smuttede ind i gyden. Der kunne han næsten med sikkerhed finde nogen kriminelle osevere inde. Uden tøven fortsatte han til enden af gyden. Der var en dør ind til et lille hus. Han åbnede den og trådte indenfor. Rummet var fyldt med osevere som stirrede ondt på ham. Ved endevæggen stod der en osever med en disk foran sig. Målrettet gik Sonaeko hen til disken. Oseverne som sad ved borde rundt omkring i rummet, stirrede stadig stift på ham. Der var ingen tvivl om at de var såkaldte kriminelle. Men nok nærmere småkriminelle, eftersom at tanken om at forlade havet sikkert aldrig havde strejfet deres hoveder.
   "Ved du hvor at jeg kan finde Surburus?" spurgte Sonaeko. Det var meget nemmere at spørge ligeud, end at prøve at fiske lidt informationer frem, det havde han altid ment. Oseveren hævede begge øjenbryn og stirrede endnu mere på ham. En anden osever nærmede sig ham bagfra.
   "Hvem er du siden at du tillader dig at spørge?" spurgte oseveren bag ham. Sonaeko vendte sig om og begyndte at grine. Oseveren så sig forvirret omkring.
   "Hvad helvede er det som der er så morsomt?!" spurgte han vredt. Sonaeko stoppede med at grine, og så ham så i øjnene.
   "Dig" svarede Sonaeko. Oseveren begyndte at hoste, og blev så endnu mere blågrå i hovedet. Efter et minuts tid faldt han død om på gulvet. Resten af oseverne i rummet stirrede tavst på liget. Langsomt vendte Sonaeko sig om igen.
   "Tilbage til mit spørgsmål: ved du hvor at Surburus er?" Oseveren bag disken sank en klump i halsen. Han rystede ligefrem af skræk. Sonaeko vendte sig om mod forsamlingen.
   "Jeg prøver igen: er der nogen af jer fæhoveder der har en idé om hvor at jeg kan finde Surburus?"