Sand(e) problemer
   Ingen turde give Sonaeko et svar.
   "Svaret antager jeg er ja. Så jeg stiller jer et enkelt spørgsmål. Hvis I svarer rigtigt, så forlader jeg denne lille forsamling, hvis ikke, kræver jeg et svar. Aftale?" spurgte Sonaeko mens at han fægtede livligt med hænderne. En ung osever rejste sig op.
   "Aftale" sagde han. De andre stirrede på den unge osever. Et lille smil dukkede op på Sonaekos læber.
   "Godt nok. Du er jo modig knægt. Her kommer spørgsmålet så: hvor hurtigt tror I at jeg kan dræbe den gut bag disken, uden at røre ham? Nogen der har et bud?" spurgte han og så rundt. Frygten var tydelig. Kun en osever var modig nok til at rejse sig, ikke engang den unge osever turde stille sig op.
   "Ti sekunder" sagde han uden tøven. Et smil undslap Sonaekos læber. Oseveren gik hen i mod ham.
   "Surburus, godt at se dig igen." sagde Sonaeko og lagde en hånd på oseverens skulder.
   "Har Permiyon sendt dig?" spurgte han mistænksomt. Sonaeko rystede på hovedet.
   "Ikke direkte. Men jeg er på en mission for ham." mumlede han.
   "Hvad går missionen ud på?" spurgte Surburus mistroisk. Sonaeko kikkede rundt.
   "Kan vi ikke tale et lidt mere privat sted?" spurgte han så, og nikkede hen i mod mængden, som sad ved borene. Surburus lavede en lille grimmasse, men nikkede så forstående.
   "Følg med" sagde han og fulgte Sonaeko hen mod en lem i gulvet. Han mumlede nogle ord, og straks åbnede lemmen sig. Først hoppede han ned i hullet. Efter et par sekunders tøven hoppede Sonaeko efter ham. Han landede med et bump på hård lerjord. Lemmen var som forsvundet, det samme var lyset. Alt lyset. Han kunne høre Surburus mumle nogle ord. En lille flamme kom til syne i hans hånd. Han gjorde tegn til at Sonaeko skulle følge efter ham. Sonaeko fulgte efter ham uden tøven, han vidste at han var den stærkeste af de to, så han havde intet at frygte. Men mindre at der ikke var mere vand til stede. Pludselig gik noget op for ham.
   "Smart. Det var ikke bare en lem men en portal. Du er blevet klogere siden sidst." mumlede Sonaeko. Deres sidste møde for fem år siden, var endt i en diskussion. Diskussionen endte i en slåskamp. Og slåskampen endte med at Surburus døde. Så nu havde han kun nioghalvfems såkaldte 'udødelige' liv tilbage.
   "Og du er kun blevet dummere eller hva'?" spurgte han hånligt.
   "Dog ikke, der er jo trods alt stadig vand indeni dig... Med mindre at du skifter til fuld dæmon form. Men jeg kom jo egentlig ikke for at slås." sagde Sonaeko eftertænksomt. "Men jeg er altid frisk på en lille kamp, det ved du jo." fortsatte Sonaeko. Surburus grinte.
   "Du er vist blevet klogere. Eller i hvert fald bedre til at vælge dine ord," mumlede han.
   "Er det et kompliment? Sidst var jeg jo bare en svag teenager," fnyste Sonaeko.
   "Definitionen af svag er vist ikke at dræbe en dæmon," mumlede Surburus bittert. Han havde tydeligvis ikke tilgivet Sonaeko.
   "Er du stadig muggen over det? Du sidder vist fast i fortiden." grinte Sonaeko hånligt.
   "Men i det mindste er det ikke mig, som stadig arbejder for den samme dæmon," svarede Surburus tilbage. "Men lad os komme til sagen, hvad er det du er her for?" spurgte han idet at han stoppede op. Igen mumlede han nogle ord, og lod så flammen lande på lerjorden. Flammen voksede lidt, men brændte derefter ganske normalt. Dog uden at gå ud. Surburus lænede sig op af tunnelens væg.
   "Hvad helvede laver du egentlig i Myrddia? Eller, hvad laver du under havets overflade?" Sonaeko overvejede et kort øjeblik hvor meget han burde fortælle.
   "Släckerne er væk, så jeg er i gang med at lede efter dem. Så simpelt er det," svarede han så. Surburus brød ud i latter.
   "Stakkels Permiyon! Han har godt nok fundet de værste fæhoveder til at beskytte släckerne." lo han. Sonaeko ignorerede Surburus hånen.
   "Vi har en mistanke om at broderskabet har fået fat i släckerne. Så jeg gennemsøger havet, de andre finkæmmer overfladen. Men ak ja, havet, som du sikkert ved, er et enormt stort område. Derfor har jeg desværre brug for din hjælp, hvis jeg har planer om at finde släckerne indenfor de næste syvogfirs år."
   "Sonaeko, du er udødelig. Hvad betyder syvogfirs år fra eller til?" lo han hånligt. Han elskede tanken om at Sonaeko havde brug for hans hjælp.
   "Det betyder meget når man arbejder for en arrig dæmon."
   "Det kan du jo så have ret i. Og desværre for dig indeholder hans krop jo intet vand. Og drukne ham midt i ørkenen bliver særdeles svært. Især når nu at det ikke har regnet der i de sidste to hundrede år. Jeg er glad for at jeg ikke er i dine sko."
   "Surburus, skal vi ikke bare ligge fortiden bag os og starte på en frisk?" spurgte Sonaeko lumsk.
   "Tja, jeg kan jo ikke benægte at jeg gerne vil have fingre i en släcker eller to. Dræb Permiyon, så skal jeg nok hjælpe dig."
   "Du sagde selv, at det er så godt som umuligt for mig at dræbe ham, så længe at han befinder sig midt i ørkenen."
   "Så lok ham ud til havet... Eller endnu bedre: få alle de andre vogtere til at hjælpe dig! Vær lidt opfindsom knægt!"
   "De andre vogtere har deres egne dagsordner. Så snart vi finder släckerne forråder vi vel alle sammen hinanden, og så bryder helvede løs. Osevere mod darkevere, mennesker og elvere mod kentaurer. Og så vinderne mod vinderne. Broderskabet vil blive opløst i krigen, og så har jeg ikke mere at bekymre mig om. Udover dæmonen som sikkert ikke bliver glad for mit forræderi... Derfor mener jeg at det er bedst at fremskaffe släckerne, og levere dem tilbage. Så er det kun broderskabet som der skal dræbes. Ikke fire andre vogtere og en arrig dæmon."
   "Du kan da godt klare den ene af vogterne... Lad dæmonen om resten!" lo han. Det var tydeligt at han ikke tog Sonaeko seriøst.
   "Okay... Giv mig et sikkert sted at sove for i nat. Så overvejer jeg dit tilbud." mumlede Sonaeko. Surburus smilte.
   "Du er jo blevet meget klogere end sidst, knægt."

Den næste morgen vågnede Sonaeko ved at høre en dør blive åbnet. Straks satte han sig op og så varsomt hen mod værelsets dør. Gårsdagens begivenheder skyllede indover ham ligesom en flodbølge. Rejsen, samtalen med dæmonen og planen. Han hev tæppet af sig og trådte ud af sengen. Hans tøj lå smidt på gulvet, præcis der hvor han havde smidt det, lige foran døren. Ingen havde været inde på værelset, det var blot indbildning. Han tog tøjet på, og måtte rent faktisk tilstå at han savnede solen. Det var nu rart at vide hvad tid på dagen det var, morgen, middag eller nat, under havet mistede man simpelthen tidsfornemmelsen.
   "Godmorgen knægt" sagde Surburus, da han dukkede op ud af den blå luft.
   "Lærer du aldrig at banke på døren?" mumlede Sonaeko en smule bittert.
   "Du var jo vågen, så der var ingen grund til at banke på." svarede Surburus.
   "Heller ikke bare for privatlivets fred?" fnyste Sonaeko.
   "Okay, okay, næste gang banker jeg på. Tilfreds knægt? Men det er ikke det som der er min årsag til at være her... Har du overvejet tilbuddet?" spurgte Surburus.
   "Ja. Svaret til tilbuddet er ja. Og jeg har den perfekte plan, til hvordan vi slipper af med vogterne og Permiyon. Og selvfølgelig hvordan at du kommer i besiddelse af släckerne"
   "Alle sammen?" spurgte Surburus grådigt.
   "Alle sammen på nær en. O.k.?" Surburus så eftertænksom ud i et kort øjeblik.
   "Okay, fint nok, så fortæl mig om din perfekte plan." sagde han så.
   "Hver ting til sin tid." erklærede Sonaeko.
   "Lad mig gætte, du har ingen plan?" fnyste Surburus hånligt.
   "Hvad er der blevet af tålmodigheden? Jeg HAR en plan."
   "Tør du skrive under på det?"
   "En dæmon kontrakt? Ja."
   "Okay, jeg er straks tilbage med en kontrakt." erklærede han i det at han forsvandt. Sonaeko satte sig på sengen. Det hele gik lige efter hans plan. Hans perfekte plan.

Efter cirka en halv time vendte Surburus tilbage med kontrakten. Det var tydeligt at han lige havde skiftet om til osever from, eftersom at hans blågrå hudfarve var mere brunlig grå, end blå som den burde være.
   "Fem år virker ikke som så lang tid når man er udødelig. Men en halv time virker som ti år, når du er så langsom. Jeg kunne jo have svømmet ind til fastlandet og tilbage her til mindst ti gange!" udbrød Sonaeko hånligt.
   "Overdrivelse fremmer ikke forståelse i dette tilfælde knægt. Bare fordi at I fra Dai'umr-slægten er nogle hurtigere sataner, betyder det ikke at jeg er langsom." mumlede Surburus irriteret.
   "Slægten har da intet at gøre med min hurtighed." korrigerede Sonaeko. "Men, som du så ofte siger: 'lad os komme til sagen'."
   "Okay, okay knægt." sagde Surburus og tog en pergamentrulle frem. Forsigtigt åbnede han den.
   "Som du kan se knægt, er dette en dæmon kontrakt..." begyndte han, men blev så afbrudt.
   "Ja, ja, jeg kender ritualet, lad os bare få det overstået." afbrød Sonaeko. Surburus løftede øjenbrynene.
   "Som du ønsker..." mumlede han og rakte Sonaeko kontrakten. Kontrakten bestod af en pergamentrulle med dæmonskrifttegn skrevet med blod, og så nederst en stiplet linie, hvorpå at Sonaeko skulle skrive sit navn. Vel og mærke, ikke med blod.
   "Har du en pen?" spurgte Sonaeko og så op fra kontrakten. Surburus rakte ham en fjerpen, og straks skrev Sonaeko under.
   "Okay knægt, gentag efter mig: jeg sværger ved denne pagt, at mine indbyrdes aftaler med Surburus vil blive holdt. Jeg vil ikke forråde ham, eftersom at jeg er indforstået i at min sjæl ender i helvede, hvis at jeg vælger at forråde ham." sagde Surburus.
   "Jeg sværger ved denne pagt, at mine indbyrdes aftaler med Surburus vil blive holdt. Jeg vil ikke forråde ham, eftersom at jeg er indforstået i at min sjæl ender i helvede, hvis at jeg vælger at forråde ham." sagde Sonaeko. Kontrakten glødede op i et par sekunder, men forsvandt så.
   "Godt nok. Jeg tror på dig. Hvad er det første skridt i din plan?" mumlede Surburus spørgende.
   "At få fat i släckerne." bekendtgjorde Sonaeko.
   "Det kunne jeg jo så næsten gætte. Men hvorfor er det lige, at du tror at jeg kan hjælpe dig med det?"
   "Du har bedre forbindelser end mig. Og jeg ved tilfældigvis at en af dine 'venner' er synsk, og derfor bør kunne finde frem til släckerne."
   "Lige præcis hvilken af mine dæmon 'venner' er det du taler om?"
   "Syamalo Dai'umr"
   "Savner du virkelig din farbror så meget?" lo Surburus. "Men hvorfor kontakter du ham ikke bare selv?"
   "Det er lidt indviklet..."
   "Lad mig gætte, du prøvede på at dræbe ham."
   "På en måde, ja."
   "Sonaeko, for helvede da. Er der nogen dæmoner tilbage som du ikke har planer om at dræbe?"
   "Ja... Men som sagt, du har et mere venskabeligt forhold til Syamalo end jeg. Så du besøger ham, og spørger ham ad. Så nemt er det!"
   "Han er synsk for fanden da knægt! Han ved at det er dig som vil vide det. Så hvorfor tror du, at han ikke bare dræber mig, så snart at han ser mig?"
   "Fordi der også er noget i det her for ham. Den sjette släcker. Men se det på den lyse side, hvis han dræber dig, så har du da hele otteoghalvfems udødelige liv tilbage."
   "Meget morsomt knægt. Men hvis du giver alle släckerne væk, hvad får du så ud af det?"
   "Nydelsen af at dræbe et par dæmoner, fire vogtere, broderskabet og forræderen."
   "Så længe jeg ikke er en af de dæmoner du vil dræbe, så går planen vel an."
   "Godt nok, så tager jeg mig lige en lille lur mens at du besøger Syamalo."
   "Det er vist ikke helt fair, men der er vist ikke noget som jeg kan sætte dig til at lave for mig."
   "Enig. Så lad mig bare tage en lille lur. Husk venligst at banke på døren når du kommer tilbage." mumlede Sonaeko spydigt. Hans perfekte plan kørte perfekt derudaf.

Den rødglødende jord under Surburus' fødder, tvang ham til at skifte til fuld dæmon form. Alt andet ville jo næsten være selvmord. Hans hud glødede op, og den blågrå farve blev erstattet med sort og mørkerød. Hans tøj smeltede, og frem fra hans ryg voksede der et sæt sorte vinger. I starten havde det været så smertefuldt, at han knapt nok kunne holde sig vågen, men nu var han efterhånden vendt til det.
   "Surburus" brummede en stemme bag ham. Han vendte sig om.
   "Syamalo, i egen høje skikkelse. Jeg er næsten imponeret." mumlede han spydigt.
   "Jeg ved du ikke er kommet for at fornærme mig, så fortæl mig hvorfor at du er kommet."
   "Du ved det jo allerede. Hvorfor spørger du?"
   "Fordi at jeg vil høre dig sige det. Jeg ved se dig ligge på knæ og bede mig om det."
   "Det kan du bare ikke mene seriøst." udbrød Surburus. Syamalo lo ondt.
   "Jeg har så ofte sagt, at min nevø er en skamplet for slægten, men jeg må tilstå noget. Han er sku blevet klogere. Han sender dig ned for at bede om informationer, mens at han ligger om slapper af. Imponerende smart gjort. Han ligger og nyder det kommende øjeblik, hvor at du ligger på knæ og beder om informationerne. For at få magt, må man bede om det." Surburus bed sig i læben, og sank langsomt ned på knæ. Den brandvarme jord kunne han ikke mærke, takket være hård hud på knæene.
   "Syamalo jeg beder dig. Vil du ikke være venligt at fortælle mig hvor at släckerne er?" mumlede han meget lavt. Men dæmonens hørelse fejlede intet, så han kunne sagtens høre Surburus' beden. Han lo fornøjet.
   "Släckerne er blevet spredt udover hele verden. Forræderen har den ene. Medlemmer fra broderskabet har resten. Kun en befinder sig i havet. I Doxoria befinder Kraphos Azza'lux sig, han skjuler den ene. Resten af släckerne er det op til de andre vogtere at finde. "
   "Tak" mumlede Surburus irriteret.
   "Er du ikke tilfreds? Nogle gange er det sjovere ikke at kende hele historien. At kende enden og starten, så kan du selv putte noget ind i mellem det hele. Det er faktisk ret så interessant kun at kende enden. Især når det er Sonaeko som spiller spillet. Ønsk ham held og lykke, og fortæl ham at han er tilgivet." med de ord forsvandt Syamalo ind i mørket. Surburus sukkede dybt. Ydmyget og fornærmet skiftede han form, og skabte en portal til at føre ham tilbage. - Hvorfor skal jeg også altid rode mig ud i problemer med dæmoner som Permiyon og Syamalo? - Tænkte han for sig selv. Det kunne gå hen og blive en interessant kamp. Men med Permiyon som modstander, og Syamalo og en vogter som allieret, havde han stadig ikke en ret stor chance.

"Endelig! Du bliver jo langsommere hvert eneste sekund! Men hvad sagde min gode farbroder?" spurgte Sonaeko hånligt.
   "Kraphos Azza'lux , som befinder sig i Doxoria, har den ene släcker. Forræderen har en. Og resten er spredt rundt omkring, men de andre vogtere skal nok tage sig af dem på overfladen." mumlede Surburus, som stadig ikke var kommet sig over fornærmelsen. Sonaeko så afventende på ham.
   "Og ikke mere! Udover at han havde taget fejl af dig, og jeg skulle ønske dig held og lykke." halvråbte Surburus.
   "Der er vist en der har fået det forkerte ben først ud af sengen hva'? Eller måske det forkerte ben først op fra knælestillingen." provokerede Sonaeko.
   "Knægt, stop det der pis. Jeg skal trods alt holde dig ud indtil at vi har alle släckerne." mumlede Surburus sammenbidt.
   "Okay. Lad os komme i gang med at finde dem!" sagde Sonaeko energisk og satte sig op.
   "Knægt" mumlede Surburus og sukkede dybt. "Bare fordi at du har slappet af halvdelen af dagen, betyder det ikke at jeg er lige så frisk som dig. Og for fanden da! Kender du ikke følelsen sult?"
   "Sult? Den følelse har jeg vist glemt. Men tag du dig bare noget mad, gamle." irriteret mumlede Surburus nogle ord, og forsvandt så. Sonaeko rejste sig op, og gik hen til et mørkt stykke stof som skjulte vinduet. Han hev stoffet væk og stirrede på oseverne langt længere nede. - Magtløse, hjælpeløse, naive og uvidende. Sådan er de alle sammen, - tænkte han. Engang havde han været lige så naiv, uvidende, hjælpeløs og magtløs som dem. - Uvidende om dæmoner, magi og frihed. De er jo alle sammen som fisk i en sø. De har deres egen lille verden, men tænker ikke på mulighederne, - tænkte han for sig selv.

Flere timer senere sad Sonaeko, Surburus og flere andre som var kappeklædte, rundt om et stort bord.
   "Er du sikker på at vi kan stole på knægten?" sagde en kappeklædt skikkelse, og nikkede hen i mod Sonaeko.
   "Stole på ham? Du må da være skør! Han er forræder, snigmorder, uærlig og arbejder for Permiyon. Men han har indgået en dæmon kontrakt. Så ja." mumlede Surburus. Alle de kappeklædte stirrede på Sonaeko.
   "Men, det er ikke derfor at jeg har sammenkaldt jer. Vi skal tage kampen op i mod Permiyon." fastslog Surburus. En kappeklædt skikkelse begyndte at le.
   "Siger du at vi skal kæmpe i mod en udødelig sanddæmon, i ørkenen!? Du har fandeme mistet forstanden!" halv-råbte kappeskikkelsen.
   "Og med släckerne er han jo endnu mere udødelig!" tilføjede en anden kappeskikkelse.
   "Han har ikke længere släckerne..." mumlede Surburus.
   "Hvad? Hvordan? Hvem har dem så?" sagde en af de kappeklædte.
   "Broderskabet. Men det er lige meget indtil videre. Vogterne er på en mission for at skaffe släckerne tilbage, hvilket vil sige at han er alene nu. Han er svag nu." forklarede Surburus. Der udbrød straks latter blandt de fremmødte.
   "Svag? Med mindre du har alle verdens dæmoner på din side, er han ikke særlig svag!"
   "Jeg har noget der er bedre..."
   "Hvad?"
   "Syamalo Dai'umr - delvist på vores side."
   "Delvist? Både du og Syamalo har tydeligvis mistet forstanden. Hvad nytter det at kunne se fremtiden, hvis fremtiden er vores undergang?"
   "...Så jeg kan ikke regne med jeres støtte?" spurgte Surburus tøvende.
   "Ikke så længe at du ikke har en realistisk plan!" Råbte den en af de kappeklædte.
   "Så er det godt at jeg har en realistisk plan." sagde Sonaeko, og rejste sig op. Alle stirrede på ham. Han ventede en et par sekunder med at afsløre planen, så den virkede lidt mere dramatisk.
   "Vi kan ikke besejre ham..." begyndte Sonaeko, men blev straks afbrudt.
   "Det er for fanden da ingen nyhed, kom til sagen."
   "Okay, så er jeg lidt mere direkte. Vi lokker ham ud til havet, så er han ikke længere usårlig."
   "Han er en dæmon for helvede da, han har et hundrede liv. Hvad nytter det hvis vi får ham dræbt en enkelt gang?"
   "Han er en sanddæmon, er alle enige?" begyndte Sonaeko. Ingen svarede, "Det tager jeg som et ja. Eftersom at han er en sanddæmon, så når han dør, skal han bruge sand til at leve op igen. Han kan bruge sit eget sand, ørkenens sand og endda grus. Men han kan ikke bruge..."