Hun sidder og stirrer ud i mørket fra den røde sofa. Der er lys i de fleste af vinduerne i blokken overfor.
   På bordet foran hende ligger en opslået bog. Lyset i lejligheden er så dæmpet, at hun knapt kan skimte dens titel. Hun har opgivet at læse mere i aften. Det slår hende, at hun har læst sin sidste linie i denne lejlighed, i denne sofa. Aldrig mere kommer hun til at ligge og læse med hovedet hvilende mod armlænet og benene oppe, sådan som hun plejede at gøre. Sådan som hun har gjort næsten hver dag i et halvt år. I hendes hjerne har denne handling allerede formet sig til minde.

Hendes blik glider flakkende gennem rummet. Der står blomster på bordet. Bladene har drysset lidt på pladen. På den anden side af bordet står en blå lænestol. Den står lidt skævt, for et af benene er knækket. I modsatte hjørne står et lille spisebord med en bænk. Hun husker kun én gang, hvor de har siddet ved dette bord. De sidder altid i den røde sofa.
   Væggene i lejligheden er beklædt med billeder. Hans billeder. Mest gamle kort, som han har arvet fra sin far. De fleste af sine ting nåede hun aldrig at få flyttet herover. De var for svære at transportere hele den lange vej. Kun hendes tøj og hendes cd'ere er her. Og enkelte små nipsgenstande, som hun også dengang følte, at hun ikke kunne undvære. Hun spekulerer på, om hun nogensinde hundrede procent har følt, at dette var hendes lejlighed. Det var hans lejlighed, måske deres lejlighed. Men aldrig hendes. Den er købt i hans navn, og ude på døren er hendes navn hængt op på et afrevet stykke papir over hans, som er et rigtigt navneskilt. Han siger, det er ligeså meget hendes som hans lejlighed. Han mener det, men hun ved ikke, om hun selv har følt det. Hun tager sin mobiltelefon op fra bordet og checker tiden. Om under et døgn er hun væk. Om under et døgn er lejligheden definitivt overladt i hans hænder, og hun er på vej væk. Hun er allerede på vej væk. I tankerne kan hun allerede mærke togets summen mod skinnerne. Hun bliver i tvivl, om hun kan klare det.

Kan hun klare det? Snart kommer han hjem fra arbejde. Han burde have fået fri nu og ringet til hende, mens han ventede på bussen. Sådan som han altid gør. Men han har ikke ringet endnu. Det gør hende nervøs, og hun hader denne nervøsitet. Den er så formålsløs, men hun kan ikke slippe den. Så længe hun er i denne lejlighed, ventende i denne sofa, kan hun ikke. Så længe hun har viet sit liv til denne mand uden at have andre mennesker i sit liv, kan hun ikke. Hvis der sker ham noget, har hun intet. Hun kan ikke bære det længere. Hvis der sker ham noget, har hun ikke engang sig selv. Så er hun ikke længere. Sådan er deres symbiose. Der er noget smukt, noget storladent over det, men hun kan ikke forene det med virkeligheden. Barrieren mellem dem og virkeligheden har vokset sig så stor, at hun flyder ud i intethed, hver gang de er adskilt. Nu er hun nødt til at konfrontere adskillelsen for at finde sig selv. Hun mærker, hun er ved at forsvinde. Kan hun klare det?

Kan hun klare det?

Telefonen ringer. Hun lader den ringe to gange, før hun checker displayet. Det giver altid et sæt i hende, når telefonen ringer. I lang tid har hun ikke ønsket at tale med andre end ham. Hun ville ikke lade andre mennesker bryde ind i deres symbiose, forstyrre dens vækst. Men nu er det ham. For sidste gang ringer han til hende for at sige, at han er på vej hjem, og han ved ikke, at det er sidste gang. Han ved ikke, at det er sidste aften, dette er hendes hjem. Hun forestiller sig, hvordan han står i blæsten ved stoppestedet i sin uldfrakke med hætten over hovedet, utålmodig efter at komme hjem til hende. Hun kender hans træk til præcision: Hans ranglede krop, hans fint markerede, næsten feminine ansigt, hans let foroverbøjede nakke, hans fyldige læber, hans lange, lyse hår, hans blege, glatte hud. Hun kan mærke, at hun stadig elsker ham. Hun elsker ham alt for meget. Kærligheden blusser i hende som en smerte, da hun tager telefonen og hører hans stemme:

"Hej, skat!"
   "Hej, min elskede."
   "Nu kommer jeg hjem til dig."

Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Dette er ikke hendes hjem længere. Kun i nogle få timer, og eftersom det ikke statisk er hendes hjem, er det ikke hendes hjem.
   Han spørger, om der er noget galt. Hun svarer, at det er der ikke. Han kan altid mærke, når der er noget galt. Men hvad skulle hun svare?

"Ja, skat, der er det galt, at jeg ikke længere dag for dag tør fjerne mig mere og mere fra virkeligheden ved kun at have dig i mit liv. Og der er det galt, at jeg er så besat af dig, at jeg, så længe jeg bor sammen med dig, ikke kan andet end at være forelsket. Jeg kan ikke glæde mig over andre ting end dig, jeg kan knapt holde ud at se andre mennesker end dig, jeg kan ikke være alene længere, alle mine drømme og visioner er blevet reduceret til en håbløs forelskelse, der får mig til at miste mig selv og blive til en skygge. Jeg kan ikke vænne mig til livet derude, så længe jeg har dig som alternativ. Skat, jeg fader ud som en plet for øjet der bare svinder og svinder. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig her. Jeg er ved at blive dig, og jeg er nødt til at være mig. Det er så hårdt, skat, men jeg er nødt til at forlade dig for at finde mig selv tilbage."

...Sådan ville det lyde, hvis sandheden var mulig at formulere med ord. Men det er den ikke. Til det elsker hun ham for meget, til det er hun for langt ude. Hun er ude af stand til at sige noget, kan kun gøre. Bruge de sidste rester af sit gamle jeg til at fuldføre det mest smertefulde og mest nødvendige i verden.

"Skat?"
   "Ja," svarer hun som fra en døs.
   "Jeg glæder mig til at se dig."
   "I lige måde."

Hun mener det. Hun glæder sig til at se ham. Mere, end hun nogensinde før har glædet sig til at se noget menneske. Hun vil nyde deres sidste nat sammen. Suge ham til sig i håb om at kunne huske duften af hans krop, lyden af hans stemme som tusinde små klokker der ringer sprødt, hans blå øjne, som er blå som ingen andre øjne kan være det, til al evighed. Hun ville ønske, at hun var ligeså uvidende som ham om, hvad der skal til at ske. At de kunne drukne i uvidenhed sammen gennem denne disede nat og først se klart dagen efter, når hun allerede var væk. Men hun kan mærke virkeligheden. Hun kan ikke abstrahere. Hun bider sig i læben og sværger for sig selv, at hun ikke vil komme til at tale over sig. Det er nemmest, hvis hun bare pludselig er væk. Som en blid og fjerlet tåge, der pludselig har fjernet sig fra himlen.

Det tager cirka tyve minutter for ham at komme fra Herlev Station, hvor han befandt sig, da de lagde på, hjem til Ekko Allé. I mellemtiden går hun ud på badeværelset og ser sig i spejlet.
   Hun kan ikke kende sig selv, sådan som hun ser ud nu: Ingen make-up, håret sat tilfældigt op i en hestehale, ingen smykker, ikke engang ringe i ørene.
   Hun har klædt sig, sådan som han bedst kan lide det. Hun tænker ikke engang over det længere. Hun er næsten begyndt også bedst selv at kunne lide det sådan.
   Hvis ikke det er fortabelse, så ved hun ikke, hvad fortabelse er. Men han elsker hende sådan her; naturlig, næsten gennemsigtig. Og hvorfor klæde sig dristigt på i sort og indsmøre ansigtet i make-up, når det ikke imponerer den eneste i verden, der betyder noget? I starten syntes hun, det var dejligt. Nu savner hun at udfordre sig selv.
   Hendes påklædning består af et par stribede pyjamasbukser, en hvid undertrøje og en purporrød cardigan i blød flonnel. Brysterne stritter ligegyldigt ud i luften uden bh.
   Det er som om hun er blevet kønsløs. Hun er ham og sig selv på samme tid, neutraliserende.

Men det er sidste aften i aften. Hun kan se det i sine øjne i spejlet. De er i oprør. Kan hun skjule det for ham? Kan hun klare det?

Netop da hun har sat sig tilbage i den røde sofa, kan hun høre ham dreje nøglen om i låsen. Hans skønhed forskrækker hende, da han træder ind i stuen. Det gibber i hende. Hans ansigt for hende nu en afsked. Hun forestiller sig det hulkende, opløst, i morgen når han kommer hjem på samme måde som nu og ser lejligheden forladt. I morgen vil han kun møde resterne af hende i form af glemte tøjgenstande, små sorte hår i hendes side af sengen, tomme hylder i skabene, der hvor hendes ting plejede at ligge og en seddel med et farvel. Hun ville skrive et digt til ham, men det er som om ordene ikke rigtig vil tage form på papiret.

Da de omfavner hinanden, begynder tårerne uvilkårligt og hjælpeløst at trille ned ad hendes kinder.
   "Jeg elsker dig så meget," hulker hun, og han tror, det er derfor hun græder. At hun græder af glæde og forløsning over at se ham igen. Sådan har det været så ofte før. Med ét ønsker hun inderligt, at det var derfor, hun græd. Sådan har hun lyst til at græde. Bare græde, fordi hun i hans arme kan være lille og i opløsning, samtidig med at han stadig bare vil elske hende mere og mere. Græde sig dybt ind under huden på ham. Lade gråden smitte, indtil de begge blot er en opløst masse af uendelig, sønderrivende kærlighed. Sådan var de. Sådan var deres egen, vemodsladede æstetik.

Hun savner at elske med ham. På et indre, metafysisk plan er de kommet så tæt på hinanden, at elskov på det seneste har fremstået som en banalitet. Mentalt har de været inde i hinanden, uden at fysisk sammensmeltning har været nødvendig. Og han er bange, ved hun. Bange for ikke fysisk at leve op til det han er for hende mentalt. Helt uden grund, har hun gjort opmærksom på. For hende er et strejf fra hans hånd, et flygtigt kys, et blik, et ord udtalt mellem disse læber, bedre end nogen orgasme hun i sit liv har haft. Men i aften ville hun ønske, at de kunne elske. Så hun kunne have hans minde under huden når hun forlod ham den følgende morgen. Hans sæd som et manifest af kærlighedens stadige beståen trods fysisk fravær. "Mellem os eksisterer tid og rum ikke," proklamerede de en tåget aften for nu længe siden.

Hendes hjerte tikker under cardiganen. De spiser take-away fra grillen der ligger lidt længere nede ad alléen. Hun siger ikke meget. Prøver at smile på samme måde som hun plejer ad de ting, han siger. Det er svært for hende at få smilene frem. Hun føler sit jeg kollidere mod faskheden. Kan hun klare det?
   Efter at have opgivet at spise mere end et par hjælpeløse bidder af maden, lader hun sig falde om i hans skød. Hun hulker.
   "Hvad er der galt, skat?" Han stryer hende over håret.
   "Ikke noget"
   "Jamen hvorfor græder du så?"
   "Ikke for noget specielt. Jeg er nok bare træt."

Han løfter hende op på sit skød og kysser hende. Som tror han hende. Her på det sidste har hun været træt næsten konstant, så han må tro hende.
   Hun kigger ud på den sene aftens kolde himmel. Stjernerne er kommet frem. Umiddelbart ser de ud som stjernerne plejer fra den røde sofa på Ekko Allé. Ofte har hun ladet sig henføre af dem. Ofte er hun i denne lejlighed faldet hen over stjernerne på himlen. Deres lysende ligegyldighed, når hun havde sin elskede herinde. I et halvt år har han været hendes eneste stjerne, hendes eneste gnist, hendes eneste lys. Alt udenfor ham og lejlighedens fire vægge fjernt og uvæsenligt. Hun lægger armene omkring ham og indsnuser hans duft af deodorant og sødlig sved. Deres læber smelter brændende sammen i et langtrukkent, hengivent, altfortærende kys. Hun kan høre hans hjerte banke i takt med hendes. Der bliver tyst i rummet, stilheden samler sig om dem som en blid tåge af velsignende forblindelse. Hans hår strejfer hendes kind. Hun kysser hans læber, hans hals, hans pande, hans næse, hans øjenlåg, hans øreflip. Alléens eneste gadelygte zoomer ind på hans skønhed gennem vinduet og bader den i flakkende neonlys.
   "Lov mig at du altid vil være min pige," siger han. Dette konstante behov for bekræftelse. Det er en af de ting hun må væk fra. Men hun ser ham i øjnene og lover. Hendes øjne falske sole der omslutter ham med skjult bitterhed.
   "Elsker du mig?" spørger han, selvom han kender svaret. Hun svarer med et halvkvalt ja, mens hun lader hånden glide gennem hårene på hans brystkasse. Hun elsker hårene på hans brystkasse; deres let stikkende blødhed, deres små krusninger, deres duft af ham.
   "Ja, jeg elsker dig," gentager hun højt ud i luften, reciterende, som et mantra. Hun elsker ham.

Da hun har båret resterne af deres aftensmåltid ud i køkkenet, deler de en joint i den røde sofa. Sådan har de gjort næsten hver aften i et halvt år. Hun sidder med ryggen vendt ud mod stuen, han med ryggen ud mod altandøren. Deres ben er flettet ind mellem hinanden på sofaens slidte betræk. Deres fingre strejfer hinanden som ild når jointen skifter hænder. I utallige timer har hun siddet og beundret hans træk, mens han pustede røg ud mellem læberne. Set rusen brede sig i hans ansigt, set hans øjne blive matte og dybe. Set hans bevægelser blive gradvist mere afslappede. Mærket ham glide tættere og tættere på hende, helt ind i hende, indtil hele rummet, hele verdenssfæren til sidst var i hænderne på deres symbiose. Set røgen samle sig i loftet i plettede mønstre. Som ringe i vand når man kaster en sten en sommerdag. Selvom hun ikke tror på Gud, beder hun om at hun bare for et øjeblik må glemme det, der er ved at ske. Kan hun klare det?

"Jeg går i seng nu," siger hun, skæv, mens han suger de sidste hvæs. Hun går dinglende ud på toilettet.
   "Er du sikker på, at der ikke er noget galt? Dine bevægelser er så bratte i aften."
   Hun svarer ikke denne gang, kan ikke få endnu et falskt ord over sine læber. I spejlet ser hun sig selv opløst med viltert hår og røde øjne. Som et spøgelse. Hun skriger.
   Skriger så højt, at hun skræmmes over sin egen stemmes kraft. Farer sammen. Sætter sig på det blanke klinkegulv. Nu kommer tårerne som en lavine. Alt opløses i gråd; loftet over hende, gulvet, væggene, stuen derinde, hendes elskede, som hun i aften ser for sidste gang. "Hør her," siger hun, "Hør her," råber hun. Så overmandes hendes stemme af en monzun af tårer. Hun falder sammen på gulvet, som om gråden havde ætset alle hendes knogler bort, så der nu kun var død hud tilbage:
   "HØR HER!"
   Oprigtig bange styrter han ud til hende og sætter sig på hug ved hendes side:
   "Hvad sker der med dig, skat?" spørger han hastigt.

Hvad sker der. Så er det nu. Så kan hun åbenbart ikke holde det tilbage længere. Hun gisper:
   "Skat..."
   "Ja, tal til mig!" Hans pludseligt opståede angst projiceres over på hende og gør det hele endnu værre.
   "Skat..." Hun hulker som et menneske der står overfor den visse død.

"Skat."

"Skat. Jeg er nødt til at rejse fra dig."

Ordene hænger i luften et sekund så mættet af frygt at tiden stopper. Det hele ramler sammen i samme øjeblik som hun sander, at ingenting for alvor er ramlet sammen før. Nu ramler det hele sammen.

"Hvad? Skat! Nej, sådan noget må du ikke sige." Han falder på knæ ved siden af resterne af hende.

"Ja, min elskede; mit alt, min verden, mit liv, min død - jeg er nødt til at rejse fra dig. Jeg tør ikke længere dag for dag fjerne mig mere og mere fra virkeligheden ved kun at have dig i mit liv. Og der er det galt, at jeg er så besat af dig, at jeg, så længe jeg bor sammen med dig, ikke kan andet end at være forelsket. Jeg kan ikke glæde mig over andre ting end dig, jeg kan knapt holde ud at se andre mennesker end dig, jeg kan ikke være alene længere, alle mine drømme og visioner er blevet reduceret til en håbløs forelskelse, der får mig til at miste mig selv og blive til en skygge. Jeg kan ikke vænne mig til livet derude, så længe jeg har dig som alternativ. Skat, jeg fader ud som en plet for øjet der bare svinder og svinder. Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig her. Jeg er ved at blive dig, og jeg er nødt til at være mig. Det er så hårdt, skat, men jeg er nødt til at forlade dig for at finde mig selv tilbage."

Så kom sandheden frem. Sandheden, der ikke kunne siges højt. En boble punkterer i hendes hoved. Med ét ligner han en død. Han græder sammenkrøben på gulvet med hænderne for ansigtet. Hviskeråber "nej, nej, nej" mens tårerne stømmer ud gennem hans smukke øjne og snottet løber ud af hans fine, lille, perfekte næse.
   "Hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du gøre det mod mig?"

Hun tier. Nu er det sagt. Deres tårer blander sig i en lille pøl på gulvet. Gennem hendes hjerne strømmer musik ud fra et usynligt sted i loftet. Musik de har hørt sammen og gjort til deres. Hele deres fælles liv eksploderer for hendes øjne og bliver til støj i et vakum bag hendes øjne. Hun sitrer som af sygdom. Hvad kan et liv i klarhed, i virkeligheden, byde hende? Kan hun klare det?
   Rummet er tomt omkring dem. Lydløst. Selv gråden er hul. Natten ætser pletter i hendes hjerte, sorte, grusomme pletter. Han vil aldrig forstå dette, aldrig acceptere hendes valg.
   Lyset i loftet segner mod hendes krop. Så virkeligt. Dette er virkeligheden. En afsked.
   Præcis i det sekund hun lod sin ordstrøm flyde, kunne hun mærke ham syne hen. Han forstod hvad hun sagde, men han ville ikke forstå det. Han trækker sig fra hende, vil ikke høre mere. Luften dirrer omkring dem, noget er eksploderet. Symbiosen er brudt. Hun kan knapt mærke den længere.

Den nat sover de næsten ikke. De ligger tæt ind mod hinanden, krampagtigt sugende det sidste af drømmen om hinanden til sig. Han græder næste morgen, da han tager på arbejde. Bliver stående lidt i døren med opgangen rungende bag sig, som for at suge de sidste rester af hende til sig, inden de skilles. Men det er for sent. Hun er allerede væk. Dog kysser hun ham med skælvende læber. Lukker en hinde om drømmen der overtog tid og sted.

Og så, så starter det hele. Men dunkende musik i blodet, taktfast, går hun ind i soveværelset, hiver en stor rejsetaske frem fra en hylde i skabet, sætter den på gulvet, flår trøjer, bukser, strømper, undertøj og nederdele ned fra hylderne og ned i tasken, tager håndfulde af smykker op fra kommoden ved siden af sengen, finder de vigtigste af sine værdipapirer, pakker sine cd'ere sammen i voldsomme håndfulde så coverne går i stykker. I stuen tager hun sit fotoalbum fra reolen ved siden af den røde sofa. Smider også det i tasken. Sunder sig et øjeblik. Så tager hun det op igen og finder et billede frem: De to, i foråret, da det hele lige var startet. Indhyllet i hinanden et sted med grønne bøge. Hun kysser det og lægger det på bordet. Ved siden af ligger hun en seddel, hvorpå hun skriver med sitrende bogstaver: "Du vil altid, altid være i mit hjerte."
   Hun efterlader også dét af hendes tøj, han bedst kunne lide at se hende i. Så går hun.

Så går hun. Gennem stuen, ud af døren, ned ad trapperne, ud i den klare januardag. Ned ad alléen mod stationen, ud i virkeligheden, mod alt, og væk fra alt på nær det lyksagelige minde om en tåget drøm af forblindelse.