"Hvad bilder han sig egentligt ind?!" Jeg kunne ikke finde ud af om jeg mest af alt var tryg og glad eller om jeg var indbildsk og usikker. Usikker på om jeg var indbildsk. Med mit mindset var der en reel mulighed for, at det sidste var aktuelt.
   Jeg tog et hiv af min e-cigaret, jeg lod dampen fylde mine lunger adskillige sekunder inden jeg langsomt pustede ud igen. Så nippede jeg til min drink.
   Min veninde betragtede mig som hun altid gjorde det så indlevende, når jeg betroede hende et eller andet. Og det gjorde jeg tit. I hende havde jeg fundet min aller, allerbedste veninde. Igennem snart 12 år havde hun været den veninde, jeg som den eneste virkelig betroede mig til og jeg betroede mig også 210% til hende. Ligesom jeg vidste at hun gjorde det til mig. Der var noget befriende over at have sådan en nær relation i sit liv og af alle de mørke hemmeligheder som jeg igennem tiderne havde betroet hende med, så var hun der stadigvæk. Hun var ikke skræmt væk og det fortæller en del om hendes personlighed. Hvor andre ville løbe skrigende væk, så blev hun og hun følte på intet tidspunkt mindre for mig. Det var jeg overbevist om. Jeg følte jo heller ikke mindre for hende uanset hvad hun fortalte mig og betroede mig med, nærmere tværtimod. Jeg elskede når hun fortalte mig dét andre ikke måtte vide, jeg simpelthen sugede det til mig. Og jeg forsøgte på at være en ligeså god veninde overfor hende som hun var det overfor mig.
   Jeg tog en tår mere af min drink og kiggede forsigtigt over på hende.
   "Du ved godt at du smiler over hele dit ansigt hver gang du taler om ham, ikke?!" Hun forærede mig sådan en herlig latter, der gjorde mig tryg og som bød op til flere fortællinger.
   "Jeg kan bare ikke lure ham. Jeg kan ikke regne ham ud. Og ved du hvad?! Det kan jeg faktisk godt lide at jeg ikke kan. Giver det mening?!" Jeg kiggede spørgende på hende. Hun tog en tår af sin drink og rakte sit glas hen imod mit. Vi skålede.
   "Han vækker bare noget i mig som jeg mangler i mit leverpostejsfarvede, kedelige liv og det er spændende" forsvarede jeg mig med. Som om at det retfærdiggjorde noget, hvilket jeg godt var klar over at det ikke gjorde. Jeg var jo ikke dum. Jeg vidste godt at det her var et farligt spil og jeg fortsatte: "Jeg ved ikke engang om han er klar over det. Og hvis han er, så gør han det her med vilje. Det er jeg sikker på. Eller er jeg paranoid nu?! Jeg ved ikke om han mindfucker med mig bare fordi at han ved at han kan?!"
   Min veninde lyttede interesseret, og jeg vidste at det var oprigtigt.
   "Jeg gad bare godt at vide om han tænker ligeså meget på mig som jeg tænker på ham" Jeg kunne godt selv høre, at jeg blev mere alvorlig i mit toneleje.
   "Kunne du godt tænke dig at han gjorde det?" spurgte hun mig.
   "Selvfølgelig" svarede jeg. "Men jeg kan også godt forstå, hvis han forsøger at undgå det for at passe på sig selv. Uanset hvad, så er det vel også fuldstændigt ligegyldigt"
   "Ligegyldigt?!"
   "Ja" vrissede jeg. "Jeg kan umuligt være hans type. Kig lige på mig engang! Jeg er hverken super slank, jeg har ingen smal talje eller nogen stor barm"
   "Hvem siger at det er det han vil have?"
   "Hvem siger at det ikke er?!" svarspurgte jeg hende straks. "Nu kommer jeg heller ikke til at skulle mødes med ham, så resten er jo bare en illusion og en eller anden form for fantasi"
   Jeg havde løbende fortalt min veninde om alle samtalerne jeg havde haft med ham på tekst. Hun var den eneste, absolut den eneste, der vidste noget om ham og sådan skulle det forblive. Jeg havde andre veninder også, men det var på ingen måde noget som jeg ville dele med dem. De behøvede ikke at vide, hvor beskidt jeg egentligt var. Det var ikke for at stille et falsk glansbillede op af mig selv, men jeg havde bare ikke brug for deres moralske prædiken eller deres fordømte blikke fordi jeg vidste, jeg vidste at jeg ikke ville blive mødt med forståelse. Det var også i orden!
   Men jeg blev mødt med forståelse af denne veninde og hun kendte mig bedre end jeg kendte mig selv. Det gav mig tryghed og det var hende jeg lænede mig op af, når livet var svært og det var hende jeg jublede med, når livet var let.
   "Fantasi kan også være spændende" fortsatte hun.
   "Ja, gu er det spændende" medgav jeg hende og grinede. "Det er sgu lige spændende nok"
   Jeg forklarede min veninde at jeg så mange gange havde lovet mig selv ikke at falde i med ham igen; hans flirt og måden han lagde op til lir og i samme sætning indrømmede jeg også overfor hende, at det ikke lykkedes mig. Jeg faldt pladask for det. Hver gang.
   "Nogle gange føler jeg bare, at han virkelig har opdaget noget i mig som jeg gerne vil have bliver set" smilede jeg og jeg kunne godt mærke, at mine kinder blev varme. Det kildede i dem. Jeg var i tvivl om det var forårsaget af ham, eller om det var alkoholens procenter, der begyndte at træde i karakter.
   Vi fniste begge to og slog igen vores glas imod hinandens.
   "For helvede, han er interessant" grinede jeg og bukkede mig forover. Imens jeg lænede mig tilbage igen sagde jeg: "Jeg er virkelig en rådden person"
   "Hvorfor er du rådden fordi at du finder et andet menneske interessant?" spurgte hun og selvom at hun udmærket godt vidste, hvad jeg mente og hentydede til, gjorde det mig glad at hun svarede sådan. Som om at så blev det hele lidt mere uskyldigt. I virkeligheden var det alt andet end uskyldigt. Det var netop dét, der var med til at gøre det hele så forbandet spændende. Jeg var draget af det, simpelthen så draget. Det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange jeg var blevet draget af en person. Så sjældent skete det.
   "Prøver han på at fortælle noget med alt her - som jeg ikke engang ved om er der?! Foregår det virkeligt?!" Jeg havde min drink i den ene hånd og med en finger fra den anden hånd, fulgte jeg glassets uendelige kant rundt. Det var som væltet 8-taller: Bare uendeligt. "For Guds skyld" fortsatte jeg. "Jeg tænker også på ham når vi ikke har vores pingpong på skrift. Det forvirrer mig fandeme"
   Jeg behøvede ikke at erkende overfor min veninde, at jeg samtidigt også nød det. Nød det mere end det var tilladt. For det vidste hun, også på trods af at det ikke blev sagt direkte.
   Det her, det var forbudt!