I dag er det almindeligt at se tvillingebiografer eller trillinge og firlinge, ja, Palads har hele 24 biografsale, men engang var det noget nyt og de biografer, der dannede skole så også gamle biografer indrettede rum til nye sale udover den gamle store sal, hører til dem, der har lidt biografdøden.
Det startede på Rådhuspladsen ved siden af lurblæserne. Den kaldte sig AB-Cinema og havde to biografsale. Den samme ejer åbnede ret hurtigt efter en trillingebiograf på den modsatte side af Rådhuspladsen overfor Tivoli, Cinema I II III, hvor sal III var en pornobiograf, der skulle skaffe komplekset økonomisk åndedræt. Selve konceptet var nyt, men det blev en succes og senere udvidede AB-Cinema sig med to nye sale, så den fik navneforandring til ABCD-Cinema.
Selvfølgelig skulle vi filmelskere se denne nye biograf i den nye form. Det iøjnefaldende begge steder var, at der var en hyggelig foyer. Vi var mange der kom i god tid før filmens start for at hygge os over en kop kaffe. Cinema I II III havde også en hyggelig bar.
Gik man ind i biografsalen var det iøjnefaldende med væggenes forskellige farve fra sal til sal og stole i den samme farve, der var utroligt bløde og behagelige at sidde på. Man endte med at tale om den blå sal, den røde sal o. s. v. Her kunne man falde hen og vente på film, mens der blev spillet rock fra højttaleren og et lysbillede af fortæppet til Det Kongelige Teaters gamle scene prydede lærredet. Som en af de første biografer introducerede de en 12-forestilling til meget lav pris, hvad jeg ofte benyttede mig af i weekenden.
Selv om disse biografer især er husket for at have introduceret flere-i-en biografen, så vil jeg for min del sige, at den er husket for mere end det, for jeg fik bestemt nogle store oplevelser der.
De små biografsale gjorde meget for at gøre følelsesbetonede scener intense.
Det er tradition med en premierefilm som første film, når en biograf åbner. Jeg kan huske en premierefilm i AB-Cinema som værende den senere berømte Steven Spielbergs debutfilm Duellen, en lille gyser hvor Dennis Weaver, dengang kendt fra TV som McCloud, jagtes af en tankvogn på vej hjem fra arbejde, der gentagne gange prøver at tage livet af ham. Den kom på et tidspunkt, hvor jeg var vild med at se gysere, så den var lige sagen. AB-Cinema fik også den ide at vise Woody Allens Mig og Bogart i én sal og kultklassikeren Casablanca i den anden. I Woody Allens film har han Bogart som sit idol og sidder i starten og ser Casablanca, der sætter hans dagdrømme i gang. Det var mit første møde med både Bogart og Casablanca.
En af premierefilmene i Cinema I II III var Spielbergs anden film Sugarland Ekspress, som af en eller anden grund er sunket i glemsel i dag. For nylig genså jeg den i Cinemateket og var glædelig overrasket over, at den holdt. Filmen handler om et ungt par, som myndighederne fratager deres barn og i desperation tager de en politimand som gidsel. Den kombinerer i lighed med en film som Thelma og Louise det utroligt komiske og dybt tragiske, og den fik mig til at sidde og le højt og gå ud med en klump i halsen og en lille forelskelse i Goldie Hawn i hjertet, der i denne film beviste, at hun kunne andet end komedie.
En anden var Den Hårde Straf, der modsat hvad titlen signalerer, er en hjertevarm film. Den blev mit første møde med Jack Nicholson, der spiller en barsk, men godhjertet marinesoldat, der skal ledsage en ung marinesoldat til arresten til en urimelig hård straf og synes, at så skal han sandelig have lov at more sig, inden han skal ind og bure den. Senere havde den premiere på en fransk film Agenten som ikke kunne knaldes med Belmondo i dobbeltrolle som forfatter af agentromaner og agent. Det var en vanvittig komisk Bond-parodi og samtidig et bidsk opgør med den holdning, den britiske filmhelt står for.
Især husker jeg dog disse biografer for nogle gode repremierer. Det var dengang det fandtes, i dag har DVD-udgivelsen afskaffet dette fænomen og overtaget pladsen som "opsamlingspunkt" af "gamle" film, og film har det med at blive betragtet som gamle lige så hurtigt som computere.
Her så jeg mange tresserfilm, som jeg havde været for lille til at se, da de kom frem, men som jeg så samlede op som filmforslugen teenager i 70'erne. Jeg så Fagre Voksne Verden, der traf mig hjemme, fordi jeg på det tidspunkt var i den alder, hvor man havde de problemer Dustin Hoffmann kæmpede med i denne film. Der var En God Dag at Dø, også med Dustin Hoffmann, der i Det Vilde Vesten møder alle de kendte skikkelser og piller helteglorien af dem på stribe. Her så jeg også Hitchcocks Fuglene, som fik mig til at fare sammen, da jeg gik ud bagefter og så en stor flok duer lette fra Rådhuspladsen og flyve lige hen over mig - så kom ikke og sig, at film ikke påvirker! Listen kunne snart blive lang.
Også disse biografer led biografdøden efter en længere periode, hvor AB havde satset på kvalitetsunderholdning og I II III havde satset på teenagefilm. Den mindste, sal D,eksisterer dog i dag som Gloria Bio, en lille kunstbiograf, der viser adskillige glimrende smalle film.
Selv om de skoledannende biografer afgik ved døden, så lever konceptet i bedste velgående.