Næste morgen vågnede jeg på sofaen, fjernsynet kørte tilsyneladende stadig for jeg kunne høre morgennyhederne et eller andet sted i nærheden. Jeg kiggede op på hvad end der havde vækket mig og så at Pat stod bøjet ind over mig. Hun havde det svage men vidunderlige smil på, som hun fik når hun var bekymret for mig, men alligevel besluttede sig for at jeg jo ikke kunne gøre for det, så hun elskede mig stadig.
   Jeg strakte mig og gabte let.
   "Godmorgen, skat," sagde hun med den blødeste silkestemme, jeg anede en mulighed for at noget var galt.
   "Jeg må fortælle dig noget, det er meget vigtigt," fortsatte hun mens hun satte sig ned i sofaen ved siden af mig.
   "Gerne, men kan det vente, jeg har travlt, de venter på mig nede på stationen," jeg rejste mig hastigt og gik i gang med at gøre mig i stand.
   Få minutter senere var jeg på vej ud af døren, hun stod i døråbningen og vinkede farvel. Jeg lagde ikke mærke til at hendes øjne var fugtige.
   Da jeg kom ind på stationen, blev jeg mødt af Glen. Hun havde åbenbart travlt, hun hev mig med ud på trappen igen.
   "Wilkes er død. Det blev meldt ind i morges, de fandt ham i hans hjem, dolket ihjel. Vi er blevet bedt om at undersøge det."
   Hun var tæt på at begynde at græde.
   "Hvad venter vi på," svarede jeg også lettere chokeret.
   John Wilkes var vores afdelingschef og en enormt fin fyr. Selvom han måske ikke var særlig imponerende fysisk, og det var sjældent den dag hvor han ikke råbte af folk, så kunne vi alligevel alle sammen godt lide ham. Han var altid den første til at møde om morgenen og den sidste til at gå om aftenen. Hans kone Sara havde brokket sig et par gange over dette, men jeg tror ikke hun rigtig mente det, det elskede hun ham for højt til. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvem der skulle være interesseret i hans død, bortset fra at han vist nok skulle have sparet en del penge sammen til sin pension. Men det var der kun meget få der vidste, hans kone gjorde ikke, og jeg vidste det kun fordi jeg havde været stikirenddreng for ham i et halvt år.
   Vi kom ud til Wilkes hus, hvor der allerede var opsat politiafspærring.
   "Fedt," tænkte jeg, "hvis de så bare kunne være ude 5 minutter før, så kunne de nå at fange skurken i forbrydelsen".
   Da vi kom ind i huset, kunne vi straks se at der var ingen tegn på indbrud. Alt var uberørt undtagen oppe i soveværelset. Her var det hele ét stort kaos. Det eneste der ikke var blevet væltet eller smadret var sengen, og den var misfarvet af blod.
   "Hvorfor har vi fået denne sag?" spurgte jeg Glen.
   "Kig på liget," var hendes eneste svar.
   Jeg kunne se på hende at hun var meget alvorlig og meget påvirket af omstændighederne. Jeg gik hen til sengen, hvor manden som jeg normalt hadede at komme i nærheden af, fordi han altid var i dårligt humør, lå med en kniv stikkende ud af ryggen. Det så ud til at han var blevet stukket adskillige gange, for det var en stor blodplet der var på dynen som lå over ham. Kniven som tilsyneladende havde været brugt til at fylde hans krop med lufthuller stak ud fra midten af ryggen, som om den var blevet stukket i efter at døden indtraf, og det var den som Glen pegede på. Jeg bøjede mig ned over min chef og forsigtigt tog kniven ud af ryggen på ham. Mens jeg gjorde dette, blev jeg pludselig svimmel og måtte støtte mig op ad væggen. Da jeg igen kom til mig selv, mærkede jeg Glens arm holde fast i mig og jeg rejste mig igen.
   "Er du okay?" spurgte hun med et tydeligt bekymret udtryk i ansigtet.
   "Ja, jeg har det fint, har bare ikke sovet nok det sidste stykke tid. Jeg er frisk igen," sagde jeg, mens jeg forsøgte på at lyde overbevisende. Hvad jeg ikke fortalte hende var, at da jeg tog kniven fra liget fik jeg en fornemmelse af deja vu. Det var en meget ubehagelig fornemmelse, og igen følte jeg det som om den der havde gjort dette stod og åndede mig lige ned i nakken, mens han ventede på at jeg skulle bukke mig forover...
   Jeg må have haft et fjernt udtryk i ansigtet, for Glen spurgte igen om jeg var sikker på at jeg havde det godt. Det forsikrede jeg hende om at jeg havde, og vendte min opmærksomhed mod kniven i min hånd. Det var en stor kniv. Bladet måtte være mindst 17 centimeter langt, og bortset fra blodet så den ud til at være meget velholdt eller meget ny. Det som var specielt ved denne kniv, og som var hvad Glen ville have mig til at se, var at der var indgraveret et mærke ned af skæftet. Det var et billede af en slange som snoede sig rundt om skæftet samtidig med at stilken af en rose gjorde det samme den modsatte vej. Forsigtigt tog jeg kniven op og lagde den ned i en pose, så den kunne blive sendt ned for at blive tjekket for fingeraftryk, men jeg forventede ikke at få andet at vide end at der ikke var noget på den kniv som kunne bruges. Vejen videre i efterforskningen af denne bizarre mordsag måtte komme fra navnet på visitkortet fundet i den myrdedes lejlighed, og fra symbolet på kniven i min chefs ryg, hvis de to ting ellers havde nogen sammenhæng.
   Egentligt havde vi ikke noget at gøre med sagen om John Wilkes, men siden han nu var vores chef indtil én eller anden perforerede hans lunger 15 gange, så syntes Glen og jeg at vi godt kunne gøre vores til at hjælpe med opklaringen. Desuden havde jeg hele tiden en fornemmelse af at der var noget jeg havde glemt, og at mærket på kniven havde noget med det at gøre. Jeg var sikker på, at på en eller anden vanvittig måde så hængte det hele sammen som et stort puslespil der forestillede en labyrint som jeg ikke kunne løse eller slippe ud af.
   Jeg brugte eftermiddagen på at finde ud af hvem Kenneth Kearns var, og hvad han kunne have at gøre med en afdød grønsagshandler. Først efter at det var for sent lagde jeg mærke til at jeg havde taget min sidste cigaret, den som jeg havde gemt i over 3 år, og røget den. Det skulle vise sig at han var formand for og ejer af et stort medicinal firma som hed "Kearns Chemicals". Hyggeligt navn til et firma. Jeg fandt adressen på firmaet og valgte at tage ind for at aflægge et lille visit til hr. Kearns.
   Firmaet havde sit kontor inde midt i byen, så jeg tog undergrundsbanen, det ville alligevel være umuligt at få en parkeringsplads på dette tidspunkt af døgnet.
   Jeg kom ned i de svagt oplyste tunneller under byen og forbi den unge universitetsstuderende, der sad bag lugen med sin bog om mediekundskab, sin termokande med kaffe og glasset med koffeinpiller ved siden af. Han ænsede mig ikke da jeg gik forbi. Jeg fiskede en cigaret op af den nye pakke jeg lige havde købt og gik ned i de labyrintiske gange. Overalt i gangene hang der reklameplakater på væggene, alt fra biograffilm og stortopsatte teaterstykker til reklamer for Tequila og obskure, baggyde teater. Jeg gik videre ned ad gangene og kom forbi et samlingspunkt for fire gange. Der stod en ung fyr og spillede på panfløjte, det lød som noget af Simon & Garfunkel. Han spillede faktisk ganske udmærket, så jeg rakte ned i lommen og hev en mønt frem som jeg kastede over til ham. Han nikkede til mig, mens han spillede videre.
   Jeg tog det sidste hiv af min cigaret og skoddede den på en plakat for noget parfume, jeg kunne høre at mit tog var på vej ind. Jeg gik lidt hurtigere og nåede lige akkurat at komme indenfor inden dørene lukkede i.
   Der var forholdsvist tomt i vognen. Der sad et enkelt ungt par og kyssede hinanden i den anden ende af vognen, fyren havde hånden op under hendes trøje, og jeg var ret sikker på at hendes hånd var gået på udforskning i hans bukser. Det eller også havde han en rotte i lommen.
   Der sad også en ældre, sort kvinde med to indkøbsposer, og en gammel mand som småsnorkede lidt længere oppe. Jeg satte mig overfor manden og efter et stykke tid lukkede jeg øjnene.
   Da jeg åbnede dem igen, var der stadig to stationer til jeg skulle af. Den gamle kvinde var stået af, og en mor med hendes to børn var kommet ind i stedet for. Det unge par var også stoppet med deres nærkontakt af tredje grad og den gamle mand sad og læste i en avis, som han havde haft liggende ved siden af ham.
   Toget stoppede, jeg rejste mig op og gik ud. Få minutter efter stod jeg oppe på gaden igen, med en ny smøg i munden.
   Jeg tog et kraftigt hiv og så var det som om fanden selv greb om mine lunger og stak en tændstik til. Jeg begyndte at hoste voldsomt, så jeg støttede mig op ad en gadelampe. Folk der gik forbi gloede efter mig, og et eller andet sted blandt sorte pletter og lys grå tåge kunne jeg høre et barn der med sin uskyldige stemme spurgte:
   "Mor, hvad fejler manden?"
   Det blev efterfulgt af en svag mumlen som var for utydelig, eller for langt borte til at jeg kunne høre hvad der blev sagt.
   Lidt efter kom jeg til mig selv igen, jeg rejste mig op og børstede mit tøj af. Cigaretten som næsten havde kostet mig mit liv, lå på fortovet lidt væk fra mig, jeg måtte have spyttet den et stykke da jeg begyndte at hoste. Jeg trådte den ud under min ene sko og fandt det stykke papir frem, som jeg havde skrevet Kearns adresse ned på. Det var lige i nærheden, kun et par boligblokke væk så jeg begyndte at gå forbi de store glasbedækkede kontorbygninger. De mindede mig, med deres mørke, genspejlende, tonede vinduer og sorte jernkonstruktioner, om gigantiske mausoleer og gravstene. Og ude foran dem stod der et par store, bevæbnede vagter, som var det en berømthed der lå begravet der. Jeg kom forbi den ene fortravlede forretningsmand/kvinde efter den anden, som ikke ænsede andet end at de havde travlt og at de eneste samtaler der blev foretaget var med mobiltelefoner. Mens jeg gik ned ad gaden, fik jeg en pludselig følelse af at være alene og isoleret som om jeg var indespærret i en lille æske, eller et aflangt rør der strakte sig længere ud når jeg kom for tæt på enden.
   Da jeg endelig stod foran Kearns Chemicals bygningen var følelsen blevet erstattet af en trang til en smøg, en kop kaffe og tre timers sex.
   De to vagter foran indgangen stod som var de tinsoldater og gjorde ikke en mine, da jeg gik igennem den store indgang og ind i bygningen.
   Indenfor var der også et par vagter, der så ud til at være lige så produktive som dem udenfor. Jeg gik videre. Pludselig hylede en alarm op i hele lobbyen, og straks blev rummet fyldt med aktivitet. Der kom to vagter imod mig, med deres stave hævet og hænderne på deres pistoler. Den ene kom op til mig og sagde med en streng tone:
   "Hr. vil de være venlig at lægge deres metalgenstande på denne bakke?"
   Jeg lagde mine bilnøgler på bakken, og mit politiskilt og min pistol.
   "Vær venlig at træde et skridt tilbage, og gå igennem metaldetektoren igen."
   En skide metaldetektor, den havde nær givet mig et hjerteanfald. Jeg kiggede rundt på vagterne og de forretningsfolk der gik forbi, mens de gloede som kun storbymennesker kan glo på ulykker, brande, tyverier og overfald.
   Jeg gik igennem og denne gang skete der intet. Jeg gik op til vagten, og mens jeg fik mine ting tilbage sagde han i en sløv og ligeglad tone:
   "Våbnet får du igen når du forlader bygningen."
   Jeg gad ikke og diskutere med ham, så i stedet gik jeg over til de metallisk blanke elevatorer og trykkede på knappen der fik døren til at glide lydløst op. Inde i elevatoren var siderne dækket helt af spejle, loftet og gulvet var hver dækket af én stor sort plade og der var et sort panel med oplyste knapper ved siden af døren.
   Jeg kiggede på de forskellige spejlbilleder af mig selv og følte mig som en del af én eller anden fremtidsfilm, mens jeg trykkede på knappen til den øverste etage, dette virkede næsten for nemt. Elevatoren satte lydløst i gang, jeg kunne svagt mærke trykket mens den steg opad mod toppen.
   Efter hvad der føltes som meget kort tid, stoppede elevatoren og døren gled til side. Jeg gik ud i et stort forkontor, der var udsmykket med sikkert yderst dyre malerier og møbler. Gulvtæppet var blødt og mørkerødt, væggene var også mørke. Der var et par store døre i den anden ende af rummet og ved siden af, stod der et stort skrivebord hvor der sad en ung mand bagved. Manden havde blond hår og en dyr frisure, hans ansigt var groft men kønt, hvis man var til den slags og hans tøj kostede garanteret mere end hele min garderobe. Han sad og talte i en af den slags telefoner som bare er en lille ledning ned til munden og et par propper i ørene. Da jeg trådte op til bordet, kiggede han op og gjorde tegn til at jeg skulle vente.
   Efter nogle minutter kiggede han op på mig uden at tage hovedtelefonerne af:
   "Har du en aftale?" spurgte han.
   "Jeg er kriminalbetjent Dennis Mabius, jeg vil gerne snakke med Kenneth Kearns," svarede jeg, mens jeg fandt mit politiskilt frem og viste ham det.
   "Har du en aftale?" gentog han i en tone der for mig lød lettere irriteret.
   "Nej, det har jeg ikke, men jeg er meget interesseret i at komme til at tale med hr. Kearns." Jeg pakkede mit skilt væk igen, og gjorde mig klar til at gå inden han tilkaldte vagterne.
   "Hmm, hr. Kearns, der er en hr. Mabius som gerne vil tale med Dem. Han siger, han er fra politiet." Manden snakkede ind i det næsten usynlige samtaleanlæg som var forbundet til hans hovedtelefoner, og kort efter sagde han:
   "De kan gå ind, hr. Kearns venter Dem."
   Ikke lige det svar jeg havde forventet, men jeg kunne ikke klage. Indtil nu var det da gået meget fint...
   Jeg gik op til den store dobbeltdør, tog i håndtaget og åbnede. Jeg kom ind i et kæmpe kontor. Det var delt op i adskillige sektioner, uden at være adskilt af andet end de forskellige typer af møbler som var i hver sektion. I et hjørne var væggene dækket af bøger fra gulv til loft, og møblerne lavet af rødbrunt læder, så ud til at være yderst behagelige. Der stod et lille, mørkt træ bord ved siden af én af stolene, og på det bord stod der en glaskaraffel og to glas. Karaffelen var halvt fyldt med en gennemsigtig, lysebrun væske, der sandsynligvis var cognac eller whisky, mit gæt var på en meget dyr og meget gammel cognac.
   I det modsatte hjørne var tingene... lige modsat. Det hele var nyt og topmoderne. Ingen tvivl om at det gamle havde kostet lige så meget om ikke mere, men dette var ikke varmt og hyggeligt, det var koldt. En sofa i sort og en matchende væg, med metallisk sølv linier ned mellem panelerne. Den ene væg var ét stort tv, og der var et knæhøjt, sort marmorbord i midten, der stod en bærbar pc på bordet.
   I midten af dette mindre palads, stod der et langbord med tolv stole omkring. Og bagved var der et skrivebord, ikke ret meget mindre end langbordet, og ved dette skrivebord sad en mand i et sort jakkesæt. Hans hår var gråt og hans hud var solbrun. Det var umuligt at bestemme hans alder, han kunne være 20 eller han kunne være 70, det var som om mit hoved begyndte at snurre rundt så jeg holdte op med at tænke over det og gik op til manden.
   Han kiggede op på mig og med en behagelig stemme sagde han:
   "Sæt dig ned, betjent Mabius, jeg har ventet på dig."
   Jeg satte mig ned.
   "Hvad skal det betyde? Nu troede jeg at jeg kunne komme uanmeldt, hvorfor er det at alle folk ved mere om denne sag end mig?" begyndte jeg som et maskingevær, jeg kunne mærke vreden vælde op i mig.
   Mens jeg var ved at miste besindelsen sad Kenneth Kearns bare der, i sit dyre jakkesæt bag sin computer, med foldede hænder på bordet og smilede høfligt til mig. Jeg tav.
   Han drog et dybt suk, kiggede på mig og sagde:
   "Ønsker de noget at drikke, betjent Mabius? Mineralvand måske, med et tvist af lime? Eller måske noget stærkere?"
   "Jeg er i tjeneste," svarede jeg nu med mere ro i stemmen," måske et glas mineralvand, med citron!"
   Han tændte for samtaleanlægget:
   "Betjent Mabius ønsker en mineralvand, med citron." Sekretærens unge stemme lød kort tid efter:
   "Kommer straks, hr. Kearns."
   Efter et minuts ubekvemmelig stilhed kom sekretæren ind med en bordskåner og et glas og en flaske. Han hældte noget af den brusende væske op i glasset og stillede flasken på bordet. Efter et "var der andet hr. Kearns?" og Kearns svar: "Nej, det var alt, tag du bare fri resten af dagen", forlod sekretæren rummet.
   "Nuvel," begyndte Kearns, "jeg skal forsøge at besvare dine spørgsmål, så godt jeg formår."
   "Andet kan jeg ikke bede om," svarede jeg, nu med en meget mere rolig stemme.
   "Skal vi begynde," mere sagde end spurgte han.
   "Kender De en mand ved navn Carl Udell?"
   "Det tror jeg ikke," svarede Kearns roligt.
   "Hvad så med John Wilkes?"
   "Er han ikke politichef, eller sådan noget? Jeg synes at kunne huske at have set hans navn i nyhederne på et tidspunkt."
   "Han var min afdelingschef, nu er han død." Jeg kunne ikke trænge igennem forretningsmanden, og det var usandsynligt at jeg ville få noget som helst at vide.
   "Det gør mig ondt," svarede Kearns urokkeligt.
   "Kan De svare på, hvorfor politiet fandt et kort med deres navn på hos hr. Udell?"
   "Desværre. Jeg kender ingen af det navn, der er så mange mennesker der har mit kort. Hvem er denne Udell?" Skulle jeg fortælle ham hvad der var sket. Jeg fik en tanke om en edderkop der lægger sit spind ud for at fange fluen, men i stedet for at spise fluen, brugte edderkoppen den til at lokke flere fluer til sig. Jeg valgte at fortælle ham så meget eller så lidt som ville være nødvendigt:
   "Han var en mand uden nogen synlig forbindelse til Dem, alligevel finder vi Deres navn i hans hjem efter hans død."
   "Jeg ville ønske at jeg kunne fortælle Dem noget betjent Mabius, men jeg kender intet til hverken manden eller omstændighederne omkring hans død. Nu må De have mig undskyldt, men jeg har en aftale, og tid er penge som De jo nok ved."
   "Naturligvis," svarede jeg og rejste mig. "Mange tak for Deres tid, De har været yderst behjælpelig hr. Kearns."
   Mens jeg åbnede døren, vendte jeg mig mod Kearns igen og i bedste Columbo stil spurgte jeg:
   "For resten, kender De et symbol af en rose og en slange der snor sig op ad hinanden?"
   Han kiggede op fra hans computer, og med meget kort betænkningstid sagde han:
   "Nej, jeg kender ikke til et sådan symbol, måske hos en tatovør eller noget i den stil."
   Han virkede stadig rolig, men jeg var ikke overbevist:
   "Skulle bare tjekke, endnu en gang tak for Deres hjælp."
   Jeg forlod kontoret. Forkontoret, hvor sekretæren havde siddet, var tomt. Jeg gik over til bordet og tog et hurtigt kig på de papirer der lå der.
   Der var bid. Ved siden af den slukkede computer lå der en kalender. Jeg åbnede den og bladrede om på dags dato, der var nogle forretnings aftaler som ikke så ud til at være noget specielt, så jeg bladrede lidt videre men uden at finde noget ud over de sædvanlige forretningsaftaler og frokoster på de dyreste restauranter i byen. Dog lagde jeg mærke til en enkelt aftale som kunne have en hvis interesse. Det var navnet Jack Powers der dukkede frem, den gangsteragtige, godfatherwannabe fra den snuskede pornobar "The Four Horsemen Bar". Selvom aftalen var for et par dage siden, gav det mig en stærk anledning til at tro at der var noget større under opsejling. Mens jeg stod i elevatoren på vej ned, tænkte jeg på at selvom både Powers og Kearns tilsyneladende havde vidst at jeg kom, så var det ikke meget de havde fortalt mig. I det mindste havde jeg fået bekræftet at de to havde en forbindelse til hinanden, hvad end den var, og at Kearns løj var et faktum så sikkert som et amen i kirken. Nu manglede jeg bare at få det til at hænge sammen med mordene på Carl Udell og John Wilkes, som tilsyneladende ikke havde noget med hinanden eller hverken Powers eller Kearns at gøre. Og lige nu så det faktisk ret sort ud. Elevatoren stoppede og jeg gik ud i lobbyen igen. Efter at have fået min tjenestepistol igen, forlod jeg bygningen.
   Udenfor var det blevet sent, gadelygterne var tændt. Jeg vendte mig om og kiggede endnu en gang op ad den enorme glasfacade der dækkede Kearns Chemicals kontorerne. Bygningen mindede mig om en enorm gravsten, eller en af de der teleevangelist kirker man ser på de religiøse tv kanaler. Jeg tændte en smøg og prajede en taxi. Turen gennem byen foregik i en døs, hvor det var som om jeg halvt drømte og halvt så billeder af begivenheder og mennesker, som bilen kørte forbi. Der var mange ting der susede igennem mit hoved, eller var det foran mine øjne? Jeg var ikke sikker. En myrdet mand, en myrdet mand mere, Jack Powers, ukendte kvinder i læderskørt og lyserød pelsjakke og mørke mænd med deres mobiltelefoner og springknive, Patricia i sin silkemorgenkåbe og med en kop kaffe i hånden, Glen min partner, John Wilkes min chef (hvil i fred gamle dreng), flammer fra et eller andet sted i horisonten. Jeg steg ud af taxien og kiggede op på bygningen hvor jeg boede. Lige da jeg skulle til at gå ind, hørte jeg skridt på fortovet. Inden jeg nåede at vende mig om, blev jeg ramt i hovedet bagfra af et stumpt objekt og alt blev sort.