Der fortælles mange historier og skrøner blandt offentligt ansatte rundt omkring i verden, men ingen har nær så mange eller noget nær så mærkelige som de ansatte indenfor offentlig transport. Denne historie fortælles sjældent, men dens oprindelse stammer stort set altid fra en af de store, multiniveau banegårde i en af Europas største byer. Paris og Berlin er de mest populære udgangspunkter for historien, men også København og Budapest er blevet nævnt i den forbindelse. Nogle af de mere moderne popkultur versioner hævder stædigt at historien stammer fra New York eller London, hvilket da også kunne synes meget logisk taget i betragtning af deres massive og indviklede transportsystemer. Én ting er dog sikkert omkring legenden om dæmontoget; det nævnes sjældent, det nævnes kun med yderst dæmpede og til tider lettere skælvende stemmer og det nævnes aldrig udenfor banegårdens ansattes private arbejdsområder.

Historien starter ofte med en pensioneret skuespiller ved navn George, der tilbringer sin pension som deltidsansat chauffør ved det offentlige.
   I sin storhedstid var George en yderst velanset skuespiller, især kendt for sin gentlemans charme og et velplaceret modermærke der kunne få damerne til at dåne når han smilte. De senere år var dog ikke så gode ved ham, og han fik mest roller i tv-serier eller film der kun henvendte sig til en lille del af det mere modne publikum. Dette tillod ham imidlertid at trække sig tilbage på en semipensioneret basis, med enkelte gæsteoptrædener i ny og næ, samt at vise sig på den røde løber til varierende størrelser af begivenheder hvis interessen var stor nok. Resten af sin tid som pensionist fik George til at gå med at være buschauffør inde i centrum. Han nød at give sine passagerer en oplevelse når de genkendte hans ansigt da de steg på bussen, men også at sludre med de faste pendlere om løst og fast. Det var en del af livet han ikke havde oplevet før, på grund af hans celebre status. Alle var så pokkers overfladiske og sleske i de kredse han kom i før. Folkene der steg på bussen var mere venlige og jordnære. De fortalte om deres barnebarn der lige havde fået sin første tand eller at de lige havde set George i en film på klassiker kanalen. George smilede bare og følte sig godt tilpas alt imens han satte bussen i gear og kørte mod det næste stoppested.

Alt kunne for så vidt være godt og vel for George som hans liv var nu, men en ny overenskomst fra den uduelige side af regeringen førte til at George kunne vælge at lade sig overføre til lokomotivfører i stedet for bus, eller genoptage sit liv som pensionist på fuld tid.
   Der var ganske enkelt ikke længere indbydelser nok til rød løber begivenheder til det var en fuld tids mulighed for en med de sociale behov som George, så han besluttede sig for at blive den mest venlige togfører muligt i byens metro.

At være togfører var nu ikke så slemt. Det værste, synes George, var når han skulle hente eller sætte toget i garagen. Han følte sig altid utilpas når han stod nær det slukkede og mørke lokomotiv, så stor en maskine, så meget kraft, så lidt han kunne gøre hvis han skulle miste kontrollen over toget.
   Han havde hørt dæmpede samtaler der nævnte det dæmoniske tog og de ulykker der var sket over årene som var blevet tysset ned af bestyrelsen, for ikke at skabe panik og mistillid blandt de tusinder af mennesker der brugte metroen hver dag. En ulykke skal der til af og til, ellers tror folk simpelthen det er for godt til at være sandt og at der stikker noget lumsk under, men sandheden er at antallet af ulykker der involverer tog er langt højere end hvad offentligheden får at vide, og at disse ulykker ofte er langt mere forfærdelige end dem der nøje bliver lækket til pressen og myndighederne.
   Da George, efter at have arbejdet seks måneder som togfører, en dag møder på arbejde, er der en mekaniker der har fået klemt foden fast i et sporskifte så man blev nødt til at amputere den for at få ham fri. Skinnen havde skiftet automatisk da den elektroniske kontrolboks havde opfanget at et tog var på vej, på trods af at alle ruter var blevet omlagt på grund af arbejde på denne del af sporet. Den efterfølgende undersøgelse af ulykken frembragte et foto fra et overvågningskamera på den nærliggende perron. På billedet kunne man se mekanikeren nederst i det højre hjørne, hans ansigt fordrejet i umenneskelige smerter, hans fod fastklemt og knust mellem de to skinner og i toppen af billedet kunne man svagt skimte den bagerste del af en togvogn der var ved at forsvinde i et sving længere fremme.
   Den næste ulykke kom allerede få dage senere, da et bremsesystem svigtede og langsomt maste en togfører til døde mellem to vogne. Han havde lige låst toget af efter fyraften, da en vogn foran ham begyndte at rulle og låste sig fast med hans lokomotiv. Han blev fundet den følgende morgen, ude af stand til at slippe fri mens togvognen knuste livet ud af kroppen på ham. Det blev anslået at han havde været død i mindre end en time da man fandt ham, hvilket vil sige han havde ligget klemt fast i mere end seks timer, i live, ved fuld bevidsthed, i ulidelige smerter og kraftigt stigende følelser af håbløshed mens hans helt personlige og ensomme død nærmede sig gradvist og snigende, men fuldt synligt, direkte foran ham.
   Det der virkelig berørte George ved denne ulykke var at det var ham der skulle have kørt det lokomotiv som den afdøde havde sat i garagen om aftenen, og som havde været det ene af de to tog der havde forsaget den stakkels mands død. Det var ikke George der havde fundet liget af den afdøde den næste morgen, men det var ham der havde påpeget at der ikke var noget lokomotiv foran den forreste vogn og at den pågældende vogn måtte være kommet ind efter togføreren havde sat sit tog i garagen. Den ekstra vogn tilhørte hverken firmaet eller noget andet firma i byen, og der var ingen der havde set noget lokomotiv køre ind i garagen eller ud af garagen efter togføreren havde kørt sit tog ind.

Det sidste hug der fik snoren til at knække hos George, den stakkels pensionerede skuespiller og deltids togfører, var ikke en ulykke men en drøm.
   Drømmen blev noteret af den kriminalinspektør der blev sat på sagen da man fandt Georges lig i sin lejlighed. Han havde begået selvmord ude i sit badekar, og da hans kone havde fundet ham lå han dækket af kilovis af hakkekød. Inspektøren fandt en lille journal under den side af sengen som George sov på. Det var en drømmejournal, en slags dagbog hvor George havde nedskrevet sine drømme i. Den sidste side i bogen beskrev en drøm hvor George var gået ned gennem et massivt kompleks, til parkeringspladsen hvor togene blev sat i garage når de ikke var i brug. Flere af de andre togførere kom løbende forbi ham, nogle af dem havde fået enten amputeret en arm eller et ben, så blod flød efter dem som et sammensmeltende sporsystem i rødt. George nåede ned til kælderen hvor togene holdte. Alt var et virvar af organisk mekanik, ledninger og kontrolpaneler smeltede sammen med vægge af kød og kroge ophængt i nervetråde. Da var det at det gik op for George, hvis mentale og følelsesmæssige tilstand var i kraftig tilbagegang, at han befandt sig bag kontrollen i dæmontoget. Han kørte ud på sporet i et tog af kød og blod, med et dæmonisk ansigt som førerhus, en motor der var hjemsted for alle tanker om smerte og lemlæstelse af det menneskelige kød og vogne fyldt med legemsdele og maltrakterede menneskekroppe enten smidt i bunker på gulvet eller hængt på store kroge i loftet.

Detaljerne omkring Georges selvmord var endnu en af de ting som bestyrelsen valgte ikke at informere offentligheden om, men historien bliver stadig fortalt af dæmpede stemmer bag lukkede døre på banestyrelsens kontorer og garager.