Jeg vågnede næste morgen ved at der var nogen der ringede på døren. Vedkommende måtte være meget bestemt på at få min opmærksomhed, for personen blev ved med at holde knappen inde så klokkens skurrende kimen fyldte hele lejligheden. Jeg næsten væltede ud af sengen og vaklede over til døren. Jeg kiggede ud gennem dørspionen og så at det var Glen der stod udenfor. Jeg åbnede døren for hende, og hun gik ind. Hun havde taget sit jakkesæt på, det fik hende altid til at se ud som om hun enten var en hjernedød advokat, eller en succesfuld forretningskvinde. Hun havde også en frakke på, der gik hende ned til anklerne. Jeg havde altid haft en interesse i frakker af den type; trenchcoats og den stil. Hun tog et enkelt kig på mig, fik et bekymret udtryk i øjnene og spurgte:
   "Hvad er der sket med dig? Er du ok? Du er ikke ved at blive syg eller noget?"
   Jeg kunne kun svare at det var jeg ikke, jeg havde bare sovet over mig. Mens jeg klædte mig på, fortalte jeg hende om hvad der var sket aftenen forinden, om Jack Powers og hans besked til mig. Da jeg kom ud i stuen igen, rejste hun sig fra sofaen, kom hen til mig og sagde at vi så hellere måtte se at komme af sted. Jeg nikkede og vi forlod lejligheden.
   Vi kom ned på gaden og valgte at tage hendes bil. Jeg satte mig ind på passagersædet, der lugtede af hende, af den parfume hun hele tiden brugte, jeg var sikker på at det faktisk var en jeg havde givet hende, sikkert i julegave eller noget i den stil. Vi kørte ind mod byen og kom op til bygningen hvor den afdøde havde boet.
   Der stod "Carl Udell" på døren og den gule politispærring var fjernet. Vi trak begge vores pistoler og gik forsigtigt ind. Der var ikke noget usædvanligt at se i lejligheden, den var ikke særlig stor og vi fandt hurtigt ud af at der ikke var nogen derinde. Siden politiet allerede havde ransaget lejligheden, var der forholdsvist ryddet og vi gik begge ind i soveværelset.
   Da vi kom derind, troede vi først at der ikke havde været nogen til at rydde op endnu. Skufferne var rodet igennem, og alt hvad der ikke var blevet taget af politiet lå smidt ud på gulvet. Sengen var blevet væltet rundt og sengetøjet lå ovenpå det hele. Nogen måtte have været meget vilde efter at finde noget, eller dække for noget.
   "Hvem har dog gjort dette?" spurgte Glen.
   "Aner det ikke, men hvem end de så er, så var der noget her som de ikke vil have at vi skulle finde," svarede jeg lettere irriteret.
   Dette tydede på at jeg var løbet snuden ind i endnu en blindgyde, og det passede mig bestemt ikke. Sammen flyttede vi sengen, bagved var der et hul ind i væggen. Jeg tog Glens lygte og lyste derind. Det var et lille rum, lige stort nok til at man kunne have nogle få ejendele derinde. Men nu var det tomt, lige bortset fra nogle sorte klæder der lå som om de var blevet smidt derind. Jeg rodede dem igennem selvom jeg ikke forventede at finde noget. Jeg hadede fornemmelsen af at være blevet taget i røven af en fed opkomling af en gangster, der garanteret lige i samme øjeblik sad sammen med de bøller han havde hyret til at smadre rummet, og spyttede spaghetti efter hinanden af grin.
   Lige da jeg skulle til at give op, hive bukserne ned og skide på det hele, fandt Glen noget. Hun rejste sig op og fremviste et visitkort. Der stod "Kenneth Kearns" på kortet og da jeg vendte det om, stod der et telefonnummer på bagsiden. Jeg lagde kortet ind i min inderlomme i jakken og gik ud af rummet igen.
   "Burde vi ikke registrerer det som bevismateriale?" spurgte Glen lidt forsigtigt, mens vi gik ned ad trapperne og ud til bilen.
   "Ikke endnu," svarede jeg mens jeg grublede over, hvorfor det kort var blevet efterladt på gulvet, "jeg vil lige se hvor det fører hen, inden laboratoriemusene overtager og æder det." Vi var kommet op til stationen, og efter et kort irritationsmoment med Westergaard og Cole besluttede jeg mig for at tage hjem.
   Jeg låste mig ind i lejligheden, smed nøglerne på bordet og da Cable kom mig i møde satte jeg mig på hug for at kæle for ham. Sådan sad vi i et stykke tid, jeg kunne se på hans øjne at det havde reddet hans dag. Da mine ben ikke kunne holde til mere, rejste jeg mig, til Cables store misfornøjelse, og gik ud for at tage et bad. Det var en vidunderlig, befriende fornemmelse at lade vandet flyde ned over min krop. Jeg kunne mærke alle spændingerne forsvinde og alle mine tanker flyde ud i afløbet. Pludselig var det som om jeg vågnede, jeg satte mig op og kiggede rundt. Jeg lå i min seng, jeg var stadig fugtig fra badet eller også var det sved. Pat lå ved siden af mig, hun var nøgen og lugtede let af cigaretrøg og rødvin. Jeg rejste mig fra sengen og gik ud i køkkenet. Jeg tog en karton mælk og gav mig til at drikke. Hvad fanden var der sket? Jeg havde haft en eller anden drøm, allerede nu kunne jeg mærke dele af den begynde at glide fra min hukommelse som en skide ål i sæbevand. Jeg prøvede at huske hvad der var sket; noget med et værelse og en flamme, og en masse blod. Jeg forstod ikke hvad det betød, så jeg gik ind i stuen og så tv resten af natten.