Mit navn er Dennis Mabius, jeg er 29 år gammel og strisser. Jeg havde en kæreste Patricia og en kat Cable. Jeg boede i en lækker lejlighed i den pæne del af byen og vi havde snakket om at flytte sammen. Jeg havde hørt fra nogle trofaste kilder at jeg var øverst på listen til en forfremmelse, og jeg havde købt ringen som jeg skulle fri til Pat med.
   Alt var okey-dokey indtil for kort tid siden, hvor alt dette skulle ændre sig.
   Jeg vågnede som sædvanlig tidligt om morgenen, jeg arbejdede i drabsafdelingen dengang, inden jeg stod op lavede jeg 50 armhævninger og 50 mavebøjninger, så stod jeg op barberede mig som jeg plejede, trak i mit nydelige jakkesæt og gik ned for at spise morgenmad, en kanelbagel med let margarine og en kop kaffe. Inden jeg gik, ville jeg lige lytte til de 10 beskeder fra Pat og den ene fra min mor, sige farvel til Cable og tage affaldet med ned.
   På vejen til arbejde stoppede jeg hver dag forbi en grønthandler og købte nogle pærer og bananer, manden bag disken havde en radio hvor de spillede noget rock musik, som jeg fandt på radioen da jeg kom ud i bilen igen. Jeg kom op på afdelingen, hvor Daniel Westergaard kom med dagens anden kop kaffe og en stak sagsmapper.
   "Stadig i form?" sagde han smilende sarkastisk, manden er selv 1,65 høj og vejer på den gale side af 100 kilo.
   "Tja, hver mand gør vel hvad han kan," svarede jeg tilbage og gik over imod mit skrivebord.
   Der hang altid en let dis af cigaretrøg hele lokalet, men det var intet i forhold til når man gik forbi Frederik Coles bord. Det er en veritabel mosekonens bryg og jeg har altid hadet når jeg skulle forbi. Når jeg så endelig fik taget mig sammen til at gå forbi i et hastigt tempo, ville jeg håbe på at han ikke ville standse mig for at fortælle om en eller anden ligegyldig reklamefilm som hans datter var med i. Denne dag var heller ikke dagen hvor det skulle lykkes mig at slippe forbi. Han brugte de følgende 10 minutter som det tog at komme over til mit skrivebord, på at fortælle om en reklame for kondomer som hans datter var med i. Jeg hørte kun halvdelen af hvad han sagde, for min hjerne arbejdede på at regne ud hvorfor han endnu ikke havde fattet, hvor hans datters succes kom fra.
   Det kunne godt have været en forkert observation fra min side, men jeg syntes at kunne ane en lighed mellem de reklamer som hun deltog i: kondomer, bikinier, lingeri og andre ting der krævede en vidunderlig krop. Det var ikke mig der skulle bryde hans illusioner om hans "engels" stjernestatus, så jeg lod ham fortsætte i et par minutter og så fandt jeg på en undskyldning, alt lige fra at jeg skulle mødes med chefen til at min mobil vibrerede og jeg skulle på toilettet.
   Efter at have sluppet af med Cole satte jeg mig ved mit bord og tastede mit kodeord ind på computeren: "Chili". Det var navnet på Pats hund fra da hun var lille og hendes yndlingskrydderi. Mens computeren startede op, åbnede jeg skuffen og kiggede på hvad der lå deri. Et askebæger og en enkelt Camel, de havde ligget der i alle de 3½ år som jeg havde været sammen med Pat. Jeg tænkte ofte på hvorfor jeg stadig gemte den ene smøg, men inden jeg kunne nå til en konklusion kom en besked ind om at der var sket et mord nede i byen og at jeg skulle tage derind. Min partner Glen Peterson var allerede på stedet og jeg skulle bare møde hende der.

Jeg skyndte mig af sted og på vejen ned af trapperne kiggede jeg på adressen, men det var først da jeg kørte op til stedet at det gik op for mig det var den grønthandel, som jeg var stoppet forbi på vejen ind til stationen for en time siden.
   Der var allerede en del mennesker ved forretningen. Da jeg parkerede bilen, kom Glen mig i møde. Hun rakte mig en kop kaffe og allerede inden jeg havde løftet låget, vidste jeg at det var galt. "Med mælk?" spurgte jeg retorisk og med et bekymret blik i øjet, hun nikkede og uden at lægge mærke til min vrængen sagde hun:" tv-nyhederne er kommet". "Pis", var det eneste jeg havde at sige, men om det var til at jeg nu skulle til at svare på åndsvage spørgsmål fra emsige nyhedskællinger, der ville stikke mikrofoner op i snotten på mig når de i stedet burde stikkes op hvor solen aldrig skinner, eller om det var til at kaffen var pisse tynd, fandt hun aldrig ud af.
   Vi banede os vej igennem mængden af mennesker der ikke har andet i livet end at stå og glo på andre folks ulykke, og hvis de ikke kan det så sidder de hjemme og ser realityshows. Vi kom ind i forretningen, hvor jeg havde stået for under en time siden og ekspedienten havde ønsket mig: "en fortsat god dag". Nu lå han ovre i hjørnet mod bagdøren, hans ben var spredt ud til begge sider og hans grønne uniform var smurt ind i blodet fra det hul han havde i ryggen. Hans arme lå ud til hver side, den ene længere nede end den anden som om skulderen var gået af led. Jeg satte mig ned ved siden af ham, mens jeg forsøgte at undgå at få blod på tøjet samtidig med at jeg kunne mærke den kanelbagel på vej op igen, eller også var det den forbandede café au lait. Jeg fortsatte med at undersøge liget, og da jeg kom ud til hånden var det som om der ikke var andet end en blød klat kød. Jeg indså hurtigt at hvem end der havde gjort dette, så havde de også knust stort set alle knogler i mandens hånd. Den venstre hånd var uskadt bortset fra at den manglede ringfingeren. Hans hoved var også blevet knust, sandsynligvis med et stumpt objekt som et baseball bat eller noget i den stil.
   Jeg rejste mig op, tog handskerne af og gik ud af forretningen. Det øjeblik jeg trådte udenfor, kom en midaldrende dame hen til mig og stak en mikrofon så langt op i fjæset på mig at den rent faktisk hamrede imod min næse og jeg kunne mærke blodet begynde at løbe mod friheden. Bagved damen var der en ung knøs i shorts og med en T-shirt hvorpå der stod "IYDrugs". Han bar et kamera og havde en bule i de små shorts, der tydeligt talte sit eget sprog. Damen begyndte med sin sædvanlige "Hvem, Hvad og Hvorfor" rutine, mens jeg på én gang forsøgte at slippe igennem mængden, væk fra hende og forhindre min næse i at eksplodere i en kaskade af blod. Jeg fik prakket hende på en ung betjent, der på ingen måde vidste noget som helst om hvad der var sket. Han var ved at få sit tyggegummi i den gale hals, da jeg bad ham om at tage sig af damen.
   Ude på den anden side af den stadigt voksende folkemængde stod Glen, hun smilte da hun så mit hummer røde ansigt og den stribe af blod der løb ned fra min næse.
   "Er du ok?" spurgte hun, mens jeg hev et lommetørklæde frem fra jakken og tørrede blodet væk.
   "Ja, jeg klarer den," svarede jeg lettere irriteret, men hun vidste at det ikke var på grund af hende. "De skide journalister, de er kraftedeme for meget. De er fuldstændig ligeglade med om de skal kneppe dig i røven, eller smadre dig til blods når bare de får deres historie. Jeg er træt af folk der skal træde på andre for at komme højere op, jeg vil vædde på at hun aldrig har manglet en skid i verden, altid et nyt par sko eller en ny håndtaske, og så lige ned på den nye dyreste restaurant i byen". Imens jeg hørte mig selv klynke over verdens uretfærdigheder, havde jeg fået tørret blodet væk fra ansigtet og taget låget af den nye kop kaffe som Glen havde rakt mig, sort ganske som jeg kan lide den.
   Vi gik ned ad gaden, det var begyndt at trække op til regn. Sorte skyer i det fjerne var begyndt at æde solen, der i forvejen ikke varmede særlig meget til trods for at det var i juni måned. I starten gik vi i dyb stilhed, mens vi begge prøvede at finde hoved og hale i de ting der lige var sket. Hvem ville være så forskruet at myrde en grønsagsekspedient, og så ved højlys dag? Det gav ingen mening, hvor var vidnerne? En forretning om formiddagen måtte da have nogle kunder, og de måtte da have set noget!!?
   Vi blev begge enige om at mødes tilbage på stationen, satte os ind i vores biler og kørte af sted.
   Resten af dagen gik med at udfylde rapporter og vente på en melding fra retsmedicineren som ikke kom. Da jeg kom hjem, havde Patricia lavet en lækker, sen aftensmad: kina rejer i marinade med frisk salat og brød til, med hvidløgssmør, til hovedret oksefilet med græsk pebersauce og bagt kartoffel, kalorielet naturligvis. Dertil nød vi en glimrende flaske rødvin årgang '89. Til dessert elskede vi på det store pelstæppe foran pejsen, så dybt og inderligt at vi til sidst næsten flød ind i hinanden. Vi fortsatte inde i soveværelset og faldt i søvn i hinandens arme.