Engang, for længe siden, der var en lille egetræsvej, som førte til en stille og rolig skov, med azalea og acacia rundt til den og hvor der var flere fugle og sommerfugle.
Kun vinden kunne komme fra lang væk, bragt fra noget andet sted. Så, alle landskaben blev urørt, der var flere århundrede.
Alt der eksistede var harmoni og skønhed, fordi ingen ankom til den egetræs vej pludselig, og ingen forlod det også. Ind i de store trær, egern og bi, byggede deres "huse"og ved sød og ø, fiskerne og vandes fugle, fandte de bedre hjemme der de kunne få.
Den eneste ting, som kunne være bedre end det hele, ville være at finde, på midten af sådan fuldkommenhed og harmoni, parret forelsket, som gjorde løftet af dyb og opritig kærlighed? Fordi det sted var den bedst scenario for kærligheden, og landskaben var i stand til at inspirere til store kærligheder. Men dette sted havde en forbandelse. Ingen kunne have nogen følelse. Så, det skulle være umuligt at finde noget forelsket par; skønt sådan smuk landskaben.
Så, årerne gik væk, men intet blev anderledes ind i disse hjemme. Dyrerne voksede og ændrede sig mens de sæsoner gik, en efter den anden, år efter år. Den samme foregik med trærne, vanderne. Men alt fortsat som den samme, den ene forskel var den egen natur, som altid begynder igen. Men, de 30 mennesker som bøde der, og var alt borgerer der fra, beholdte dem selv på den samme måde. Den tid der gik kunne ikke blive dem anderledes. Så alle menneskerne der fra beholdt sig som på begyndelsen af deres live: unger, bag ved deres del af uvidendhed og erkendelse der de havde allerede før. De kunne ikke bleve sig bedre heller ikke værre mennesker, og der var ikke samfund forhold imellem familierne.
Ind i alle hjemme skete også en mærkelig mangle af følelser. Så, menneskerne bare arbejdede, dag efter dag, stille, uden at føle.
Og hvad må eksiste værre end det? Alle borgerer fik alt hvad de havde behov for: Godt og forskellige mad, hjem, familie, en rigtig smuk natur som hver som heslst havde følelser kunne beudre: solen, regenen, dagerne, natterne, stjernerne og alt hvad Gud kunne har skabt over det lille sted på Jorden.
Men menneskerne der fra, ejede ingen følelse. Intet kunne røre ved deres sanser, og alt hvad eksistede ind i alle, var en stor kold, rigtig hårdt og tomt.
Vinden rørte ved deres hårde kinde, hvor sørgeligen heller ikke lykken havde gjort tegn, og vandet, som våde deres læber, aldrig havde fulgt formen af smilet. De kendte ikke smagen af et tår eller et kys, heller ikke den sødt varme af en omfavne.
Følelserne beholdt frossen indeni enhver en, som et hård klint.
Men, disse mennesker havde ikke været altid ufølsomme, de var landsforvist af tiden, i en verden hvor menneskers følelser kunne ikke nå ud, og ikke engang lyset fra ægte kærlighed kunne blive tændt på det sted.
De havde at betale for deres gælder, men denne straf ikke lod at blive dem anderledes, jo mere tiden gik, jo mere de blev sig ufølsomme, fordi ingenting gjorde øndt på dem. De var uvidende om tiden og dens konsekvens. De beholdte sig unge for altid, fryst, på denne skov fyldt af liv, sø, skønhed...
Hvorfor? Der var ingen for at spørge om hvorfor. Tingene var på denne måde, og på denne måde de skete og fortsat.
Det var da stemmen, aldrig hørt der før, overvundet stræde og de få stille huse, stemmen ved siden en sang, som til nogen som helst kunne blive fortryllede, selv mennesker uden følelser.
En unge og pæn drenge, kommet som en velsigne, gik gennem dene veje, i en klare og smuk morgen, taget af mildheden fra denne stræd og af sit eget hjerte, som viste denne vej som den rigtige, fordi sit hjerte blev glad for at gå gennem den, med hans sang.
Lyden var overjordisk, og kom ind i alle stede, og fyldt alt med glæden og kærligheden fra drengen.
Hans sjæl var så ægt, at det reflekterede på hans sang, og den var i stand til at kurere alle onde.
Han gik uden at stoppe, og vinden hilsete ham, indtil han ankom til landsbyen, hvor menneskerne ikke kunne føle, hvor menneskerne aldrig havde hørt på hans sang.
Hans stemme ankom først til landsbyen, inden sig selv havde kommet, men hans sang stadig havde ikke været hørt.
Så, han kom tættere på et lille hus, og i entréen, han stoppede og bankede på døren. Hans ønske var at, i det mindste, han kunne være velkommet og, efter præsenterede sig selv, han kunne hvile for et stund. Hans fødder var træt, og han var sulten.
Så han var lykkelig for at have mødt denne landsby, hvor han kunne hvile for at forsætte med hans rejse senere.
Alt hvad han havde var overjordiske tinge... disse tinge var: bare hans gode følelser, hans sang og hans musiks instrumentet, som han aldrig forlod. Hjertet var hvad førte ham, og tårerne og smiler var hans forholdsregel.
Han levede for følelserne der han havde, og hans vej var ikke opmålete for landmark.
Han var ført for tiden og for tinge som han savnede. Hvert sted hvor han gik havde en stykke af sit hjerte. Hans alder var noget som han ikke engang kendte, han var unge, men han var fyldt af livets oplevelser.
Så, hvis han havde at betale for stedet hvor stod, bare gennem hans sang og glæs, kunne han betale.
Men det var ikke hans stor problem denne gang, og det han kunne bemærke snart. Døren var åbnt, og han kiggede på ufølsomme øjne af husets ejer og, snart, han havde lyst til at græde.
Husets ejer var en pige, meget smuk, som hilsnede ham ved døren. Men, da hun bemærkede hans fremmed ansigt, uden ord eller ingen følelse, hun ikke lod at han kom ind.
- I det mindste, sig mig dit navn! - rejsenden spurgte om hende - Lad mig at se på dit ansigt igen, fordi jeg kan ikke gå videre, hvis jeg ikke kendte mere om dig.
Der var ingen svar. Så den foreslket rejsende blev sig trist. Men, på øjeblikeet at han bemærkede hvor ufølsomme var pigen, han straks gjorde en smuke sang.
"Jeg har kommet langt væk fra, og jeg bare kende, af dagene, skønheden der er i at føle. Denne gang, jeg vandrer gennem dene veje, men jeg ved at hvad føre mig er skæbnen. I døren, jeg kom at banke på.
Undskyld mig hvis jeg vover at sige det, men du, smuke pige, kom til mig som kilden af mere ægte pøsi. Dine øjne er ikke lige som øjnene af de andre der jeg har allerede set på, fordi jeg aldrig har set mig selv reflekterede på andet kig. Du må skjulle din sjæl, fordi jeg kan ikke finde den på dig, men jeg ved at du er noble og forelsket, og jeg vil at vågne dig op."
Så, døren blev åbnt, lige som smilet af den unge digter. Men, bare en mand gik ud huset, og ikke engang han lagt mærke til rejsenden som stod der. Og manden gik ned til en lille flod.
Den unge rejsende kiggede på rundt til ham og så andre borgerer, ens disse der han havde allerede mødt, og endelig, han forstod hvad skete på dette sted.
Det var meget trist, men der var ikke ind i disse mennesker den vigtere gave, som Gud, gennem sådan stor godhed, har givet til alle levende væser.
- Der er ikke følelser på denne landsby, så hvor ulykkelige de borgerer er, min Gud! Hvad slags straf, så grusom er det, som er over disse ulykkelige mennesker? Hvad slags dårlig gerning ville fortjene sådan en straf?
Straks, den noble rejsende startede med at græde, fordi fra sine store skate, kun følelserne var sin postkasse. Og mere end to gange, bankede ham på døren, for at prøve at se, fra pigen, nogen tegn af liv.
Han havde ikke en anden ting at gøre, bortset fra gå videre med det, han ikke tænkte på opgive. Han bare startede med at singe igen, og gik videre hen til træet og, sat ved siden af det, og han prøvede at sove.
Det var ikke let at blive sovende. Men stilheden snart kom tilbage, sangen som var kommet fra ham, så levende; pludselig blev stille... en dyb stilhed, som aldrig havde haft der. Naturen lod død, og selv sommerfugle lagde ned deres vinger. Alle natur blev stille sammen og alt blev som før, trist, ind i de små huse.
Men den smuke pige, bemærkede den trist stilheden. Og, for den først gang, hun forstod hvor naturen så ud til at være kold og stille. Så, pludseligt, tårer startede med at løbe. Hun grad, det først vand som kom at vaske sin sjæl; og gode følelser kom som magiske der sangen af rejsende havde fået vågnende.
Intet i den kraftudtryk jord kunne gøre at vågne menneskeligs fornemmelser. Men på grund af sangen så perfekte fra den forelsket rejsende, den smuke fru startede med at græde. Pludselig, noget rørte sit hjerte, som var så hård før, og snart sit hjerte havde været fyldt med kærlighed og savne.
Hun huskede om sin fortiden og savnede de smuke dage, hvor inden denne straf, eksistede meget kærlighed og smiler. Og hun følte som om hun elskede rejsenden, en der havde givet tilbage hende de mere kære følelser.
Den smuke pige startede med at sige, men der var bare stilheden udenfor. Han sang ikke mere. Så hun kunne ikke vente på, og løb for at møde sin elskede. Da daggry allererde skinnede.
Hun løb gennem alle skoven, men hun ikke kunne finde ham.
- Hvor er du, min elskede? - hun spurgte om den stille vinde. Men ikke engang luften svarede hende fordi, siden rejsende blev stille med hans sang, selv vinden blev også stille, og ikke tog hendes spørge gennem disse veje.
Ved søn, hun så at alt var milde, fuglene var stille, blomsterne havde duften, men uden deres sjæller, og blanderne ikke bevæggede sig.
- Hvor er du, min fortryllelse? - gik videre den stakkels pige - Du vågnede mig op, nu det er mig som søger efter dig, så vær venlig, og lyt på mig!
Men hun modtog ingenting. Desillusionering og sørgelig gjorde øndt på hendes hjerte. Og hun ikke engang kunne forstå så stor smerte, og at så trist og stor følelse kunne blive hende blind, og tage væke hendes grund.
Men, på det øjeblik, gik ud fra hendes bryste, på en søde og ægte måde, en smuk kærlighedssang, som hun sang gennem vejen:
"Min søde elskede, du fandt kold i min sjæl, og grumsomme år jeg har levet på denne måde. Men nu, uden dine sange, jeg kan ikke finde freheden længere. Så, sig mig hvor du er! Ak kære, hvor jeg har behov for dig, for at gå videre med mit liv som jeg lige nu har fundet igen, og som jeg vil dele med dig.
Intet, end den kold stilheden var hørt som svar. Her og der, alt hvad man kunne se var anden bonde, som gik, uden følelse, gennem vejen.
Den smuke pige startede med at græde igen, og nu, hun også grad på grund af forbandelsen som var straf til alle bonderne der fra, lige som sig selv havde været før, uden at føle intet.
Så, hun huskede om den stor smerte som havde åbnt på sit hjerte. Og til hvilken hun ikke trøde på kunne eksiste en kure. Så hun ikke ville at fortsætte med sit liv, fordi nu det var en virkelig straf til hende: at se på mennesker der fra, som gik rundt til hende som søvngængerne, og bare hun, en der følt lidelsen og smerten af elske, uden at have hvem at elske.
Så, hun gråd så dybt, som ingen anden dødelig aldrig har grådt før. Og pigens sjæl blev let og endelig, fit, hendes sjæl fløj.
Hendes larme gråd løb gennem alle skoven, og gik ned i dryp. Drypene fra den mere ægte kærlighed.
Kærligheden for alle fra denne Jord, for alle der fra, som ikke engang bemærkede hvor dem selv var triste.
Og denne stor følelse af hendes ægte hjerte , var kastet i luften. Det var så meget lyst til at elske, at alle mennesker der fra kunne føle for den først gang, rørt ved pigens følelser, og alle ønskede at ødellæge den forbandelse. Ind i dem, havde en ny engergis kilde, og den trist pigenssang blev til glæd, fordi hun kunne at vågne alle bonderne, og også hun kunne finde sin elskede. Da han allerede kom til hende at møde.
Stille, de kunne vise alt hvad en og anden søgte efter. De havde været mistet hinanden der er lang tid, og nu de havde overvundet deres straf.
Han var en rejsende, fordi han sørgte efter sin egen sjæl, den mistet del af sin egen væsen som, på grund af gamle skylds, havde været mistet langs så mange tid.
Hun altid bare ventede på, uden følelse, og skjult på en verden lavet af skønheder, men hvor sjæler var urørt og forbudt til at elske.
Den unge digter var vågnet fra sin kort sove gennem fornemmelsen og glæden, rørt ved kærligheden af sangen som kom fra ud pigen, fra den større og stærkere følelser hun kunne endelig føle.
De omfavnede sig, i den mere ægte og smuke møde imellem søster sjæle, og ved den milde berøring fra elskov, skete den smukkeste af alle morgen. Naturen sang sammen og med en harmoni som ingen menneske kunne aldrig singe, men de kunne følge dem, fordi alle var vågnet og bare den evig glæde ville eksiste.
Kærligheden som velsignede sådan et ægte par, var i stand til at vågne alle på denne landskab. Taknemlige, alle borgerer sang en smukke giftmålssang, for at fejre denne først og magiske møde fra kærligheden, lige som den først frø som er kastet ved en god jord.
Den smuke pige og den rejsende, fandte den mistet lykke igen, som havde født igen med den løse op af kærlighed. Den forbandelse var endelig forbi, og nu, alle havde muligheden af at føle alt hvad skete ind i deres hjerte.
Landskaben blev smukt, fyldt med forskellige lyde og alle slags blomster. Og naturen, smuk og magiske, gav endnu mere glæde til alle der fra.
Fuglene sang, og dyrerne løb omkring alle stedet der fra. De gav farve til scenario, og sammen det klare vande, fisker lod gladere end aldrig.
Alle beundrede skønhed rundt til dem, som om de havde lige været født nu, alle tingene var nyhed. Og endenlig den milde landskaben var brugt lige som den perfekt scenario til en kærligheds historie.
Og det forelskete kærester, der havde ægter sjæle og længtes efter kærlighed, blev til det smukkeste forelsket par.
Livet fortsætter på Stræden af Egetræ, men nu, alt er endnu mere smuke, fyldt af vidunderlige fornemmelser, aldrig forestillede før. Kærligheden velsignede stedet, hvor var forbandet før og bare denne magtfuld berørening: den kærlighed, kunne rigtig have givet befrihed til alle der fra, endelig.