Hej.

Let's talk about that. Jeg er den eneste i min venindegruppe, der er single. Det vil sige, at jeg har meget fritid, alenetid og kan gøre, hvad jeg vil i forhold til mine veninder. De er mere låst, behøver ikke søge menneskelig kontakt og kan nemmere få tilfredsstillet deres sult for kropskontakt. Hvorimod jeg har mig selv og min højt elskede hund - men at føre en samtale med hende er lidt envejs. Så jeg ved godt, hvorfor jeg på papireret er ensom. Men jeg elsker også at være i mit eget selskab.

Jeg synes, at det er svært at være i. På den ene side har jeg unægtelig brug for min alene tid og behov for at sidde i sofaen og være grim, spise chokolade og bare eksistere. Men på den anden side har jeg et stort behov for at være sammen med andre. Det nytter ikke noget på arbejdspladsen, selvom det helt sikkert hjælper, at jeg er fuldtid på arbejde og ikke arbejder hjemmefra. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort ved mig selv, hvis jeg også skulle arbejde hjemmefra i denne tid.

Men nu til det værste. Jeg kan nogen gange føle mig helt alene i en stor forsamling, blandt venner og min familie. Hvor kommer det fra? Har tænkt meget over det. Er det fordi, at jeg ikke føler mig forstået af dem. De ved ikke, hvad jeg går i gennem på daglig basis? Det synes jeg næsten er det sværeste. Jeg kan forstå de lange aftener, hvor jeg gang på gang sidder alene og dagene flyder sammen. Men når jeg så er blandt mennesker og stadig kan føle mig helt mutters alene, det er hårdt. Hvorfor? Hvorfor før jeg den følelse? Er det normalt at føle det blandt dem man har kært? Eller er de så kære?

Jeg har én veninde, som jeg har haft i lang tid, som jeg forventer at have i mange år endnu. Så er der dem, som jeg har lært at kende ved tilflytning til byen. Skulle jeg flytte, så følger de ikke med i hvert fald. Men jeg kan jo godt lide deres relation nu. Derudover har jeg en enkelt barndomsveninde, som jeg har reconnected med de sidste 5 år. Vi er begyndt at blive tættere igen. Dem jeg har fået indenfor de sidste 6 år er dem, som jeg kan føle mig mest ensom sammen med. De har et ønske for mig om, at jeg skal score drinks til dem, når vi er byen og jeg skal leve deres ikke-singleliv i mit singleliv. Så når vi er sammen, så downloader de Tinder på min telefon og bruger en hel aften på at finde den perfekte fyr til mig - der går så 1.5 uge, så har jeg slettet appen igen. Men sammen med den kan jeg have det vildt sjovt og føle mig allermest alene. Sammen med dem er alting en konkurrence omkring, hvem der ser bedst ud, hvem der laver det bedste mad osv. Men jeg synes ikke, at jeg har "råd" til ikke at have dem som venner. Fordi, hvem har jeg så? Så har jeg min barndomsveninde og min bedste ven fra skolen, som bor i en anden landsdel... Hvordan fanden finder man nye venskaber sidst i 20'erne?

Jeg har jo fast job i en lille virksomhed, hvor alle er +35 og ikke fra min by. Jeg har min hund, men har ikke formået at skabe et fællesskab der. Jeg har nu købt et SUP Board, som jeg skal ud på til sommer. Jeg håber virkelig, at det kan give noget fællesskab, da jeg har meldt mig ind i nogen facebook grupper med det i mit lokalområde. Men er det normalt kun at have to venner? Jeg misunder nogen gange dem, som kan samles i store grupper og skrive på kryds og tværs. Det har jeg aldrig kunne. Men jeg værdsætter også den dybe relation og har aldrig været rigtig god til den overfladiske relation. Kan man blive bedre til det overfladiske, hvor man ikke behøver tænke så meget på at give noget af sig selv? Hvad snakker man om i de store vennegrupper? Er nogen tættere end andre?

Når jeg føler det her blev lidt langt, men jeg reflektere blot over min egen situation og hvordan dælen, at jeg skal blive glad igen. Lykken for mig er ikke en stor vennegruppe, men jeg gad godt være del af noget større. Håber SUP kan give det her til sommer.

Neola - The New One.