Det er snart 2 år siden jeg har været her på siden. Ofte har jeg tænkt på at jeg savnede at nedfælde mine tanker herinde men længere er jeg aldrig kommet.

Der har været drøn på efter Bastian er kommet. Nu har jeg to drenge og selvom ingen af dem har været planlagt, føler jeg ikke det kunne være anderledes. Der er en højere mening med de to små liv og nok som jeg tænker at der må være en form for grænse for hvor stor min kærlighed til dem kan blive, bliver jeg en smule mere forelsket.

De er forskellige. Emil er blid, fin i hans kropsbygning med hans lange slanke ben og runde bløde ansigt. Hans finmotorik er fantastisk, han er grundig,nøjsom og på trods af at han er en dreng på 5 år, har han kun enkelte gange slået sig i form af fx. en hudafskabning!!. Han er lidt genert og forsigtig. Måske vil jeg endda betegne ham som en smule sensibel. Bastian er...en BASTIAN. Robust, alt-ædende, højtråbende, klodset og med en attitude alla "her-kommer-jeg-om-I-vil-det-eller-ej. Han er indtagende og formår at skabe kontakt til andre mennesker i løbet af et sekund.
Fælles for dem begge, er at de er så kærlige....I like it alot!

Livets drejning rammer mig i denne tid. Jeg er blevet alene med drengene, vi har brudt vores familie op og jeg skal flytte...eller han skal....åhh det er der vi er. Uafklarede og dog mere afklarede end vi nogensinde har været.

Beslutningen blev taget for en måneds tid siden, men det var allerede sket! Vi talte bare ikke om det.

Hvorfor? Hans manglende evne til at tage ansvar? Min manglende evne til at acceptere det? Mangel på kærlighed? Ja...specielt det sidste. Igennem det sidste år har jeg savnet kærligheden så meget. Han i forvejen ringe evne til at røre mig og vise mig omsorg er bare vokset stødt.
Men har jeg ikke altid vidst det? At han ikke kunne formå både at være kæreste og familiefar på een gang? Jo, det har jeg! Alligevel tænkte jeg det ville ændre sig og har dermed ikke stillet større krav til ham end jeg kunne fornemme han kunne opfylde. Det har dog givet bagslag og hverken gavnet ham eller mig.

Så nu er vi her. Afklarede men triste. Det er dog ret udramatisk men det "svære" spørgsmål er heller ikke blevet besvaret og slet ikke taget hul på. Bolig, økonomi...børn? Vi forsøger at klare en lille bid ad gangen. At blive enige om et brud var det første og nok også største. Alligevel frygter jeg for det resterende.

Jeg er kommet mig over det første sorg. Græder ikke mere dagligt og ser i ny og næ et lys et eller andet sted derude, der giver mig håb og faktisk også gør mig en smule nysgerrig? Er jeg på vej mod noget bedre? Kan det tænke sig at livet kan blive ligefrem lykkeligt? Ja i ny og næ ser jeg sådanne lys og tænker sådanne tanker.

Børnenes små antenner...puhh det ved det jo godt. Emil stiller mærkelige spørgsmål og Bastian klynger sig til mig. "Mor...elsker du far mere end mig? Nej vel?" ... "Mor, jeg vil savne dig når du dør!" ... "Mor, er du sur på far?". Jeg må nok hellere få talt med ham men tænkte at han først ville kunne forstå det når vi rent fysisk ikke længere levede sammen. Jeg tror allerede han ved det...uden helt at vide HVAD han ved. Han mærker det.

Nu vil jeg stoppe. Hente Emil og give is i Kongens Have. Bare ham og mig...