Sønnen sov længe. For længe, så jeg måtte ind og vække ham. Han tog det ikke ret pænt, så jeg skruede op for den bløde stemme, hjalp ham i tøjet og serverede noget morgenmad der næsten altid glider ned, også selvom han ikke er særligt sulten.
Så faldt bomben.
"Mor, jeg behøver ikke madpakke i dag."
"Nå," sagde jeg overrasket. "Hvorfor det?"
"Jo for de store sælger pølsehorn og saftevand i dag. Og til morgensamling sagde skoleinspektøren, at vi bare kunne købe og så behøvede vi ikke tage madpakke med."
"Sagde inspektøren det," knurrede jeg.
"Ja," svarede sønnen som ikke fornemmede det minefelt han var trådt ned i.
"Jeg HAR allerede smurt din madpakke og den er sat sammen, så du får nogle gode, sunde ting, så du vokser og bliver stærk og har kræfter til at lære og lege hele dagen. Den SKAL du spise. Hvis du bagefter kan spise et pølsehorn eller en rosinbolle, så må du godt det."
"Alvars mor siger, at han godt må få pølsehorn til frokost."
"Jeg er ikke Alvars mor og du skal spise din frokost før du spiser det du har købt."
Han begyndte at smågræde.
Imens sad jeg og kogte indvendigt over, at en mand med en - må man formode - pædagogisk baggrund kan sige noget så tåbeligt til en forsamling små, påvirkelige børn. Men han vægtede åbenbart 9. klassens finansiering af deres lejrtur højere end den konflikt vi nu var løbet ind i.
"Køb et glas saftevand og drik til frokosten," foreslog jeg. "Og en bolle eller et pølsehorn. Som du spiser EFTER frokosten. Har vi en aftale?" Jeg rakte hånden frem. Han var ikke meget for at ta' den. Jeg måtte stikke min højre hånd ind i hans.
"Så er det en aftale," sagde jeg.
Men det ødelagde stemningen resten af morgenen.

Selvfølgelig må han gerne få et pølsehorn og et glas saftevand en gang imellem. Men allerede de første tre uger af hans skoletid er mængden af fødselsdagskage, -slik og deslige eksploderet i forhold til børnehaven, som havde nul sukker-tolerance. Den savner jeg.

Når jeg laver et forsigtigt skøn over, hvor mange nye sukkerdage det bliver til på et år, ser regnestykket ud som følger. 23 x fødselsdagskage (alle skal naturligvis demonstrere, hvor nærværende & kulinariske forældre de er, med hver deres unikke hjemmebag). Så er der fødselsdagene hjemme hos børnene. Mon ikke halvdelen er for hele klassen og den anden halvdel for hhv. drenge og piger? Det giver rundt regnet 15 fødselsdage med kage, sodavand og slikposer oveni de 23. For ikke at nævne de sociale arrangementer i løbet af skoleåret. Ialt 45-50 ekstra dage med sukker, i løbet af et år. Det er mere end en dag om ugen i (hindbær-) snit, når man trækker alle ferierne fra. Og alt, alt for mange, hvis du spørger mig.

Af samme årsag har jeg meldt mig i trivselsudvalget, hvor jeg forsøgte at få indført, at de kun må ha' frugt med i skole til deres fødselsdag - ligesom i drengens børnehave. Hvad der sker til børnefødselsdagene rundt omkring i de små hjem, vil jeg selvfølgelig ikke blande mig i.
"Det er lidt cubansk," sagde en af fædrene til mit forslag. Jeg smilede sødt tilbage, mens jeg tænkte, at de egentlig er ret smarte i Cuba. Der eksporterer de nemlig det meste af deres sukker.
Enden på det hele? Vi må droppe at give barnet slik og dessert. Det er åbenbart blevet skolens opgave.