Jeg møder Bob på en lille diner, der om aftenen bliver tranformeret til en lille livlig bar, der sælger billige øl og hedengangne drinks. Stedet føles lidt som at træde ind i en hengemt cigaræske foret med lyde og lugte fra en anden tid. Øl og friture og røgringe og små røde nappabeklædte bænke. Han sidder længst væk glemt inde i et hjørne, sammen med Øldragen, han har ikke travlt med at hilse.

Vi sætter os (mig og N) ved et andet bord, han kommer over for at snakke. Han vil introducere mig for en 'veninde' og trækker mig over til et andet bord, hvor der sidder en ældre dame og ryger. Det er dinerens opvasker, Kirsten. Hun er venlig men forbeholden over for den måde han præsenterer hende som et kuriosum i hans selviscenesættelse. At han er helt inde bag dinerens cigaræske-finér; ét med det autentiske miljø, det er dét, han vil vise. Jeg føler mig ubehagligt til mode overfor hans ublu udnyttelse af opvasker-Kirsten, som en behændig brik i hans kalejdoskopiske identitetskollage. Hun sidder bare dér, har fri og vil have fred til at ryge sin fyraftenssmøg. Jeg har set ham gøre dette tusinde gange før. Især når han er i det helt hektiske og oprømte hjørne. Det er for ham altid vigtig at skabe en intern jargon og interne referencer med særligt udvalgte, og bruge det til at skabe en platform, hvor han efter forgodtbefindende kan hægte folk på eller af. Det irriterer mig, mest af alt fordi det i mig skaber en følelse af ambivalens, - og måske fordi det så ofte har været mig, han har taget afsæt i. Og jeg, som det miserable lille menneske jeg er, elsker opmærksomheden i at han bygger de særlige fortællinger op med mig som epicenter. I denne evigt humoristiske ping-pong har vi sammen en næsten forelsket samhørighed, vores værn mod omverdenen. Vi tilsliber nye facetter på hinanden, som vi hver især kan spejle os i. Det er banalt og vammelt, men også så fandens dejligt, når man for en aften er den særligt udvalgte.

Det er når man står smerteligt i periferien, at man med en hårdhændet skalpel kan tillade sig at dissekere hans insisterende kollager af moods og punchlines og aliases. Han er mere højtråbende og barnligt opmærksomhedskrævende end sædvanligt. Det er ham som giver alle øgenavne. Som 'Smørtenoren'. Min arbejdskollega, hvis titel var 'business developer', men som bare var en umoden og hormonel teenager i en presset lyseblå skjorte med mørke dun på overlæben. Jovial og overfrisk med en 'vi-ses-i-Biva' pågåenhed. Eller hans veninde 'Øldragen', en lidt kraftig kvinde med kort mørkt hår tæt på de 40, som snakker som en rejekælling og drikker fernet.

Når han griner med mig smelter mit hjerte, men i aften føles hans selskab som en kummefryser og hans ord er som skorpioner, der kravler overalt på mig med løftet giftbrod.