Hvordan kan det være, at man ønsker noget andet, end man ved, man kan få? Jeg ønsker uden tvivl, at alt går som smurt. Som fod i hose og uden nogle vanvittige problemer, der titter frem og banker én i hovedet. "Husk nu dit, husk nu dat, der er tre afleveringer til næste uge og du skal rydde op på dit værelse!"
Sådan foregår det i mit hoved. Velkommen til mit lille melankolske sted. Under retningslinjerne faldt jeg over: "trusler om selvmord eller generel selvlemlæstelse er uønsket". Det fik mit til at smile. Jeg er selv en af disse. En af dem, der har den såkaldte ustabile psyke. Jeg kan ikke selv gøre for det. Jeg var født med en diagnose, GUA, som er i familie med autisme. Er det ikke i orden, at jeg skylder følelser og handlinger på mine sygdomme? Nok er de en del af mig, diagnoserne altså, men det ændrer ikke på, at jeg ville ønske, jeg var foruden.
Var det ikke for den skide GUA, så havde jeg ikke været angst og depressiv. Jeg havde nok været lidt mere normal som barn. Eller følt mig lidt mere normal. Jeg var den, der puttede hårnåle i kanten på trøjen, da jeg ønskede at være designer. Jeg købte et par år før denne hændelse femten mælkesnitter. Derefter blev jeg ked af det, og jeg fik dem afleveret igen. Jeg var ellers rigtig stolt over, at jeg kunne købe så mange. Det var jo vildt. Tiden dengang var fyldt med udfordringer og andet, der i realiteten var ufattelige platte, men alligevel tog man enhver udfordring op.
Livet var rart dengang, man ikke vidste, man fejlede noget.