Det han gør. De tanker jeg sidder med. De stadig lidt hævede øjne. Mit svingende humør. Jeg forstår det ikke. At han kan blive ved. At jeg bliver ved med at blive der. Når jeg sidder med den følelse jeg sidder med nu. Ved ikke engang hvad det er for en følelse eller hvordan jeg skal beskrive den. For egentlig har jeg det okay. Skal bare ikke snakke om det.
Fortalte ham endelig hvordan jeg havde det med at høre om hans kæreste og hvilken fantastisk person hun er. Egentlig havde jeg heller ikke forventet at han ville have forstået det. Men alligevel havde jeg forventet noget andet end det jeg fik. Ikke forventet at få grin og latterliggørelse tilbage. Skuffet, vred, gal og ked af det sad jeg tilbage og vidste ikke hvad jeg skulle gøre andet end at tude. Så det gjorde jeg. I en time. Synes jeg havde det okay. Hentede computeren nedenunder og prøvede at skjule at mine øjne var fuldstændig røde. Det gik okay indtil jeg får væltet en flaske vand og alt bliver vådt. Tudbrølende løber jeg ovenpå igen og kan ikke fremstille et eneste ord til min stakkels fortvivelde mor som gerne vil forstå hvad det er der er galt. Får hende heldigvis til at gå og sidde og tuder noget tid inden jeg går i seng og vågner op med de mest hævede øjne jeg nogensinde har haft.
Prøvede at være cool da jeg går ind i bussen, men så snart Jc. spørger om jeg er træt, går det galt. Og tårerne løber hele vejen ind på skolen. Skide godt. Hele dagen går jeg rundt i min egen verden indtil jeg skal på arbejde og er nødt til at være anstændig og smile. Det fungerer meget godt indtil jeg kører ind i en kundes hæl og hun kigger vredt på mig. Smågrædende forsætter jeg mit arbejde, men ikke længe efter kommer min chef og spørger om jeg ikke kan være der 1½ time ekstra. Jeg kunne ikke overskue det. Mine øjne er mere eller mindre røde resten af min arbejdsdag.

Jeg kan ikke mere. Jeg har det egentlig okay idag. Det går lidt op og ned. Det hele kom bare op i en spids og blev for meget. Og så kom tårene. Alle de tanker jeg har haft det sidste stykke tid, kom ud. Det var rart egentlig, bare at tudbrøle. Sker utrolig sjældent at jeg virkelig bare græder. Virkelig græder. Havde brug for det.
At han ikke forstår det, kommer egentlig ikke så frygtelig meget bag på mig. Men det gør mig vred at det er sådan. Han hørte absolut ikke efter hvad det var jeg sagde til ham. Snakkede udenom eller om sig selv. Kunne ikke komme igennem.
Sagde at, hvis hans kæreste af en eller anden grund engang ville bede ham om at vælge mellem hende og mig, ville han til hver en tid vælge mig. Bullshit. Som det hele er lige nu, ville han aldrig vælge mig. Men det er slet ikke det det handler om. Overhovedet ikke. Det er mere det at jeg føler at jeg ikke betød særlig meget for ham dengang. At han har fyldt mig med lort hele tiden. Og det siger han jo selvfølgelig at han ikke har. Jeg tvivler ikke på at han var glad for mig, for det har han været. Og jo, det handler da nok om at jeg er bange for at hun er overtaget min plads. Det har hun ikke endnu, siger han. Men det har hun bare så meget. Har aldrig hørt sådan som han er nu. Ikke hørt ham snakke om en pige sådan som han snakker om hende. Egentlig burde jeg være ligeglad. Jeg er gal på mig selv over at jeg ikke er kommet så meget videre at jeg er ligeglad. For jeg vil ikke være hans kæreste. Det vil jeg virkelig ikke. Og jeg virkelig helt oprigtig glad for at han har fået en kæreste. Men at hun betyder så fucking meget mere end jeg gjorde, er bare for meget for mig lige nu.
Hvis jeg havde haft en jeg var ligeså glad for, havde det været noget andet. Men det har jeg bare ikke.
Han sagde også at det, der foregik i hans hverdag lige nu, det han oplevede lige nu, var hans kæreste. Hvis ikke jeg ville høre om det, havde vi bare ikke så meget at snakke om, for det var hvad hans hverdag var nu.
Så står jeg tilbage med en følelse af at jeg bare er der. Hvis vi ikke har mere sammen, hvis ikke han har mere at snakke med mig om end hende, så ved jeg ikke hvor godt vores venskab egentlig er.
Han siger han elsker mig. Det er bare ikke det det handler om. Det er fint nok hvis han ikke forstår det, det er så det. Men bare han kunne respektere det.

Jeg er træt af at være så ked af det hele tiden.