Klos op af bygningen der huser vores nye kontor, ligger der en tom hjørnegrund. Det vil sige, tom var den ikke. Indtil for et par uger siden, voksede der træer, buske og græsser, som alle var i gang med dreje farvepaletten mod efterår. Der var mange fugle; puslen og pip. Når jeg passerede, mens jeg forsøgte ikke at træde på snegle, der havde forvildet sig ud på fortovet, føltes det som om der boede en lille smule pulserende natur, lige bag det spinkle trådhegn.

Indtil for et par uger siden.
Så ankom flere, store køretøjer, læsset med mænd i neonfarvet tøj, som begyndte at fælde træerne og rydde underskoven. Det tog et par dage, så henlå grunden tom og gold.

Der skal sikkert bygges et hus. Og det er jo godt, for så er der nogle mennesker, som får en ny lejlighed eller nyt kontor. Entreprenører og håndværkere kommer i arbejde, tjener penge og betaler skat. Og det er selvfølgeligt rigtigt og fint, hvis der virkelig er behov for de lejligheder. Eller erhvervslokaler. Og skatten, ikke at forglemme.

I morges, lige før jeg kørte ind i gården for at stille min cykel på sin plads, fik jeg øje på pindsvinet. Det var kørt helt fladt. Ikke meget blod. Bare en lille, pigget krop, som næsten faldt sammen med asfalten. Der har sikkert været et par alliker og skader forbi og skovle indvolde i sig. Så fik de noget at spise - og det er jo OGSÅ godt.

Men alligevel kan jeg ikke slippe tanken om, at grunden var pindsvinets. Her stod den for at sove vintersøvn, inde i en tyk bunke af lune blade. I stedet måtte den flygte fra mændene i de store køretøjer. Lige ud på vejen, hvor den blev kørt over. Og så er det faktisk ikke spor godt, alt det der er sket. I hvert fald ikke for pindsvinet.