Put David Bowie på headsettet: This is not America. Tag en kop varmt at drikke.

Dag dag, i cyperspace til alle online-ulve!

Jeg har kæpheste som alle andre:

1. En evindelig forholden mig til døden.

2. Enkelthedens rigdom, eller den mere prominte formulering, less is more.

Vita contemplativa. Den viden jeg sidder inde med, som jeg bruger i hverdagen. Den kommer jeg til at miste på et tidspunkt, men jeg skal ikke hviske online-ulve i ørerne om døden i denne omgang. Det er blot en erkendelse i dagens prædiken, som skal understrege rigdommen her og nu. At jeg ved noget, at jeg kan fabulere og således berige mit liv.

Jeg er ikke Bridget Jones, som ikke kan finde ud af sig selv. Jeg hylder ikke hendes principper. Dette er Danmark, og det er ikke overdrivelsernes land, for dette er ikke Amerika. Amerika er en drøm, der rækker så højt, at den falder sammen. En omgang gambling med en masse desperat håb, som ikke kan tage rejsen i det indre, mens det er der. En energi, som er kollapset (et mentalt sukkerchok med efterfølgende sukkerkoldhed og risiko for udvikling af mental sukkersyge!), som ikke rækker til at tage den indre rejse med tanker og nye ting at lære.

Energy interrupted! Den fik ikke lov at gøre, hvad den skulle, for ordren lød i stedet på, at investere mere og mere i ydre ting (mental overdosering af tomme kulhydrater!). De kan ses, og de kan antyde, at man har det godt, skaf dem! Jeg vil ikke antyde, at jeg er...Jeg VIL VÆRE, jeg ER. Der er kommet noget i vejen for fordøjelsen, den mentale: at se ud til, at antyde, at repræsentere, at lade som om. Tomme kulhydrater, som jeg jo altid tordner imod herinde foran en flok online-ulve.

Hvad blev der af det palæontologiske: AT VÆRE, JEG ER? Dette levende fossil af en term, som har forandret sig mere end de fleste ord gennem tiden (sum, fui, esse). Det mest uregelmæssige og forslidte verbum, man kan forestille sig på adskillige sprog. Det findes jo i bedste velgående, men folk gider ikke at grave i jorden, for det er hårdt arbejde. Og de ved tilsyneladende slet ikke, hvad de skal gøre, hvis de faktisk rammer det med skovlen. Det virker jo ikke! Det skal på museum, for at reddes - og naturligvis udstilles.

Forresten online-ulve, en udstilling kan være endnu en omgang mental forstoppelse i denne specifikke forbindelse. Men det er vel et tveægget sværd, for det KAN være redningen, indtil nogen finder ud af at bruge fossilet. At bruge det er redningen. At udstille det uden at lære at bruge det er den visse død. En svær erkendelse for en museumsarbejder som mig. Museet er en sårbar overgang, og det levende fossil skulle gerne komme helskindet igennem, ud på den anden side og bruges igen.

Lidt, men godt. Vita contemplativa er mit rusmiddel. Jeg ved, at jeg skal løbe tør en dag, men nu...nu plejer jeg det som juveler. Jeg bruger det. Jeg pudser det og opbevarer det indimellem. Beundrer det som en fantastisk museumsgenstand. Jeg tager det altid ud igen og bruger det. Det er ikke en Ferrari, et fedt hus, eller dyr mad på en fin restaurant. Det er havregryn, glade børn, bøger, smil og interessante mennesker, som stabiliserer det mentale energiniveau og forebygger mental sukkersyge. Det er ikke prestige, men det virker. Måske prestige øger risikoen for mental sukkersyge?

Erkendelsen af, at det er alt nok. Den er meget beroligende og ren rugbrød for blodsukkeret (hvis der altså ikke lige er amerikansk majssukker i). Prestigen er rastløshed, der altid skriger på mere. Den er altid sulten, og vil have sit fix.

Jeg er ikke Bridget Jones, jeg er dansker, og jeg lever ikke som turist. Det vil sige, at jeg nok lever som turist, fordi alt er midlertidigt. Men jeg gider ikke gå efter den imbecile chef, bare fordi han ser godt ud. Jeg kan godt grine, og jeg gør det. Men jeg griner ikke ad mine egne inkompetancer, for jeg har sgu for travlt med at udbedre dem. Jeg griner sammen med et barn, der stamper i en mudderpyt. Jeg griner, fordi jeg er glad. Jeg griner ikke, fordi jeg har svært ved at tackle et eller andet. Så lærer jeg at tackle det.

Ingen mellemled. Ingenting, der får mig til at se ud, som om jeg er, som antyder, at jeg er. Ingenting, som repræsenterer mig. Jeg er direkte og live. Jeg ER. Jeg griner ikke for at VÆRE. Jeg er (glad), og så griner jeg.

Jeg bliver nok ikke populær på at mene, at en del komikere lider af mental forstoppelse og forsøger sig med grin, sarkasme og ironi som laksativ. Ja, alle mænd! Jeg er kvinde og har ikke humor! Jeg har masser af glæde. Jeg kværulerer og prædiker, men jeg har masser af glæde, og jeg peger ikke på en komiker, hvis jeg møder en. Jeg bruger min tillid, falder i og lytter efter det, som ligger bag sceneshowet, hvis de altså klæder sig af. Der kan man ikke selv bestemme, for komikere er ofte meget blufærdige.

Amerika er ikke syndebuk i dagens prædiken, online-ulve. Amerika er bare et eksempel på great expectations. Den amerikanske drøm, om at alle skal have lov at være med i lotteriet, selv om ikke alle vinder. Liv er liv og død - liv skal ikke være lotteri.

Indtag nadveren i Faderens, sønnens og Den Helligånds navn, og VÆR! Amen!

Jahve er det hebraiske navn for Gud. Navnet sættes i forbindelse med verbet "at være (til stede