Jeg fandt et billede af mig selv, da jeg var 11. Det var dengang jeg længtes efter at komme overens med den nye virkelighed, hvor far var flyttet og mor gik i byen, drak og slæbte fremmede mænd ind i mit hjem. Det var et misforstået hensyn fra min mors side - så vågnede jeg da i det mindste ikke op alene i den store lejlighed. Bortset fra, at det gjorde jeg indimellem alligevel: Når min mor tog direkte videre på arbejde efter en bytur.

Jeg mødte i skolen klokken otte. Hun mødte på arbejde klokken ni. Så når klokken slog ni, brugte jeg hvert eneste frikvarter på at ringe fra mønttelefonen på min skole til min mors arbejde. Lettelsen var enorm, når hun endelig tog røret. Nogle gange med en lille bagskid på. Som regel med en fjerlet undskyldning, der nedtonede, hvor grimt hendes svigt var.

Engang fandt hun en gammel seddel, som var faldet ned bag radiatoren. "Kom og se", kaldte hun. Jeg har nok skrevet den, da jeg var omtrent 11. Nu var jeg 15 og vi lo begge af den indignerede tone. "Kære MOR. Vil du ikke nok KOMME HJEM. SÅ jeg ikke ligger alene og BLIVER BANGE. DET kan du IKKE være BEKENDT, hilsen OLIVIA." Vi trak begge tænderne ud af min vrede og gjorde den harmløs og sød, min mor og jeg.

Hun tilbragte mange lørdage og søndage i sengen, med den forhåndenværende kæreste ved siden af sig og en kold karklud på panden. De kunne sagtens blive liggende til langt ud på eftermiddagen. Når klokken nærmede sig 14 (dengang lukkede butikkerne mellem kl. 13-14:30), og udsigten til at stå ud af sengen forekom uoverskuelig og frem for alt tømmermands-udløsende, blev jeg sendt afsted i byen. Dengang var der ikke (officielle) regler for, hvor gammel man skulle være, når man købte øl, vin og den slags. Dog holdt de sig til øl. "Køb otte guld tuborg. Og 20 Kings. Og 40 Pall Mall."
Jeg ha-de-de-de-de-de-de-de-de det.
Alt i mig skreg NEJ, men jeg havde ikke modet til at sige fra. Hvem siger nej til sin mor? Som man bor hos? Også selv om hun stod og svajede blidt og forsvarsløs i ølbølgens brændinger, mens hendes brune blik skvulpede i retning af mine øjne. Hvis jeg prøvede at udtrykke min modvilje, frøs hun til is - alkohol i blodet eller ej. Jeg husker engang, hvor jeg trodsigt gjorde turen til mini-Irma (der, hvor Pegasus ligger i dag) og købte 6-8 guld tuborg og en plastikpose. Halvvejs hjemme gik posen i stykker og knaldede ned i asfalten, før jeg nåede at gribe den. Ikke en eneste øl overlevede. Jeg bandede min mor og guldøl og mit liv langt ind i helvede og små-løb tilbage til Irma. Som nu var lukket. Jeg blev endnu mere rasende, men samtidig også bange; hvad nu, hvis min mor ikke troede på mig? Hvis hun troede, at jeg med vilje havde trodset hende?
Hun vendte den ærgerlige kind til og anerkendte det som et uheld. I stedet blev kæresten jaget ud af sengen, støvet overfladisk af og sendt ind på hovedbanegården og hente nye forsyninger. Pyha.

Når jeg ser et billede af mig selv som elleveårig, ligner jeg et barn. Bag barnet, kan man godt ane den spæde, unge kvinde. Næsten på vej til at blive smuk. Hun var temmelig kry, på en måde. På andre måder, var hun parat til at krølle sig sammen, skamfuld og genert, hvis hun blev bedt om at trumfe sin vilje igennem, eller selv definere sin vej. Hun var jo kun 11, eller lidt mere, i temmelig lang tid.