I morges kørte jeg forbi et lavt trådhegn, som stod foran en stribe af visne bøgebuske. Af en eller anden bliver jeg altid overvældet af vemod ved synet og det i et omfang der langt overstiger summen af de to indtryk. Mindet om en gennemtrængende duft af formuldede blade og skovsvampe følger altid umiddelbart efter vemodet. Og en følelse af, at være meget nær jorden, som sender sine efterårsdufte op i min lille næse. Jeg tænker, at det er minder fra dengang, hvor jeg lagrede oplevelser i vertikaler som dufte, lyde og billeder. Måske et førsprogligt minde.