City og -
Luxembourg var tydeligvis, så fuldstændigt åbenlyst, intet glemt i bilag eller fejet under gulvtæppet, hans land. Ikke hendes, ikke endnu, til trods for at hun efterhånden hang på spisesedlerne ligeså ofte som ham. Nogle gange hang de dér endda samtidigt, side om side, "Statsministeren melder ud til nytår" tæt omslynget af "Marguerite på udsalg". På den måde, ja, lige præcis på dén måde, var de jo så forskellige. Sådan hærgede de hver især stakkels, gamle City på helt forskudte niveauer.
Spar dame -
Det skete, når hun kom hjem fra en af sine mange shoppingture, at hun tændte for fjernsynet på den mest insisterende nyhedskanal i pakken, indtog et af hans uendelige mængder interviews eller highlights fra en parlamentsdebat sammen med sin frokost. Socio-økonomiske argumenter som tilbehør til hendes hjemmelavede sandwich eller hendes (denne gang) lettere mislykkede quiche, så det klistrede brød gled blot en anelse nemmere ned. Marguerite forstod skam godt hvad han sagde, værre var hans franske heller ikke, hun ville endda have været perifert enig i størstedelen, hvis hun ligesom hans partis ukronede førstedame, men altid damen, aldrig dronningen, havde interesseret sig for politik. Politisk anlagt var Marguerite bare ikke. Bestemt ikke! Hun havde sine grunde, ligesom det var blevet til en stående, mere end en liggende joke, at hun havde fundet en minister for at få sin daglige baguette tilfredsstillende smurt - og derudover sit hjertes rustne mekanismer, ikke sandt? Tys, det sidste var slet ingen spøg, skulle forblive en hemmelighed, han måtte endeligt ikke få det at vide, for ganske vist blottede Marguerite sig gerne, hun blottede sig selvfølgeligt, men kun ind til de yderste lag.
Sagen forelå således, havde hun også fortalt journalisterne, når de spurgte - en politiker havde hun fundet sig, men han var ved Gud det eneste, den eneste, i den retning hun udviste noget gennemgående engagement overfor. Lad Jean Louis Girard beholde politikken for sig selv, så længe hun kunne blive. Hos ham, i hans land, i hans by.
City og -
På sin vis elskede hun derfor, udelukkede derfor, City - Luxembourgs eneste af slagsen, den eneste af nogen nærmere værdi. Den var ingen boheme-beåndet Paris, men de gamle gader gemte da en vis magi i hjørnerne, i sprækkerne imellem de ujævne brosten der tit og ofte og uopdragent formåede at gnaske i en stilethæl til det sagde knæk, havde hun lært af bitter erfaring. Mest af alt elskede hun Citys potentiale, den fremtidige mulighed som byen holdte ordløst frem imellem hans lejlighed og Grund, muligheden for at også dette sted en dag skulle blive hendes eget, som Paris var blevet det først. At han nok skulle give, overgive en smule af dets vælde til hende. Når tiden var inde, en dag, engang, fortalt i stil med de eventyr man åh så folkeligt mente var uegnede for børn.
Spar dronning -
Om natten når han sad oppe og arbejdede og hun vågnede, ikke ved hans fravær, men fordi hun skulle tisse eller fik lyst til noget at drikke, vandrede hun ofte ned i stuen med sin boblende lemonade i krystalglas, stillede sig nøgen ved de store panoramavinduer som lagde City by night for hendes fødder, imens hun betragtede de lysende silhuetter der brød med det klare, kolde januarmørke. Da befandt hun sig bedst, dér, i en lomme, vel på en art trone, med selveste Augustus i privaten bag hende og hans imperium lagt ud til skue foran. Da vidste Marguerite med den størrelse sikkerhed som var netop hende forundt, som var hende tilladt, at hun ikke ville være hjemløs for evigt, at hun ikke havde forladt Paris blot for at vandre udi det rene ingenting. Husk på, han var lige fyldt otteogtredive, var kejseren. Giv tid, giv tid! Et år mere, tænkte hun, talte hun udover fingrene, og hun ville være Luxembourgs ligeså vel som hans dronning, ikke kun i profil, men i front, i virke, intet glemt i bilag eller fejet under gulvtæppet. Spisesedlerne skulle nok annoncere hende og alle ville kende hendes navn.
Næste år, i januar, samme tid. Alt til sin.