I det legendariske kryds mellem Hjortensvej og O3. Nogle vil nok mene at krydset, hvor 09, 43 og 44 mødes er mere legendarisk. Der hersker tvivl, men det er ikke noget som en cykeltur ikke kan afgøre, eller vejret. Hvad der ikke er I ens magt. Men nu! Nu skal vi forestille os en gul murstensvæg. Kameraet panorerer forbi den, så lang tid det nu er nødvendigt. I mens dette sker, skal jeg bede dig høre lyden af et tog; bare din yndlings tog-lyd. Denne lyd og den gule murstensvæg. Tempoet accelereres. Lad det rulle så lang tid det er nødvendigt. Og når du er klar, så er vi i gang. Eller. Det er en sommerdag, Columbineskyerne trækker henkastet over himlen. Sporvogn, spækbrat, "er de nye reklamer kommet?" Med kameraet ser du op. Et køleskab brummer. Det overdøver så klart skyerne, og du er ikke i tvivl. Du er indenfor bag dobbeltlags Veluxvinduer. Eller. Dit hår er vådt og hænger foran dit ansigt, som et sammenklasket spindelvæv. Lad os tænde et lys for de faldende soldater! Lad os dog komme til sagen! Om noget.
En læge overbragte beskeden. "Den er splattet ud, som marven af en terrorist. Helt teoretiseret." Han gjorde store øjne, selvom det i sagens natur ikke var nødvendigt med effekt. Derefter bukkede han med et tilfreds smil, og vendte omkring med en piruet på træskoens spids.
"Hvad skal jeg gøre nu? Humpe. Hvor går man hen? Vanløse." Han drejede hovedet omkring, strakte hals og svarede forbi mit spørgsmål.
"Det er en spektakulær rist de har sat foran hospitalet, den suger vandet sultent og glubsk." Hans smil var ikke mit smil. Moderligt falsk. "Det er sandelig en dragende forbindelse, vi har os til underverdenen igennem den rist. Ikke? Men nu, farvel." Han løftede hånden.
"Jeg insisterer, du må forholde dig til dette." Jeg rakte det udsplattede barn frem. Han stoppede, vendte sig om. Alvoren trak hen over ansigtet fra venstre mod højre og flækkede et melodrama. Han tog tre skridt imod mig og greb fat om det højre ben på barnet. Jeg strittede imod. "Hvad laver du dog. Du kan ikke. Rødkål. Slip. Slip dog." Barnets ben gav sig, og jeg landede på røven. Lægen var blevet på benene og løftede stolt benet i vejret.
"Det er fantastisk. Det er fantastisk. Det skulker, det siger til mig..." Han førte det til sit øre og hviskede indforstået med det.
Jeg så til fra gulvet, mens han lagde det fra sig. Han sagde farvel. Vinduet baldrede og lægen forsvandt. Jeg nåede ikke vinduets udkig før faldet var tilendebragt. Som på et signal begyndte flere vinduer af baldre, og endnu andre, og endnu andre. Hoppende læger.
De faldt stille-koncentreret samlet om individuelle effekter. En trak et flammespor efter sig, skønt. En lod papirstumper drysse efter sig. Endnu en efterlod en smuldret frokostbolle i luften. Melankoli? Så fik jeg øje på min hånd. Forsiden, bagsiden, forsiden. Den kaldte på mig, det kaldte over højtaleranlægget. "Personen der henvendte sig med et udsplattet barn. Jeg gentager, personen med det udsplattede barn, bedes henvende sig på taget, straks".
Elevatoren gav associationer til et pulterkammer. Planker, tomme vinflasker, generatoren til en bil og en kvart vinge til et menneskes vejrmølle fyldte. 25ende etage. Mit tryk igangsatte en venlig mekanik og jeg gjorde klar til at kede mig. Hvilende på det ene ben lod jeg det andet hvile, mens mit blik hvilede på etageangivelsen. 14 og 15 etage. Måske var det bare mig, måske var det et dalende tryk, sporløst, i alle tilfælde følte jeg mig mere og mere klemt. Vejrmøllen trykkede sig mod min ankel og funktionærtøjet trykkede sig ind mellem mine arme og ben. 18 og 19 etage afslørede sig temmelig tilsløret. Ærlig talt er det gætterier, men jeg må jo stadfæste, hvor begivenhederne fandt sted. Det er ikke lotto. Der lød et puf og vinflaskerne begyndte at sprænge som popcorn. 20, 21 og 22 etage. Metal som strækker sig. Godmorgen. Fremmed menneskers familiealbum afspillede deres erindringsspor i min bevidsthed. "Hvorfor holder du ikke fast i mine hænder, når jeg taler til dig. Pas nu på, at vi ikke bliver væk fra hinanden - vi skulle jo nødigt blive væk fra hinanden - vil du, at vi skal blive væk fra hinanden?"
Et ufødt barns krop trykkede sig ind i min i mellem 23 og 24 etage. Og jeg har ikke mere at sige til denne elevatortur. Døren gik op. Jeg var ankommet på taget og forlod elevatoren med rolige knytnæver nærved nynnende.
En ung mand i selebukser og lakseslips greb mig i armen. "Kom med, kom med." Han førte mig ind i et skur med et solidt skub. "Kom så i gang, frygteligt, frygteligt." Han smækkede døren bag mig. Det var et tøj-mekka-chok, med herretøj über alles. Det løb ned af væggen og lagde sig som klatter. Jeg gjorde mig aldrig umage, slet ikke, greb til den første og bedste jakke-medium. Hvem ved, jeg har ikke i sinde at udtale mig på fremmed sprog. Ikke min verden, ingen kop te.
Døren blev åbnet, og inden jeg fik vendt mig om, var han inde og havde smækket døren efter sig. Han stod lænet op af den, som om han frygtede. "Gschnas princip gælder med dig. Intet hurra. Åh gud, du flager på halv." Jeg anede at han havde sagt noget fundamentalt om min person, og spurgte til hvad det kunne betyde på sådan en almindelig dag. "At skabe noget værdifuldt ud af noget værdiløst," messede han gentagende for sig selv, mens hans øjne stilke-vandrede i tøjskabet. "Du skal være en laks. Hvad hed du. Gran, gran, granskov."
Åh, han forsøgte sig så flot, og jeg ville så gerne give denne velkomst et ordentligt svar. "Nej, det er ikke Gran, det er," han rykkede nærmere. Jeg holdte hænderne op til klappe-klappe kage. Det skete og han tog imod invitationen. "Du skylder os alle sammen noget Daniel, Nej ikke nåde, det kan der ikke blive noget af. Du skal stoppe dit vås, og trække i disse bukser." Han holdte trompetbukserne frem. Modeår skifter som puf. "Se, de har den rigtige effekt. Effekt." Han trak på T'et med en helt masse tunge. "Tteeeee" en lille pause "T bliver til eeeeeee". Jeg fik bukserne på, mens han legede videre med alfabetet. Han var gået affekt. "Ddeeeee" han tog sin kunstpause "bliver til eeeeeeeee." Han åbnede døren for mig "følg striberne. Dem på 2 mm, ru overflade. Tjep, tjep. Og ingen sang. Knæl hvis nogen beder om det."
"Jamen der er ikke nogle striber? Det mener jeg bestemt ikke." Han tog sig til hovedet. Rystede det med hænderne.
"Spørg." Han skubbede mig blidt, mens han gabte ustyrligt. Hen mod døren gik det.
"Jamen hvem? Av." Jeg ramte hovedet mod døren, da den var lukket. Han noterede det ikke, men svarede som om den største smerte var hans.
"Argh." Og så gabet, og endnu et gab, som ikke ville få ende. Han talte sig ud af det med de næste ord. "Lydmanden. Kom nu afsted, afsted til reklamernes land med dig." Han skubbede mig til side og åbnede døren. "Pau, pau," genopvækket skød han op i luften med fingrene.
Jeg kunne kun være lykkelig. Det var en brav modtagelse og en veloplagt påklædning. Jeg drejede hovedet rundt og nikkede anerkendende til min nye ven. "Tak ven, tusind tak." Han smækkede døren.
Patienter og pårørende var stimlet sammen på taget. De tilbød sig til sceneriet ved at hælde maling ud fra bygningens 25 etage. Små hilsner eller blot en addition til lægernes formidable middags underholdning. De hjalp til med at gøre det til en uforglemmelig dag. Jeg trykkede en af de omkringløbende i hånden. Han måtte takkes, "sikken et show, kan jeg bidrage? Lad mig bidrage?" Han pegede mod en mand, "det er ham vi adlyder. I dag." Han smil-blinkede ved den sidste bemærkning. "Der er jo en ny dag i morgen. En ny dag i morgen," han stavede det for mig og så kunne han ikke holde grinet tilbage. Det var djævelsk - om det ord stadig er i brug. Er det i brug? Under alle omstændigheder var det en taktfast stemmes orden, som han pegede mig imod.
"Grøn maling fra sydvendt side på 3,2,1. Giv den tre spande kul. Nej, forhelvede! Det er en metafor. Fire. Nu." Han snurrede en omgang på podiet. Sikken et vue han måtte have, det kunne give ethvert sundt menneske økuller. "Klip til overlæge Mikkelsen fra 17 etage. Start fra udvendig side, og dron dig rundt om ham. Og faldet mod asfalten. Klip. Gentag. 50% rabat på tempoet. Grøn maling i højre side. Fald mod asfalt. Malingen daler over ham i 4,3,2,1. Klip. Og reklamer. Ja tak."
Han var helt sikkert fra denne verden, men en tidligt udrejsende. En sandhedssøgende mand. Han begyndte at mane noget frem. Med hænderne trak han det til sig og vejret trak han med ned i maven og herfra blev en for tidlig født mumlen til kendelige ord. Nu måtte man læne sig tilbage, lytte til det som komme skal. Talen. "Store menneske, ensomme. Ikke som hunden, dem er der så mange af, men mennesket derimod, det eneste, er sin. Underet, at vi skulle være så alene. Kattene er ikke alene, dem er der mange af, men mennesket - så ensomt. Der er ord så lange. Navneordssammensætninger, og det blot som alment eksempel. Der hvor jeg kommer fra var der en svømmehal, en sort bygning. Sådan vil det komme at gå alle. Som det er nu, bliver der sagt for meget på samme tid, og det også selvom de fleste siger det samme, som hverandre. F.eks. til jul. Vi delte skab, jeg og min lillebror. Jeg havde de to øverste hylder, han de to nederste. Jeg var højest, det er klart." Han tog en pause. Havde ikke noget sted at hvile hovedet. Tog ordet igen "Jeg vil bare være her. Kvadratisk. Lide skade, skibbrud eller synge. Lad det komme. Alskens dyr er på tv. Kødædende såvel som planteædende. De kommer frem på hver deres måde. De fleste viser sig slet ikke. Det er ikke et dyrevenligt land. Kun for de få, der egner sig som kæledyr. Men her er det alligevel for højt oppe for de fleste, medmindre hjorten vil springe i faldskærm, for at komme tilbage til der, hvor den har hjemme. Eller, at hunden vil tage elevatoren. De kunne besøge os. Vi ville lade vores børn læse højt for dem. Vi vil lade dem tage hjem igen, når de vil. Vi deler allerede skoven, vi besøger den. Nu må de komme og besøge os. Vi har mad, gode stole, lidt af hvert. Dyret er velkomment. For ikke at tale om maskinerne. Maskinerne er velkomne. De er blevet mindre og de siger slet ikke noget til det, de arme maskiner. I er inviteret! dyrene er inviteret! Tavshed er en dyd, og vi passer på de små. Vi forstår jer og vi taler med hinanden om jer. Hvis blot I vidste, hvor meget vi har talt om jer. Der er så meget at fortælle. Så kort en tid vi har. Men hvem er jeg at klage, jeres tid er endnu kortere". Det blev meddelt, at reklamepausen var ved at være slut, og han stoppede midt i det. Sikken en nattetegning, som han havde givet os. Mine ben var begyndt at sitre, og nu mærkede jeg det, og udtalen - det var benovelse. Han ville nok opleve dronningerunder og taffelindkaldelser med det svung. Han tog ordet igen. "Giv lige Vanagisterne en hånd. Uden dem ville det ikke kunne lade sig gøre. Tak er et fattigt ord, så lad os bruge det mange gange. Tak, tak, tak, tak, tak. Tak. Tak, tak, tak. Tak."
Det havde puslet omkring mig, men nu rømmede det sig tæt ved mit øre. Trådte et skridt nærmere, rømmede sig så igen. Jeg vendte mig, og han præsenterede sig straks, som ham der havde tilsat lydeffekter og musik til flere Nintendo-klassikere. Han talte på fingrene. "Ja, ja det er jo mange år siden. År. Nårh," men nu skulle jeg høre efter, eller rettere se efter, forstås. Han lukkede øjnene, åbnede munden vidt og slog ørene ud ved hjælp af hænderne til et abeansigt. Jeg takkede ham, og han rystede på hovedet med et overbærende smil, det var ingen årsag. Han lyttede. Det muntrer fortrak sig. "Den lyd mangler drama, simpelthen. For fad. Indset et spark stortromme, når han rammer asfalten. Kom nu. Et solidt fodboldsspark lige i indvoldene." Han råbte det, og vupti, så stod en trommespiller klar ved mikrofonen. Han blev dirigeret fra alle fire sider med tæppet-går-ned-håndbevægelser "Nordvendt side. Nu. Sydvendt side. Nu. Og." Han trak på det, han trak ikke vejret, "nu! Repeter faldet fra sydvendt side. Et fra neden, et fra oven og et fra pandekameraet." Lød det fra dirigenten. Lydmanden supplerede. "Stigende lydniveau. Bang, bang, BANG." Hvis manden med trommen var i tvivl, indikerede lydmanden det med armbevægelser og udspillede sine eksplosionsklare øjne. "Ja, ja, ja."
Men nu skulle jeg rigtig nok have noget at høre, om jeg ikke vidste det så skulle jeg høre. "Kom tættere på. Prøv at se hvor stor han er blevet", han pegede op på dirigenten og hviskede. "Der er en ulv ved døren. Den spiser op. En sommerfugl blafrer ind af vinduet, og ødelægger min koncentration." Han tog sig til skridtet. "Det kender du også." Så greb han en pårørende. "Få dog fingeren ud. Du ligner en idiot. Ja, dig. Grib en pensel. Se." Han pegede med hovedet, som han havde presset mod den pårørende, således at de flugtede. Nikkede det fremefter. "Der. Kan du se telefonboksen? Okay. Mal den orange." Han daskede den pårørende i baghovedet og mens han stadig børstede kinden af efter dette, henvendte han sig til mig igen. Jeg skulle nok lige hjælpe den pårørende på vej. Jeg nikkede, det skulle vi nok klare. Eller, jeg ville så gerne være indforstået, men der var blot en lille bitte del af opgaven, som jeg ikke havde forstået. Det skal jo gøres rigtigt første gang.
"Ikke for noget, men du mener ventilatoren, ikke? Det er ventilatoren, der skal males?" Jeg pegede.
"Ja da, hvad sagde jeg? Tjep, videre, andele." Jeg takkede ham, men han var allerede videre. Med gestikulationer allover animerede han. Lyserødt plast blev transporteret frem og tilbage mellem arbejdsvillige hænder. Sådan. Den pårørende havde allerede penslen i hånden, en anden havde bragt malingen. Jeg greb om hans håndled, ville føre penslen ned i malingen, men i stedet fejede den henover taget og grus satte sig i hårene. Den var ubrugelige. Forfra. Jeg lagde min venstre hånd om hans bryst, strammede den højre om håndleddet. Derfra førte jeg hans hånd, men igen mislykkedes jeg med at holde ham fast på arbejdet. Hans hånd gled over en flosset metalkant, så huden trevlede. Det så ikke ud af meget, men blødte straks. Herfra blev det en kraftanstrengelse.
Omsider fik jeg ført hans hånd ned i malerspanden. Det blev til fjorten hånd-kartoffeltryk, mere kunne jeg ikke få ud af ham. Jeg bebrejdede ham, skændede hans manglende opdragelse, mangel på vilje, hele hjerteløshed og lod ham så gå. Ventilatoren blev overdraget til et nyt sæt hænder. Men nu, var det vist også tid for en middagspause.
Vi samlede os omkring et fuglebad. En spurv havde bevæget sig op igennem faldende læger. Den havde ikke påkaldt sig megen opmærksomhed, måske på grund af den usynlige elegance, hvormed den undgik alle de ulykker, som synes så sandsynlige. Nu sad vi rundt om den, mens den lod hovedet dykke igennem en vandpyt, rystede sig, tog endnu et dyk. Rystede sig. Og så fløj den endnu højere. Der lød et samlet "ah" omkring fuglebadet. Og jeg måtte bøje mig, smile til min lidt mere betagede kammerat, så hende til venstre, en overfor. Så tog den lille fugl afsted, fløj over hovedet af en pige, hvor den efterlod en lort. Hun skreg op. Hvad der straks fik flokken til at vende sig imod hende. Hvad bildte hun sig ind. Uvorne unge. Og det var jo unægtelig sandt. To solide mænd af hospitalet tog affære. De greb fat om hver sin ende. Med den spinkle krop hun havde besat, gjorde hun det bedste hun kunne. Hun skreg. De bredde skulder kunne. De vidste hvad de gjorde, og det at gøre, gjorde de. De var hurtigt ved tagets kant, og uden yderligere dramatisering gav de vores forargelse en fin forløsning. Som en uvorn pige faldt hun hurtigt og skriget brattede af da de blå sko ramte asfalten.
Fuglen vendte tilbage, hvilket bragte glæden tilbage til vores flok. Folk faldt ned på knæ, på røven, hvordan de nu sad bedst, for når en lille spurv tager bad, så står man ikke bare ret op og ned. Sådan sad vi, mens en rygende mand gik rundt og tilbød mad. Han havde en spand med snackpølser. De fleste takkede nej, men da han kom til mig blev jeg for ivrig. Jeg stak hånden, og med den fulgte armen, skulderen, hovedet, ned i spanden. Greb fat. Først gjorde han blot mine. Jeg kiggede op og bad med øjnene, hvorved en ubestemmelig pause indfandt sig. Jeg trak altså-kortet. "Altså, med alle de sår. Så mener jeg at. Jeg. Kunne rejse."
"Hvad, fanden laver du. Kun en." Jeg gav grunde. At min sult, pludselige hunger var noget, et hensyn at betragte. Men han var ukuelig. "En. Forstået." Jeg klemte til, så pølserne smattede mellem mine hænder, før end jeg løsnede grebet og lod dem falde tilbage.
"Det må du undskylde. Jeg er dig taknemmelig for alt det du har lært mig." Jeg gravede forsigtigt ned i spanden. Tog så om en af dem i bunden, i håbet om at de største og saftigste var sunket til bunds. Den rygende fortsatte videre. Jeg ville have grebet om hans sølle trekvartbukser, hvis ikke jeg havde haft hænderne fulde. Jeg slugte snackpølsen, for utålmodig til at tygge den. Lukkede øjnene og prøvede med en vejrtrækning. Og om den var en smule friskere end den forrige, en snert duft bragte allehånde fantastiske forestillinger med sig. Hvordan jeg kunne rejse mig over alle disse mennesker, og vandre rundt på deres hoveder. Og hver gang jeg kom til kanten, ville jeg sætte af på en af dem, så de fik overbalance og styrtede ud over kanten. Og videre ind over flokken igen, i luftigt løb på menneskebølgen, til den modsatte side, hvor jeg ville sparke den næste ud. Igen og igen. Men jeg vågnede. Fuglen. Vores allesammens lille spurv lå stille ved siden af fuglespringvandet. Ham ved min side, sagde at den var fløjet op og havde ramt dens krop mod en kraftig kvinde. Derefter var den faldet til jorden, hvor en af de tilforordnede havde taget den op "og ved du hvad han sagde". Jeg måtte svare "nej."
"Han sagde at dens hjerte bankede alt for hurtigt, og at den snart ville dø. En fugl har kun meget få hjerteslag at gøre med ikke. Jo. Og den brugte sine alt for hurtigt. Ja. Hvad skal vi så gøre?" Jeg kiggede lidt på ham, han lignede ikke en som havde svaret på noget, som ingen anden allerede havde svaret ham på. Han ville blot have skyerne til at forsvinde.
"Jeg ved det ikke."
"Nå, jamen. Så spørger jeg en anden." Han gjorde mine til at, vi havde snakket sammen og derfor var en art fortrolige. Det var jo første og sidste gang, at vi skulle sige noget til hinanden. Så trak han på skuldrene og gik over til en som kunne give ham svar. Sådan havde han nok jagtet verden rundt i en billedbog, hvis ikke en kvinde havde stoppet ham. Hun tog ham i hånden, og hvis hun ikke havde ledt ham derved, havde hendes flagrende hår nok ledt ham alligevel. De svævede hen mod elevatoren, der lukkede op for dem. Jeg løftede hånden for at vinke, for at fange. Og så, var de væk.
Besøget fra den lille spurv havde været anledning for en pause til de smukkere tanker om livet, men med dens død, og den korte sorg. Et skuldertræk til eller fra, var folk ved at samle op. Den store plan tog sit næste tilløb i vigtige folks hoveder. Dirigenten svingede taktstokken, hjul skulle drejes, og konfetti, masser af konfetti.
Jeg rejste mig for ikke at se unyttig ud. Jeg ville have gjort mig temmelig usynlig, men mine bukser arbejdede mig imod. Det samme med min krop. Brystet skød betydningsfuldt frem. Mine arme løftede sig. En besynderlig oplevelse, som påkaldte sig opmærksomhed fra flere sider end jeg kunne holde øje med. Jeg drejede omkring uden ro, også dem og dem. De samlede energi, velsagtens foragt, til et illuminationsforsøg. Og hvem var jeg at sige dem imod? En sagde "ham," det faldt ud af hans pegende finger, og straks var den næste klar med en dum gentagelse, "ham". En tredje var helt udslagsgivende, da han pegede sine beskidte hænder mod mig "han skal hoppe," flere og flere istemte til en let støj. Dirigenten tog ordet fra dem. "Hold inde." Ord skulle vælges og i tavsheden sank deres anklage en smule, uden at afvente mit suk. Han svingede dirigentstaven, påkaldte dommen. "Dig. Der". Jeg pegede mod mig selv "Ja, Dig! afsted." Han klappede et par gange i hænderne, tingene skulle ske klap, klap asap.
Jeg tog de første skridt mod kanten. Prøvende. Nølende. Svagt.
"Afvent. Giv ham vesten på." Lydmanden kommanderede en militærmand over til mig. Jeg skulle sprede mine arme og ben, så han kunne påmontere en bombe. I mens fortsatte mængden deres naturvidenskabelige undersøgelse. Min nyre blev trykket, mine tarme gennemrodet og mit hjerte fyldtes af undersøgende børnehænder. De holdte vejret for mig. "Gør det", svarede jeg. Han iklædte mig bombevesten.
Suger luften ind igennem munden og næsen. Benzin og mere benzin, Statoils atmosfære. Og jeg som troede, at jeg skulle dø i en bitte colaflaske? At jeg aldrig havde skænket det en rigtig, rigtig tanke, regnet det for en rigtig mulighed. Det er jo latterligt. "Men, men, men jeg lover at købe alt byens glas." Mine ord kastes tilbage af en glemt datamat for enden af bygningen. "Jeg lover at købe alt byens glas." Jeg kan ikke, jeg kan ikke. "Jeg kan skabe, jeg kan arbejde, fange fisk. Fange. Får nej g. Gøre, grunde. I kan bruge mig." Jeg drejer omkring, rammes i ryggen af mine egne ord som et skub. Jeg falder. Faldt næsten. Og så; i erindringen om en tordensky, fandt jeg en tanke, som jeg kunne lukke øjnene med.
Dirigentens løftede hænder sender den sidste skygge over taget. "Om 3,2,1, nu." Suget strækker mig ud. Gul maling. Omkring min faldende krop spørger kameraets spøgelser til mig. "Er den nu? Herre, hvordan er den? Er den nu, hvordan ser den ud? Er den nu?"
"Kamera 9, zoom ud. Spræng ham til kødstumper på 3,2,1, Nu!"
Jonikken janer kraspers ubulle hvasp
nykel palske fasanderer jester-kolien
polkam, polkam, kankampernes tols
ti hurpoende olker fansanker lolken.
Rip sørtemor, rip.
Og nu til stilheden fra en forladt banegård...