Det er forventeligt og helt i sin ret, at det er en gammel dame der åbner op. Og mit smil rammer åbenbart plet i det sekund hvor det skulle, for jeg er velkommen. Der er en masse jeg skal se, straks. Bare behold skoene på. Du skal endelig føle dig hjemme, det er en ordre. Hvad jeg hedder. En rejsende, med den kuffert. Rolig, du trænger dig ikke på, kom med. Her er Soveværelset. Du ville gerne overnatte, ik? Det skal ikke koste dig noget, tag det nu roligt.

Møbler og tæpper bærer præg af, at det i mange år har skinnet ind på det puslespil, som blev limet sammen i en ramme, da hendes mand døde. Nu sover hun på første sal. Gardinet har ikke været trukket for siden. Han døde jo midt på dagen, længe efter at hun var stået op. Han var en mand der stod tidligt op hver dag, det skulle jeg vide. Kaj. Da hun siger navnet slipper hun mit blik, og jeg blinker med øjnene og tager en tur rundt. Det er godt, at jeg har øvet det. Man må ikke blive fanget i, at der midt i alvoren bliver tavst, fordi de gennemskuer, at jeg ikke lytter, at jeg tabte tråden. Derfra har jeg sagt "hva" flere gange eller "undskyld", så det er tiltrængt med en pause. Så er vi der igen, hendes øjne er ved mine, og hendes blik forvarsler det, som hun snart vil sige. Et dystert forvarsel, så jeg springer til, og ændrer det hele med et smil og "sikke en herlig sommer og endnu engang tusind tak." Men det gør ikke et afgørende udfald hos Grethe, så vi må blive ved det lidt endnu, bare en smule mere.
   "Hvornår døde din mand?"
   "Det er 8 år siden." Hun kigger ud, "en sommerdag som denne." Hendes blik falder ned, og jeg håber bare at denne seance snart vil tage et filosofisk anstrøg, en smule distance til Kajs faktiske død. Lidt fransk bog-eksistentialisme i stedet for nogens død. Jeg samler læberne spændstigt, griber i sidste sekund mine arme fra at slå ud. Og det dirrer efter en grimasse, så jeg holder godt fast ved denne. Munden lukket, spændte læber og blikket på hendes. Men det holder ikke mere, ikke et minut mere, så jeg siger det bare "Det er frygteligt, altså, undskyld, men det er for meget for mig, alt det her" og så slår jeg ud med armene til et dobbelt undskyld. Og minsandten, hun lyser op. Og jeg tænker om vi ikke bare skulle trække de gardiner for. Hun undskylder sig, det er alt rigeligt, alt for meget at byde mig. Det løber bare af med hende. Hun håber jeg forstår. Men nu er der blevet sagt undskyld nok, og det er jo sommer, så jeg bliver placeret i udestuen med en portion grød.
   Så sidder vi ellers. Hun på betænksom afstand, så jeg kan smaske i fred. Der bliver ikke sagt noget, men efter et par minutter får jeg et glas mælk. Jeg takker med et nik. Sådan sidder jeg og spiser, da det falder mig ind, at hun er en smuk kvinde, netop i dette øjeblik. Og så er det væk. Jeg ser mig omkring, hvad kunne ansatsen være? Solen skinner - nej, det er ikke det. Mit humør? En joke. Hvad har det også at betyde, stolen er blød.
   Hun strækker armene, skjuler en gaben. Glasset! Jeg tabte det.
   "Så er der kun to tilbage" siger hun overgivent. Jeg vil undskylde, men når det ikke. Jeg skal ikke bekymre mig, og da slet ikke skære mig.
   "Kan du så blivende siddende. Fingrene væk". Jeg giver mig uden kamp. Ser på min hånd. Det er forbandet dumt med den, et splitsekund mister jeg fatningen med den og så ryger der et glas. Hun er gået, kommer tilbage med en fejebakke, kravler omkring mine fødder. Hun har vendt røven til mig, kalder på et dask. I den stilling, dækket af den lange nederdel, kunne det ligeså godt være en ung pige. Åh. Glæden ved vuggende balder, det er en sygdom. Og glæde er i øvrigt et for svagt ord. Hvad skal man... Hun drejer omkring, ser gæstfrit til mig - Jeg har fattet at jeg er velkommen, det er da til at blive vanvittig af - Om jeg lige kan løfte fødderne. Selvfølgelig. Hun, gammel, øv, men så igen, det er nemmere sådan. En gammel dame og en ung mand, der findes ikke en mere uskyldig - ubesværet relation. Der skal nok falde en slikpose af. Hun rejser sig, går i køkkenet. Gulvtæppet kunne sagtens skjule flere glasskår. Tankeleg. Jeg sætter fødderne hårdt i gulvtæppet. Desværre.
   Hun kommer tilbage med en støvsuger. Jeg rejser mig som en soldat, nikker forstående. Det er snart ligesom at være hjemme, nu mangler der blot nogle løsgående glasrenspartikler, fodbold i timevis, Solskinnet reflekteret i et spindelvæv, inden mor svirper det væk med støvfangeren. Jeg smutter på værelset, krydser fingre for at hun ikke inddrager mig i rengøringsvanviddet. Glem mig, der er andre søskende. Værre søskende. Hun banker på min dør stiller støvsugeren fra sig, stadig tændt. Klokken er mange, nu kan jeg godt se at komme i gang. Jeg ligger så godt, for pokkers jeg lå godt. Der er ikke andet at gøre end at komme i gang. Det er en tid for rengøringssymbolik, ej insektsymbolik.
   Og så trætheden. Jeg har ingeting at gøre her, det slår mig. Jeg ved vitterligt ikke hvad jeg laver her. Bliver siddende. Det er lige til at grine af. Grethe har sat sig igen, smiler endnu et overgivent smil, inden hun samler strikketøjet op. Endnu et par strømper. Hvad jeg synes om mønsteret, eller måske jeg er mere til tennissokker? Det er et helt afsindigt mønster, så jeg trækker på skulderen og smiler med øjnene. Hun griber videre. De fleste af børnebørnene er glade for at få et par ved juletid. Hun er selvfølgelig i god tid, sådan er hun altid kommet til tingene. Det er derfor at hun har tid til en overraskelse som mig. Før var der jo mange på gården, og en enkelt engelsk skovarbejder var da også kommet forbi i de senere år. Ganske uanmeldt kom han. Men de sidste par somre havde hun ikke set ham. Der var vel ikke noget arbejde mere. Hvem var det nu han havde arbejdet for? Hvem var det? Nej, det kunne hun ikke huske, og lige meget med det. I mens dirrer jeg med hovedet, og giver den med små ryk af forvirring. Hun kigger indad, men er så ved mig igen. Goddag. "Kan du lide grøden?" I det hun spørger nikker hun til mig.
   "Ja, ja. Helt sikkert. Ja!" Jeg siger det med et bom-nik og kigger ned i den røde gråd.
   Derfra fortsætter hun med at fortælle tilbage i små ryk. Og jeg nikker og glemmer, nikker og glemmer. Hybenbusken uden for vinduet bølger, og i bølgerne kan en hvilken som helst tanke gribe mig, gribe mildt om sig. Drive med bølgen, flyde let til rette, sløre hen i solen. Nikker og glemmer. Og alligevel er vi blevet så fortrolige, at hun efter nogle minutters tavshed er faldet hen. Sveddråberne på hendes pande glitrer i sollyset. Selvfølgelig sveder gamle damer, selvfølgelig. Hendes næsebor, jeg kan ikke undgå at se lige op i dem, dragende, så jeg lister ind i stuen for at begynde en kabale.

Det er blevet tidligt-sent. Hun viser mig hen til gæstesoveværelset. "Tre soveværelser" udbryder jeg. Hun griner som et abrupt bang, og så er det ude. Det skulle have været en erindringsværdig dag, sådan ville jeg, at hun skulle huske den. Sådan havde jeg bestræbt mig hele aftenen. Man. Det var det mindste. Men mest var det blevet anstrengt, pænt. Det var blevet for pænt, min andægtige opførsel. Ulidelig. Det var ikke mig, det var vitterlig ikke til at holde ud. Jeg havde stået i tjeneste af at det skulle være mindeværdigt. Flot Martin. Tommelfingeren op. Det var blevet pænt. Trukket ud, uret havde tikket. Det var af egetræ, et solidt materiale. Det er fint! Bare fjern det tandhjul og kom det i en krukke med vand, så kan blomsten få plads i uret. Hvis det bare havde været en regnvejrsdag, så havde jeg bedt om forladelse.
   Der er ikke mere at gøre, det er tiden at komme i seng. For tidligt at gå i seng. Sådan var aftnerne også hos farmor. TV2. Efter en time med den kanal gav det sig selv, så gik man i seng. Eller. Man flatlined på sofaen og vågnede i en ubestemt tilstand. En døsig tandbørstning med en svag, svag opmærksom på at være tilstede. Spejlet, der spørger til en under tandbørstningen. Så en grimasse, spytter ud. Grimrian.