Jeg fik diagnosen på nettet "kronisk og uhelbredelig ensomhed." Netdoktoren gjorde mig opmærksom på smittefaren. "Kontakt ikke andre mennesker," skrev han i beskeden.
   Det er frygteligt at sidde alene med sin ensomhed, men som han skrev, "hvis du involverer andre, vil de føle frygt. Ensomhed kan tydeligt spottes, og det er skrækindjagende."
   Senere skrev han, at han havde forhastet sig lidt. Han havde hørt om en mirakuløs helbredelse i 1940ernes Ghana, men han mente at min karakter var for svag. Jeg blev ivrig og rykkede ham for yderligere information. Jeg undskyldte selvfølgelig min påtrængenhed. "Jeg er ikke værdig til at optage din tid, men er helbredelse virkelig en mulighed?"
   "Ja; Stylter kan kurerer din tilstand," svarede han. "Hvis du kan trave en distance ækvivalent med afstanden mellem Bullerup-Refsvindinge, helst denne eksakte rute, er der mulighed for helbredelse." Han anså det dog som hypotetisk. Jeg var en svag karakter, som han ikke forsømte at nævne igen, hvilket naturligvis var helt på sin plads.
   Herefter afbrød han kontakten, smittefaren var simpelthen for stor. Han så mig helst fuldstændig isoleret. "Hvis jeg alene bestemte, var du i livsvarig karantæne," det var hans sidste ord.
   Næste dag bestilte jeg stylterne over nettet. Portoen var høj. Jeg ventede i uger, fordi styltetransport sjældent forekommer. I mellemtiden plejede jeg min ensomhed. Den var blevet trofast - en tryg vane, ligesom at rulle en indvandre på gaden, eller lyden af en skildpadde kastet mod en murstensvæg.
   Stylterne ankom efter 21 dage. De blev lagt en kilometer fra min adresse. Netdoktoren havde formentlig advaret styltetransportøren. Der gik mange dage med at øve brugen af stylterne i indkørslen. Heldigvis var internettet behjælpelig med information om sikker og effektiv styltebrug. Flere forums var blevet oprettet specifikt, til deling af viden om brugen af stylter.
   En forårsnat den 3. april, var jeg endelig klar til min rejse. Bullerup var min startdestination. Jeg havde forberedt mig i ly af natten, så jeg ikke risikerede at forstyrre sagesløse mennesker. Jeg erfarede at Politiet desværre havde afspærret området omkring min startdestination. Jeg antager, at netdoktoren havde gjort politiet bekendt med mit foretagende.
   Uden om afspærringen tændtes i samme nu projektører. Til min skræk var flere tusinde og atter af tusinder mennesker mødt op. "I må hellere passe på" sagde jeg, min stemme bævrede. Et menneskeligt centrum for tusinder af blikke. Tusinder af blikke der kendte min tilstand, "Jeg er skyldig. Jeg ved det, jeg er skyldig."
   En råbte, "højere vi kan ikke høre dig."
   "Jeg smitter, kom mig ikke nær. Undskyld, men jeg er nødt til at gøre dette," råbte jeg.
   Menneskene tog form af en samlet masse, hvorfra hån og afsky rettede sig mod mig. Folk begyndte at råbe helt berettigede, men meget ubehagelige ting.
   "Du er en fiasko."
   "Du har selv skabt din sygdom."
   "Kun du bærer skylden."
   "Bliv i mørket, hvor ingen kan se dig."
   "Flyt i Rold skov."
   Jeg burde stoppe men kunne ikke. Hvor viljen kom fra, ved jeg ikke, men jeg var draget mod disse stylter. Jeg vidste at uovervindeligheden, drømmene var en halvmeter over jorden stående på træpindene. Jeg steg op og påbegyndte min vandring mod Refsvindinge. Stemmerne døde, min bevidsthed ændrede fokus.
   Jeg var ikke længere i ensomhedens greb i de to dage rejsen varede. Gangen på stylterne blev en tilstand. Som-at-røre-loftet-og-gulvet-samtidig; at-glide-uden-at-falde; at-elske. Men som det er med alle følelser undtaget ensomheden, var det midlertidigt. Kun ensomheden forblev bestandig. Gemte sig kort, men var og er evigt tilstedeværende.
   Tilbage sidder jeg her, ganske alene med mindet om to dage i april, hvor jeg næsten gjorde det umulige muligt; udfrielsen fra ensomheden. Men jeg forbliver skyldig, min evige forbrydelse er og bliver ensomheden.