Overskrævs på sengen. Det kunne have været så godt, vinter. Jeg prøver med et dynekram, men det ender i spark. Hvis jeg blot kunne slappe helt af, meditativt. Uegnet som buddhist. Fyret. Jeg overskrider straks balancen mellem ingen sved og svedende. Varmen, den hænger fast fra en hel dags solskin. Jeg åbner vinduet, så er noget da gjort. Noget gjort noget gjort. Det falder ud i stavelser. Gentagelsen uden effekt, strander, oven på dynen.

Min pige. Når jeg kom hjem lå hun allerede i sengen. Sov. Jeg lagde mig forsigtigt og kyssede hende på kinderne. Hun vågnede, som planlagt, og straks smuttede jeg fra hende igen. Nu måtte hun sove godt, jeg ville komme ind senere. Hun tog fat om min hånd. Grebet var løst og jeg trak mig fri, uden at gøre vold. Og så, vendte samvittigheden alligevel om på mig. Tilbage, dadada, med et solidt kys på hendes mund. Et tålmodigt kys, og så det endelige og absolut sidste godnat, ikke mere. Slut. Derfra kunne jeg gå i stuen med ok-samvittighed.

Atten år. Atten år, hvilken sølle alder. Jeg vil ikke ønske den for nogen. Lyden af noget en attenårig siger, uvidende, nærmest stakkels. Heldigvis opholder de sig hovedsageligt på steder, som jeg ikke længere ved noget om. Hvad er der også at forstå ved en attenårig, som sidder bag rattet i en bil. Det er et dumt væsen, skødeløst, skingert, oftest kåd til det ulidelige. Så liderligt et væsen. Det kan jeg forstå. Jeg har vitterligt været et sådant væsen. Grædt på værelset, og så ellers ud at være en ligegyldig idiot.
   Den attenårige havde arbejdet hele dagen. Han havde en pige ved siden af sig. Måske kærester, situationen var uafklaret. Og så kørte han i øvrigt meget for stærkt.
   Jeg kommer ikke til at fatte det. Hvilken tanke skulle man også gribe til, tanker er ikke kernen af det som skete. Han har foden på speederen. Han trykker den ned. Comprende sí.

Jeg så en gang en ung fyr komme til skade. Der var en scooter, det var en hvid t-shirt med tribaltryk. Ingen styrthjelm, han peb, som en der ikke er tilstede. Ligesom at gå i skole eller at trække vejret. Lidt fiser ind, lidt fiser ud, ind, ud. Ja! Livet er godt nok kort, sagnomspundet og myter, sikke noget. Jeg fattede ikke en bjælde af noget, kunne lige så godt have slikket på en hammer. Hvad betyder det alligevel, det er tid til at sove. Åbne øjne. Væg. Stir, det stopper altid tankerækken. Rækken ligefrem?

Den attenårige havde heller ikke fattet noget. Det er en simpel deduktiv slutning. Han er en lort.
   De skulle blot en tur på tanken. Chips. Cola. Cola. Chips. Eller, det var ikke afgjort, sådan noget er åbent indtil afgørelsen. Så fik han lyst til at køre stærkt.
   Du har det i hænderne. Overgangene er springende, der kommer noget bas på sangen, og så gør man tilsvarende. Der er en bas, speederen, og ved siden af dig har du en ung pige. Gaden er aftentom. Så trykker man på speederen, eller man gør det ikke. Kører over for rødt. Pigen beder ham om at stoppe, men det er ikke nok. Slet ikke. Du skal mene det, så træng da igennem, på denne måde kommer ingen frem i verden. Træk i håndbremsen, find dig ikke i det pis. Og hvis du finder dig i det, så har du bare at holde din kæft.

Med forlygterne forrest, kom den røde bil ud af det blå.

Min pige. Vi har ikke sagt noget til hinanden i de sidste fem minutter. Vi er trætte. Det er et stykke tid siden, at vi har sagt hinanden noget vildt. Sådan er det, når vi er ude.
   Jeg kan ikke huske det første kys, hvor meget jeg end prøver at huske det, og nu kan jeg, store idiot, heller ikke huske det sidste. Vi kiggede rigtigt på hinanden midt på eftermiddagen. Jeg var lige kommet hjem og var i pjathumør. Jeg holder hende fast. Jeg ligger over hende, har fat om begge hendes arme, holder hende nede. Hun har en hvid top på. Hendes øjne er blå, hvilket jeg har sagt til mig selv mange gange. Heldigvis betyder det ikke noget for hende, at jeg ikke husker sådanne ting. Hendes øjne var blå, mine er brune, og er det egentlig noget at gå op i. Da kigger vi på hinanden. Midt på eftermiddagen, den samme dag. Hun siger hej og griner. Jeg slipper hende, rejser mig og bukker nobelt, hun griner igen, så bliver jeg sulten og går i køleskabet.
   Om aftenen kører vi fra mine forældre. Det er blevet sent. Vi ville begge have været derfra tidligere, men jeg følte mig forpligtet. Jeg kunne ikke gå så tidligt, nu vi skulle låne bilen. Man kommer ikke forbi blot for at låne og låne, man må i det mindste give lidt igen. Så vi blev en time længere.
   Alle mister nogen sådan er det. Der er noget og så mister man det, vilkårligt, uden plan. Det er som et knips i luften. Det kommer ingen steder fra og så er det sådan det er. Alle mister hele lortet.
   Jeg lagde hånden på hendes skulder. Hånden på hjertet, hænderne skal have noget at foretage sig. Tag fat om noget! Om natten, når jeg stadig lå vågen og svømmede over af tanker, sov hun tungt. Da elskede jeg hende allermest. En tanke som kom til mig, og som jeg holdte fast om, når jeg cirkulerede to fingre på hendes skulder. Jeg bilder mig ind, at det sagde hende noget, at hun mærkede noget positivt. At min kærlighed havde den magt over hende, når hun sov.
   Man er ikke i tvivl, når man ikke længere kan sige et andet menneske noget. Man tror ikke på det, men man ved det. Og så fatter man intet mere. Det er som at røre en kold væg, men så overhovedet ikke, for hun er overalt og så er hun ikke mere, og der er intet der er som hende. Det er latterligt, latterligt. Alle burde grine, ingen griner. Hvordan kan det hele undgå at flippe ud, som om alting bare skal fortsætte. Det har ingen pris, selvom det sker hele tiden. Biler på gaden, pænt godmorgen. Arbejde. Hvordan kan man lave alt det, nu. Der er ikke noget at stille op med noget som giver mening. Luften fiser igennem det hele. Hele lortet står stadig, og de fleste tror på det. De fleste timer går de og tror på at det er det. At nu er de der og at det er der ganske fast i morgen, dagen efter. Det er så dumt, og det er så rigtigt, at det er sådan det burde være.

Min pige. Det er denne hånd, som jeg lagde på hendes skulder. Denne hånd rørte ved hende. Forsiden, bagsiden. Hvor forunderligt. Vi holdte i hånd, denne hånd. Hun tog mig i hånden i Rosengårdscentret. Det var hende som greb efter min hånd i butikker. Det var december, og vi var på juleindkøb. Hun ville have is. Paradis is, selvfølgelig. Jeg afviste hende prompte, og så købte vi hver sit bæger med tre kugler. Denne hånd. Denne hånd burde finde sig et arbejde. Det har værdi. Det kan man leve af. Det var denne hånd. En to tre... otteogtyve. Igen. Otteogtyve. Igen. Igen, og så gaber det endelig på den rette måde. En blå mand skræller et æble. Gul maling løber af et tæppe. En rød damp. To lyskegler overbord.