Søen, væk fra søen. Tryk. Der skal tisses. Vågen. Værelset møder mig ikke, ingen velkomst. Men det er mig der skal tisse, hvad der kortlægger husets stisystemer asap. Toilettet er bare et smut ned af gangen. Er det sådan det føles at stå på benene. Av. Her kan man slå tåen. Velkommen. Tag dig nu sammen. Liste, liste, braste kartofler, hvad?
Jeg træder ind på en kold flise. Det skal overstås med åbne øjne. Nu skal der trækkes op, tøver. Det er en voldsom lyd, og den vil strække sig ud og fortsætte i vandopfyldningen. Det kan vente. Jeg vasker hænderne, i spejlet, nu kommer det. Afsted. Til mit barndomsværelse.
Klovnen blotter snart sine tænder. Fader vor, hvorfor endte den der? Og hvorfor skulle jeg også trække den ud i spastiske stillinger og danse salsa med den om dagen. Aldrig, gør, det, igen. Undskyld Hr. Klovn. Hvis du kan høre mine ydmyge tanker, så undskyld. Jeg siger ikke noget, stille. Jeg er her ikke, undskyld. Undskyld, undskyld.
Tak til Chucky. Tak til It a.k.a. Det onde. Tak Amerika. Se, ikke, flere, af, de, film. I morgen flytter den tilbage til Maries værelse. Husk det! Pigeværelsets dukker og klovne. Hvordan hun tør sove derinde, hvordan hun hver nat kommer levende fra det. Men nu, nu skal jeg have bygget en mur.
Marie sidder ved morgenbordet, endnu engang veludhvilet og en smule friskere end mig. Hun har ikke åbnet sin julekalender, men det betyder ikke at jeg skal gøre det og mit dyrebrøls-hæse klynk gør ikke noget godt for mig. Så går vi i hælene på hinanden til bussen. Jeg sparker til hendes fod og så er det ellers min tur til at gå forrest. Hun sparker mig, men jeg er forberedt. Det gør mere ondt på hende. Så går vi ved siden af hinanden, lavere end naboernes hække. Jeg slæber mine sko over sneen, asfalten, men det vil ikke gå hende på. Og mit grønne snørebånd kan jeg selv binde. Det må vente til bussen, men nu er det i øvrigt tid til at løbe, hvis vi skal nå det. Skal vi virkelig? Hvad ellers. Det er en forkastelig tanke, hvad jeg makker ret på. Løb.
Vi løber. Luften er kold på kinderne, giver den første anelse om vågenhed. Vi når det! Vi når det. Rolig. Vi er sluttet op i køen der bevæger sig ind i bussen. Og på indersædet ved den bankende radiator slumrer jeg ind i mit vintertøj.
Tempoet forsvinder ud af bussen. Hver gang jeg åbner øjnene holder vi stille, ved et blødt brems, busmekaniske lyde og det kolde pust, som følger dørenes åben og lukken. Det er snart tid til at vågne sådan rigtigt, til morgensang, det længste Luciaoptog nogensinde og den første mørke dansktime.
I bussen er det de forunderlige geografiske spring, som er klokkeslettets mellemrum. Her forsvinder jeg længere væk end klasseurets mellemrumstikken giver tid til. Farvel. Og så vågner jeg til en søster der har flyttet lidt på foden. En lidt mere fyldt bus. Et nyt busstoppested, massivt i at være det samme. Grøn jakke, rød jakke, Johanne og Sigurd. Kolde. De er væsner af en forunderlig fasthed. Man kan ikke være i tvivl om hvor man er i busstoppestedernes klokkeslæt. Her er et altid, som gør at jeg igen falder i dyb søvn. Søster har flyttet på armen, da jeg vågner igen. Erik. Blå jakke. Farverne bevæger sig igennem bussen uden at spredes, og de bevarer deres styrke over afstand. Det røde 7:52. Skift nu, skift, skift, skift, skift, skift...
En natsværmer er vågnet. Fra dens ikke-plads i vinduet er den nu fløjet op i lampen og banker sig selv skiftevis mod pæren og lampeskærmen. Men for sådan en lille forstyrrelse er det dog for meningsløst at slå den ihjel. At brænde myre af eller at tilte en kat hørte barndommen til. Dyr skal ikke forstyrres, lad dem leve, medmindre det tjener et andet dyrs leg eller sult. Sådan er der så meget. Det skal jeg ikke blande mig i, mere. Det er dens kamp, uden bevidsthed om at forstyrre mig, kan jeg ikke kalde den skyldig med slag og død. Lad den leve. Det var også mig der tændte lyset uden for solens åbningstid. Hvem ville det ikke forstyrre?
Den klarer det selv. Førstkommende nattedødsfald noteret. Den er drattet ned på gulvtæppet. Basker et par gange, stille. Basker et par gange, stille. Det er i grunden et undseeligt dyr. Nat-sværmer passer. Kudos til manden der gav den det navn. Om dagen ligger de døde i vindueskarmen eller på gulvet i huse der ikke bliver gjort ordentlig rent. Om natten, den samme bevidstløse strid for at komme ud af et lukket vindue eller for at flyve ind i lyset. En natsværmer.
En natsværmer i min mormor og morfars soveværelse. Susie, hunden, godmorgen-slikker mig i ansigtet uden det våde. Grønt indpakkede mentolbolcher, strøet, ikke til at smage. På natbordet en drejetelefon, der ikke længere er i brug. I køkkenet åbner jeg skuffer og skabe, nu hvor det igen lader sig se. Uden anstrengelse, et syn for guder. Malerbøgerne. Sætter mig ved klaveret i stuen og trykker en tangent ned uden at vide hvordan musik spilles. 'Jeg ved en Lærkerede, jeg siger ikke mere', synger ikke. Jeg træder ud på terrassen. Solen skinner uden at varme. En dartpil i en bænkebider på en skæv flise. Ingen har ondt. Baldurkapslen bøjet ved siden af en citronvand, der ikke kan drikkes. Soldater der linjes op på rækker eller i skjul af terrænet. Skud, falder i græsset. 13 trappetrin begge veje. Huskollaps. Huspuffet i kufferten og så videre, derudaf.