Over the last 60 years, the position of a balletdancer's has become increasingly vertical, with the moving leg in particular being lifted ever higher. In the 1940s, dancers held their moving leg just above the 90 degree level, but today's dancers effectively extend it straight up with an incredible 180 degree gap between their two legs. They have simply been lifting their legs higher and higher without compensating by lowering their bodies.
   Ved indgangen til Tøndeskovrækken er der ikke noget blind-vej-skilt. Den ligger 18 km fra Odense i skyggen af Rynkeby, her strækker den sig længere end de sædvanlige cykelture. Det er ingen omvej, ingen genvej. Den første del af vejen er kendt, men uudtalt. Uden striber med mere end et par huse i varierende stenkast. Delvis talt. Stadig naboer. Prøv at hils. Et lille cementstøberi destabiliserer normaliteten en smule voldsommere end et knips. Postkassen klarer sit. Bildørene smækker til vanlig tid, her er der sundt. Prøv at duft. Lakmusprøven er stadfæstet med de velvoksne mælkebøtter i vejkanten. Her er de. Der og der. Pælerod, endestillet kurve, bladene rosetstillet. Stadig gule. Se. Der er ikke noget at stille op imod et sådant forår.
   Den kendte og nu udtalte vej og den måde her ser ud på, ganske som det plejede, fortsætter til skellet. Det er klart. Her bliver den til en grusvej, der fortsætter ind i skoven, som rejser sig med bakkerne. Herfra bliver det heldigvis ganske uklart. Til skræk og advarsel flyver hvepsene frit. Du kan ikke masse dig frem til noget i en Toyota. Hverdagens kispus og gøremål er den største omvender. Du når aldrig det du skal, vel! Hertil og ikke længere.
   Bag ved et af gardinerne på Tøndeskovrækken sidder Emil og søger billeder fra The Frappening. Billeder af kendte menneskers smukke kroppe er blevet strøet ud i atmosfæren. Der er blevet taget fint fat om Sverige. Det er ikke andet end træstubbe og betonstubbe tilbage. De originale billeder er ikke til at opsnuse, men lugten fra firmamentet har nået vores solsystem og når stratosfærevinden er rigtig, blæser den hen over Tøndeskovrækken. Det sker netop nu. Emil har fundet billederne i art-version. Helsinki triller. Linsen er på doggy, men den åbne røv er dækket af slanger. Rundt om tegningerne er hun, håret der kastes, den slanke ryg der drejes, hånden der kæler. Der er en kilopris på kødet, som er sat efter fedtprocenten. Vil du have et fedtindhold på mellem 14-18 procent, kan det gøres temmelig billigt. Du kan tilmed lægge det på en af de få hvide strande i Norge. Her kan det rådne. Har du et plaster?


Det hænder at folk skyller deres sentimentale brækmiddel ud. Her har det dannet et væsen i kloakken under Tøndeskovrækken, som jeg benævner maskinen. Den bliver ofte nok badet i rent vand, men skæbnen er barsk.
   Den har stemme af 14 ringeklokker, samt de alarmer, der har vækket et travlt menneske igennem livet. Dens øjne er følgende lyssværd; neon-moteller, den nordlige spids af en gammastråle og lygtepælene langs en landevej på vej ud af byen. I den rækkefølge. Dens ører suger lyden fra et ekko og et vandfald bliver blikstille, når den drikker af det. I den rækkefølge. Dens snøft er mit yndlingsdyr. Til og fra kort drysser fra dens hullede lommer. Og det må gerne svie en smule og løbe rundt i en kop, for når den går, kan den ikke dreje, og må derfor hele jorden rundt for at komme tilbage og finde at langt det meste var som før.
   En dag spyttede erindringerne ud af maskinen på løbesedler. De greb til en ildebrand. Flammerne tog om maskinen og smeltede den til en blød klump, der fulgte en strøm af vand fra toilettet til kloakken. Her fandt den ro ved en rist under landsbyen. Blev til to dryp, så et blop, blev til det sidste stop i den syvende ring. Saturns syvende ring.

Maskine 25 foretager en beregning af afstanden mellem hammeren og sømmet. Dette vil tage 5 slag x 1350 søm. Estimeret tid. Putta-puh putta-puh putta-puh putta-puh. Tyt. Tyyyyt. Puh, puh, puuuuuuh. 16 år, 357 dage, 23 timer, 4 sekunder. Toget sliber skinnerne, krydstogtskibet sejler spejlblankt på Atlanterhavet. Hammeren rammer rent på sømmet, ifølge beregningen. Vinden bekræfter, prognosen holder, indtil videre. Meldingen transmitteres, blinker grønt, en politisk ja-siger. Kan vi gøre det? Ja vi kan. Uden forstuvninger eller overophedning. Hvis Gud vil det. Hvis EU vil det, kan vi komme i mål med dette projekt. Treogtyvveti, treogtyveti, treogtyveti.

Nu skal der bages en kage, siger mor. En kage til fejring af vores hjemkomst, af vores samlethed i dette lille hyggelige hus. Vi skal lige i bad, skummes og skrubbes, så er vi alle sammen velduftende, kæmmet, friseret, klar.
   Tak for kage, den smagte godt. "Hvem er den bedste kagebager mor? Det er mor". Lillesøster skal videre til rytmisk musik. Lillebror bygger ting i legoklodser. Han kan sagtens stå af sig selv. Se. Nu kigger han på sine hænder.
   Det var indtil ulykken

Lægen talte på vegne af alle, der havde haft med hende at gøre. Det var som om der var en ukuelige vilje, der havde grebet om sig. Animeret alle til at gøre deres bedste og en smule mere, så vi kunne få et funktionsdygtigt menneske tilbage. Min mor.
   Der var ikke meget kød tilbage. De to stykker hang på hver sin krog. "Hun hvisker", sygeplejersken har hørt hende om natten. Først var det bare som en hvislen af blade fra under døren, men de følgende dage bevægede de sig omkring i hjørnerne, hvirvlede op i luften i hidsige bølger. I dag har der været en messende tisken. Og om ikke så længe forventer vi da også et skrig samt øjne at kigge i. Hun kommer til at høre, hun kommer til at gå omkring. Han var sikker. Der er ikke meget, men det er nok til at dække skelettet. Med hånden beroligede han os, tålmodighed er en dyd. Der vil komme en lang hvilefase, hvor I ikke kan se hende. Alle de steder, hvor hun skal syes sammen, skal have tid. Det er klart. Men stille og roligt, langsomt og sikkert vil hun vende tilbage. Det er en garanti.

To maskiner på en strand er langt bedre end et hjerte. To hjerter der kan slå om kap er bedre end hvilket som helst ulige tal. Det er ingen skam at blive glemt, en højere sandsynlighed findes ikke. Og hvorfor skulle de to maskiner på stranden ikke blive glemt, når en større og højere svævende flyvemaskine dropper dens last af propellarm og vingeslag over byen. Hvem ved, om den sølvede farver der drysser over en kops krop ikke kan flække en revne. Jeg var, jeg var, jeg var. En ganske nysgerrig krop med kroge på fingrene, som greb fast i hvad som helst. Ja-nu-ar eller iskolde uhhh frys, frys, frysere, sne, metalselestykket i passaten parkeret i skyggen. Dyr, sig mig nu noget, når jeg spørger jer. Hvordan det står til? Med sansen af en krop i omgang. I drejninger, i hop, hop, hoooooooooooooooppp
   Fem flade flødeboller kunne rime mine ord sønder og sammen til tungen faldt ud og lavede guldplankerne om til en musvit, der fløj ud ad vinduet. Hvidt, hvidt, du sluger mit h. I et nyt kalenderår taler vi resten af h'erne væk og klarer os med tynd saftevand. Og på h's plads indsætter vi et nyt land, som vi kalder Salvika. Det skal stå nedad og danne en lavning på globussens landkort, så vi kan få syn for sagen; at jorden er kantede og at cirkler kun findes i vores abstraktioner.
   Jeg sover på min tunges tørreste sted. Jeg sover på det tørreste sted på tungen. Jeg siger ikke noget.
   Og jeg siger, det gør ikke det store ved noget småt, at du er så, you know, abstrakt. At dine bryster er firkanter fra firsernes arkadespil. Se det gør det svært for mig min kæreste robot. Men vi forsøger mere og mere. Og mere er godt, det er oppe i skyerne med det der oppe. Så jeg løfter dig op i strakte arme. Jeg taber aldrig noget som er oppe, mens jeg vipper tilbage på stolen, og tager et styrt. Nu. Nu, styrter jeg til hvem ved hvad der er oppe. Når jeg spørger i pæn påklædning, svarer alle mig: at jeg kunne være oppe. I en anden mands erindringer, ville jeg gøre opmærksom på mig selv. Først og færrest og fremmest ville jeg hilse en fælles metafor velkommen med et ønske om en hurtigere popmelodi. Godmorgen Lasse. Ganske godmorgen. Det er et nedadgående drys vi har kørende for os. Med den kuldsejlede robåd vi har gjort os i, kan det kun være jernkæmpen, som har sat sig på vores relation. Og dem der kunne fortælle vores historie, de er her heller ikke mere. Jeg kan godt lide røde kinder, kan du ikke det? Røde kinder på en pige som fryser. En ung frysende pige. Hvis jeg må have lov at sige det, så finder jeg det ganske bedårende helt ud i det patetiske, når pigen fryser og kinderne bliver blodrøde. Så kommer jeg løbende og varmer pigen med et tagfat, helt ind til knoglerne krammer jeg pigen, så knoglerne skærer hinanden over. Og så samler jeg dem i en bunke og råber, råber. En hemmelighed. Men jeg kan sagtens lægge alt det i et andet land, et nordligere land. Der kan det ligge. Under en blød hat. Det er blevet sagt før og jeg bliver nok nødt til at sige det med navns nævnelse, og alt det andet med at jeg er blevet krænket, men ja. Jeg tror bare ikke disse bogstaver er det rigtige sted, og det er ikke fordi der mangler et sug indad, med spidset tunge mod det bagvendte af undertænderne, mens luften trækkende i spyttet. Jeg tror det er noget andet...

Stilbillede af en teenager som ruller rundt
   I en sommervoksen mark
   Bliver...
   ...Bliver...
   ...Bliver...
   ...Bliver...
   Stilbillede af en teenager
   I en mark
   Bliver...
   ...Bliver...
   ...Bliver...
   ...Bliver...

I trækronens top, hvor skorstenens røg har lagt sig. Her bor der fugle i en rede af grene vendt i spyt. Tyggede rødder viklet sammen om to skrigende pufbolde. Af oneliner musik er i kommet og skal tale og sæbebobler og hjemmestrik etcetera. Den ene unge er ved at påføre rød læbestift, de lange ben er barberet. Den anden spiller computer. Når de kan flyve, kan de blive en del af Hitchcocks flok. Trække i det polskbyggede hus, indtil det skiller på midten. Forsøge at kigge ind. De lever af støv og regnorme. Saturns syvende ring, tukkatuk, tukkatuk, tuk, tuk, tuk, tuk, tuk tuuuuuuuuuu.

Der dufter af sure strømper i bryggerset. Lørdagskylling, og så et skænderi. Hverdagslige trusler om at forlade aftensbordet førend der er spist op. Spis nu op. Der bliver spist op. Og så blev der skubbet, der blev faldet og et hoved ramte mod lerkrukken til en stuepalme. Dette er virkelig ikke hvad vi burde gøre. Det er sandt. I blandet nonsens, friheder, hurlumhej og løgn. Kort. Sandt. Endestillet kurve, rosetstillet, såret, vuggende.

Start den plæneklipper. Smadrehank. Jern, jern, jern. Luk harerne ud, lad dem løbe. Luk hundene ud. Slip dem løs. Lad dem jagte. Kast stearinlyset ud. Sæt ild til gulvet. Sug røgen, alt hvad du kan, sug af dine lungers allerhelvedes kraft. Gas op. Bildæk mod bildæk. Skyl det blegemiddel ud med smagen af en citron. Broen er sprunget. År 2000 på Rådhuspladsen. Klap menneske, du sidder i luftballonen med et klap tilbage. Dont be lonely. Du er faldet af. så skrig dog. Grebet af et plask. Badebassinet. Safe at last. En elefant løfter dig op. Spær øjnene op, op. Tandstikker. Tik, tik, tik. En bombe sprænger, birketræer brækker stammerne. Er du klar? En gang til, en gang til! + amfetamin. Et fly river forbi dine ører. De blafrer som et flag. Nyd det! Dine øjne bliver vasket. Du ser. Op, ned, til siden, rundt og rundt. Din næse skyllet med sodavand. Zapp. Reklamer, Zapp, reklamer. Zapp, En abelyd, en orangutang fra en film. Du går efter lyden på et rullebånd. Det er din yndlings abetalefilm, følg nu med. Du finder aben, men den er død. Du falder om. Paralyseret. Ramt af en indianerpil. Han spiller trommer. Han bliver kørt ind på en trailer siddende ved et trommesæt. Stortrommen er dit nye sengegærde. Turn down for what? Et gardin falder. Det dækker dig. Blødt. Om man bare kunne ligge der og drømme hele dagen lang (sunget). Snork. Der er noget, som presser sig på. Gardinet bliver tungere. Du bliver klemt under skroget af et skib, der går på grund. Du har lagt dig i et drænet havnebassin, der nu fyldes med vand og skibe. Idiot. Træk dig i håret til det slipper. Skibet runger. "WOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOT."

Du har misforstået hvad Yoga er, lyt nu her. Et. Det er ikke en workout. To. Du skal ikke strække dig til du bliver blå i ansigtet. Yd dit bedste, selvfølgelig. Udfordre din krop, klart. Men kend din krops kapacitet, dit smidighedsniveau. Din krop er unik og perfekt, sammenlign dig nu ikke med de andre. Stop.
   Jeg kan ikke.
   Kroppen skal udfordres, dine grænser rykkes millimeter for millimeter. Stille og roligt, ingen hast. Find stabiliteten i anstrengelsen, find velvære hvor der er diskomfort, find ro i bevægelsen. Kroppen skal ikke være slap, kroppen skal være stærk og let. Ikke anspændt, ikke stresset. Det er en hårfin balance, lettere sagt end gjort, det ved jeg. Giv slip. Giv slip, men lad samtidig kroppen være helt vågen.
   Jeg kan jo ikke.
   Vi afslutter enhver yogaklasse med Savasana, også kaldet Den døde mands stilling. En hvilestilling, der kræver fuldkommen opmærksomhed og tilstedeværelse i kroppen. Det siges af nogle at være den sværeste stilling. Krop og sind skal være i ro, uden at døsighed og fravær tager over. Den kræver dit fulde fokus og din fuldkomne koncentration.
   Jeg. Kan. Ikke.

Hvis vi nu havde taget os tid på Tøndeskovrækken. Ivrigt fortsat ind i skoven og banket på de opdukkende huse. Hvad ville vi have opdaget? Var de fyldt med videnskabelige artikler, kvinder i umulige positurer eller noget direkte vanvittigt. Noget fra en drøm, hvad de færreste gider at høre om. Et almindeligt velopdraget parforhold, der tager pænt mod en gæst. Sandt er det i hvert fald, at det kommer an på at vælge de rette ord i den rette rækkefølge. En, to, tre, fire, fem etcetera. Gør nu ikke noget større nummer ud af, slut mens legen er god, inden den er begyndt, forsigtigt, stille, hvile.