Skippers seneste hjerneblødning trak vejret dybt da vi nåede anden del af et den dags kursus. Så kløede hun på med fornyet energi da formiddagskaffen var overstået.
   Hun var blevet hyret til en halv dags personalepleje. Det bestod, efter programmet, både af teori og praktiske, belærende øvelser. Om vi overhovedet havde lyst til at høre på en mentor, var der ingen der spurgte om. Budgettet til personalepleje skulle bruges på fornuftig vis, inden årsafslutning. Ellers blev det beskåret eller faldt helt væk. Skipper kunne til nøds forholde sig til ferier, sygdom og barselsorlov når de blev afviklet uden for arbejdstid, men hvis nogen forgreb sig på hans budgetter var det en anden og mere alvorlig sag.

"Uanset om i sover i seks eller syv timer er jeres arbejdstid og resten af døgnet fordelt i tyve procent afbrydelser og andre tyve procent uventede resultater af det, i er i gang med. Så er der tres procent tilbage til hovedformålet af jeres tid. Dem gælder det om at bruge, og måske udvide bedst muligt på at få det, i er i gang med, til at fingerere som i ønsker. Det skal vi øve os mere på at bruge på en nem måde!" lovede den hyrede mentor, der havde speciale i livsstil og planlægning, med begejstrede øjne.
   Hun stirrede intenst ud over afdelingens medarbejdere og ignorerede efter bedste evne Skipper selv sad og læste en rapport, der ikke havde ret meget med de teorier at gøre.
   "Afbrydelser og uventede resultater er normale. Irritationer over dem beskærer de sidste tres procent. Irritationer og utilfredshed må ikke tage overhånd."
   At den supermotiverede og engagerede dame selv, for nogle af os, repræsenterede mindst tyve procents afbrydelse af en daglig rutine med opgaver, der skulle have været færdige i går, gik hun let henover. Hun havde måske en anelse om det.
   "Kritik og rettelser må ikke fylde mere en højest nødvendigt. De sidste tres procent er dem der gælder" sagde hun med brændende øjne og sikrede sig det trængte ind.
   " Husk ros, ris, ros og ikke omvendt."
   "Med lidt øvelser kan tres sagtens udvides til halvfjerds procent af dagen. Balance og harmoni starter mellem ørerne. Det er ligegyldigt om i kalder det Mindfullnes eller meditation:"
   Mens fru Siddharta gnaskede videre på Lotusblomsterne bestod den formiddags tyve procents uventede afbrydelser af muntre spørgsmål og kommentarer. De kom hovesagligt fra eleverne og vores kollega MacOlsen. Dansk far og skotsk mor!.
   Eleverne manglede stadig at udvikle tilstrækkelig respekt for overordnede formål. Mac har aldrig haft den, hvis de formål stod i vejen for praktiske løsninger.
   Dagens muntre vedligeholdelse af personalet haltede videre, afbrudt af gruppeøvelser og pauser. Forholdet mellem præstation og stress afhang af balancen mellem det forventede og uventede og vores irritation over det.
   Vi sluttede med en halv times forsinkelse. Mentoren forsikrede Skipper at det ikke gjorde det fjerneste. Det var der taget højde for i prisen.
   Mentor-inden sluttende med et resume og gav et par vink om hvordan vi kunne forøge de tres procent ved ikke at lade os irritere. Det ville reducere rammen af afbrydelser og uventede ting til glæde for både os selv og vores omgivelser.
   Helt uden humor var hun bestemt ikke og sluttede med et glimt i øjet.
   "Husk fredagsreglen! Ryd bordet! Det der er vigtigt nok, finder tilbage af sig selv."

"Så må jeg altså prøve at holde konen ud og omvendt i tres procent af resten af dagen" mente Mac, undervejs til toget. "Hvor lang tid bliver det egentlig?"
   "Den ene time brugte du i morges" mente jeg. "Med fradrag af spisning og tv-avis er der fire timers fællestid tilbage, du skal have has på"
   "Undtagen når der er fodbold" mente Mac oplivet. "Det er der ikke i aften."
   Så gennemgik vi med fornøjelse skippers reaktion over hvor lidt arbejdsdagen fyldte i personalets bevidsthed efter mentorens mening. Familie og fritid ville altid belaste en del af tankerne mellem dagens øvrige gøremål. Hvis vi mødte klokken otte tredive og gik hjem når vi var syvogtres, skulle vi ikke høre yderligere fra hans side, sagde han tit, bare firmaet fik det de betalte os for. At der også smuttede en masse andet ind i en normal arbejdsdag kom lidt overraskende for ham.
   Jeg foretog en hurtig udregning efter mentorens principper da Mac var stået af. Sytten nogenlunde vågne timer i i en normal i familie på fire medlemmer giver, efter det gængse matematisk princip med tres procent af tres procent af... og så videre kun var to timer. En familie på fire burde kunne samles med et fælles formål i to timer hver dag. Det gjorde vi også for de gik som regel med at spise og udlægge vores opfattelse af dagens oplevelser for hinanden. Ungernes varierende spisetider og søvnbehov gjorde beregningen lidt usikker. For teenagere er der ingen tvivl om at forældre betragtes som overflødige afbrydelser af de fleste af deres formål.
   Med det antal venner de efterhånden drønede rundt mellem, følte vi os mere og mere som valgfrit tilbehør, forhåbentlig med en vis praktisk eller underholdningsmæssig værdi.

Mentorens principper og min plan om at gå tur med hunden og påfølgende afslapning blev omgående sat på prøve da hun kom hjem.
   Sko og taske blev smidt i entreen på en måde, der varslede østrogenalarm mellem styrke tre og fem.
   Selvom vores Cockerspaniel, fru Zeus stod og trippede er det ikke nogen god ide at lade en storm udvikle sin egnen inerti. Når uventede signaler bliver fanget i opløbet, er de nemmere at håndtere, inden der bliver fisket andre ting op, var en af mentorens læresætninger.
   Jeg skænkede to glas vin og satte mig i hjørnet. Køteren måtte nøjes med at blive kløet bag øret mens jeg ventede på, der gik hul på ballonen.
   Hendes dag havde været absolut spildtid af overflødige rapporter fordi deres fjols af en leder have udviklet en bemærkelsesværdig interesse for at rapportere og overdrive sin andel af firmaets sociale ansvar kaldet CSR som i fri oversættelse hurtigt blev til Coordineret Socialt Roderi, som igen havde skubbet andre ting til side.
   Årsagen til det var at hendes arbejdsplads var kommet til at ansætte en veldrejet kvindelig konsulent, hvis speciale i CSR blev udlagt på forskellige måder, der godt nok var sociale men havde ikke havde ret meget med ansvar at gøre. De gav kun ekstra arbejde der krævede en vis opfindsomhed og skubbede, som sagt, bunker af andet arbejde til side.
   Da det emne og vinglasset var tømte og hun havde fået luft sænkede roen sig et øjeblik.
   Carina ankom i dybeste depression, inden jeg kunne stikke af.
   Batteriet på hendes mobil var vidst ved at stå af, meldte hun alvorligt. Batteriets genvordigheder blev suppleret med et ekstra beklagelser over andre ting, den uundværlige dims heller ikke kunne finde ud af. Det hele blev afleveret uden slinger valsen, hvorefter hun gik i skjul på sit værelse for at øve sig i de frustrationer.
   Vi havde skam længe vidst at hver fjerde at hendes veninder havde anskaffet nye slim-line uhyrer, der simpelthen kunne alt, med undtagelse af at spille nationalsangen eller punktsvejse under vandet.
   Det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Fredagsreglen kom i brug og jeg rakte ud efter hundens snor til dens synlige begejstring. .
   "Hvad tid spiser vi?" råbte Christoffer på vej op af trappen.
   "Hvis du ikke har indvending mod det normale tidspunkt går jeg lige hurtig tur med hunden" sagde jeg og tog sko på.
   "Hvad vej skal du?"
   "Parken rundt regner jeg med. Vil du med?"
   En beklagelig mangel på grill-barer langs den rute afgjorde han ikke lige trængte til motion den dag.

Udover muligheden for at møde andre hundeluftere og småsnakke er ture med hunden rent mentalhygiejnisk hyggetid. Mens hunden snuser til alt, for undersøge om dens firbenede kolleger har forgrebet sig på dens afmærkninger af territoriet snuser jeg til dagens begivenheder og får overblik over de vigtigste.
   Skipper burde faktisk give tilskud til hundemad i stedet for at spilde penge på at købe visdomsord, der var glemt midt i næste uge alligevel.
   I det fjerne dukkede Michael op med sin puddel som fru Zeus ikke altid kan fordrage. Selvom Michael er ansat på et skattekontor er han en flink og humoristisk hyggefætter i fritiden og den rette til at diskutere nye prioritetslån med. Reklamerne gjorde det ret umuligt at overse dem.
   Mens hundene overstod de normale formaliteter og knurrede af hinanden, som et par politikere, der varmer op til debat for åben skærm, slog vi følge,
   Vi startede med naturen og satte dagens øvrige begivenheder perspektiv for hinanden.
   Vores begejstrede mentor fik selvfølgelig et par ironiske sidebemærkninger.
   "Der er vel lidt om grundteorien" mente Michael. Matematikeren i ham vågnede til dåd.
   "Hvis man bliver afbrudt hele tiden er man også irriteret hele tiden og risikerer at slutte med et par timers arbejde der er FUBAR."
   "Skal det drikkes eller brændes?"
   "Intern joke" forklarede han. "Det betyder 'Fucked Up, Beyond Repair'."
   "Vi spørger om det er lavet i Krøllebølle hos os."
   "Ligger det også på Langeland?" spurgte han.
   Vores firbenede ledsagere havde glemt deres uoverensstemmelse og tumlede muntert rundt på plænen.
   "Hedder det ikke Tullebølle. Efter Nyborg er der et vejskilt der viser af til Slude, som ungerne kalder sludder. Det er nok lige efter det!".
   "Ja så er det bare om at læse vejskiltene og dreje af for det værste sludder i tide" lo han. "Var det tyve, tyve, tres du sagde?. Det skal jeg huske."

Vil slappede bare af og nød dagen. Den næste afbrydelse var undervejs over plænen i form af vores genbo, Mikkelsen fra nummer 11.
   Han gik som regel tur inden middag og var altid klar til en lille snak om hvad som helst, når han traf nogen han kendte. Hans skæg var som sædvanligt friseret og trimmet med samme omhu som et Bonsai træ mens hans øjenbryn mindede mest om gyvelbuske. Ud over det var han et omvandrende leksikon af ubrugelig viden, som han fordelte i sit nærmiljø på en humoristisk måde.
   Alle bidrog i løbet af ingen tid med hvordan det gik og hvordan vi havde det.
   Mikkelsen fik tiden til at gå med at klappe hundene mens samtalen røg ud af et par andre sideveje, men han fornægtede sig ikke.
   "Hvad er ligheden mellem sædceller, socialrådgivere og pædagoger?" spurgte han pludseligt.
   Michael trak sig mentalt lidt tilbage. Hans frue havde netop den profession og Mikkelsens egen kone arbejde i en børnehave.
   "Højest en ud af ti tusind udvikler sig til et normalt menneske" meddelte Mikkelsen med et grin. .
   Småsnakken fortsatte i afslappet stemning og varede indtil min havelåge hvor jeg kom i tanke om at der var et eller andet jeg ville spørge Michael om. Det kom nok tilbage en anden dag hvis det var vigtigt.

Entreen duftede af at maden var godt på vej. Carina havde overstået sin depression og gav en hånd med, med det praktiske. Jeg startede på at dække bord og fodre hunden.
   De forventede kyllings schnitzler havde fået et helt andet udseende mens jeg var væk.
   "Vi blev lidt irriterede da vi fandt ud af der hverken var kylling eller kartofler nok" forklarede Carina, og satte et dampende fad på bordet. "Det blev til risotto med flutes i stedet."
   Christoffers varslingssystem fungerede stadig upåklageligt. Han buldrede ned af trappen i samme øjeblik maden kom på bordet og bekendtgjorde han sagtens kunne klare to flutes. Den slags småting var der taget højde for.
   "Det er der skam ingen grund til at være irriteret over" sagde jeg og tog plads.
   Der var stadig hvidvin tilbage mærkede jeg og skænkede.
   "Det dufter pragtfuldt."
   Den lille afbrydelse og irritationer var reduceret på en fornuftig måde efter andet glas.