Maisie

Hobencity, Utah
   Nutiden, september

De små blomster stod stille og nikkede deres bladløse hoveder frem og tilbage. Roserne var gået ud, men det holdt ikke Maisie fra at passe og pleje dem. Ud over det, var der altid roligt.
   Roserne var blevet hendes tilflugtssted, fra både larm, råb, klage og sukken. Hun var godt træt af hendes forældres konstante påmindelse om hvilken byrde hun og Kate var. Bare tanken gjorde hende vred, men kun i få sekunder før tilgivelsen fjernede vreden. Det var langt fra deres skyld. De var ikke engang deres rigtige forældre. De var bare den uheldige familie der blev valgt af myndighederne til at tage sig af de to piger. De havde ikke engang haft noget valg.
   Maisie så ud over sit lille rosenbed. Da hun var en lille pige troede hun inderligt at de elskede hende. Kate sagde altid, at de aldrig havde og aldrig ville elske dem. Kates holding blev dog til Maisies forfærdelse bevidst, da pigerne aftenen efter deres seksten års fødselsdag overhørte en telefonsamtale mellem deres plejemor Ellen og en fra børnerådet.
   Ellen havde tigget og bedt dem om at tage pigerne tilbage. Hun argumenterede sin ide ved at fortælle historier om hvor sindssyge pigerne var. At Maisie sagde, at hun kunne genoplive ting. Hvilket kun delvist var korrekt. Da Maisie var otte, genoplivede hun en død fugl, hun fandt på græsplænen. Det var ihvertfald det, hun havde troet. Nu da hun var ældre, vidste hun godt at fuglen måtte have været bevidstløs, og at hun måtte have gjort noget som havde vækket den.
   Men hendes plejemor fik det til at lyde, som om hun gik rundt og plaprede op om at vække de døde. Hun sagde også, at Kate var sindssyg og havde et ukontrollabelt temperament. Hvilket også kun var delvist rigtigt.
   Hendes søster, den mest kontrollerede person i hele verden, mistede kun besindelsen når det angik noget virkeligt vigtigt. For eksempel hendes tvilling. Drengene i skolen havde aldrig drillet Maisie mere end en gang. Kate havde aldrig rigtigt gjort nogen noget, men hun forstod hvordan man skræmte folk men øjnene.
   Maisie humør faldt endnu et par grader, da hun tænkte på Kates sociale status. Kate var den stille type. Hun var altid kontrolleret, stille og virkede nærmest ligeglad med alting. Men Maisie vidste bedre. Kate var en tænker. Hvor andre bare plaprede løs, svarede Kate kun, når hun havde gennemtænkt alt.
   Folk spurgte tit om Kate var lidt "forvirret", eller om hun bare var lidt langsom. Hvis de bare vidste bedre. Maisie vidste også godt at grunden til misforståelsen lå i Kates ansigtsudtryk.
   Når Kate tænkte fik hun altid et tomt ansigt. Ingen følelser overhovedet. Hun koncentrerede sig kun om sine tanker. Maisie smilede for sig selv, når hun tænkte på sin søster. Kate var nemlig ikke bare hendes søster, hun var også hendes bedste ven. Maisie kunne fortælle alt til Kate og omvendt. Der var intet der kunne skille dem ad, og de havde aldrig haft et længerevarende skænderi.
   Kate og Maisie havde nemlig det, som Kate kaldte et usynligt-søster-bånd. De kunne ikke udholde at være adskilt i længere tid. Maisie kunne mærke skyldfølelsen presse på. Hendes egne problemer var ingenting i forhold til Kates. Ingen i deres klasse talte til Kate. Enten bange for hende, ellers hadede de hende.
   Deres plejeforældre var også hårdest over for Kate. Det kom sig nok af at Maisie altid blev usikker, og gjorde derfor tit hvad der blev sagt. Men hvis Kate var utilfreds eller uenig, sagde hun altid fra.
   Tårerne havde nu lavet fine små baner ned af Maisies kinder. Hun havde grædt uden at lægge mærke til det. Hun tørrede dem hurtigt væk da hun hørte bag døren smække, og derefter lyden af bare tæer der løber over græs. Før hun kunne gøre noget, tog nogen fat i hendes skuldre og vendte hende rundt, så hurtigt at hun nær var faldet.
   "Maisie! Er du kommet noget til? Hvad er der sket?""
   Maisie så op i sin søsters bekymrede ansigt. Hun så så smuk og moden ud.
   "Nej," Hun fortsatte, da hun så sin søsters forvirrede ansigtsudtryk. "Det er ingenting."
   "Hvis det er ingenting, hvorfor står du så og græder øjnene ud?"
   "Jeg tænkte...Jeg tænkte bare på hvor svært du har det."
   Kates ansigtsudtryk gik fra bekymring til irritation på mindre end et millisekund.
   "Har jeg ikke sagt til dig, at du skal stoppe med at bekymre dig om mig!"
   Maisie registrerede med det samme det dobbeltmoralske i den sætning. Maisie var rigtignok altid bekymret for hendes søster, men Kate var direkte overbeskyttende. Det havde hun altid været. Kate var som en skytsengel, altid over hende klar til at forsvarer hende.
   Men hun havde brug for det. Maisie havde aldrig kunne forsvarer sig selv. Måske var det derfor Kate var så god til det. Hun skulle forsvare to personer på en gang. Det gav hende dog ingen ret til at blive så sur. Men Maisie fortrød alligevel med det samme, den sætning hun slyngede ud til sin søster.
   "Jeg har lov til at være bekymret! Jeg er din søster. Desuden er det dig der er den overbeskyttende, ikke mig!"
   Kate gav et utilfreds støn fra sig som svar, og begyndte at vandre frem og tilbage foran Maisie. Maisie gav sig imidlertiden, sig selv lov til at betragte sin søster.
   Kate og Maisie havde nøjagtig den samme hud. Meget lys, blød, fejlfri og perlemorsagtig. Deres venner, eller Maisies venner, spurgte hende tit om hvilken creme de brugte. Hun svarede altid ærligt og redeligt at deres hud var hundrede procent naturlig. Men ud over deres hud lignede Kate og Maisie slet ikke hinanden.
   Kate havde et smalt, aflangt ansigt, med høje kindben og en perfekt formet næse. Hun havde de dybeste mørke brune øjne, som så kuld sorte ud om natten. Hun var høj og tynd, men ikke alt for tynd.
   Hun havde ravnsort hår, som hun havde klippet meget kort bagerst og i højre side. I venstre side var det hage-langt, og det lå altid glat og smukt ned foran hendes øre. Maisie ville ikke drømme om at få kort hår, men Kate så gudesmuk ud.
   Til trods for hendes gudesmukke ydre, gik Kate altid i sort eller dæmpede farver. i dag var hun iført mørke røde bukser og en sort tanktop, med ordet Freedom! stående hen over brystet. Kate så altid så rebelsk og selvstændig ud. Maisie derimod lignede, efter hendes egen mening, en folkeskole elev på lykkepiller, med hendes brede ansigt, himmelblå øjne, opstoppernæse og gule, stropfri sommerkjole.
   Kate var nu endelig dampet af. Hun stoppede og vendte sig langsomt mod Maisie, med skyld lysende ud af hendes øjne.
   "Undskyld! Det var ikke min mening at bide sådan af dig. Jeg ved jo, at du mener det godt."
   Hun vendte sig for at gå, men Maisie greb fat i hendes arm og trak hende ind i et varmt kram. Normalt krammede Kate ikke. Det var en del af hendes rebelske stil. Men når Maisie krammede hende, gav hun sig alligevel.
   "Det er helt okay! Undskyld at jeg sagde at du var overbeskyttende. Det er du slet ikke!"
   Maisie behøvede ikke se på Kate for at vide at hun smilede, og det bekræftede det lille grin der fulgte med. Maisie elskede det grin, især fordi det var "hendes" grin. Det var nemlig kun Maisie der kunne få dette grin frem, og det var en ting hun var meget stolt af.
   "Jo jeg er! Men husk lige at det er fordi jeg elsker dig."
   "Jeg elsker også dig Kate! Du..."
   Mere nåede hun ikke at sige før jorden begyndte at ryste. Kate så sig forvirret omkring, men kastede sig derefter over Maisie. Maisie var i chok. Hun havde aldrig oplevet sådan et voldsomt jordskælv. Hun lyttede opmærksomt til Kate der beroligende forklarede hende, hvordan hun skulle ligge for at beskytte sig selv.
   Da jordskælvet endelig holdt inde, drattede Maisie træt om på jorden. Kate derimod, rejste sig hurtig op og rakte en hjælpende hånd ned til Maisie, som taknemmeligt tog imod den. Kate hjalp Maisie over på havebænken. Da hun havde hjulpet Maisie, dumpede hun selv ned på bænken ved siden af hende.
   "Det var...interessant."
   "Interessant!! Det må have været det værste jordskælv i Utahs historie!" Maisie tvang sig selv til at tage en dyb indånding. Det hjalp da Kate begyndte at stryge hende beroligende op og ned af ryggen.
   "Rolig nu. Det var bare en lille rystelse. Der skete ikke noget..."
   "Men det kunne der let!"
   Kate så roligt på hende.
   "Det ville jeg aldrig tillade! Det ved du da godt."
   "Ikke engang du kan sætte dig op mod naturen, Kate."
   Kate så væk. Hun hadede at blive udstillet som svag. Maisie så over de lave huse i Hobencity. Bjergene bagved havde kun en smule sne i de varme sommermåneder. Det var en smuk udsigt. De sad i tavshed i et par minutter. Så brød Kate endelig tavsheden.
   "Hvad ønsker du dig til din 18 års fødselsdag?"
   Maisie så på sin søster. Hun var langt fra rolig, men Kate virkede klar til at glemme jordskælvet, så det burde hun nok også selv.
   "Der er da et halvt år til. Hvorfor vil du vide det nu?"
   "Der er mindre end et halvt år! Og jeg kan godt lide at være forberedt. Så har jeg også masser af tid til at købe den! Nå, ud med sproget."
   "Okay. Det ved jeg faktisk ikke. Den kjole du gav mig sidste år, var den bedste gave nogensinde! Og der kendte du ikke til mine ønsker."
   Kate smilede til hende.
   "Okay så. Men du ved det er farligt. Husk nu lige din otte års fødselsdagsgave."
   Den kunne Maisie aldrig glemme. Det var der Maisie ville lave sin egen zoologiske have, og Kate gav hende to skrubtudser. Maisie havde skrigende løbet sin vej, og siden da havde hun aldrig rørt en frø. Det mindre positive, men meget komiske, minde gav Maisie et smil på læberne. Kate vidste altid præcist, hvad hun skulle sige for at muntre Maisie op.
   Kate betød alt for Maisie. Hun var den eneste der rigtigt betød noget for hende. Hun kiggede op i himlen. Den var lettere overskyet, men intet der bekymrede hende. Maisie så ned på Kate, som tydeligvis sad og tænkte. Maisie lænede sig ind mod Kate.
   "Du ved godt, at du er den eneste gode ting i mit liv...ikke?"
   Kate så ned på Maisie. Hendes øjne lyste af den kærlighed, kun bedste venner kunne dele. Kate åbnede munden, men lukkede den så igen. Hun så ud over haven. Efter et minut eller to kiggede hun tilbage på Maisie. Kate åbnede igen munden, og denne gang kom der lyd med ud.
   "Jeg..." Mere nåede hun ikke at få frem, før et øredøvende skrig lød inde fra huset. Der var ingen tvivl om at det var Ellen. Maisies teori blev bekræftet da en tykkere dame, iført en blomstret knæ-kjole i en sart lyserød, kom luntende ud af døren.
   Hun har helt rød i hovedet, og øjnene var smallere end normalt. Hvilket var noget af en bedrift. Hendes mund var en lang streg, hvilket betød at der snart ville blive ballade. Ellen fortsatte indtil hun stod mindre end en meter fra Maisie. Maisie kiggede op i Ellens sammensunkne ansigt, og fik med det samme en lussing lige på kinden.
   Maisie udstødte et forskrækket skrig, og Kate var straks ved hendes side. Hun trak Maisie med op og stå, men holdt ved hende indtil, at hun var sikker på, at Maisie havde balancen.
   Maisie rørte let ved sin kind. Hun kunne tydeligt mærke varmen fra det sted hånden havde ramt. Hun måtte have et rødt mærke, der fyldte halvdelen af hovedet. Maisie så op, og så at Ellen stod rank tre meter fra hende.
   "Hv...Hvo..Hvo..Hvorfor gj..gjorde du det?" Maisie stammede oven på forskrækkelsen.
   "Det brev, som jeg gentagne gange har bedt dig om at aflevere, ligger stadig på køkkenbordet. Jeg sagde mindst ti gange her til morges at i dag var sidste frist! Nu skal jeg både ringe rundt for at undskylde, og skynde mig ned med det personligt. Hvad er der i vejen med dig?"
   "Je..jeg må have..."
   "Og kom nu ikke en gang til med dit: Jeg må have glemt det!" Den sidste sætning var en hånlig påmindelse, på Maisies talrige fejltagelser. Ellen stirrede udfordrende ned på hende.
   "Jeg..Jeg..Undskyld." Maisie kiggede ned i jorden. Hun var både flov, irriteret, men mest af alt ked af det.
   "Tror du bare, at et undskyld kan redde det hele? Dette er jo langtfra første gang! Problemet ligger måske i, at det ikke handlede om dig? Så snart det handler om andre er du måske bare ligeglad?"
   Kate trådte halvt ind foran hende.
   "Giv pigen en chance. Hun har alt for meget at se til i forvejen!" Kates stemme var kontrolleret og rolig, men Maisie kunne høre hadet, dybt nede, røre på sig.
   "En chance? Hun har ikke fået andet end chancer. Det gælder faktisk jer begge! Man giver jer en simpel opgave om at gøre huset rent, og selv det kan I ikke! I er ubrugelige!"
   "Ubrugelige? Vi er dine plejebørn, ikke dine slaver!" Kates stemme var allerede blevet dybere. Maisie måtte snart stoppe det, inden det kunne nå at gå galt.
   "Har jeg måske nogensinde givet udtryk for, at jeg ønskede at få børn? Og hvis jeg skulle, ville jeg aldrig ønske mig nogle så umulige som jer to!" Ellen stirrede ondt på Kate. Selvom det ikke så ret faretruende ud. Kate var ihvertfald ti centimeter højere end Ellen.
   Så da Ellen stod med armene stift ned af kroppen, ildrødt ansigt og stirrede ondt op på Kate, der tilsyneladende også fandt det morsomt, så det faktisk ret komisk ud. Maisie udbrød et lille fnis, før hun kunne nå at stoppe det. Ellen stirrede direkte hen på hende. Ellen var lige så høj som Maisie, så hun så meget mere faretruende ud, når hun så på Maisie. Maisie krympede sig under hendes blik.
   "Synes du det er morsomt dette her? Det er da klart jeres forældre forlod jer. Hvis de så jer nu, ville de skamme sig over jer." De sidste ord nærmest dryppede af had og foragt.
   Maisie sank næsten i knæ. Det var hendes ømmeste punkt. Hun havde altid været i tvivl om hvorfor hendes forældre havde forladt dem. Kate sagde at det var fordi de ikke kunne klarer at passe to små børn, men at de sikkert elskede dem.
   Men selv om Maisie prøvede at tro på det, var tvivlen der altid. Tårerne flød i stride strømme ned af hendes kinder. Kate begyndte at tørre tårerne væk fra Maisies kinder. Ellens falske latter, var som salt i såret.
   "I er ufattelige! I går og tror I er syndfrie prinsesser, men når sandheden kommer for døren, kender I inderst inde godt sandheden. I er både arrogante, selviske og ligeglade med alle andre end jer selv"
   Tårerne fortsatte. Maisie ville gerne stoppe, men hun kunne ikke. Ellen var aldrig gået så langt før. Maisie følte temperaturen falde et par grader, og kiggede op. Den før så smukke blå himmel, var nu dækket af skyer. Tunge regndråber begyndte at falde.
   Både Kate og Ellen så sig forbavset omkring. Regnen slog kraftigt, og både Kate og Ellen ømmede sig som om det gjorde ondt. Maisie derimod følte en trøstende virkning af de bløde regndråber der kærtegnede hendes bare arme. Ellen havde slået armene om sig, som om hun frøs. Maisie havde derimod fået varmen. Ellen var nødt til at råbe for at overdøve regnen.
   "Det slutter ikke her! Jeg er ikke færdige med jer endnu. Især ikke dig, Maisie!"
   Kate var oppe på mindre end et sekund. Hun gik hurtigt hen mod Ellen, der trak sig lidt bagud. Kate standsede mindre end en meter fra hende. Ellen kiggede op på hende, med en blanding af vrede og frygt penslet ud i hele hendes ansigt.
   Kate trak hånden tilbage, og slyngede den derefter lige ind i Ellens ansigt. Ellen blev slynget til jorden, mens hun udstødte et forskrækket skrig. Hun lå der i et stykke tid, men så trak Kate hende op stå. Maisie syntes temperaturen var steget igen. Kate trak Ellen helt hen til hende og talte med en fast stemme der drev af had.
   "Hvis du nogensinde vover på at sige sådanne ting til min søster igen, så bliver det værst for dig selv!"
   Ellen stirrede skrækslagen på hende.
   "Tru..Truer du mig?"
   "Tal ondt til Maisie igen, og du vil finde ud af det."
   Kate slap hende, og hun faldt om på jorden. Derefter gik Kate over og samlede Maisie op. Maisie var holdt op med at græde, men det havde alligevel tappet hende for kræfter. Hun var derfor uendelig taknemlig da Kate bar hende over mod døren. Hun åbnede den med foden, men inden de nåede inden for hørte Maisie, Ellen råbe efter dem.
   "Tror I virkelig, at I kan komme afsted med den slags vold? Jeg for jer sendt i fængsel, begge to! Hører i mig? Jeg..."
   Maisie nåede ikke at høre mere, før Kate smækkede døren i, men hun havde hørt nok.