Cirka 18½ år siden

Han satte to fingre under hendes hage, og løftede langsomt hendes ansigt. Hun løftede blikket og så direkte ind i hans store, smukke, blå øjne. Øjne som engang havde været hendes, men aldrig ville blive det igen.
   En tårer løb ned af hendes kind. Han tørrede den væk, ved blidt at føre bagsiden af hans hånd over hendes kind. Det var ikke meget, men det var nok til, at hun straks blev roligere. Han så på hende med øjne der svømmede i bekymring.
   "Hvorfor fælder min elskede disse tårer?"
   Hun fik en klump i halsen. Hvordan skulle hun kunne forklarer ham, at de aldrig ville komme til at se hinanden igen. Det kunne hun ikke.
   Hun prøvede at vende ansigtet væk fra ham. Det gjorde for ondt at se hans skønhed, når hun vidste at det var sidste gang. Han strammede grebet om hendes hage, og bekymringen blandes med forvirring.
   "Hvad er det du ikke fortæller mig?"
   Tavshed. Der faldt endnu en tårer, men denne fik lov til at løbe ned til hendes hage, og fortsatte ned på hans hånd. Han var ligeglad. Han stirrede på hende, som var hun brændt inde med løsningen på at komme tilbage til riget. Hvis bare det var tilfældet.
   "Du ved jo at du kan fortælle mig alting,"
   Han lød bekymret, men der var også en kommanderende undertone som fortalte hende, at han ikke ville acceptere stilheden meget længere.
   "Ja," Hun tog en dyb indånding. "Det er bare..."
   Efter en kort stilhed afbrød han hende.
   "Fortæl mig det nu bare. Det piner mig at se dig lide!"
   Hun kiggede ham direkte ind i øjnene, og tog en dyb indånding.
   "Jeg er gravid."
   Det blev for meget for hende. Hun sank hulkende i knæ, og lagde hænderne på jorden, som ville hun tage dens styrke. Hun havde aldrig følt sig så svag. Varme, store tårer løb i baner ned af hendes kinder. Hun vidste at hendes øjne var ildrøde, men hun var ligeglad.
   Hun tørrede tårerne væk og kiggede op på ham. Han stod stadig på det samme sted med hænderne ned langs siden. Han stirrede lige ud i luften, med et tomt ansigtsudtryk. Fremmede ville nok tænke at han var sindsforvirret, eller måske bare dum. Men hun vidste bedre.
   Hun vidste at dette ansigtsudtryk betød, at de store tanker og planer var i gang med at blive smedet. Udover at han sikkert tænkte på hvad, det at hun var blevet gravid, præcist indebar, tænkte han sikkert også på konsekvenserne, og på hvordan de kunne undgå dem.
   Da han få sekunder efter kiggede ned på hende med sorg malet i hele ansigtet, var hun klar over at det kunne de ikke. Da hun selv fandt ud af, at hun var gravid, havde hun heller ikke kunne finde på noget. Hun havde dog skjult det for hendes søstre og brødre, i håb om at hendes elskede kunne finde en løsning. Et spildt håb.
   Han kiggede ned i jorden og lukkede øjnene. Han led nok endnu mere end hende, selvom det var hende der skulle tage imod straffen. Hun rejste sig, og gik over og tog hans hænder i sine egne. Han kiggede op, og hun så, at han græd.
   Et gisp slap hendes læber, før hun kunne stoppe det. Hun havde aldrig set ham græde før. Og selvom det at se sin største støtte græde måske burde frastøde hende, blev hun grebet af den enorme kærlighed hun altid havde følt for ham. Hun løftede sig op på tæerne og kyssede ham blidt. Han besvarede kysset, og da hun trak sig væk var tårerne, ligesom smerten, væk.
   "Det er okay,"
   Hun hviskede til ham, selvom der ikke var andre end dem i den lille lysning. Det var her, i denne lysning, at de altid holdt deres hemmelige møder.
   "Men..."
   "Intet men. Jeg fortryder intet. Intet og ingen kan fjerne den kærlighed jeg føler for dig. Selv ikke døden"
   Tårerne pressede sig på, men denne gang var det ikke smerten. Det var glæden. Glæden ved at vide at denne følelse ikke bare var indbildt, men at den var ligeså virkelig som dag og nat. Hun elskede ham. Men disse ord var for farlige. Sagt højt ville det udløse dødsstraf, som ikke engang de vigtigste i hierarkiet ville kunne undslippe.
   Han så på hende og hun vidste at han følte det samme. Hun blev derfor rystet, men ikke overrasket da han igen talte.
   "Et liv uden dig er intet værd."
   Han så ned og tog en dyb indånding. Så kikkede han hende direkte i øjnene.
   "Jeg elsker dig!"
   Da ordene slap hans læber følte hun jorden gynge under sig. Hun så forskrækket på ham. Det næste øjeblik blev de kastet fra hinanden af rystelserne, og hun landede hårdt på jorden. Hun så op, og så at han allerede sad på sine knæ og kiggede på hende.
   "Er du okay?"
   Han så bekymret på hende.
   "Hvad har du gjort?"
   Hun skreg ordene til ham, imens tårerne strømmede ned af hendes kinder.
   Luften føltes meget tættere, og det der før var en stjerneklar himmel, var nu overskyet og mørkegrå, på grænsen til sort.
   Han løb hen til hende, og løftede hende op til sig. Da hun var kommet op, skubbede hun ham tilbage på jorden. Han kiggede overrasket op på hende.
   "Er du klar over hvad du har gjort? Ved du hvad du har dømt dig selv til?"
   Hendes stemme var skinger, og gråden gav hende luftmangel. Han kom op og stå igen. Han gik hen mod hende, men hun bakkede tilbage.
   "Jeg sagde jeg ikke ville kunne leve uden dig!"
   "Du har dømt dig selv til døden!"
   "Det er min beslutning! Desuden ville vi ikke kunne se hinanden mere, du er nødt til at flygte."
   Hun vidste at han havde ret, og hun havde da også tænkt over det. Hun havde dog håbet på, at han ville have flygtet med hende. Som hvis han havde læst hendes tanker, svarede han i en beslutsom tone.
   "Du ved, jeg ikke ville kunne flygte med dig. De ville kunne mærke min kraft og finde os før vi var nået ud af staten."
   Han havde ret igen, men hendes vrede over deres dødsdømte forhold, fik hende til at reagere ubetænksomt.
   "Du tror måske ikke, de vil kunne mærke min kraft. Jeg er måske for svag? Ikke alle kan være så mægtige som du!"
   Han så vredt på hende, og hun vidste, at hun var gået for vidt.
   "Du ved udmærket godt, at jeg ikke har bedt om mine kræfter. Næsten omvendt. Og du opføre dig tåbeligt. Jeg har aldrig sagt, eller hentydet til, at du var for svag!"
   Hun skulle lige til at svare igen, men fik taget sig selv nok sammen til bare at se ned i jorden. Hun var klar over at han havde fuldstændig ret.
   "Undskyld."
   Han så på hende med forståelse, og gik derefter over og trak hende ind i et kram. Hun behøvede varmen og følelsen af at nogen forstod hende. Og det gjorde han mere end nogen anden ville kunne.
   "Du skal vide, at jeg heller ikke fortryder noget, særligt ikke dette øjeblik! Og nu må du gøre mig en tjeneste. Sig ikke ordene! Jeg kan se du har lyst, men jeg ber dig om at tie."
   "Men hvordan skal jeg klare det uden dig?"
   "Smerten ved at dø ved fødslen skulle være smertefuld, men intet sammenlignet med den smerte som straffen, for at sige de forbudte ord, lyder på."
   "Men jeg..."
   "Nej! Lov mig at du aldrig vil sige de ord."
   Hun fik en klump i halsen. Hun havde ingen ide om hvordan hun skulle overleve fødslen, eller om hvordan hun skulle overleve indtil. Men hans ansigtsudtryk fortalte hende at han troede på hende.
   "Det lover jeg!"
   En baskende lyd fortalte hende, at deres tid sammen havde nået sin ende. Hun så på ham, og hun kunne se at han også hørte det.
   "Jeg elsker dig! Mere end noget andet!"
   De sidste ord blev nærmest slynget ud. Jorden begyndte at skælve kraftigt. De klamrede sig til hinanden. Da rystelserne stoppede kiggede de begge op. Himlen var blevet nogle toner mørkere. Men dette var ikke nattens mørke.
   De vidste begge hvad det var. De så hinanden i øjnene igen. Aldrig havde hun følt sig så elsket. Inden hun kunne nå at registrere om tårerne var på vej igen, trak han hende ind til sig og kyssede hende. Det var hverken blidt eller hårdt. Det var den slags kys man giver sin elskede, når man ved at man ikke skal se hinanden igen. Hun ville huske dette kys til den dag hun døde, hvilket nok alligevel var snart.
   En kold vind slog om dem. Og så skete det jorden rystede så voldsomt at de blev revet fra hinanden. Hun tumlede hen af jorden. To store og stærke hænder lagde sig om hendes overarme, og løftede hende op. I starten troede hun at det var hendes elskede, men da hun drejede hovedet så hun ind i en fremmedes ansigt.
   Hun genkendte ham med det samme som hendes tidligere bror Ramses, men dette var ikke den Ramses hun kendte engang. Denne Ramses havde en mørk udstråling. Han lugtede langt væk af jord blandet med død. Hun mærkede opkasten melde sin ankomst.
   En anden tog hendes højre arm, og holdt den endnu strammere end Ramses holdt den venstre. Hun drejede hovedet, og så ind øjnene på endnu en formørket bror. Det var Juan.
   "Så mødes vi endelig igen. Søs,"
   Det sidste ord blev nærmest spyttet ud. Hun huskede tilbage til dengang, hvor hun og Juan havde haft et tæt venskab. Juan bekræftede at dette var forbi, da han strammede grebet, til hun skreg.
   "Slip hende omgående!"
   Hun genkendte hurtigt sin elskedes stemme. Hun så op, og så ham stå ret med sit glødende slagsværd i hånden. Bladet var lige så langt som hendes ben, og sværdet var så tungt at kun han kunne bære det. Hun blev som altid overvældet, af den skønhed og storhed han udstrålede, når han holdt det sværd. Ramses grinte ondt, og Juan sendte ham et bedrevidende fnys.
   "Kom med os frivilligt, og vi lader hende leve,"
   Ramses fik det til at lyde mere som en kommando end et forslag.
   "Slip hende! Hun har ikke gjort noget galt!"
   Ramses gentog sit grin og stirrede ondt på ham.
   "Vi sikre os bare, at du ikke gør modstand. Så sænk sværdet og følg med, ellers vil hun blive straffet for din gerning."
   I samme øjeblik mærkede hun ægget af en kniv mod sin strube. Det var Juan der åbenbart havde valgt at udpensle Ramses's forslag. Hun så sin elskede i øjnene. Hun ville råbe at han skulle flygte, og redde sig selv. Men det var nyttesløs. Han lod sværdet falde.
   Ramses gik hen og lagde et par gyldne lænker om hans håndled. Da det var gjort, slap Juan sit tag, men inden hun kunne nå at slå igen, slog han enden af skaftet på kniven ind i hendes tinding. Hun faldt sammen på jorden. Hun havde kun kræfter nok til at se Juan og Ramses slæbe hendes elskede væk.
   Hun ville skrige efter hjælp, men hun havde ingen kræfter tilbage. Hun ville skrige, men ikke engang det havde hun kræfter til. Hun mærkede bevidstløshedens søvns søde kalden og trækken. Hun så op og mødte for sidste gang hendes elskedes smukke blå øjne. Derpå gjorde hun sin sidste handling inden hun faldt ned i bevidstløshedens favn. Hun samlede alle sine kræfter og skreg så højt hun kunne.
   "Det vil overleve, Gabriel. Det lover jeg!"
   Ramses og Juan så forvirret på hende, men Gabriel smilede sødt til hende. Hun vidste at Gabriel forstod hvad hun mente, og derpå faldt hun ind i bevidstløshedens greb.