(Kapitel 3. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)

Det blev en god dag. Da Jo kom hjem var hendes mor ved at tømme askebægerne og tørre sofabordet af. Et tydeligt tegn på, at moren var usædvanlig frisk og veloplagt.
   Jo gik i gang med lektierne. Hun gjorde sig umage som altid. Efter lektierne var det tid til at lave aftensmad. Frikadeller med kartoffelmos. Det var en af de retter Jo var bedst til at lave.
   Hun dækkede bord ude i køkkenet. Netop som bordet var færdigdækket kom moren ud og satte sig ved. "Hvad skal vi have til aftensmad?" spurgte hun. "Frikadeller. Er du sulten?" svarede Jo. "Altid, når den står på frikadeller" lød det fra moren.
   Hold da op, tænkte Jo. Hvad sker der? Hun er i et utroligt godt humør i dag. "Hvad har du lavet i dag?" spurgte Jo. Moren fortalte, at hun havde foldet en masse lampeskærme. Faktisk havde hun foldet så mange, at hun havde slået sin egen rekord. Arbejdet med at folde lampeskærme var det job, moren havde haft de sidste par år.
   Jo sad og stak i maden. Hun ville spørge om noget, men hun var nervøs. Hun var dog klar over, at lige netop i dag var den rette dag at spørge. Det var længe siden moren havde været så glad.
   "Der er noget, jeg gerne vil spørge om" sagde Jo efter et par minutters tavshed. "Du ved Bent... ham der har købmandensbutikken?" Moren nikkede og spiste videre. "Må jeg gerne arbejde for ham?" Moren så på Jo. "Har han tilbudt dig et job?" spurgte hun undrende. "Nej... Jeg har ikke spurgt ham endnu. Jeg ville først have din tilladelse." Moren rullede med øjnene. "Jeg ville først have din tilladelse" efterabede hun. "Hvem lærer dig sådan nogle udtryk? Du er den eneste 10-årige, der kan finde på at sige sådan noget." Jo ignorerede bemærkningen. "Men må jeg så? Arbejde for Bent, altså?" "Hvis han vil have dig, så for mig ingen alarm" svarede moren.
   Fedt, fedt, fedt, tænkte Jo. Tænk, at jeg har været så bekymret for at spørge, og så gik det så nemt. I morgen ville hun gå forbi Bents butik efter skoletid.
   Den næste dag kunne Jo ikke komme hurtigt nok hjem fra skole. Hun løb næsten hele vejen fra skolen til butikken.
   Hun gik rundt i butikken og ledte efter Bent. Der gik kun kort tid, før hun fandt ham nede i vinafdelingen. "Hej Bent. Har du tid til at tale med mig?" spurgte hun så selvsikkert hun kunne og så ham i øjnene. "Jamen, hej Jo. Selvfølgelig har jeg tid til at snakke med min yndlingskunde" sagde han og blinkede til hende. Han så afventende på hende. "Inde på kontoret" sagde Jo. "Uha. Det lyder alvorligt" grinende Bent.
   Inde på kontoret satte Jo sig ret op og ned i gæstestolen. Hun forsøgte at skjule sin nervøsitet. Godt nok havde hun tit hyggesnakket med Bent, men det her var noget andet. Hun tog en dyb vejrtræning og kastede sig så ud i det: "Jeg vil gerne søge job her i butikken. Jeg kan begynde med det samme." Bent kikkede på hende et øjeblik som for at finde ud af, om det var alvorligt ment. Da han så beslutsomheden i Jos øjne, svarede han: "Jeg er ked af det, men du er ikke gammel nok. Når du bliver ældre, vil jeg gerne ansætte dig." "Hvornår er jeg gammel nok?" ville Jo vide. "Man skal være 13 år for at arbejde, men jeg plejer ikke at ansætte nogen under 15 år."
   "Det er der jo 100 år til! Så længe har jeg ikke lyst til at vente" udbrød Jo. Bent grinede godmodigt. "100 år ligefrem? Arh, der er da ikke længe til" smilede han. "Jo, der er meget længe til" sagde Jo stille med bøjet hoved.
   "Nu gætter jeg bare" sagde Bent "Du vil gerne lidt hjemmefra og ud blandt andre?" Jo sad tavs et stykke tid. Bent havde fuldstændig ret. Hun nikkede stille og kæmpede for at holde tårerne tilbage. "Jeg kan feje. Jeg kan stille varer på plads. Jeg kan rydde op og tømme skraldespande. Jeg kan alt muligt!" Bent rakte hånden hen over bordet og tog hendes hånd. "Det betvivler jeg ikke. Jeg er sikker på ,at du er dygtig." Han gav hendes hånd et klem.
   Dét var for meget for Jo. Tårerne trillede ned af kinderne på hende. Hun snøftede: "Men hvorfor vil du så ikke ansætte mig? Jeg skal nok gøre alle de kedelige ting, som de andre ikke gider!" Bent sukkede. "Jeg vil gerne ansætte dig. Jeg må bare ikke. Du skal være mindst 13 år." Han rejste sig og fandt en pakke papirlommetørklæder og rakte hende et. Jo tørrede øjnene og pudsede næse.
   "Ved du hvad?" sagde Bent "Jeg synes, at du skal komme herned to eftermiddage i næste uge. Du får nogle opgaver ude på lageret. Du kommer ikke til at arbejde inde i butikken. Så ser vi om du kan li' at arbejde her." Jo blinkede med øjnene og så usikkert på Bent. "Mener du det?" spurgte hun. Bent sukkede. "Ja. Det mener jeg. Du skal ikke sige noget om det til dine klassekammerater eller andre. Det er brandulovligt. Jeg må overhovedet ikke have mindreårige til at arbejde for mig. Du kan altså ikke få ret meget i løn, for jeg bliver nødt til at betale dig sort og af egen lomme. Jeg kan give dig nogle varer med overskredet dato. Kan det være en del af din løn?"
   Jo nikkede ivrigt. "Hvornår skal jeg begynde?"
   Bent skrev en seddel med to datoer og klokkeslæt på. Herefter småsludrede de et kvarters tid. Til sidst sagde Bent, at nu måtte han altså tilbage til arbejdet. "Skal vi ikke give hånd?" spurgte Jo undrende. "Gør man ikke sådan efter en jobsamtale?" Bent rystede smilende på hovedet. "Du er altså en sjov lille størrelse. Vi kan da godt give hånd." Jo og han gav hinanden hånd. "Jeg ser frem til samarbejdet" sagde Jo alvorligt. "I lige måde, lille ven. I lige måde."