Jeg ville have fortalt dig det, på et eller andet tidspunkt.
   Ikke lige nu, senere, en dag, hvor vi havde god kontakt.
   I solskin eller regn.
   Men du har haft så helvedes travlt.
   Du slugte din kaffe om morgenen, og kom sent hjem om aftenen.
   "Jeg, finder selv ud af noget med mad", sagde du.

Jeg ved ikke.
   Jeg ventede, og ventede.
   Og, så havde du pludselig tid.
   I weekenden.
   Et stykke arbejde, blev aflyst, du skulle alligevel ikke til Jylland.

Så gik jeg i panik.
   Jeg havde det som var jeg forfulgt, af en forslugen krokodille.
   Jeg sad på arbejdet hele fredagen, og gloede på computerskærmen.
   Hanne kom forbi, for at snakke. Hun kunne godt se, der var et eller andet.
   Derfor blev hun stående.
   Jeg sad og fumlede ved min lille pynteelefant, du gav mig engang.
   Dengang vi endnu smilede sammen.
   Jeg blev ved, at kigge på elefanten. Til sidst gik hun.

Nu sidder jeg i toget, på vej til Odense.
   Du ringede for lidt siden. Du lød forpustet og gladere. Gladere end jeg længe har hørt dig.
   "Hvor er du? - Skal vi have rejer og laks, lidt lækkert?", spurgte du ivrigt.
   "Jeg er på vej til Odense", sagde jeg.
   "Øh, øh, hvad?", svarede du i den anden ende.
   Jeg kunne se dig, forvirret rette på håret, med den ledige hånd.
   Som du plejer, når der er noget, du ikke forstår.
   "Jeg forklarer, når jeg kommer hjem søndag", svarede jeg, og lukkede for telefonen.

Ved siden af mig sidder en gammel dame. Nydelig, gråt hår, pæn frisure, smuk frakke og tørklæde i afbalancerede gyldne farver. Mærkevaretøj. Hun Gnasker uhæmmet fra en stor pose franske kartofler.
   Al den knasen og raslen larmer. Og jeg har ikke engang tandbørste med.


Susanne står på perronen og venter.
   Jeg kan næsten ikke genkende hende. Håret er kort og tætklippet. Hun er blevet kraftigere. Og selvfølgelig 10 år ældre end da jeg så hende sidst.
   Hun vifter med armene, og smiler over det hele. Sådan som jeg kender hende, og altid har kendt hende.
   "Hej", siger jeg, mens jeg nærmer mig, med armene ned langs siden.
   "Dejligt, du kunne komme", siger hun: "Jeg troede, du havde bagage med?", hun peger, på mine tomme hænder.
   "Nej", svarer jeg: "Der er kun mig, og jeg har ingen tandbørste med".

Landskabet flyver forbi. Susanne kører stærkt. Det har hun altid gjort. For stærkt.
   Jeg bryder mig ikke om det. Men jeg har aldrig kommenteret det.
   Hun er flyttet igen, nu på landet. Det er altid spændende, at se, hvad hun har fundet på.
   Der er meget stille i bilen, mere end der plejer. Susanne snakker ellers som et vandfald, men ikke i dag. Ind imellem skæver hun til mig i bakspejlet. Jeg holder øjnene rettet på vejen foran os. Den snor sig i bløde kurver gennem landskabet.

Vi stopper brat.
   Huset er lille og gult, det ser slidt ud, og egentlig ikke særligt indbydende.
   Jeg undres, det plejer ikke at være Susannes stil.
   "Ja - så er vi her", Susanne vender hovedet, og kigger på mig. Hun ser pludselig ikke specielt glad ud.
   Jeg undres igen. Mon jeg overhovedet er særlig velkommen.
   "Ja", siger jeg, spænder sikkerhedsselen op, og kravler ud af bilen.
   "Jeg har lige nogle indkøb", Susanne går om til bagenden af bilen: "Jeg har købt lidt rejer, laks og brød til i aften. Det er så lækkert".

Jeg slår en hysterisk latter op, mens jeg kigger på, at hun tømmer bagagerummet.
   "Hvad?", siger hun og kigger spørgende på mig.
   Jeg tager mod en af poserne, og vi går op mod huset.
   Hoveddøren er malet rød, men skaller mange steder. Susanne slås med låsen, der dog til sidst giver sig.
   Vi kommer ind, i en smal entre, med knager fyldt med overtøj. Sko, støvler og hjemmesko fylder gulvet.
   En tyk rød kat smyger sig om mine ben. Luften er tæt. Her er indelukket.

Susanne stjal min første kæreste fra mig, dengang vi var 20. Som ved en eller anden form for magi, fik hun ham draget ind i sin livsbane. Det skete efter deres første og eneste møde hos mig.
   Der gik flere måneder inden jeg registrerede noget.
   Og på mærkværdig vis, tilgav jeg dem begge på stedet.
   For Susanne var mit idol hun gjorde noget ved mig og verden.
   Jeg var den forsigtige, tryghedssøgende type, som blev på min pind på kommunekontoret, mens hun bare drønede derudaf med ekspresfart.
   Ude i verdens brændpunkter gjorde hun gavn som sygeplejerske, den stjålne kæreste fulgte med det første halve år, så mistede han pusten og faldt fra.
   Susanne fortsatte sin kamp for verdens dårligt stillede. Altid lige et stort skridt foran, og aldrig bange for, at gå på kanten, eller tage beslutninger.

"Hæng overtøjet" hun peger på en enkelt tom knage, sin egen jakke tager hun over armen og smider på en stoleryg.
   Jeg følger efter hende, ud i et lyst, men også noget overfyldt køkken, indeholdende gamle grimme køkkenskabe, og nogle enkelte nye hylder med mel, sukker osv.
   Hun går i gang med at sætte ting i køleskabet. Jeg placerer mig på en stol, ved et lille bord, som ser ud til at være den daglige spiseplads. Katten kaster sig op på mit skød, mens den spinder uhæmmet, og forsøger at finde en god plads på mig. Jeg skubber den ned igen.
   "Tænker du nogensinde over de døde?", siger Susanne, idet hun vender sig om, hun er færdig med at fylde køleskabet.
   "Næh - Joh, ja, min far får da en tanke af og til" svarer jeg og kigger forbløffet på hende. Susanne har ellers aldrig talt meget om sit arbejde, jeg formoder, det er det hun refererer til. Sulten og døden hun har mødt derude? For så vidt jeg ved lever hendes forældre stadig i bedste velgående. "Tænker du på dit arbejde?" spørger jeg.
   "Nej" Susanne ser på mig med et bedrøvet blik, så ryster hun hovedet "Nå, det skal vi ikke snakke om nu, lad os lave en gang kaffe og sætte os ind i stuen - Jeg har en kage også"

Stuen er lille, ryddelig og venlig. Bag et rundt kaffebord, står en smilende gammel plyssofa, i en køn grøn farve, og i brændeovnen buldrer en sagte ild. Her er Susannes essens, som jeg næsten troede var forsvundet, jeg synker ned i sofaens bløde sæde, og nyder den friskbryggede kaffe.
   "Du har fået ny sofa" smiler jeg
   "Ja" smiler hun tilbage "Er den ikke dejlig, jeg har lige fundet den nede i genbrugsen. Men nu bliver du altså nød til at fortælle mig noget om hvorfor du sidder her uden tandbørste. Jeg er vildt nysgerrig, det ved du, du kender mig jo, det ændrer ti år trods alt ikke på" her gør hun en kunstpause, "selvom, det er vildt lang tid siden, vi har set hinanden, og jeg tabte jo nærmest både kæbe og mund, da du ringede. Jeg havde afskrevet dig. Indrømmet du har da fået en tanke i ny og næ. Summa sumarum fortæl så!" hun vender sig mod mig i sofaen, og stirrer mig intenst i øjnene.
   Jeg udreder situationen, mens jeg slubrer kaffe, og krummer med kagen på tallerkenen.
   "Nå, for søren, det er sku da den rene kriminalroman, bare din kære mand derhjemme ikke tror du har en anden, eller er på vej ud og tage livet af dig. Tror du ikke lige du skulle ringe til ham og berolige gemytterne?"
   Det er Susanne i en nøddeskal, jeg synes ellers, jeg har forklaret det så tydeligt, og det skal hun ikke bestemme.
   "Nej" svarer jeg surt "Jeg skal ikke ringe til nogen som helst"
   "Godt ord igen" Susanne ved også hvornår hun skal stoppe.
   Resten af aftenen hygger vi os med small talk, rejer, laks og et godt glas hvidvin.


Næste morgen har jeg svært ved at komme ud af fjerene, klokken blev mange inden vi gik til ro, og Susanne fik mig installeret heroppe på kvistværelset. Jeg ligger lidt, og føler mig veltilpas og udhvilet, mens jeg lytter til lydene nedenunder. Jeg kan dufte kaffe, og mumlen, som fra en samtale når mig, mærkeligt, hvem kan det nu være? Vel ikke katten? Jeg rækker ud efter uret på stolen, ved sengen. Halv ti, det er på tide at stå op.
   Ude på det lille toilet, betragter jeg mig selv, i spejlet over den lille håndvask. Jeg ser glad ud, det kommer lidt bag på mig, omstændighederne taget i betragtning. Mon Susanne kan køre os ind til byen i dag, så jeg kan skaffe mig lidt tøj, og ikke mindst en tandbørste? Jeg kaster lidt vand i ansigtet, glatter håret og går ind og klæder mig på.

Ud fra køkkenet strømmer der latter, Susannes og en dybere mandelatter, det stopper brat da jeg træder ind i køkkenet.
   De sidder overfor hinanden, ved det lille spisebord, med kaffekopper, tallerkener og en brødbakke mellem sig. Han er en lille, tynd og hærget udseende gammel mand, iført beigefarvet arbejdstøj. "Jamen, så godmorgen, her langt ud på formiddagen" siger han og ler igen med en dyb skrallende latter, mens han peger en finger mod mig "Vi andre har været oppe med hønsene. Ja, og det er ikke engang løgn, jeg har høns, og den skide hane den galer altid alt for tidligt" her farer han op af stolen og byder mig galant sin plads. "Men, skal du ikke sidde her" spørger jeg "Jeg kan da hente en stol i stuen" "Nej" Susanne blander sig i koret "Frandsen, min kære nabo her, skal ud og klippe hæk, det er et fast arrangement vi har" hun blinker til Frandsen
   Han skæver tilbage "Ja, ha ha" griner han, "Jeg formoder ikke, at jeg kan overtale dig til et kys eller to som modydelse, jeg må vel som sædvanlig nøjes med kaffen" Han griber min hånd og trykker den kraftigt med sin garvede næve, og jeg når lige at sige mit navn, inden han er ude af døren som en hvirvelvind, med lette tramp fra træskoene.
   Susanne skænker kaffe op i min kop: "Nu, har du også mødt min nabo, han har været god til at hjælpe mig med haven siden jeg kom, til gengæld handler jeg nogle gange for ham når jeg er inde i byen. Jeg skal derind i dag, ind på varmestuen, jeg tænkte på om du ville med? Så kunne du også købe en tandbørste, og lidt hvad du behøver? Men det er selvfølgelig frivilligt, du kan også vælge at blive her og hygge dig med Frandsen?"
   "Jeg vil med" nikker jeg og smører en skive franskbrød. "Hvornår tager vi af sted?" "Nu" kommer svaret prompte. "Nå, kan jeg lige nå en skive mere?" jeg gumler mig hastigt gennem brødskiven, mens jeg smører den næste, som jeg tager med i hånden da vi begiver os ud til bilen.
   Udenfor skinner solen fra en skyfri kølig himmel. Frandsen er i gang med hækkeklipperen nede i havens bagerste ende og vinker til os, vi vinker tilbage.

Efter ti minutters kørsel, drejer Susanne ind ved den lokale købmand, og sender mig ud på indkøb. De er hurtigt klaret, det vigtigste er tandbørsten, jeg regner med at tage hjem i morgen.
   Jeg kravler ind i bilen, og smider posen med varer på sædet ved siden af, og vi fortsætter turen.
   Da vi ankommer til varmestuen er klokken knap elleve, formodentlig Susannes mødetid.
   Udenfor opholder sig en stor gruppe mennesker, nogle sidder på et par slidte bænke, resten står. Mellem dem løber en del hunde rundt, der bliver røget smøger og drukket bajere, og der bliver råbt og talt og diskuteret.
   Jeg føler mig ikke særlig tryg ved at gå hen imod dem, ej heller at skulle igennem flokken, så jeg holder mig bag Susanne, mens vi nærmer os. Pludselig forlader en af de store gadekryds flokken og spurter hen imod mig, den standser lige foran mine ben, snerrer og viser tænder. "Jørgen" Susannes stemme er som en skærebrænder gennem luften "Kan du så for pokker få kaldt på din hund" En mand på vores alder, rejser sig vaklende fra bænken, "mja, mja" snøvler han, mens han nærmer sig os "øh Rollo, øh Rollo", kalder han, stopper op og læner sig frem mod os. Hunden stopper sin snerren, den drejer hovedet mod lyden. Så lunter den hen mod Jørgen, tilbage til bænken, som den lægger sig under.
   Jeg drager et lettelsens suk.
   "Tak, Jørgen" skriger Susanne.
   Jeg betragter flokken med væmmelse, mens jeg sniger mig bag Susanne, ind gennem døren. De er usoignerede og plørefulde puha, det er ufatteligt at folk ikke bare kan tage sig en smule sammen. Ja jeg ved da godt at nogen af dem er triste skæbner, men alligevel.
   Susanne ser ikke ud til at tage notits, hun hilser til højre og venstre, ved indgangen løber hun lige ind i en høj tynd, bleg mand i hullet tøj, hun griber hans hånd som det naturligste i verden, "Dav, Karsten, hvor er det længe siden jeg har set dig, hvor har du dog været henne? Sig nu ikke at du igen har været på hospitalet!" Men det har han, viser det sig. Susanne genner mig ud i køkkenet bagved, og beder mig smøre nogle ostemadder, og lave kaffe. Jeg er glad for hun sætter mig herud, for her kan jeg stå og passe mig selv. Imens går hun ind og sætter sig ved et cafebord sammen med Karsten for at snakke.
   Lige da jeg er færdig med at smøre den sidste mad, kommer der en ganske ung mand ud i køkkenet, "Hvem er du?" siger han og stopper op "Er du en ny frivillig? Åh ja, jeg skal da også lige præsentere mig," jeg hedder Mads. Jeg tørrer min hånd af i forklædet "Jeg hedder Mette" svarer jeg, og så står vi og kigger lidt på hinanden. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, og han ved det tydeligvis heller ikke.
   Heldigvis kalder Susanne i det samme "I kan godt komme ud med madderne og kaffen" råber hun "Jeg åbner nu".

Mads og jeg hjælpes med at anbringe tingene på en vogn, som vi kører ud, og tømmer af bag disken.
   Lokalet er fyldt op på ingen tid, der sidder nogle ved alle bordene, med kaffekopper og madder.
   Køen ved os er stadig lang, der er en del helt unge og mange ældre mennesker, jeg rækker dem tavst kaffen og deres brød.
   En helt ung pige med piercinger og fedtet sort hår når frem til mig, hun ser hærget ud og øjnene er hårde. Hun griber fat i min arm, der er på vej til at række tallerkenen med brød frem mod hende. "Hvad fanden, er du så sur for, din møgspand", hun spytter det ind i ansigtet på mig, jeg prøver at trække armen til mig, men hun holder godt fast. Mads nærmer sig bag mig "Stop det der Irina" råber han. Irina slipper taget i mig, og kyler tallerkenen i gulvet med et brag så den smadrer. Irina løber gennem lokalet mens hun ind imellem giver os fingeren og skriger "Fuck jer, fuck jer", Folk omkring hende viger tilbage, og samtalerne rundt omkring forstummer en smule.
   Lige før hun når udgangsdøren, falder hun og synker om på gulvet, hun krummer sig sammen og skriger i smerte. Så bliver hun til en stille og forladt bylt, lige der hvor hun faldt.
   Hurtigere end jeg selv ved jeg er, når jeg hende, jeg klapper hende forsigtigt på hendes blege kinder, hun giver sig og ømmer sig. "Hallo, hallo Irina", kalder jeg: "Er du der? Er du der". Hun åbner øjnene og stirrer angst og trodsigt op på mig. Jeg rækker ud efter hende, hun ignorerer det og sætter sig stille op.
   Susanne når frem til os, hun har et glas vand i hånden som Irina griber og drikker i en mundfuld. "Kan du rejse dig?" siger Susanne, med en stemme blid som en bølge, Irina nikker og kommer vaklende på benene. De bevæger sig langsomt gennem lokalet og ud bagved. Lige idet de passerer mig, vender Irina sig mod mig, og giver mig fingeren en gang til.
   Jeg har ikke lagt mærke til det før nu, men al samtale har været forstummet, der er stille som graven. Da Susanne og Irina er væk, begynder folk at tale, drikke kaffe og spise igen. Mens, jeg går ud mod køkkenet, mærker jeg deres blikke i ryggen. Det er ikke venlige blikke.

Resten af eftermiddagen sidder jeg på en stol der, jeg tør ikke være andre steder. Irinas hadefulde ansigt bliver ved at dukke op for mit indre blik. Og så Susannes stemme da hun førte hende væk. Jeg har kvalme og et mærkeligt vemod har indtaget min krop. Væk er alt det gode humør fra i morges.

"Mette" siger Susanne: "det var en møgoplevelse du fik dig der, det er jeg ked af på dine vegne? Irina er altid så vred, det var synd det skulle gå ud over dig, hun er jo kun 15, et skadet barn. Måske skulle jeg have ladet dig blive hjemme?"
   Jeg skutter mig ved siden af hende i bilen. "Nå ja" svarer jeg:"Men det er jo det der kan ske" inde i mit hoved, er jeg allerede ved at planlægge turen hjem i morgen.
   "Nej, det er bare slet ikke i orden, det er så forkert som det kan blive, og lige meget hvad, så er vi altså nød til at tale det grundigt igennem. Det her handler om os som personer, og hvis vi skal blive ved at have med hinanden at gøre, så må vi få talt ordentligt med hinanden".
   Vi kører ind ved huset, og hun skrider beslutsomt foran mig op mod indgangsdøren. For hver skridt derop, mærker jeg kræfterne svinde, jeg har ikke specielt lyst til, at tale om noget som helst.

Jeg sidder overfor Susanne i sofaen: "Jeg vil bare gerne hjem og slappe af", siger jeg.
   "Så tag dig dog sammen for fanden. Hvis du tager hjem på den måde spilder du både din egen og andres tid. Kan du dog ikke se det. Det er på tide at tage stilling, gøre livet op, ændre kurs. Det hele løber forbi dig. Du kan ikke engang række hånden ud efter en stakkels dranker. Jamen, hvis du virkelig vil videre, og ønsker jeg skal hjælpe dig, må du holde op med at te dig som et forkælet barn. Du vil bare sidde i min skide sofa, hygge dig, og snylte på mig. Det gider jeg ikke, det ved du godt, hvis du tænker dig om. Det er derfor, vi har mistet kontakten. Du har sku da, alt for meget godt i dig, til at blive sådan ved." hendes øjne gnistrer, og hun slår ud med armene, mens hun taler sig varm.
   Sikke en svada, hvordan bærer hun sig ad? Hvor får hun det fra? "Jeg hører hvad du siger" nærmest hvisker jeg.
   "Nå gør du det? Jamen, hvad så med, også at få gjort noget konkret ved det? Hvad vil du? Skilles, eller hvad? Hvor vil du bo? Vil du fortsætte med at arbejde i kommunen? Og hvad med os andre, skal vi bare tilpasse os dig? Kunne det tænkes at du vil overveje at tage dig lidt mere af andre mennesker?? For rent ud sagt så synes jeg du opfører dig barnligt, dine problemer er en storm i et glas vand. Se dig omkring i verden og se hvordan andre har det, udvid perspektivet, så kan du komme meget længere end du er nu"
   Vi stirrer på hinanden i noget der virker som timer. Så bevæger Susannes læber sig til en mærkelig vrængende grimasse, og jeg ser tårer bryde frem.
   Jeg er helt uforberedt, på denne drejning.
   Vi sidder stille en rum tid, så kommer historien i spredte brokker. Susanne har haft en kæreste gennem de sidste syv år, en læge. De har fulgt hinanden i et og alt ude i verden. De var altid på bølgelængde, forstod hinandens særheder, og var udover kærester rigtig gode venner. Men sidste efterår skete det utænkelige, han døde, ikke af sygdom, nej, blot fordi han var ude og køre med Susanne.
   Det var en ulykke, ikke forårsaget af hende, men af modparten. Det værste udover savnet, er at Susanne ikke længer kan arbejde som sygeplejerske, på sygehuset, eller ude i verden, det kaster hende hele tiden tilbage i den rædselsfulde ulykke. Derfor arbejder hun nu på varmestuen.
   "Susanne" siger jeg "sikke noget".
   "Ja, ikke" svarer hun og smiler mat tilbage "Jeg ville have snakket med dig om det i går, men da kunne jeg ikke. Nu kan man da sige, at vi begge har en kærlighed at sørge over".
   "Ja" svarer jeg "og jeg skal se at få lettet røven."