Springeren sad på muren og græd. Muren var ment som barrikade mod den dybe afgrund, der omkransede gården til det rokokoprægede slot. Den lille by satte megen ære i dette prægtige vidunder, hvor Springeren derimod havde vendt sin ryg til. Hans øjne hvilede stålsat på den rosenrøde horisont, der var malet således af den glødende aftensol. Hele scenariet forekom ham både ironisk og passende.
   Nede i afgrunden lå byens private sø, hvor fiskere, kajakroere o.l. normalt brugte meget tid. Dog var der kun en enkelt fisker til stede i øjeblikket pga. de sene aftentimer. Fiskeren forventede ikke bid i aften, men som den sportsmand han var, kunne han ikke blot gå hjem uden rigtig at forsøge. Derfor stod han nu tilbage alene og mærkede den varme sommervind. Det blev dog afbrudt af kolde dråber fra himlen. Fiskeren kendte området godt nok til at vide, at det sjældent regnede. Han løftede derfor sit blik og så Springeren sidde på muren. Fiskeren kendte også muren godt nok til at vide, hvad den betød. Man var kun på den mur, når livet virkede for stort og siden at Springeren også græd, var der ingen tvivl i den gamles sind: Springeren ville uden tvivl snart springe. Fiskeren tog sin kikkert frem for at se Springeren. Han kunne se ansigtet og genkendte ham som den nyankommne unge mand, der var blevet forladt af sin kone og derfor var flyttet til den lille by, så han kunne starte på en frisk. Historien var kendt i hele området, men Springerens følelser var åbenbart ikke. Fiskeren vidste, at han ikke havde meget tid, men han måtte gøre, hvad han kunne for at forhindre Springeren i at fuldføre sin gerning.
   Springeren sad blot på muren og stirrede ud i horisonten, mens tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Når lyset ramte tårerne skinnede de med små regnbuer. Ubevidst for ham, var han i gang med at skabe noget smukt med sin indre smerte. Hvad Springeren ikke vidste, var at dette ofte var tilfældet i denne by. Smerten hos mennesker skabte skønhed og lykke for disse nådesløse indbyggere. Springeren sad blot på muren og græd... Han anede intet om de omstændigheder, han befandt sig i. Men omstændighederne kunne ane ham. Fra skyggerne kom skygger snigende op på ham. De greb fat i muren med deres mørke arme og omsluttede alle flugtveje. De stod og lo af hans uundgåelige endelige. Springeren vidste intet om dette, selv ikke da han rejste sig op og stod stolt på muren. Men da han havde stået der længe nok, kunne han høre stemmerne i det fjerne og han kunne ane skyggerne, der greb ud efter ham.
   Fiskeren kom løbende ind på slotspladsen og drejede dernæst hen til gården, hvor han kunne skimte et sælsomt syn. Da han ankom, stod en horde af mennesker og stirrede på Springeren, mens de i kor råbte: "Spring!". Fiskeren stirrede på forsamlingen, hvorefter han stirrede på Springeren. Han råbte dernæst op til Springeren: "Spring ikke! Du har så meget at leve for... Tænk blot på at du kom hertil for at begynde livet på ny. Lad det ikke ende her!" Mange flammende øjne stirrede på Fiskeren.
   Springeren blev rasende over endnu en skygge, der talte om hans død. Han råbte ud til forsamlingen af skygger: "Jeg har aldrig overvejet at springe! Jeg kom hertil for at nyde udsigten... Det er sommer; Det er varmt; Det er aften. Naturen er så dejlig, at jeg ville nyde den med denne fantastiske udsigt. Jeg er kun kommet for at se ind i aftenhimmelen!"
   Disse ord tiltalte bestemt ikke de mange skygger. De gamle skældte ham ud, de voksne buede af ham og de små kastede sten efter ham. Fiskeren kunne se frygten samle sig i Springerens øjne. Skyggerne borede sig ind i øjnene og kvalte et hvert tegn på liv. Springerens tid ville snart være omme.
   Springeren beskuede forsamlingen af mordere og følte for første gang i sit liv noget større end liv og død... Rendyrket rædsel. Han havde set noget, han ikke troede muligt. En befolkning af blodtørst.
   Fiskeren så en ung mand klatre op på muren. Springeren havde ikke set ham, så Fiskeren ville advare ham, men han kunne ikke få sig selv til at gøre det. Og så blev det for sent.
   Manden greb fat i Springerens revers og spyttede ham i ansigtet. Der kom en jublen fra skyggerne. Så brugte han sig fod til at fjerne Springerens fodfæste, mens han med hænderne hev ham ud over kanten af muren. Springeren faldt. Imens stod manden og skyggerne og hørte efter, indtil der kom bump og dernæst et plask. Springerens lig var nu havnet i søen. Manden solede sig i skyggernes hyldest.
   Fiskeren råbte rasende op til manden: "Thomas, hvad helvede har du gang i! Med liget i søen gider fiskene ikke bide på og så er søen ubrugelig i en måned - hvis ikke to! Hvad skal jeg lave imens?"
   Manden trak lidt på skuldrene og smilte, hvorefter han klatrede ned fra muren. Han gik hen til Fiskeren, stak en hånd i lommen, hvorefter han trak en EUR20 seddel op og gav den til Fiskeren. Fiskeren smilte og gik dernæst hjemad. Skyggerne gjorde ligeså. Der var dog nogle børn, der klatrede op på muren, tog nogle småsten, sigtede dem efter liget og kastede. Deres forældre kaldte på dem og de klatrede ned.